Varulvens Portal

Dette er den første stil jeg skrev i 7. klasse. Vi skulle skrive en gyser, så jeg skrev denne :) Der er nok nogle små-fejl rundt omkring.
- Det var den stil, jeg fik min allerførste karakter for, og jeg fik 12 for den ^^ Så det er jeg ret stolt over og vil dele den med jer!
Kort resumé:
Peter er lige flyttet sammen med sin mor og sin tvillingebror Oliver. Huset er faldefærdigt, og Peter bryder sig slet ikke om stedet. Han er utryg ved hele situationen, specielt efter de møder naboen, en ældre dame med forkærlighed for blomster og katte. Der er noget mystisk ved damen, og han er sikker på, at det har noget med hende og huset.

2Likes
6Kommentarer
252Visninger
AA

1. Varulvens Portal

Hvorfor min mor besluttede sig for netop det hus, vidste jeg ikke.

”Det er jo enhver kvindes drøm!” havde hun sagt og klappet henrykt i hænderne. ”Det er som et lille slot.”

Et slot? Det var vist en overdrivelse.

Huset var en stor villa, der lå lidt for sig selv for enden af en lang vej ikke langt fra en lille landsby. Lågen var stor og knirkende, og rusten satte sig på mine hænder, da jeg tog fat i det gamle metal. Det gav en hvinende lyd, der skar i mine øre, da jeg skubbede den op og trådte ind i den grå, visne have. Blomsterne lå med hovederne på den kolde jord, døde, visne og skrigende efter vand. Men der var ikke skyggen af regn på himlen, kun nogle få hvide, vat-agtige skyer på den blå høsthimmel. Orange, gule og brune blade svævede og raslede i den kolde efterårs vind. I et stort asketræ, der stod tæt op ad villaens skrå væg, hang der en gammel gynge. Jeg kunne aldrig vove at sætte mig på det rådne bræt, der kun hang i tynde snore. Det kunne knække, hvis blot en spurv satte sig på det.

Og huset… ja, det kunne godt trænge til en klat maling (en ordentlig klat maling), nye vinduer og en ny hoveddør. Nogle møgunger fra byens kvarter havde skrevet med spraymaling på væggene. Der stod blandt andet: ”Jeg hader Frede,” og ”Din mor er lækker!” Sådan nogle ting, min tvillingebror Oliver kunne finde på at skrive på alle skolens døre.

Min tvillingebror Oliver var den der ”populære” type. Den, der mobbede uskyldige, svage mennesker. Mennesker som mig. Nørder, bogorme, dem, der altid lavede deres lektier til tiden og fik topkarakter.

Måske var vi tvillinger, men Oliver og jeg var vidt forskellige. Han var mørkhåret, havde grønne øjne og en lille samling fregner rundt om næsen. Og så var hans hud solbrun. Mens jeg var lyshåret, havde blå øjne og computer-bleg hud. Vi var toæggede tvillinger, og Oliver var den ældste.

 

”Hvorfor skal vi absolut bo i det rådne skur?” brokkede jeg mig højlydt. ”Det vil koste KASSEN, bare for at få det sat i stand.”

”Hold nu op, Petty,” sagde Oliver, der stod lænet op af mors røde Volvo, med et ekstra tryk på Petty. Det var det, mor kaldte mig. ”Det er vildt nice!”

”Det er nemlig rigtig, Oliver!” gav mor ham ret. ”Det er den rette indstilling."

Mor var en høj, slank kvinde. Langt kastanjebrunt hår, strålende blå øjne og samme samling fregner om næsen som Oliver. Jeg forstår egentlig godt, hvorfor far faldt for hende. Hun var trods alt køn og klog.

”Ih, hvor jeg glæder mig til at se det indvendig!” sagde jeg ironisk. ”Det ser sikkert lige så pænt ud indenfor som det gør udenpå.”

