Mit navn er Justin. Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jan. 2014
  • Status: Igang
Justin er en genert dreng som møder hende som måske er hans livs kærlighed. Men når livets kærlighed har en kæreste hvad gør man så? Og når man er genert er man så villig til ikke at være det mere for at få drømmepigen?

3Likes
3Kommentarer
367Visninger
AA

1. Genert...

Den akavede situation hvor man opdager at man er kommet i skole alt for sent. Det er onsdag og jeg plejer at møde klokken 10. Og det var ikke gået op for mig at vi istedet skulle møde klokken 8 på grund af at der skal holdes et eller andet åndssvagt foredrag om sex. Det er der ingen der gider at høre om. Altså jo lækkerne. Det er vores kælenavn til Lærernes kæledækker. Lækkerne. Nå men ihvertfald. Jeg finder min plads, som desværre er helt oppe foran, og gør ikke tegn til at ville lytte efter. Min lærer, Karina, kommer ind af døren og siger: "Okay. Det er vigtigt at i hører efter nu! I skal nemlig aflevere stil om dette foredrags indhold i næste uge! Og Justin. Dejligt at se at du er kommet. Jeg troede at vi helt skulle undvære dig idag". "Det kommer til at føles ens om jeg er her eller ej", siger jeg koldt. Jeg er ligeglad med en fucking stil. Det rager mig langsomt. Jeg ved godt at hvis jeg ikke vil dumpe så skal jeg til at tage mig lidt mere sammen, men jeg er ordblind så det er bare så svært. Jeg kæmpede virkelig med det, og nu har jeg så bare givet op. "Meget vel Justin", siger Karina mens hun vender sig om og går op mod katederet. "Godt. Personen som skal holde det her foredrag for jer hedder Isa. Hun er 19 og er lige gået ud af 3. g. Hun holder foredraget som en projekt opgave på hendes videre gående uddannelse. Værsgo Isa", siger Karina. Hun går til side og frem træder den smukkeste, sødeste, mest vidunderlige pige jeg nogensinde har set. Hvis ikke jeg var så genert ville jeg være løbet og op kysset hende med det samme. Men det er jeg desværre. Ikke når det gælder lærere eller drenge, men når det gælder piger bliver jeg helt mundlam. Selvom mange siger at jeg er en nydelig ung mand, vil pigerne ikke have noget med mig at gøre når de har fundet ud af at jeg er ordblind.  Jeg er pludselig glad for at skulle høre et foredrag. Bare synd at denne sindsygt smukke pige skal stå og udtale sig om sex. Jeg kan slet ikke forestille mig at de ord skulle kunne komme ud af hendes søde lille mund. Og så åbner hun munden. Hun har sine kort foran sig, men begynder at få tårer i øjnene før hun overhovedet har læst et eneste ord. Det samme gør jeg. Hun når lige at sige: "Nej jeg kan ikke", før hun løber væk. Jeg rejser mig og løber efter. Jeg råber efter hende: "Isa, Isa hvor er du? Jeg vil ikke gøre grin med dig. Det har jeg ikke rigtig ret til". Og som jeg havde håbet får det hende til at træde frem og spørge: "Hvad mener du med at du ikke har ret til det?", hun har stadig tårer i øjnene. "Jeg mener. At jeg er ordblind og derfor kan jeg ikke pege på andre som har svært ved noget", jeg fortæller hende bare hele sandheden. Hun er den type man ikke kan lade være med bare at fortælle alt. "Wow. Er du virkelig ordblind? Det er jeg også.. Det var derfor jeg ikke kunne. Jeg går faktisk ikke på en videre gående uddannelse. Jeg går på et gymnasium for ordblinde. Du burde også gå der. Forresten hedder jeg Isa. Men det vidste du jo allerede godt. Isa Andersen", siger hun lidt gladere nu. Måske er der endda et smil at tyde på hendes læber. Hun ser så sød ud når hun står sådan.Uden at tænke over det, tager jeg hendes ene hånd, kysser hende på kinden og siger: "Justin. Justin Bieber", og sådan står vi bare og smiler til hinanden. Hun bliver stående. Hun bliver virkelig stående. Ingen tegn på at hun synes jeg er akavet eller at hun ikke kan lide min hånd i hendes. Men så sker der noget som får det hele til at falde sammen. Hendes telefon ringer og hun siger: "Jeg tager den lige", trækker hånden til sig og tager telefonen. Det første hun siger er: "Hej søde. Ja vi har da klart en aftale efter skole. Jeg har fri 13.20. Kommer du over til mig? Super, så ses vi der. Okay, hejhej". "Hvem..hvem var det?", spørger jeg rystende. "Det var min kæreste". Alt smelter sammen og jeg kan ikke gøre andet end at løbe væk. Flygte. Så det er det jeg gør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...