Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

37Likes
80Kommentarer
4069Visninger
AA

19. Hvad nu?

*Hvad nu?*
Det føles som om jeg havde lagt på gulvet i en evighed da jeg rejste mig, min krop føltes stadig slap men jeg var nødt til at komme over til Justin lige med det samme, jeg var faktisk heller ikke sikker på at han vidste det 100%, måske havde han blot hørt lidt som jeg muligvis kunne nå at benægte. Jeg havde heldigvis skiftet sygehuset ud med ganske normalt hverdagstøj så det var bare at skynde mig hen til Justin. Jeg var overdrevet bange for at han måske allerede havde sagt det til nogen, det med min far. Jeg smækkede hoveddøren hårdt og undlod at låse, jeg var ligeglad, jeg vidste alligevel at jeg højest sandsynligt ville få tæsk igen... Det ændres nok ikke... Jeg løb alt hvad jeg kunne igennem gaderne, jeg følte mig virkelig svag over at jeg blev så let forpustet men jeg skulle hurtig frem så nyttede det jo ikke noget at stoppe op og holde pause. Jeg var bange for de vider gående hændelse, ville jeg komme væk fra mine forældre? Ville min klasse mobbe mig endnu mere hvis de fandt ud af det med min far? Jeg kunne ikke lade det ske at det kom ud, og hvordan fanden kunne Justin vide det?

Endelig var jeg nået hjem til Justin,  jeg bankede hårdt på og døren gik hurtigt op. "Kom ind" sagde Justin smilende og gik til side, jeg gik ind og lyttede lidt om der var nogen hjemme, det lød det ikke til at der var. "Hvordan ved du det med min far" spurgte jeg og lagde armene over kors, tårerne tog sig igen vej, tanken om hvad der kunne komme til at ske var ubærlig. "Da din far bad mig gå i går, skulle jeg jo ud i hovedopgangen for at få sko på, din far havde måske tænkt at jeg var nok gået, jeg gemte mig bag ved sådan en væg da jeg hørte trin komme nærmere og det var så din mor gik, men kort efter hun var gået stillede jeg mig frem igen og lyttede og jeg hørte nogen råb og en del slag..." sagde Justin og kiggede ned, "hvorfor har du ikke sagt noget?" spurgte han skuffet. "Du må ikke sige noget..." bad jeg og faldt grædende sammen på gulvet. "Vi er nødt til at få gjort noget ved det" mumlede Justin og satte sig ned til mig og nussede mig stille på ryggen, jeg snøftede og rystede med hovedet."Hey, var det også ham der havde givet dig det kæmpe mærke i ansigtet?" spurgte Justin mildt, jeg rystede på hovedet, det skulle Justin ikke vide, jeg skulle benægt alt! "Og Justin min far slår mig altså ikke, det var måske bare noget du troede du hørte" prøvede jeg, men jeg var godt klar over at det overhovedet ikke lød overbevisende. Justin kiggede på mig, med et blik som sagde jeg-er-ikke-dum, "jeg kunne helt seriøst smadre din far" sagde Justin rasende. "Lad nu vær" sagde jeg mildt, jeg kunne næsten ikke holde ud at være i min egen krop, tårerne forlod hurtigt mit øje, en efter en. Jeg kunne ikke klarer mere "Hvorfor løb du egentlig også grædende væk fra skolen?" spurgte Justin og klemte mig ind til ham, så jeg kunne føle mig tryg. Jeg græd endnu mere over at tænke på det, "jeg... jeg ka...a...kan ikke sige det." sagde jeg, Justin kyssede mig på hovedet "jeg vil altid være her for dig, jeg ville bare ønske at du ville fortælle det hele..." sagde Justin stille, jeg nikkede, det ville jo helt sikkert være nemmere bare at fortælle det hele nu og her, men jeg vidste også at det ville få konsekvenser...

>Hvor er du henne?< skrev min far, "hvem skrev?" spurgte Justin og kiggede på min mobil, som jeg prøvede at få fat i igen, "din far?" spurgte Justin, jeg nikkede og tog den tilbage. >Ude at gå en tur< skrev jeg, jeg vidste han ville gå endnu mere amok hvis jeg skrev at jeg var sammen med Justin, men jeg vidste også at uanset hvad så ville han gøre noget ved mig. "Det er nok bedst jeg går" sagde jeg og skulle til at åbne døren da Justin trak mig lidt væk fra døren "forhelvede, jeg vil jo ikke have at der sker dig noget!" sagde Justin overbeskyttende. "Det gør der heller ikke.." mumlede jeg. "Vi skal have gjort noget ved det, det er fandme ikke i orden!" sagde Justin surt og trak mig ind til sig. "Er du ikke sød at lade vær at sige det til nogen?" spurgte jeg med tårer i øjnene, Justin mumlede noget der mindede om "årh man". "Hvis han gør dig noget, smadrer jeg ham!" udbrød Justin og det gjorde mig da bare endnu mere bange, alt ville jo i sidste ende gå udover mig... "Lad vær" sagde jeg bestemt. "Fat nu at jeg fucking elsker dig og ikke vil have at der sker dig noget!" sagde Justin i højt toneleje. Han havde lige sagt at han elskede mig, "elsker du mig virkelig?" spurgte jeg for at være sikker på at han mente det, han nikkede og kiggede ned i jorden. Jeg gik tættere ham og tog fat i hans hænder, han lænede sig ned til mig og vores læber ramte hinanden i et kys, fyldt med følelser. Jeg trak mig ud af kysset og gik. Hvad ville det hele nu ikke ende med, nu hvor Justin vidste alt det med min far...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...