Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

37Likes
80Kommentarer
4149Visninger
AA

17. Min helt?

*Min helt?*
Jeg hørte en mild klynken, min krop var stadig helt slap, hvem græd? Jeg snøftede en smule, min krop rystede og jeg frøs virkelig meget. Var jeg død? Måske var det mine sidste tanker der lige skulle tænkes i gennem inde jeg forlod verden? Jeg følte pludselig at jeg kunne føle min krop igen, jeg blinkede og i dét samme kom en person hen og skærpede for alt - Justin... Jeg kiggede uforstående, "hvor er jeg?" "Rolig, du er i sikkerhed, du er på hospitalet!" sagde Justin, han var helt gennemblødt, det var nemt at se da han holdt et håndklæde som også havde formået at blive vådt. Hvad var der lige sket? En læge kom til syne i døråbningen... Han satte sig hen ved siden af mig. "Jeg forstår at du prøvede at tage dit eget liv?" sagde han, uden at smile eller noget. "Hvordan ku.." jeg blev afbrudt da han stille greb fat i mine arme og fik mig til at kigge på dem. "Jeg opdagede jo dine mærker og så plus at Justin fik reddet dig op af vandet" sagde lægen. Jeg kiggede på Justin, hans øjne var røde og det var helt tydeligt at han havde grædt - endda på grund af mig... Jeg tog ham i hånden og han kiggede på mig. "Men... Din... Du ved" Justin stammede lidt og gjorde ikke sin sætning færdig, i stedet tog han fat i min arm, "hvad er der sket?" Jeg sukkede, jeg kunne umuligt fortælle ham det om min far... Hvad ville der mon ske hvis jeg gjorde det? Jeg var forvirret over hvad jeg egentlig ville. På den ene side ville jeg jo gerne i plejefamilie, men på den anden side havde min far jo være den bedste far jeg kunne ønske mig engang. At han var blevet som han var, var mig en gåde - en nok uløselig gåde.

Jeg lukkede øjnene og hulkede igen, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. "Vi kontakter dine forældre og siger de skal komme!" sagde lægen og gik ud inden jeg nåede at protesterede. "Nej. PIS" mumlede jeg. Justin rynkede på panden og kiggede underligt på mig, "hvad mener du?"
Jeg kiggede spørgende på ham "med hvad?" svarede jeg så. "Stop Katrine, du ved det udmærket godt, du lød ikke ligefrem tilfreds med at dine forældre skulle komme" sagde Justin lavt og kiggede mig i øjnene. Jeg kunne godt mærke at tårerne stille samlede sig i øjenkrog, jeg prøvede hurtig at få dem væk igen. "Jeg... Jeg ka... Årha jeg kan ikke Justin!" stammede jeg "jeg kan ikke..." tilføjede jeg lidt efter. Justins ansigtsudtryk var slet ikke til diskussion, han var intet mindre end forvirret og måske en anelse forundret. I stedet for at snakke mere valgte jeg at kigge ham dybt i øjnene og tage hans hånd og holde i min, måske også så han bare ville glemme vores samtale "tak fordi du reddede mig Justin.." nu græd jeg seriøst. Nu kunne jeg i hvert fald ikke bære nag over at jeg kom i skole og han ikke gjorde. Der var bare en ting der undrede mig, hvordan kunne han vide jeg var nede ved havnen, det blev jeg nødt til at have svar på! "Justin?" Han kiggede på mig, "hvordan vidste du at jeg var på havnen?" "Jeg var på vej i skole da jeg så dig løbe grædende derfra og så fulgte jeg efter dig. Jeg kan virkelig ikke klare at se de personer jeg holder af græde" han smilte svagt og vores hænder var stadig flettet sammen. Han havde lige indrømmet at han faktisk holdt af mig, at jeg havde betydning for ham.. Det var det sødeste jeg længe havde hørt, mine tanker blev afbrudt da Justin lænede sig længere ind mod mig og begyndte at kysse mig. Jeg lagde mine arme om hans nakkede og kysset udviklede sig til et snav. Det var det første øjeblik hvor jeg rent faktisk følte mig elsket, og så lige af skolens 'badass', kunne det blive bedre? I don't think so.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...