Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

37Likes
80Kommentarer
4291Visninger
AA

15. Endnu en dag i helvede

*Endnu en dag i helvede*
Jeg vågnede tidligt op, endnu et grimt mareridt der denne gang både involverede min far, men også Simon og 'hans' drenge. Jeg var stadig i tvivl om man overhovedet kunne sige at jeg blev mobbet, det var jo det jeg følte men var det i bund og grund også det? En ting var sikkert, de var vældig godt i gang med at ødelægge mit liv. Jeg sukkede da klokken kun var 04.54 og jeg kunne bare ikke sove mere. Jeg var bange for hvad folk ville kommenterer til det tøj jeg ville tage på, så det endte med at jeg bare tog Adidas bukser på igen samt en hvid trøje, nemlig tøjet fra forrige dag. En bestemt tanke kørte rundt længe i mit hoved, 'endnu en dag i helvede'. Sådan havde jeg det i hvert fald. Jeg redte mit hår, og ville gå ned på badeværelset for at børste tænder, på vejen der ned sendte jeg min far et enkelt blik, han snork sov og lignede noget der var løgn men det var han fandeme også.

Jeg studerede grundigt min kind, et kæmpe mærke som havde en mild blålig farve havde sat sig fast, det kunne folk umuligt undgå at bide mærke, jeg måtte vel bare lyve mig fra det. Jeg sendte også mine arme et blik, helt seriøst så lignede de nogen der var blevet flænset op af et træ, selv jeg kunne næsten ikke holde synet ud. Uden jeg havde lyst til det kunne jeg nok blive nødt til at tage en hættetrøje over. Min blik flakkede ned på vores vægt, jeg stillede mig usikker op på den, usikker på om jeg havde taget på. Jeg fik et chok da jeg havde tabt 4,5 kilo. Faktisk havde jeg heller ikke spist det store... Jeg var nu nede på de 71 kilo, hvor jeg jo så før havde vejet 75,5 kilo. Før jeg startet på min nuværende skole havde jeg aldrig tænkt den tanke med at jeg var tyk for det havde jeg jo ikke selv syntes, men det at det pludselig blev kommenteret på gjorde mig knust og jeg skulle vise dem at jeg kunne tabe mig det jeg ville. Jeg ville tabe mig så meget at jeg kunne ende med at blive den tyndeste, så havde de i hvert fald ikke  mulighed for at mobbe mig med at jeg var tyk. Jeg børstede hurtigt mine tænder, tog en hættetrøje på og tog en yoghurt i hånden og gik. Jeg proppede høretelefonerne i ørerne og tændte for noget blandet musik, den første sang der kom mindede en del om mig. Nemlig sangen 'Baby don't cut - B-Mike'. Smerten i mig havde sat sig så dybt at jeg tænkte at mit liv ville ende tidligt, højest sandsynligt med selvmord... Jeg kunne ikke holde det ud mere, jeg prøvede at være stærk men hver dag mistede jeg en del af mig selv. Hver dag når jeg troede at der endelig var håb blev alting værre og hvad kunne jeg gøre, ingen ting overhovedet...

 

Jeg havde sat længe på en bænk og hørt musik - Jeg havde også grædt en del imens. Var jeg egentlig overhovedet elsket af nogen, bare en smule? For det følte jeg godt nok ikke. Min eneste ven var mit barberblad som hjalp mig med at få det bedre, en trofast ven jeg kunne bære over alt og betro mig til. Smerten bed stadig kraftigt for hver gang jeg skar men det hjalp stadig på at holde mine indre tanker ud. Det var desværre blevet tid til at jeg skulle i skole.

 

Jeg gik med en hue på, og følte mig faktisk usynlig for alle, det var som om alle viede uden om mig, måske gjorde de også? En tårer havde allerede taget sig vej. Jeg trådte ind i klassen og straks følte jeg alles øjne på mig, Justin var slet ikke at se. "Så kunne du komme igen klamme luder" råbte Simon og så blev der grinet fra alle vinkler. Kunne de virkelig ikke se at jeg havde været udsat for nok, de kunne bare tage at studere min kind, men selv hvis de opdagede det måtte jeg lyve mig til en forklaring. En masse kom også med små kommentarer som "kost." "billige luder" "opmærksomhedskrævende svin" men den værste kommentarer var helt klart da en råbte "hvorfor begår du ikke bare selvmord". Ordene kørte rundt indeni mig og jeg tænkte med det samme, tro mig jeg har prøvet at begå selvmord, og jeg havde skam en plan om at det snart skulle få ende. Tårerne var ustoppelige... "Hvad tuder du for din fucking so?" spurgte en af pigerne som ellers slet ikke plejede at snakke til mig, havde Simon virkelig fået alle til at hade mig på det tid jeg havde været væk? Jeg kunne ikke holde til mere, jeg løb alt hvad jeg kunne ud af skolen. Og jeg følte mig i den grad forrådt af Justin, det var trods alt ham der fik mig til at komme i skole. 
 
Mine ben kunne næsten ikke mere, men det passede også meget fint jeg var nået ned til havnen. Det fik mig til at tænke på en veninde jeg engang havde... Jeg snøftede lidt samtidig da tårerne faldt. Hun begik selvmord her... Og måske var det tid på tide at jeg gjorde det samme her nu?...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...