Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

38Likes
80Kommentarer
4054Visninger
AA

21. Blod overalt.

*Blod overalt.*
Jeg kunne fucking ikke klare det her lorte liv mere, det var ligesom nok nu, alle de gange Simon og alle mulig andre havde kørt ned på mig, når jeg blev udsat for vold og det faktum at min mor ikke havde tid til mig. Hvad fanden havde jeg gjort for at få dette liv?. Jeg var træt af fucking alt og jeg hadede det. Skulle jeg bare få det overstået?. Det handlede blot om at skære dybt og så var det slut, hvorfor helvede gjorde jeg det ikke bare?. Jeg kunne ikke få mig selv til det... Pludselig fik jeg en følelse af at jeg var svimmel, jeg kiggede ned på gulvet og mine ben, blodet rendte hurtigt ned og der var ved at blive dannet en ordentlig blodplet, tårerne blandede sig med blodet og fik det til at udvide sig. Jeg skar igen i min arm, dog ikke ved en blodåre, jeg så hvordan blodet startede med at sive ud der også. Jeg blødte voldsomt og det stoppede ikke. Jeg prøvede at bide smerten i mig, men det hjalp ikke rigtigt, det gjorde pisse ondt!. Jeg kiggede rundt, der var blod overalt , hele min krop var efterhånden smurt ind i det. Det tågede for mine øjne og jeg kæmpede en kamp for ikke at falde om. Min krop begyndte så småt at ryste, det slørede en smule for mine øjne og før jeg vidste af det var jeg slet ikke til stede mere...
____________________
Jeg hørte nogen lave stemmer, jeg blinkede et par gange med øjnene og fik derefter fuld overblik over hvor jeg var igen. Det gik først op for mig efter lidt tid at jeg var på sygehuset. Men hvordan var jeg kommet derhen?.  Jeg kiggede lidt rundt, der var jo ingen. Døren gik op og Justin kom til syne, han gik med en kop med et eller andet, hvad lavede han her?. Han kiggede koldt på mig, "når din far kommer, smadrer jeg ham fuldstændig" sagde Justin og knyttede næverne, "please nej" bad jeg. "Det er fucking hans skyld at du næsten cuttede dig til døds, du bliver mishandlet og det skal frem nu!" sagde Justin bestemt og kiggede tomt ud i luften. Jeg sendte min krop et blik, jeg havde fået viklet hviskestykker stramt om mine arme og ben for at blodet skulle stoppe. En læge kom også ind af døren og jeg håbede på at det ikke var den samme som sidste gang men det var det. Han satte sig på en stol ved siden af sengen jeg lå i og kiggede alvorligt på mig. "Ser du, det er jo ikke første gang at du er her og har nye rifter på armene, og det må være noget alvo-" han blev afbrudt af Justin "DET ER SKU DA FUCKING PÅ GRUND AF AT HUN BLIVER MISHANDLET AF SIN FUCKING FAR" råbte Justin og rejste sig arrigt. "Smut lige ud og kom ind om et par minutter" sagde lægen og kiggede irriteret på Justin, Justin nikkede og gik ud og lukkede døren efter sig. Lægen rettede igen sit blik mod mig "er det rigtigt?" spurgte han, jeg kiggede ned, endnu en gang havde jeg ingen kontrol over mine tårer så de rendte ned en efter en. "Det ville måske være en god idé at få dig indlagt på en psykiatrisk afdeling, eftersom du har prøvet at begå selvmord" sagde lægen, "hvad så med mine forældre?" spurgte jeg, jeg kunne ikke se lægen vildt godt da mine øjne dukkede af tårer. "Hvis det er rigtigt at din far udsætter dig for vold, skal han meldes for det" sagde lægen og kiggede på mig, jeg nikkede som svar på at jeg udmærket forstod hvad han sagde. Jeg vidste ikke om jeg bare skulle sige hvad der skete der hjemme... Jeg blev enig med mig selv om at det nok var bedst at tie stille om det. Justin kom pænt ind og satte sig igen, lægen var lige gået ud for at ville ringe til mine forældre igen, jeg havde sagt at det havde han ikke behøves fordi at jeg sagtens kunne være her med Justin bare, men han mente at de skulle komme fordi at de jo trods alt var mine forældre... "Justin kom lige her over" sagde jeg, han gik hen og satte sig på stolen foran mig. "Kys mig" beordrede jeg, "med glæde! Jeg ville ønske at vi kunne være lidt sammen herinde" sagde Justin og blinkede "men det går sku nok ikke" sagde han efter og sukkede irriteret. "Hvordan er jeg kommet her hen?" spurgte jeg Justin, han sukkede, "jeg ville tage hjem til dig fordi du virkede utryg da du skulle gå fra mig, så jeg tog hjem til dig og jeg var egentlig ligeglad med om din far var hjemme eller ej, jeg skulle bare se hvad der foregik. Da jeg så kom hjem til var han heldigvis ikke hjemme men du lå på gulvet  på dit værelse og jeg kunne slet ikke komme i kontakt med dig, der var blod overalt og jeg gik fuldstændig i panik".
Min far kom alene ind efter lidt tid, hvorfor var min mor ikke med?... "Katrine og jeg har snakket om nogen ting, og måske ville det være bedst hvis hun kom ud på psykiatrisk afdeling i en periode, for at se hvordan det går og så aftaler vi at hun kan få nogen psykolog timer hvor der også er andre, både med nogen lignende problemer men også helt andre problemer..." sagde lægen, min fars ansigtsudtryk sagde alt, han havde lyst til at slå mig... Justin sendte min far et hadefuldt blik som tydeligvis blev gengældt "hun skal med hjem!" sagde min far pludselig, "det kan vi ikke tillade, hun skal på psykiatrisk afdeling med det samme" sagde lægen. "Der er en afdeling her på sygehuset du kommer hen på, det er ikke den lukket afdeling da vi ikke mener at der er grund til at du kommer der hen, medmindre dine selvmordsforsøg fortsætter og det vil vi holde øje med, der bliver holdt nøje øje med dig" sagde lægen og smilede lidt, jeg smilte svagt, i bund og grund var jeg jo glad for det. Min far kiggede surt på mig "så i har tænkt jer at tage hende fra mig?. Hvad helvede er grunden til det?" spurgte han arrigt. Lægen kiggede kort på Justin som nikkede, "den unge herre siger at du har begået vold mod din egen datter" sagde lægen, "det er sku da løgn, forhelvede" sagde min far hurtigt. "LAD FUCKING VÆR MED AT LYV!. DU HAR SLÅET KATRINE SÅ FUCKING MANGE GANGE!" råbte Justin og fløj op af stolen, og hen og gav min far en knytnæve i hovedet så han faldt sammen, lægen trykkede på en eller anden knap og allerede lige efter kom der nogen mænd som skilte min far og Justin ad. Jeg var pisse bange for alt... Jeg følte at jeg elskede Justin, for at beskytte mig så meget - det gjorde jeg måske også?. Justin blev af flere mænd slæbt voldsomt ud fra lægestuen "hvor kommer han hen?" spurgte jeg stille, "han skal bare lige falde lidt til ro og så tror jeg at de vil høre hans version af hvad din far har gjort ved dig" sagde lægen. Min far rejste sig hurtigt "jeg har forhelvede ikke gjort noget!" sagde han vredt, "bare fucking vent Katrine" sagde han. "Jeg vil bede dig om at gå!" sagde lægen bestemt og pegede på døren, min far smækkede den hårdt. "Hvis din far virkelig har gjort noget ved dig så kan du slæbe ham i retten og måske får han en dom for det" sagde lægen venligt, jeg nikkede blot.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...