Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

37Likes
80Kommentarer
4068Visninger
AA

5. Prøvede han at hjælpe mig?

Jeg traskede stille ind i klassen, årrrh fuck mit liv, jeg havde glemt mine sko. Hvad ville folk nu ikke tro, men jeg kunne ikke gå ned efter dem nu, eller kunne jeg? Inderst inde havde jeg jo heller ikke lyst til at gå til time og what ever en time fra eller til. Jeg gik i normalt tempo der ned, gulvet var koldt under mine fødder. Jeg sneg mig stille ned af trappen uden nogen opdagede det, jeg havde en underlig følelse i kroppen da jeg var på vej ind mod opbevaringsrummet men af hvad, vidste jeg ikke. Jeg klaskede døren hårdt op, hvilket jeg ikke skulle have gjort. Mit skæve smil forvandlede sig til et blegt og bange ansigt, mit hjertes puls slog hurtigere og hurtigere. Simon... Han grinede flabet og gik i nærmest en cirkel om mig. "Nårh er det dem her du mangler?" spurgte ham ydmygende og rakte mine sko op i hovedet på mig. Jeg nikkede stille og undgik øjenkontakt. "Det vidst bedst du går" sagde han og grinede, jeg opdagede Nadja ligge splitterravende nøgen på gulvet, hun så ud til at være virkelig skæv. "Øhh ja" sagde jeg og smilede nervøst, Simon tog hårdt fat om min ene skulder og skubbede mig bagud og kastede mine sko efter. Jeg prøvede at tage dem hurtigt på men jeg kunne ikke få min fod i, døren gik op igen og Simon så virkelig vred ud. "Sagde jeg ikke du skulle skride? Ved du hvad tyksak? Du skal til at passe på, jeg ved hvor du bor og jeg ved hvem dine forældre er" han tog nogenlunde hårdt fat om halsen på mig pressede mig op af vægen, han greb fat om min trøje og trak den af, han trak den af på en måde så det netop gjorde ondt. "Vil du gerne have den" spurgte han og hentydede til trøjen, jeg nikkede. Jeg stod i kun bh og følte mig blottet, man kunne se alt min mave fedt hænge nu. Aldrig havde jeg prøvet noget så ydmygende, tårerne løb med af mig. "Men du får den ikke" grinede Simon. Jeg løb hurtigt op at trapperne igen og ud på det kolde gulv, alle sendte mig onde blikke og da jeg var forbi dem, kunne jeg høre dem grine. Jeg løb alt hvad jeg kunne ind på toilettet, jeg blev godt nok også forpustet, jeg var jo ikke vant til at løbe. Jeg låste mig inde og kiggede mig i spejlet, min blottede overkrop var jo heller ikke ligefrem noget at savle over. Men ligefrem at alle skulle hade mig gjorde ondt, der var jo ingen der kunne lide mig. Jeg satte mig grædende på toilettet. Jeg var ked af det men samtidig pisse rasende, jeg var nødt til at komme af med alle mine aggressioner så jeg rev bundproppen op af håndvasken og kastede den så hårdt ind i spejlet jeg kunne. Spejlet flækkede i ret store stykker, jeg rev et af stykkerne fri og satte mig igen på toilettet. Skulle jeg bare gøre det forbi? Jeg græd og græd og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kiggede ned af min krop, alle dellerne havde formet sig til flere fordi jeg sad ned. Hvor var jeg grim, det var vel forståeligt at jeg blev mobbet, så længe jeg var så grim. Mit ansigt lignede også noget der var løgn. Jeg nærmede spejl stykket mod mit håndled, jeg havde jo gjort det en gang tidligere i dag så jeg kendte til smerten. Jeg bed mig hårdt i læben for at formindske smerten da glasset ramte håndledet. Jeg lavede nogen tydligere rifter i mine arme og græd forfærdelig meget. Blodet strømmede ned så jeg satte et lille toiletpapirs stykke på, for at prøve at stoppe blodet. Jeg fik et mildt chok da der blev rykket i dørhåndtaget, uden at tænke over det åbnede jeg bare. "Katrine?" sagde stemmen overrasket, jeg kiggede med store øjne, "øh Justin?" sagde jeg usikkert. Han kiggede på min arm og greb stille fat i den så han kunne kigge ordenligt på den, han fjernede papiret. Et gisp forlod hans læber, han rettede blikket mod mig og kiggede forvirret. Fuck ja, jeg havde jo ikke nogen trøje på, kun en bh. Så jeg skyndte mig at holde mine arme for. "Hv...hvad ha...har du la...lavet?" stammede Justin, jeg satte mig igen, med benene ind til mig og hulkede ned i mine knæhaser. Justin satte sig på hug ved mig og nussede mig på kinden, jeg gav et lille nervøst smil fra mig. Han rejste sig og tog sin sorte t-shirt af og rakte den til mig "her" sagde han og gav slip på den. Jeg tog den på, aldrig havde nogen været så sød ved mig. Den passede meget godt, jeg kunne ikke undgå at bemærke hans flotte overkrop da han den jo var bar, tænk at en så lækker dreng hjalp en klam, tyk tøs som mig. "Hvorfor skar du egentlig i dig selv?" spurgte Justin og kiggede bekymret på mig. "Der er sket en del ting..." begyndte jeg og stoppede med at fortælle mere. "Jeg kan ikke fortælle dig det" sagde jeg og brød endnu en gang sammen i tårer. Jeg løb forbi ham og ud i den modbydelige kulde, den fik mine hår på armene til at rejse sig. Jeg gik i normalt tempo gennem de kolde gader i en almindelig t-shirt, mine kinder blussede langsomt op i en lyserød farve. Gad vide hvad min far nu ville sige, jeg havde jo været væk i laaang tid fordi jeg besvimede på skolen. Jeg var egentlig ret led ved Justin, jeg lånte jo hans t-shirt og gik bare. Gad vide om han så gik rundt resten af dagen uden trøje??.. Kl. var ikke ret mange, faktisk kun 08.39. Det var endnu ikke blevet lyst så lygtepælemes blide lys lod sig falde ned på mig. Jeg kiggede tomt på mine ellers så ødelagte arme, blodet var næsten stivnet men noget var endnu ikke. Jeg fortsatte gennem den slidte hoveddør til vores lejlighed, jeg havde tit gerne ville flytte, både fordi at toilettet var i kælderen som vi delte med nogen andre og så fordi at mine vinduer på mit værelse ikke var tætte. Det var nu egentlig heller ikke 'tilladt' for min far at udtrykke sine meninger om at flytte, sidste gang jeg nævnte det blev jeg slået. Mine ben føltes tungere end normalt, højstsandsyneligt fordi jeg havde sat bøjet sammen bag en sofa. Jeg skyndte mig forbi stuen uden at kigge derind, min far var der sikkert som sædvanlig og jeg skulle skynde mig ind på mit værelse uden at han opdagede det. Jeg åbnede døren ind til mit værelse, jeg fik et kæmpe chok og rykkede langt tilbage og faldt ned på ufine trægulv da jeg så min far stå med armene over kors. "Hvor har du været?" spurgte ham med sammenbidte tænder og tog fat i min trøje eller det var jo egentlig Justins. Han hev mig op at stå og svingede sin højre hånd lige ind i ansigtet på mig, så det sagde klask. Jeg tog mig til kinden, kunne han ikke se på mig at jeg havde været ude for nok, mit blå øje var vel ikke så svær at få øje på. Han kastede mig ind på mit værelse og smækkede døren pisse hårdt i og forlod med et flabet grin.

