Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

37Likes
80Kommentarer
4265Visninger
AA

7. Jeg kunne bare ikke se det gode i livet...

Jeg ville ikke rigtig hjem så jeg gik ned til en 3-etagers parkeringsplads. Jeg tog elevatoren helt op og gik hen til kanten. Jeg kiggede tøvende ned, mit hjerte hamrede hurtigt. Skulle jeg bare tage chancen og forsvinde for altid? Tårerne var fluks i gang med at strømme ned af mine blide kinder, ingen ville alligevel savne mig. Livet var bare blevet så hårdt og uoverskueligt, jeg kunne nærmest ikke se sammenhængen i noget længere. Alle hadede mig, Justin gjorde garanteret også, han løj sikkert bare over for mig fordi han synes at det er sjovt at se at andre ikke har det godt. Eller måske var han god nok, men det var stadig svært at se noget som helst godt i det her lorte liv. Der var en række forklaringer på at jeg havde det af helvedes til: Min far tæskede mig hvis jeg gjorde bare det mindste forkert, jeg kunne sidde og græde foran min mor uden at hendes klamme smil forsvandt, Simon sagde at jeg kun duede til at gå i vejen for folk, plus at han mobbede mig for groft, Justin havde åbenbart fået en kæreste... Jeg kunne ikke rigtig holde noget ud længere, ingen kunne længere frembringe et smil på mine læber, for det eksisterede slet ikke. I bund og grund anede jeg ingen ting om min mor, jeg så hende kun et par gange om ugen og ellers var hun på 'arbejde'. Men hvad arbejde hun som? Jeg var så skide nysgerrig efter at vide det. Jeg rettede igen blikket ned på den trafikfyldte vej, jeg var højt oppe. Det var nu jeg skulle tage springet, det var nu det skulle slutte, det var nu jeg endelig kunne få fred. Jeg stillede mig op på kanten og kiggede ned, shit hvor var der langt ned. Jeg tøvede virkelig meget, det var jo bare et spring, hvorfor var jeg så bange? Det kunne gøres hurtigt. Engang havde mit liv faktisk været perfekt. Tja ret svært at se hvordan det har været muligt. Min mor, far og jeg boede i et lille hyggeligt hus på landet. En dag tog min mor pludselig ud til byen, det undrede min far og jeg ret meget men vi tænkte egentligt ikke ret meget over det, min mor kom først hjem efter en uge. Dagen efter havde min mor fået en besked i mens hun var i bad, min far tjekkede så beskeden som var fra en anden mand som skrev >Du er fantastisk i sengen, kan ikke vente til at 'hygge' mig med dig igen.< Min far blev helt knust og det endte med at min far og min mor skændtes hele dagen og kastede ting efter hinanden. Nogen dage efter det kom jeg så hjem og tog min far på fersk gerning i at sniffe noget forskelligt samtidig med at han drak, dagene gik og han fortsatte med at drikke i takt med at han også blev voldeligere mod mig. Mine forældre gik slet ikke fra hinanden fordi at min far ikke magtede noget og min mor alligevel aldrig var hjemme. Jeg blev mishandlet hver evig eneste dag af min far og min mor var ligeglad. Kort efter blev vi smidt ud fordi min far ikke længere havde råd til husleje og vi fik hjælp af kommunen til at få råd til en lille skod lejlighed, de tilbød også min far hjælp til at komme ud af sit misbrug men han nægtede. Jeg havde aldrig stolet på nogen nok til at fortælle hvad jeg har gået i gennem, det med mit liv var ikke ligefrem når jeg ville prale med...
Derfor endte jeg med det lorte liv jeg havde... Men ja, jeg stod på kanten og overvejede så kraftigt om jeg bare skulle lade alt slutte og ikke bekymrer mig om hvor meget folk hadede mig? Selvmord ville være den letteste løsning...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...