Så snart mor lagde sin hånd på det runde håndtag, væltede døren omkuld og landede med et SMÆL på gulvet. Det lille forskrækket gisp slap hendes læber, og hun veg uvilkårligt nogle skridt tilbage. Hængslerne var helt rustne og hang halvvejs ude af sine huller. Hun rørte ved en af dem med sine fingerspidser, og hængslet faldt ned på gulvet med endnu et højlydt SMÆL, der gav genlyd i den store entréen.

”Jamen dog,” mumlede hun skuffet og så ind i det store, mørke rum. Gulvet var helt råddent, og så snart hun satte sin fod på brædderne, braste de sammen under hende. Hun veg igen tilbage, så hun stod helt nede fra verandaen ved siden af Oliver.

Hvad sagde jeg, tænkte jeg og himlede med øjnene.

”Tja, det skal males,” sagde han med en jysk accent og lød som vores far. Det var sådan en typisk sætning, som vores far kunne finde på at fyre af. Han var sådan en handyman.

”Jeg tror ikke, at kun maling kan klare dette,” sagde mor bedrøvet og rystede på hovedet. ”Vi får brug for nogle gode håndværkere.”

Oliver og jeg så på hinanden. Så smilede vi.

”Far,” sagde vi i kor. ”Far kan hjælpe.”

 

Der var blot ét lille problem. Far var forretningsmand. Han var direktør for et eller andet bilfirma i Japan. Så… han kunne ikke lige komme hjem med det samme.

”Men skat,” hørte jeg mor sige i telefonen i bilen, ”huset trænger sådan til et blive sat i stand, men vi kan jo ikke bo i det nu. Og du er jo sådan en… handyman.” Far sagde et eller andet, og mor lo sin klingende, melodiske latter. ”Men hvornår kommer du?” Der var en pause, mens hun lyttede til, hvad far sagde. ”Åh… jamen, så siger vi det. Jeg elsker også dig.” Hun lagde på og så i bakspejlet, hen på Oliver og mig.

”Nå?” sagde Oliver. ”Hvad sagde han?”

”Tja,” sagde mor med et skuldertræk og tændte bilen, der startede med et brøl.”Far har ikke tid i denne måned. Der er gået koks i en bilproduktion, og fabrikken blev lukket ned på grund af ’sundhedsskader’. Han kan ikke komme hjem nu.”

”Lort!” mumlede min bror og hamrede sin næve ned i låret. ”Sådan er det hver evig, eneste gang!” Han åbnede døren og hamrede den vredt i efter sig. Oliver havde altid været ’fars dreng’. De havde altid leget sammen og spillet fodbold i haven, da han var mindre. Jeg havde ikke nær så godt et forhold til far. Jeg var ikke så ’atletisk’, men var mere som mor. En, der stræber efter viden og lærdom. Men efter far blev forfremmet på arbejdet og blev tilbudt et job i Japan, tog han af sted. Det er snart to år siden nu. Og han har ikke besøgt os eller sendt os nogle breve. Mor sagde, at det havde han ikke tid til. Han havde travlt på det nye arbejde. Men hun lød selv fortvivlet og tøvende.

”Mor,” begyndte jeg, men hun nikkede bare.

”Jeg ved det, Petty, jeg ved det.” Hun åbnede bildøren og gik hen til Oliver. Han stod først med ryggen til og så vredt frem for sig. Men noget mor sagde, fik ham til at vende sig om, og mor omfavnede ham trøstende. Han græd ikke, men det gjorde mor.

 

Om vi boede til leje i hus på den anden side af gaden eller i en campingvogn, var fuldstændig lige meget. Haven ved dette hus var vel bevaret med flotte, klippede buske i alle mulige former og figurer. Men roserne var sorte med masser torne. Da jeg ville plukke en, stak jeg mig og tog hurtigt hånden til mig. Blodet piblede frem fra min pegefinger. Jeg stak den hurtigt i lommen, så mor ikke skulle se det. Hun var altid overdrevent omsorgsfuld.