Jeg besluttede mig for at gå på facebook da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle lave. WHAT? 13 nye beskeder? Jeg plejede aldrig at modtage beskeder fra nogen. Mit ansigt blev varmt og jeg fik stille tårer i øjnene da jeg så at de alle sammen var fra Simon og hans flok. Eller vent, der var en fra Justin. Jeg tjekkede først dem fra Simon bare for at få det overstået. 9 beskeder kun fra Simon.

>Hva' så tykke, kom du godt hjem?<

>Glæd dig til imorgen, har en overraskelse til dig.<

>Skal du ikke lige ind og synes godt om en side jeg har lavet om dig, den hedder 'Tyksakken Katrine (en ordentlig hvalros)'<

Jeg havde ikke lyst til at læse resten da det virkelig gjorde ondt på mig, jeg valgte alligevel at gå ind og kigge den profil der. Tårerne væltede helt ustyrligt ned da jeg opdagede at der var billeder af mig kun iført en bh og bukser... Folk ville garanteret tro jeg var luder nu. Kommentarerne var heller ikke ligefrem behagelige. Jeg prøvede at være stærk men det var svært, alle var jo ude efter mig. Jeg tjekkede beskeden fra Justin.

>Er du okay? Jeg ved godt at jeg ikke kender dig, men der er noget specielt over dig. Noget anderledes og godt. Og Katrine husk at du er perfekt som du er.<

Hvor var han sød, jeg var bare ikke rigtig i humør til at svare ham. Måske mente Justin ikke det han skrev, måske kunne han godt lide at se mig blive gjort til grin. Han virkede faktisk rigtig sød, men var det egentlig hans sande jeg? Ha, det var da mega let for ham at sige jeg var perfekt, EN STOR LØGN! Han var jo selv pisse perfekt, alle pigernes drøm.

Jeg lukkede mine øjne og lod min krop slappe af, kort efter var jeg i min egen lille verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...