Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

37Likes
80Kommentarer
4143Visninger
AA

14. Løgn og had

*Løgn og had*
Da jeg kom til mig selv igen summerede det i hele min krop, smerten var der bestemt stadig. Jeg kiggede rundt, en ting var sikkert min far havde båret mig op på mit værelse, hvor betænksomt... Overhovedet ikke, det var fandeme kun for at redde sin egen røv han havde gjort det. Det bankede på min dør, min mor kom smilende ind. "Din far sagde at du gik ind i døren og slog hovedet" sagde min mor lavt og kom hen til mig. Jeg vidste det!! Endnu en løgn var sluppet fri fra hans klamme kæft, jeg hadede ham som pesten, ord var ikke store nok til at beskrive mit had til ham. "Det ser voldsomt ud! Tror du ikke bad vil hjælpe lidt" spurgte hun. Min mor lyder sød! Ja rigtig meget endda. Hun tænker bare ikke på hvordan jeg har det psykisk og så er hun hemmelighedsfuld overfor alt hun foretager sig. Jeg nikkede blot og så ikke ligefrem glad ud. "Var det forresten hyggeligt ude hos hende veninden?." "Hm, ja" svarede jeg . Jeg havde gættet rigtigt, min far havde blot sagt at jeg havde været hos en veninde. Jeg fandt mine Adidas bukser og en løs hvid trøje, noget undertøj og smuttede ned forbi stuen. Min far sendte mig et kort dræberblik, inden jeg var forbi.
Jeg nærmest flåede mit tøj af og stillede mig ind i badet. Tårerne var allerede på vej ned igen, jeg kunne seriøst snart ikke holde til mere... Jeg hadede alt og alle, det kunne bare ikke forstå at det gjorde så ondt på mig, for dem var det jo blot sjovt. Jeg havde mit barberblad i hånden og satte mig ned på det kolde gulv med det brusende vand over mig. Jeg skar mit håndled til blod og omviklede et kort øjeblik den psykiske smerte til fysisk smerte. FUCK hvor jeg bare så inderligt  havde lyst til at tage mit eget liv. Jeg følte mig alligevel hadet af alle og jeg vidste at mobningen ville tage overhånd når jeg kom i skole, men valget var ikke mit så der var ikke noget at gøre. Jeg rejste mig op. Blodet sivede langsomt og smertefuldt ned af mine arme. Jeg skyllede det varme vand over, jeg måtte bide tænderne sammen for at udholde bare lidt af smerte for det gjorde sku vanvittigt ondt. Jeg tørrede min blege krop, jeg følte mig håbløs og for første gang kunne jeg ikke engang skimte det gode ved livet.
Mit tøj var kommet på, jeg ville gå op og sove, mine cut mærker blev skjult rimelig godt da jeg havde taget en hættetrøje ud over. Min krop rystede og selvom jeg ikke frøs havde jeg kuldegysninger, ganske simpelt på grund af min far. Han fik angsten frem i mig, han gjorde at jeg kunne vågne op om natte med hede ture på grund af endnu et latterligt mareridt om hans forbandede tilværelse. Jeg ved godt at man aldrig må ønske andre døde, mit liv kunne bare blive tusind gange nemmere uden ham. Jeg gik tavst forbi stuen, øh, hvor var min far lige henne? I det samme blev en dør smækket hårdt i, nu vidste jeg det udmærket. Selvfølgelig have ham og min mor været oppe at skændes... IGEN. Jeg gik hen på mit værelse, det stod hurtig klar for mig at det var min mor der havde smækket døren ind til soveværelset og sad der inde. Godt nok kunne min mor ikke se smerte i andres øjne eller føle det på dem, men på den anden side kunne hun selv føle smerte. Min far kom slingrende forbi, så skæv han nu var. "FLYT DIG" hvæsede han og jeg adlød og iagttog hans hurtige skridt forbi mig.  Jeg gik ind i min seng og valgte lige at tjekke facebook. Mit blik faldt hurtig på de 12 beskeder, hvor mange havde Justin lige sendt mig? Jeg kørte mine øjne igennem dem alle. De fleste var fra Justin hvor han var enormt bekymret, det gav han i hvert fald udtryk for. Min krop blev varm af had og jeg følte en kort snurren da jeg læste en besked fra Simon...  
>Du tør måske ikke at komme i skole? Eller er du gået i gang med slankekuren?<
At han kunne synke så lavt, ja jeg var tyk, nej jeg var ikke tiltalende, smuk, populær eller noget af det men jeg fortjente at blive behandlet ordentligt. Faktisk nej, jeg turde ikke at komme i skole... Jeg var bange fordi jeg jo godt vidste at jeg var offeret og fordi min måde at se ud på, gav dem flere grunde til at svine mig til.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...