Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

37Likes
80Kommentarer
4075Visninger
AA

22. Ny begyndelse?

Ny begyndelse?*

Min far gik surt og smækkede døren, "vi snakker med ham, men du skal hen på psykiatriskafdeling med det samme, vi mener at det ville være gavnligt for dig!" sagde lægen, jeg nikkede, betød det så på en måde at jeg måske ville få en slags ny start?. Jeg kom jo endelig væk fra min far. "Psykiatrisk afdeling er kun en bygning væk herfra, det kommer til at foregå sådan her, at du kommer derhen nu og får lidt hvile, faktisk skal du helst prøve at se om du ikke kan sove til i morgen. Når du vågner får du en pille, vi mener at du har en mild depression og det skal tages hånd om med det samme!. Der vil selvfølgelig være mulighed for at du kan få luft når du har brug for det, men du skal huske at snakke med en af de ansatte om det" sagde lægen, jeg nikkede forstående. Det lød vel fint nok... Tårerne rendte ubehersket, jeg vidste ikke hvorfor, men måske var det tanken om hvad der nu  ville ske med min mor?.. Justin kom ind og lukkede døren pænt efter sig "men hvad med tøj?" spurgte jeg, "ja, det skal vi have hentet." "Det kan jeg godt gøre!" tilbød Justin, eller måske var det bare en pointering. Jeg nikkede og smilte svagt, han gengældte hurtigt smilet "er din far hjemme tror du?. Så kan jeg jo sagtens komme ind" sagde han. Mit smil falmede hurtigt i det han nævnte min far, hvad ville min far ikke sige til at Justin kom anstigende?. Ville det udvikle sig til et skænderi i mellem dem?.. Eller endnu værre, måske ville de komme op at tottes... Jeg sukkede trist og kiggede tomt på Justin "det går ikke Justin..... Min far vil jo ikke have det" mumlede jeg. "Og?" sagde Justin og gik.. Fuck nej, det her ville alt andet end at ende godt. Lige som jeg skulle til at fare op for at indhente Justin, greb en arm ud efter mig og holdt mig så jeg ikke kunne rejse mig. "Ikke så hurtig, vi skal først have tjekket din forbinding og dine blødninger" sagde lægen smilende, jeg nikkede uden at foretrække en mine. "Jeg er bare bekymret for hvad der kommer til at ske" sagde jeg lavt og kiggede væk. Lægen sukkede lidt, "det kan jeg godt forstå, men se det på den lyse side, du kommer væk fra din far og hvis du har tænkt dig at anmelde ham for grov vold så kan du trække ham med i retten. Og så er der Justin, han er virkelig god ved dig, du får en hel ny begyndelse nu" sagde lægen og begyndte at vikle forbindingen af, jeg nikkede og kiggede ned på mine ben som han havde startet ved. "Oh fuck!!" peb jeg, det gjorde jo sygt ondt. Mine ben var næsten ikke til at holde ud at kigge på, rifterne var voldsomme og der var fyldt med indtørret blod, overalt på mine ben.... Jeg skar endnu en grimasse da han skulle have forbindingen af det andet ben, jeg holdt stramt fat i sengekanten med mine hænder og kneb tænderne sammen. Smerten var voldsom!. Lægen var nået til armene og smerten sad sku nok mest der... Det var jo der jeg havde cuttet flest gange, jeg sank en klump og fik den vildeste kvalme da han fjernede forbindingen. Det så forfærdeligt ud... Mine cutmærker var hævede og det lignede at noget af mit kød kom en smule ud... Føj man!.  Altså der kom jo ikke bogstaveligtalt kød ud men sådan så det ud.
___________
Jeg var kommet op at stå på egne ben, jeg følte mig ustabil som aldrig før. Mine ben skulle til at bryde sammen da lægen lige i sidste øjeblik fik mig til at stå nogenlunde stabilt ved hjælp af ham. "Vi venter lige på Justin, så sæt dig her" sagde han venligt og førte mig hen til en stol. "Jeg kommer om lidt, jeg skal lige over og få et værelse på psykiatrisk afdeling til dig" sagde han og gik ud. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...