Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

38Likes
80Kommentarer
4059Visninger
AA

16. Mareridtets ende?

*Mareridtets ende?*
Jeg lukkede mine øjne og overvejede nogen ting omkring det hele. Folk ville jo bare blive glade hvis jeg begik selvmord, ingen elskede mig alligevel, jeg følte mig så ligegyldig. Alle hadede mig... "KATRINE!" råbte en stemme bag mig og jeg kunne høre skridt. Jeg satte hænderne på kanten og satte mig ned og kiggede mod det beskidte hav vand. "LAD VÆR!" råbte stemmen igen, foregik det inde i mit hoved? Stemmen var velkendt, var jeg overhovedet mig selv? Var jeg besvimet og var det min underbevidsthed der talte? "NEJ" råbte stemmen igen og jeg kunne nu også høre skridt nærme sig, jeg kendte altså stemmen. JUSTIN, det var helt sikkert min underbevidsthed? Ikke?.. Jeg kneb øjnene sammen og lod tårerne få frit løb, jeg kiggede bagud... Der var ingen, præcis som jeg tænkte. Mine tanker kørte rundt, jeg kunne virkelig ikke holde til mere. Jeg havde været så stærk så længe og nu var det simpelthen blevet for meget. Mobningen og volden havde taget overhånd. - Men for dem var det blot en begyndelse på legen. Jeg ville virkelig gerne kende svaret på min fars opførsel, hvordan kunne han dog finde på at gøre skade på folk og så hans egen datter. Vreden var blusset op i mig, jeg var vred over at Justin fik mig til at komme endnu en dag op til et mareridt, og at min mor ikke engang kunne fornemme hvad der foregik omkring mig og så alt det smerte jeg gik igennem ren og skær på grund af min far. Jeg havde så mange grunde til bare at kunne afslutte mit liv. Det var blevet uudholdende. Jeg græd og græd, men der fik jeg det. Endnu engang kunne jeg jo fjerne psykisk smerte og gøre det til fysisk, bare i lidt tid, jeg fandt barberbladet som jeg efterhånden var begyndt at have på mig overalt. Jeg skar oven i de andre cut mærker. Jeg skar dybt denne gang, og blodet var ikke længere kun små striber med blod, denne gang rendte det ned som et vandfald.  Lidt af en overdrivelse, men det var slemt. Underligt nok var mine tårer ustandselige og at skærer i mig selv hjalp faktisk ikke ligenu... Min krop blev svag, jeg var ikke i stand til at holde barberbladet så det faldt til jorden. Jeg svajede lidt med kroppen og så var stemmen der igen, denne gang højere. "KATRINE!" Jeg var igen sikker på at min underbevidsthed havde taget over, men i al usikkerhed fik jeg samlet en smule kontrol og kiggede bagud, hvor jeg faktisk så Justin. Han kom løbende et stykke henne fra. Jeg fik overbalance og min krop var ikke i stand til at holde sig mere... Vandet kom tættere og tættere på, var det min underbevidsthed igen? Nej det var det bestemt ikke og det fik jeg helt sikkert af føle da jeg ramte vandet. Min krop var for slap til at gøre modstand og jeg begyndte stille at synke ned...  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...