Et råb om hjælp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jun. 2014
  • Status: Igang
Katrine er en pige på 16 år som skal have sit sidste år i folkeskolen, nemlig 9. klasse. Katrines far er alkoholiker, hendes mor arbejder med noget hemmeligt ingen ved noget om. Og så er der skolen, Katrine bryder sig bestemt ikke om at være der, hun er overhovedet ikke tryg når hun er der. Men det er vel også forståeligt når hun bliver mobbet så meget som hun gør. Og så er der skolens bølle Justin, vil han hjælpe dig, eller se dig falde?

37Likes
80Kommentarer
4100Visninger
AA

27. Alene...

*Alene...*
Jeg sad helt alene i min seng, roen havde for længst indtaget mig siden Justin tog afsted. Det var svært at bære at jeg nu skulle stå på egne ben uden den mindste støtte, eller jeg ville da få støtte fra Agnes. Men jeg havde ingen andre som jeg jo kendte. Tårerne krøb stille ned, når Justin ikke var ved mig følte jeg mig helt fortabt og havde ikke den mindste lyst til at leve. Jeg tog min mobil som lå lige ved siden af mig, jeg rystede, mest fordi jeg var bange for at kigge min nyeste besked, min mobil havde vibreret for et par minutter siden uden at jeg kiggede hvem der skrev. Jeg trykkede på knappen i toppen af min mobil så skærmen tændte, jeg rystede endnu mere da jeg læste beskeden... Jeg græd voldsomt og fyrede min mobil ned i gulvet, jeg smed mig tungt i sengen og hylede hysterisk, jeg kunne slet ikke fokuserer på andet end beskeden. Hvorfor var det mig alle hadede? Hvad havde jeg gjort?
Jeg kunne ikke klare det, jeg brug for at glemme den indre smerte. Jeg skubbede min slappe krop ud af sengen og gik lydløst ud på badeværelset. Jeg svang døren op, den knirkede virkelig meget og det var ret uhyggeligt når man var alene. Jeg kørte hånden over tårerne og tog så min hårnål som lå ved vasken. Jeg lænede mig op af væggen og lod mig selv glide ned. Døren var for længst smækket i så jeg skulle ikke bekymrer mig om, om Agnes pludselig kom ind. Jeg sank en klump inden jeg skar det første snit, jeg havde valgt at cutte ovenpå et andet cutmærke så det ville gøre mere ondt.. Nu mere smerte, nu bedre... Jeg lukkede et kort øjeblik øjnene og cuttede mærket op, jeg mærkede min arm blive kold. Jeg lod mit blik ramme min arm, blodet kørte ned fra riften. Jeg lagde hårnålen fra mig og blev siddende lidt. Jeg hørte nogen banke på døren, jeg skyndte mig at rejse mig op og skylle min arm. Det gjorde bestemt også ondt at det kolde vand lige skulle ramme mine mærker. Jeg løb ud mod døren og åbnede den, jeg smilede så godt jeg nu kunne til Agnes. "Jeg ville bare sige at der er aftensmad om en halv time, vi spiser i kantinen og hvis du ikke ved hvor den ligger så spørger du bare" sagde Agnes smilende, jeg gemte min arm lidt væk, da blodet allerede var på vej til at samle sig igen, jeg smilede falsk så hun ikke ville blive mistroisk "jeg tror godt at jeg kan finde det" sagde jeg, "godt" sagde hun og gik. Jeg lukkede døren og sukkede tungt og græd igen. Det her liv var jo umuligt at gennemføre... Jeg kiggede ned af mig selv, jeg havde kun en normal sort langærmet bluse på så jeg kunne rigtig se mine deller, mine lår var også alt for store, jeg havde besluttet mig selv for at ville begynde at sulte mig selv. Jeg kunne så godt tænke mig at blive undervægtig så folk ikke havde grund til at kalde mig tyk. Jeg havde virkelig mange problemer med mig selv... Jeg kunne ikke gå i stramme trøjer fordi jeg følte mig tyk og svedte hvis jeg var nervøs, mit hår krøllede i babykrøller så jeg havde som regel hue på, jeg følte mig på ingen måde tiltrækkende i langbukser... Jeg kunne heller ikke lide at vise mine fødder frem til nogen, jeg havde hård hud på fødderne og var let til at få vabler, mine blodårer var endda ret tydelige... Jeg rystede tankerne om min klamme krop væk og tog nogen joggingbukser på og langærmet løs trøje. På de sidste 2 måneder havde jeg tabt mig 7 kilo, jeg var faktisk ret stolt af mig selv, men der skulle virkelig tabes mere.

__________
Jeg forlod mit værelse og gik ned af den lange gang. Jeg skreg mildt og hoppede lidt hen mod den anden væg da en af dørene åbnede sig "u..und...undskyld" mumlede jeg forsigtigt, det var en pige... Højest sandsynlig på min alder. "Det gør ikke noget" svarede hun tungt og kiggede ned på gulvet, hun lukkede hurtigt døren igen, skulle hun ikke ned i kantinen eller hvad? Hun virkede virkelig usikker på alt! Gad vide hvorfor hun også var endt her... Jeg fortsatte ned af gangen og prøvede at virke rolig, men jeg var faktisk rigtig bange for at folk ville kommenterer på mig, det var ligesom bare blevet en vane af folk gjorde det ved mig. Kantinen var lille og hyggelig, der var da en del mennesker men ikke så der var proppet. Jeg kiggede rundt uden at ramme øjenkontakt med nogen for at finde et ledigt bord hvor der ingen sad, jeg fandt endelig et og gik langsomt derhen.
Jeg mærkede en varm hånd ligge sig på min skulder, jeg kiggede bag mig og så Agnes smile, "vil du ikke med op og have noget mad?" spurgte hun venligt, jeg smilede svagt og nikkede. Jeg rejste mig fra stolen og fulgte med hende op til ta' selv bordet. Jeg havde jo lovet mig selv ikke rigtig at spise, jeg tog en bakke og plantede et æble derpå og tog en juice. "Skal du ikke have mere?" spurgte Agnes som proppede sin tallerken med alt muligt, jeg rystede på hovedet og satte mig ned hvor jeg sad før. Jeg kunne ikke engang få mig selv til at spise det der var på min bakke... Jeg sukkede og trak stolen ud og rejste mig, jeg gik hurtigt væk fra kantinen og ind på mit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...