Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

38Likes
80Kommentarer
4052Visninger
AA

20. Uventet...

*Uventet...*
Jeg gik i normalt tempo hjem, jeg var igen bange, men det var ikke noget nyt, det var jeg altid når jeg skulle hjem... Jeg hadede det... Jeg var træt af at græde men jeg kunne ikke lade vær, der var ligesom så mange grunde til det. Lige meget hvad jeg gjorde var det ikke godt nok... Jeg ville bare have det her lorte liv overstået, ingen kunne alligevel forstå hvordan jeg havde det. Det der med at man skal gå og være bange for at komme hjem fordi man ved at man så får tæsk, og man kan ikke fortælle det til nogen for det vil få konsekvenser. Det var desuden også noget lort at Justin nu vidste det... Han var jo ikke bange for at slå fra sig, og på den ene side ville jeg jo heller ikke væk fra min far, han havde jo været god nok engang... Og min mor for den sags skyld, jeg elskede hende jo, hun havde bare ikke tid til mig og jeg vidste ikke engang hvad årsagen var, hvorfor fortalte hun mig ikke noget?? Jeg ville ønske at hun ville lytte til mig og måske få gjort en ende ved alt det vold jeg blev udsat for, hvis hun en dag havde tid til at snakke, havde jeg bestemt mig for at fortælle hende det. Men lige meget hvilke konsekvenser det ville have hvis Justin sagde det, så havde jeg jo tænkt at jeg bare kunne begå selvmord og det turde jeg jo også godt. Min krop havde det stadig ikke så godt efter der hvor jeg faldt i vandet, så der skulle højest sandsynligt ikke så meget til at den ville give under...
_____________
Jeg trak usikkert ned i håndtaget og skubbede døren op, jeg tog en dyb indånding og gik stille ind. Jeg hørte noget ret så klamme lyde som jeg helst ville have undværet... Jeg var ikke et sekund i tvivl om hvad min far foretog sig, desværre var han altid i stuen så jeg kunne nok ikke undgå at se det. Jeg listede hen af gangen, jeg manglede bare at snige mig forbi stuen. Jeg trak vejret hurtigt fordi jeg var så bange, jeg tog mod til mig og gik langsomt hen af gulvet. Det var bedre at gå end at løbe fordi så var der mindre mulig for at de kunne høre mig. Jeg kiggede hurtigt ind i stuen og så et syn jeg godt kunne have levet uden, det gjorde forfærdeligt ondt at min far var sammen med en anden kvinde når han havde min mor... Tanken om at min mor ikke havde den fjerneste idé om det her, var næsten ubærlig, men hun ville sikkert ikke lytte til mig... Ellers ville hun sikkert bare være ligeglad. Jeg sneg mig hen bag en væg og kiggede ind igen, ikke fordi jeg var nysgerrig men hende min far havde gang i, så bekendt ud!. Hun var lyshåret og jeg havde virkelig på fornemmelsen af at jeg havde set hende før. Jeg gik videre op på mit værelse, jeg gik så stille på trappen som mulig. Jeg trådte et skridt mere op, uheldigvis gav trinnet en lille knirken fra sig og jeg var sindssyg bange for at min far ville komme farende ud og slå mig!. Eller værre, måske voldtage mig igen... Jeg græd, bare tanken om det. Jeg savnede min far som han var engang... Det var virkelig uventet at se min far være i gang med en anden kvinde, jeg vidste godt at min far havde sine 'kontakter' eller 'venner med fordele' men at de ligefrem kom hjem til ham, når han boede sammen med en. Ja, det undrede mig en del. Heldigvis fortsatte lyden så jeg kunne regne ud at han ikke kom.
Jeg smed mig opgivende i sengen, jeg havde stadig ondt over det hele, hvorfor begik jeg ikke bare selvmord de gange jeg havde muligheden for det. Jeg havde jo været så skide dum at lade vær. Mine tanker blev afbrudt da jeg hørte hoveddøren smække, det var nok bare min mor der kom, så kunne hun jo også se hvor et stort svin min far var og ikke mindst hendes 'mand' som han jo var. Min mor var skide ligeglad med ham, hun kunne bare ikke overskue at flytte fordi hun alligevel aldrig var hjemme, hun ville bare gøre mig en kæmpe tjeneste ved at flytte!...
Jeg ventede bare på at høre min mor råbe, men der kom intet råb?. Derimod hørte jeg nogen farer op af trapperne, det lød ikke som de små nærmest uhørlige skridt min mor havde, det lød mere som min far... Jeg sank en klump og gemte mig under dynen, det her ville ikke blive godt, jeg græd allerede... Jeg kunne ikke holde det her liv ud mere! Dørhåndtaget blev rykket ned i, jeg var ikke et sekund i tvivl om at det var min far!. Men jeg havde låst døren så han ikke kunne komme ind. Jeg var utrolig bange, jeg vidste godt at det her ikke ville blive kønt. Jeg hørte et ordentligt spark og jeg så døren falde fra hængslerne... Jeg satte neglene i mig selv og bed tænderne sammen af frygt. "DU HAR IKKE SET NOGET?" råbte min far mig lige ind i hovedet og tog hårdt fat i mig, jeg svarede ikke, jeg gik helt i sort og vidste intet af hvad jeg skulle gøre. "SVAR MIG!" råbte han igen, jeg prøvede at få indført et ord men jeg kunne ikke få den mindste lyd ud, udover nogen små lyde, fra når han tog fat i mig. Uden jeg vidste af det, havde han boret en knytnæve i hovedet på mig, jeg tog mig bange til hovedet, han rev min hånd væk fra mit hoved og kastede mig hårdt ned fra sengen, jeg ømmede mig af smerte. Han slap mig og gik ud af mit værelse, i det han stod i døråbningen rettede han blikket mod mig "og så er vi vel enige om at du ikke siger noget til nogen om det her?" han kiggede spørgende på mig, jeg skyndte mig at ryste på hovedet, han gik ud og jeg lod tårerne få frit løb. Jeg tog barberbladet fra under min seng, jeg græd og tårerne var virkelig ustoppelige!. Jeg kunne gøre hele det mareridt slut nu, hvorfor så ikke gøre det?. Jeg trak mine bukser af og tog nogen shorts på, jeg skar dybt i mit ben med barberbladet, blodet strømmede ud og jeg følte mig endnu mere svag end hvad jeg gjorde før. Det her var kun begyndelsen, ville jeg dø skulle jeg skære dybt ved håndleddet!. Jeg satte barberbladet for håndleddet og trak vejret dybt og gik stille i gang med at skære...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...