Der var også et asketræ med en gynge. Det var som om et kæmpe spejl var sat op midt på vejen og spejlede det ene hus over på den anden side. Det andet var mørkt, gråt og dunkelt, og det ene var nymalet, stort og herregårdsagtigt.

Mor gik hen til skiltet og læste det. Hun tog sin mobil - en gammel Motorola – op ad lommen og tastede nummeret til ejeren ind. Skiltet var hjemmelavet, så der var ikke nogen ejendomsmaler indblandet.

”Goddag, mit navn er Helle Lauritsen,” sagde hun, da røret i den anden ende blev taget. ”Jeg har set skiltet uden for Deres hus, og jeg vil gerne leje det. Så vidt jeg har forstået, så skal De på ferie i morgen. Har jeg ret?” En høj, rusten, raspende stemme svarede. ”Ja, selvfølgelig, fru. Christoffersen.” Hun smilede. ”Vi kan sagtens passe Deres kat, mens De besøger Deres søn i udlandet. Faktisk…” Hun tøvede. ”Så står vi uden for huset nu.”

Et blomstret gardin blev trukket fra køkkenvinduet ved verandaen, og en gammel dame kom til syne med telefonrøret for øret. Hun tog mor i øjesyn og fik så øje på Oliver og mig.

Fru. Christoffersen sagde noget, og mor nikkede.

”Det er mine sønner,” hun pegede hen mod os, ”Oliver og Peter.”

Den gamle dame så pludselig alvorlig ud.

”Åh, det var jeg ikke klar over,” sagde mor. ”Jeg lover, at mine børn ikke ødelægger noget, frue. De er jo trods alt velopdragende og har ingen dårlige manere.”

Damen så lidt tvivlende ud og sagde igen noget. ”Jamen, så kom da indenfor.”

 

Herregårdagtigt? Det tror jeg næppe. Det så mere ud som… min mormors kolonihavehus. Der var blomster overalt. Gardinerne var blomstrede, spisebordet i køkkenet var dekoreret med blomstertapet, skabslågerne, væggene, hylerne. Det var så… tøset. Så… gammeldags.

”Det er et fint hjem, De har her, fru. Christoffersen,” sagde mor og smilede venligt. Hun så på lampen, der var en stor lysekrone. ”Og jeg må sige, at lampen er yndefuld og meget smuk.”

Den gamle dame smilede, men det nåede ikke de grå øjne. ”Tusind tak, Helle. Kald mig endelig Gudrun.”

”Selvfølgelig, Gudrun.” Mor smilede bredt.

Oliver kvalte et latterudbrud og kom med en lav fnisen. Jeg sendte ham et skarpt blik.

”Som om du ikke selv synes, at det er et latterligt navn,” mumlede min bror ud ad mundvigen.

Jeg trak på skulderen. ”Lidt.”

”Skal jeg vise jer rundt i huset?” spurgte Gudrun. ”Det er jo ret stort.”

”Ja, det er det,” gav mor hende ret. ”En rigtig flot villa.”

Gudrun smilede. ”Det har tilhørt min mand.” Hun pegede hen mod trappen, der selvfølgelig var dækket af et langt blomstertæppe. ”Lad mig vise jer værelserne.”

Der lød et højt og skingert MIAV, og en sort kat kom vandrende ned ad trappen.

”Det er Samanda, husets musefanger.”

”Er her mus?” spurgte jeg forskrækket.

”Er du bange for mus?” lød det fra Oliver.

”Nej da,” løj jeg og rakte ud efter katten for at kæle ved den. Men det afskyelige ”kæledyr” smækkede sin potte ud efter min hånd og satte sine skarpe klør ind i min håndflade. Jeg tog hurtigt hånd til mig.

”Åh, Petty,” lød det chokeret fra mor. Hun tog min hånd og pustede på den, som om jeg var et lille barn. ”Gør det ondt?”

