Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

37Likes
80Kommentarer
4144Visninger
AA

4. Fortabt

Jeg tog mig langsomt til hovedet, den dunken der fortsatte da også bare for vildt. Vent??? Hvor var jeg??? Grå vægge, hvid dør og koldt toilet gulv. Jeg kiggede undersøgende rundt men kom i tanke om at jeg aldrig jo var kommet hjem, jeg var besvimet omme på skolen på grund af Simon. Jeg var åbenbart inde på toilettet, men hvordan var jeg kommet derind? Og hvad var klokken? Og hvor var min mobil? Jeg var bange for at gå ud fra toilet for hvad nu hvis Simon var der? Fuck hvor jeg havde jeg mange spørgsmål til alting. Jeg sad stille og kiggede blankt på døren, det gav et sæt i mig da nogen pludselig satte en nøgle i låsen på toiletdøren og låsen drejede rundt og døren blev åbnet. Mit fjæs var bestemt ikke kønt da jeg bare ventede på at se hvem det var, jeg blev roligere da jeg bare opdagede at det var rengøringsdamen. "Hvad laver du her, vi kan ikke have små børn til at rende på skolen kl. 06.00 om morgen" sagde hun hårdt og fik øjenkontakt med mig. 'Små børn' haha 9. klasse er jo også totalt en børnehave klasse. "Jeg ved godt at min årgang først må møde kl. 07.00, undskyld" sagde jeg ligeglad og skyndte mig forbi hende. Jeg vidste da i det mindste hvad klokken var, men jeg havde ingen anelse om hvor jeg nu kunne gemme mig. Jeg gik stille rundt og spekulerede over hvor jeg kunne gemme mig, både for rengøringsdamen men også for Simon. SELVFØLGELIG! Jeg kunne jo gemme mig i pedellernes opbevaringsrum som var i kælderen. Jeg tog mine sko af så man ikke kunne høre det ret tydeligt når jeg løb, jeg løb ind gennem den lille åbning ind til en stor trappe som førte der ned, der var ikke mange elever der vidste hvad der var der nede, men det havde altid været der jeg havde gemt mig. Jeg fulgte den stejle trappe og ind til en lille smal gang hvor der kun lige var et enkelt rum, nemlig opbevaringsrummet, der lugtede gammelt og råddent men jeg måtte blive nød til at vænne mig til det. Jeg trak ned i håndtaget, det var en lettelse at det egentlig var åbent. Jeg kiggede nervøst ind og trådte så ind i endnu er mørkt rum. Der var rodet, det var tæt på at jeg faldte over en værktøjskasse, det var i hvert fald det jeg gik ud fra at det var. Jeg satte mig på hug omme bag en ødelagt lædersofa, min øjne skimtede en lommelygte som jeg greb ud efter. Jeg lyste langsomt op af væggene efter en kontakt at tænde lyset på, men det var svært at se for plakater og papkasser som stod stablet forskellige steder op at væggene. Jeg lyste længere op af væggene og fik øje på et ur, what kl. var kun 06.21 så jeg skulle vente længe endnu. Jeg udlod et lille gisp og stivede da jeg hørte trin ude fra trappen. Jeg bøjede mig helt sammen, for det hjalp måske en lille smule. Jeg begyndte at svede men jeg følte at jeg frøs, min krop rystede og jeg var virkelig bange.

Skridtene kom nærmere og nærmere, det gav et sæt i mig da en høj mørk skygge kom ind af døren. Pludselig hørte jeg en mobil ringe, den blev taget. "Hvad vil du Capper?" spurgte stemmen, der var noget bekendt over den stemme. DET VAR SIMON! Men hvad lavede han på skolen så tidligt? Hans stemme lød igen i mobilen "kan jeg købe noget mere? Skynd dig hen på skolen og ned til pedellernes opbevaringsrum!" Samtalen blev afsluttet og Simon satte sig i sofaen og grinte, jeg blev ret usikker på hvad det var han grinte af, havde han mon set mig? Men nej, for han stoppede med at grine. Der gik en del tid inden jeg kunne høre flere trin, helt nøjagtig hvor lang tid vidste jeg ikke da jeg ikke havde noget ur. Jeg kunne fornemme tre mørke skygger mere. "Jeg skal først have de penge du skylder mig?" sagde en dyb stemme. Der lød en lav lyd af penge seddler, "kan jeg så lige købe noget mere?" sagde Simon og lød ret nervøs. "Ja men jeg skal have resten af pengene i næste uge, ellers ved vi begge hvad der sker!" sagde den dybe stemme igen. De tre af dem forlod rummet igen, Simon havde taget sin mobil og ringede nu til en, "Jack kom med det samme! Jeg har fået købt noget mere, du må gerne tage Nadja med" sagde Simon og så var den samtale også allerede slut. NADJA? Jamen hvorfor hende, skolens artige og smukke pige. Hvad skulle hun med sådan nogen bøller?

Endnu en gang hørte jeg skridt på trappen og et tøset grin, formentlig Nadja. "Hej Simon" sagde en tøset stemme, "hey babe" sagde Simon selvsikkert og rejste sig, sikkert for at kramme hende. De satte sig ned i sofaen og hældte en pose med noget hvidt i ud på det lille bord. "Jeg har så vi kan få to baner hver. Men husk jeg skal have nogen knaster af jer" sagde Simon. Tænk Nadja gjorde sådan noget, hun havde altid været den der aldrig havde gjort noget forkert. De begyndte alle at sniffe, de begyndte alle og grine efter. "Jeg glæder mig til at se Katrine" sagde Simon og grinte flabet, "haha ja tyksakken" sagde Jack efterfølgende. Nadja sad bare og grinte som om det var hendes første gang hun sniffede noget. Men drengenes ord ramte mig alligevel hårdt jeg var tæt på at græde. Jeg tog min hårnål fra mit hår og bed det sorte af så der kunne var jernet tilbage. Jeg satte den hårdt ned i mit håndled og skar hen af håndledet, jeg ramte ikke blodårene, for jeg ville ikke være så svag at lade mig dø. Jeg begyndte at bløde, det gjorde fandens ondt men i det mindste havde jeg tankerne et andet sted.

Simon, Jack og Nadja forlod rummet, jeg skyndte at gribe fat i lommelygten. Jeg var på vej ud fra sofaen da Nadja pludselig kom ind i rummet ind, jeg rykkede mig hurtig på plads igen, men jeg kom til at skubbe en smule til sofaen. Shit, hun opdagede det, hun kiggede lidt rundt. Hun var vel så skide skæv siden hun ikke tænkte på at kigge på den anden side af sofaen. Hun forlod igen rummet. Jeg listede stille ud fra sofaen og lyste på uret, kl. var allerede 07.56. Jeg havde ret travlt for ikke at komme for sent, men det var jo ikke min skyld at de absoulut skulle sidde der hvor jeg var. Jeg småløb hen til et toilet hvor jeg kiggede mig i spejlet, shit det var værre end jeg troede. Et par ridser i læben, et halv blåt øje og mit hår lignede en høstak. Men jeg var nødt til at gå til time.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...