Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

37Likes
80Kommentarer
4160Visninger
AA

28. Ny veninde?

*Ny veninde?*
Det var blevet næste morgen, jeg vågnede igen ved at solen lyste mig i hovedet og gav mig varmen, jeg havde åbenbart ikke trukket for i går og jeg havde også stadig mit hverdagstøj på så jeg var nok faldet i søvn. Jeg gabte en sidste gang og rejste mig, jeg ville ønske at jeg aldrig var vågnet op igen... Jeg smed alt min bagage ud på gulvet og rodede rundt i det, jeg mærkede tårerne komme igen, jeg troede endelig at alt ville blive godt igen... Lige som jeg sad i mine egne tanker kom Agnes ind, jeg skulle have en pille... Jeg kiggede tomt på hende og undlod at sige noget "er du klar til pillen?" spurgte hun forsigtigt, jeg sukkede og rejste mig "skal jeg stadig tage den foran dig eller hvad?", hun nikkede.
Endnu en klam en lorte smag af piller! "Agnes?" spurgte jeg sødt da hun skulle til at gå ud, "Hm?", "det er fordi jeg kunne godt bruge noget frisk luft hvis det er i orden?" spurgte jeg sødt, "det må du i hvert fald". Hun gik ud og lukkede døren efter sig, jeg havde virkelig brug for frisk luft, jeg havde bare brug for at komme lidt væk. Jeg tog sorte joggingbukser på, en hvid langærmet trøje, ja jeg gik måske meget i det samme tøj, men jeg var altså heller ikke den med flest penge og desuden havde jeg selv synes at jeg var for tyk til at bære stramt tøj... Jeg gik ud på gangen og kiggede rundt, der var ikke rigtig nogen. Jeg var faktisk helt bange for at gå forbi hende pigen, hun virkede bange for det meste! Jeg kunne ikke undlade at kiggede nysgerrig ind af døråbningen da døren var på klem til hendes værelse, jeg vidste godt at jeg ville få en straf hvis det blev opdaget. Men på den anden side hvis der nu var sket noget med hende, så kunne jeg jo ikke bare lade hende være. Jeg hørte et forsigtigt host bag mig, jeg vendte mig nervøs om, skulle jeg have en straf nu?... Det var hende pigen, hun var lille og spinkel. Hun havde sorte bukser på, en sort hættetrøje hvor hætten var taget over hovedet så man kun kunne fornemme en lille smule af hendes øjne. "U..unds..undskyld" stammede jeg, "-altså det var ikke fordi noget, altså jeg ville bare... Kigge...". "Det okay.." svarede hun lavt, jeg kiggede overraskende på hende. Var det virkelig okay? Det måtte da have set ud som om at jeg ville lave indbrud ved hende! "Vil du med ud at gå en tur?" spurgte jeg smilende, hun kiggede tomt på mig og fjernede så hætten fra hovedet. Hun var faktisk en utrolig smuk pige, og så var der mig, vildt kikset... "Erh.. Altså ligenu?" spurgte hun lavt, jeg nikkede "hvad hedder du?" jeg, jeg vidste at det ville blive akavet hvis jeg ikke bare stillede et nyt spørgsmål. "Jenece" sagde hun tøvende, jeg nikkede "jeg hedder Katrine" i bund og grund var hun vel ligeglad med hvad jeg hed, jeg ville bare gerne virke sød og imødekommende. "Men ville du med ud at gå en tur?" spurgte jeg igen, hun nikkede, jeg smilede stort til hende og begyndte at gå ud mod hovedindgangen som også var udgangen.
Det var lidt underligt at følges med hende, jeg kendte hende jo knap nok, men hvis jeg ikke havde taget mig mod til at snakke med hende var det jo aldrig sket. "Vi kan gå ned til broen og kigge ud over vandet... Altså kun hvis du vil" sagde Jenece lavt, jeg smilede "det kunne da være hyggeligt!".
Vi gik ned ad en lang sti "hvorfor er du egentlig endt på psykiatrisk afdeling?" spurgte jeg "-eller okay, det er i orden hvis du ikke vil svare!" tilføjede jeg. "Det er okay... Altså jeg havde det ret svært efter min mor gik bort og jeg ville ikke leve uden hende, så jeg prøvede at begå selvmord... Første skete der ikke noget ved det, min bedsteveninde fandt mig og jeg kom ikke noget til, men anden gang troede de ikke at jeg ville komme til mig selv igen, da jeg så helt uventet kom til mig selv besluttede min far og lægerne i fællesskab at psykiatrisk afdeling kunne være en glimrende løsning. Jeg har nu været der i 2 år... Jeg har prøvet at begå selvmord en del gange i mens jeg har været der... Derfor er jeg endnu ikke kommet ud" sagde Jenece, denne gang faktisk overhovedet ikke som mumlen. "Hvorfor er du her?" spurgte hun, jeg ville ikke røbe min dybeste hemmeligheder, de var mine og kun mine! "Jeg blev mobbet... Jeg modtog diverse nedladende beskeder om dagen og ikke nok med det så drak min far og var ligeglad med mig" jeg mærkede at jeg græd, på et senere tidspunkt når jeg følte mig klar, ville jeg helt sikkert udtale mig om det med min far, jeg kunne bare ikke få mig selv til det nu... Vi fortsatte op af en stejl trappe som førte op til broen. "Har du tit været her?" spurgte jeg, hun nikkede "men det er faktisk først i denne her uge jeg rigtig har fået lov til at måtte forlade afdelingen, jeg har været for ustabil ifølge dem" sagde hun. Jeg nikkede og smilede, denne gang trak hun alligevel også på smilebåndet. Yes jeg fik hende til at smile!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...