”Nej,” løj jeg igen. ”Jeg har det fint.”

”Har De noget plaster, Gudrun?” spurgte hun med skælvende stemme. ”Det bløder.”

”Jeg tror ikke, at jeg har et så lille plaster, der kan dække det,” sagde den gamle dame fornærmet og tog den sorte kat i sin favn. ”Bare rolig, Sammy,” mumlede hun og kælede den grove pels. ”Den onde dreng gør dig ikke noget. Jeg skal nok sørge for, han holder sine fingre for sig selv!”

Jeg føler mig ikke nær så tryg her længere.

 

Værelset var ligesådan. Blomster over det hele. Sengetæppet, puderne, tapetet, gardinerne. Selv loftet var dækket af det afskyelige tapet!

”Det er meget…” Jeg tøvede og ledte efter de rette ord. ”… farverigt.”

”Min mand holdt meget af blomster,” forklarede den gamle. ”Vi har altid haft blomster overalt. Det er også derfor, jeg går så meget op i at holde haven i live. Det er det eneste minde, jeg har tilbage om ham.” Hun tørrede en ensom tåre væk fra den rynkede kind.

”Det gør mig ondt, Gudrun,” sagde min mor med ægte sorg i stemmen. ”Vi skal nok sørge for Deres have.”

”Jeg har hængt en liste op på køleskabet i køkkenet,” fortsatte Gudrun. ”Der står, hvor meget vand roserne skal have og hvilken kattemad, Samanda skal have.”

”Hvor mange værelser er der?” spurgte Oliver og så ud på den lange gang. Når man kom op ad trappen, vil det først man få øje på være alle dørene. På højre hånd var der seks døre, alle lige efter hinanden. På venstre hånd var der kun to.

Hvad bruger hun alle de rum til? tænkte jeg og stirrede hen ad gangen. Et stort maleri hang på væggen. Det var et maleri af den sorte kat ved siden af en blodrødvase med en sort rose i.

”Sofaen herinde er en sovesofa,” forklarede damen og pegede på den blomstrede sofa, der stod under det store vindue. Gardinerne var sorte med hvide blomster på.

Hun har jo blomster på hjernen, tænkte jeg og himlede med øjnene.

”Dette værelse er til dig og din bror,” fortsatte Gudrun til Oliver. ”Værelset ved siden af er til jeres mor.”

”Jamen, så lad os da kigge lidt på det,” sagde mor muntert og smilede bredt.

Hendes værelse var ikke så ”blomstersygt” som alle de andre rum. Tapetet var hvidt med sorte rosenkranse i toppen. Jeg måtte indrømme, at dette var et flot rum. Den store dobbeltseng var redt med sorte, hvide og guldfarvede tæpper og pudder. Gardinerne herinde gik helt ned til gulvet og havde en flot creme-hvid farve. Der var også en stor pejs, der knitrede lystigt og åd sig grådigt gennem nogle tørre brændestykker.

”Hold da op!” udbrød Oliver og spærrede øjnene op i forbløffelse. ”Det er jo en suite!”

Gudrun smilede. ”Dette er gæsteværelset. Det bruger jeg normalt, når min søn og hans kone kommer på besøg.”

”Det er virkelig flot, Gudrun!” sagde mor med et endnu større smil. ”Har De selv indrettet det?”

”Min søns kone er designer og indretningsarkitekt. Hun er en dygtig og meget køn ung dame.” Den gamle smilede.

”Ja, det må jeg sige,” sagde mor. ”Det er virkelig smukt!”

Oliver satte sig i lænestolen foran pejsen og smilede. ”Og blød er det også.”

 

”Så, De tager af sted i dag?” spurgte mor, da vi sad rundt om spisebordet i køkkenet. ”Hvor bor Deres søn henne?” Hun tog en slurk af sin kaffe.

”Han er advokat over i USA. Jeg er meget stolt af ham.”

Mor smilede igen. ”Ja, men det er også ret svært, når de er så langt væk,” sagde hun.

