Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

37Likes
80Kommentarer
4069Visninger
AA

18. Hans klamme facade

*Hans klamme facade...*
Jeg trak mig ud af kysset og smilede til ham. "Du er det eneste der betyder noget for mig... Det eneste der faktisk holder mig i live er at du er her for mig.." sagde jeg og græd igen, hvis det ikke havde været for ham var jeg ikke i live ligenu. "Jeg vil altid være her for dig" sagde Justin og tørrede mine tårer væk. Endnu en gang mødtes vores læber igen, det blev dog hurtigt afbrudt da min far kom ind af døren med min mor i hælene. Min far kiggede surt på mig, men da han fik øje på Justin kom facaden på og han smilte svagt. Jeg vidste godt hvad han tænkte - han var ikke ligefrem glad for at Justin var her. "Er du okay min lille skat?" spurgte min far og kyssede mig stille på kinden, føj... Jeg havde lyst til at puffe ham væk. Hvis ikke det var fordi at jeg havde sådan en slange hængende ned af min krop så havde jeg for længst løbet. "Årh skat" sagde min mor og tog mig i hånden, hun nussede den stille. "Katrine er klar til at kan tage med jer hjem nu" sagde lægen og skrev nogen ting på en seddel som han rakte min mor. Lægen fjerne stille slangen fra mig så jeg kunne rejse mig. Justin hjalp mig op, jeg følte mig svag og det kunne han sagtens føle på mig så han bar mig i brudeform.
Justin havde fulgt mig hjem og lagt mig i min seng, min klamme far havde bedt ham om at gå fordi jeg havde brug for 'hvile' men i virkeligheden var det fordi at han ikke ville have at jeg havde nogen med hjemme... "Jeg tager på arbejde" havde min mor også råbt og så var der desværre kun min far og jeg hjemme. Jeg lå skrækslagen i min seng da min dør gik brasende op og ind kom min far... Han havde et vredt udtryk i øjnene og jeg rystede af skræk. "HVEM HELVEDE VAR HAM DRENGEN?" råbte min far og to fat i mig, jeg græd... "Bare en ven."
Min far rev mig op at stå og gav mig et slag i maven, jeg ømmede mig og faldt sammen "HAM SER DU ALDRIG MERE! FORSTÅET?" råbte han igen. Jeg nikkede kraftigt, tårerne flød hurtig ned af mine kinder. Hans søde facade var i hvert fald faldet fra efter vi var kommet hjem og det skulle han sku have afvide! "DU ER SÅ PISSE FALSK!! NÅR DER ER ANDRE MENNESKER ER DU PISSE SØD MOD MIG, MEN NÅR DER IKKE ER SÅ SLÅR DU MIG KRAFTEDEME!" råbte jeg. Jeg kunne se foragten i hans blik, han tog hårdt fat i mit ansigt og klemte med alt hans kraft, samtidig med at jeg modtog slag nogen andre steder. Han tog fat om der hvor jeg havde skåret i mig selv og nev i det, fuuuck det gjorde ondt. Jeg skar en grimasse og bed mig i læben for at kunne holde det ud. "DU SNAKKER ALDRIG SÅDAN DER TIL MIG MERE, MØG KÆLLING" han holdt stramt fast om mine hænder, han slog mig med knytnæve lige ved hoften og jeg faldt med det samme sammen. Hvad havde jeg gjort for at få dette liv? Lige som man troede alt var blevet en smule bedre blev det bare værre... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...