”Hvad mener du?” sagde Gudrun og hævede et mistroisk øjenbryn.

”Ser De, min mand, børnenes far, er direktør for et bilfirma i Japan,” forklarede hun. ”Det er to år siden, vi sidst har set ham.” Et smerteligt udtryk faldt over hendes ansigt. ”Og han har heller ikke tid til at skrive. Vi savner ham utrolig meget.”

”Jeg forstår.”

 

Taxaen ankom, og den gamle dame havde pakket kufferterne og tog af sted til lufthavnen. Faktisk skulle vi slet ikke betale for at bo i hendes hus! Vi skulle bare selv betale for kattemaden, vores egen mad og de regninger, der kom sidste på måneder.

”Det bliver dyrt, mor,” sagde jeg en dag til hende. ”Væggene i huset er fyldt af mug og hussvamp, gulvet er så råddent, at det falder sammen under vores vægt. Jeg vil vædde på, at trappen er fyldt med termitter!”

”Sig ikke sådan noget, Peter!” råbte mor. ”Du ved ikke engang, hvordan det ser ud indvendig.”

”Måske ikke,” sagde jeg, ”men der er alligevel også noget mærkeligt ved det.”

 

Jeg listede mig ud ad huset den nat. Kulden var bidende, og jeg trådte vist i et af fru. Christoffersens blomsterbede. Oliver gik selvfølgelig ikke med. Han havde fundet sin bærbar computer frem og sad og skrev på MSN med sin ”veninde” fra vores tidligere skole. Og så spillede han World of Warcraft. Et eller andet latterligt spil mor betalte for.

”Jeg har ikke tid,” havde han sagt. ”Jeg har lovet Diana, at jeg vil komme på MSN så snart, vi var ’flyttet ind’ i huset. Men jeg tror altså ikk’, at der er noget galt med det hus.”

Men der tog han fejl.

Lågen hvinede og knirkede, da jeg skubbede den op og småløb i fuldmånens lys hen til verandaen. De rådne brædder knirkede faretruende under mine fødder, men det braste heldigvis ikke sammen. Jeg kiggede ind ad den åbne døråbning. Døren lå stadig på det ødelagde gulv. Og så snart jeg hoppede hen over den, braste gulvet sammen under mig. Jeg skreg selvfølgelig af forskrækkelse, og landede på alle fire på noget hårdt betongulv. Jeg kom stønnende på benene. Det blødte fra mit ene knæ, og der var gået hul i mine bukser. Og så lå mine briller på gulvet og var knust i tusinde stykker. Hvordan skulle jeg komme frem ad, når jeg ikke kunne se en prik? Men det var alligevel også mørkt.

En gysen løb ned ad min rygrad. Mørkt. Mit hjerte bankede hurtigere, så jeg var helt sikker på, at beboerne i byen kunne høre det. Mit åndedræt blev hurtigere. Mørket.

Jeg havde altid været bange for mørket. Lige siden jeg var helt lille, havde jeg sovet med natlampen tændt. Endnu en grund til at Oliver drillede og mobbede mig. Men jeg kunne ikke gøre for det. Det føltes bare som om… at mørket rakte ud efter mig. Som om kolde, sorte hænder greb min hals og kvalte mig. Jeg følte, at nogle usynlige øjne holdt øje med mig. Min far havde altid sagt: ”Husk, mørket beskytter dig. Kan du ikke se dem, kan de garanteret heller ikke se dig.”

Men hvad nu hvis det var en blanding mellem en øgle og et menneske, der lurede i mørkets skygger? Øgler havde sådan et ”varmesyn”. De kunne se kropsvarmen. Og hvordan skulle man flygte fra sådan et uhyre?

Jeg tog en dyb indånding. Jeg havde selv valgt at gå her hen, så jeg måtte tage det roligt. Men jeg følte ingen ro i kroppen. Jeg begyndte at famle frem for mig i mørket. Jo længere frem jeg kom, jo stærkere blev min angst for mørket. Og så faldt jeg over noget stort og tungt. Jeg fik slået luften ud ad lungerne i faldet, og jeg gispede efter vejret. Da jeg fik vejret, famlede jeg kravlende frem for mig. Jeg lignede sikkert en idiot, sådan som jeg kravlede rundt på gulvet i mørket, men der var jo ingen hernede. Eller var der?

Pludselig fangede min lugtesans en forfærdelig stank. Stanken af råddent kød og blod. Jeg holdt mig for næsen. Men der var åbenbart støv på gulvet, og da jeg tog en sidste indånding, fik jeg støv og skidt ned i lungerne og op i næsen. Jeg hostede og gispede. Det var tredje gang, jeg lige var ved at blive kvalt. Underligt, tænkte jeg. Så rørte min ene hånd noget vådt og sjasket. Og det var ubehageligt varmt. Jeg vendte om, kravlede tilbage til jeg stødte ind i den store ting, jeg før snublede over. Efter hvad mine hænder kunne regne ud og føle, var det en væltet bogreol. Der var dog ingen bøger. Kun én. Mine øjne havde efterhånden vænnet sig til mørket, men jeg kunne selvfølgelig ikke se noget uden mine briller. Så jeg brugte mine andre sanser. Jeg pustede først til den lille bog, sikker på, at der sad et tykt lag støv på den. Jeg snuste lidt til den. En lugt af læder, en særlig lugt, der er svær at forklare. Den var kold, iskold. Og den var ikke særlig tyk. Mine fingerspidser rørte forsigtigt bogens overflade og fandt nogle riller. Trykte bogstaver. Fingrene fulgte bogstavernes linjer, og jeg fik ordene frem.

Laurits Christoffersen, tror jeg, der stod. Christoffersen…? Den gamle dame, vi lejede hus af, hed også Christoffersen til efternavn. Havde begge huse tilhørt hendes familie?

En slæbende lyd fangede mine øres opmærksomhed. Jeg stivnede i rædsel. Jeg hørte den knasende lyd af glas. Mine briller! Og så en velkendt stemme.

”Av, for hulen!” skreg Oliver og tog sig til foden. Eller, det tror jeg da, han gjorde. ”Hvad Satan var det?!”

”Mine briller,” mumlede jeg, og jeg hørte ham udstøde et højt gisp i forskrækkelse.

”Du må ikke forskrække mig sådan, Peter!” råbte min bror. ”Du var lige ved at give mig et hjertestop.”

”Hvad tror du ikke lige, du gjorde ved mig?” Jeg kunne stadig mærke gåsehuden på mine spinkle, blege arme. Eller så var det nok på grund af kulden. Kulden?

Oliver tog en indånding og skulle til at sige noget, men jeg tyssede på ham. Jeg kunne mærke en blid vind kærtegne min ene kind.

”Kan du mærke det?” hviskede jeg til ham.

”Mærke hvad?” Oliver gik hen mod mig, men også han snublede over den væltede bogreol og landede lige ved siden af mig. Han bandede igen.

”Vinden,” sagde jeg. ”Kulden. Kan du ikke lugte stanken?”

”Jo,” sagde min tvilling. ”Men stanken kommer nok bare fra dine fødder.”

Jeg slog ud efter ham, men ramte kun den tomme, kolde luft. Jeg havde ramt forbi. ”Jeg er mere hygiejnisk end du,” sagde jeg storsnudet. ”Men der er ikke tid til diskussion.”

”Nej,” sagde Oliver. ”Er du klar over, at det loft kan brase sammen når som helt? Det er jo råddent!”

Næ… det havde jeg ikke tænkt over. Jeg havde ikke engang været opmærksom og vagtsom nok, til at høre Oliver var kommet. Kun hans slæbende skridt havde jeg hørt, da han var kommet her ned i… kælderen, tror jeg det var.

”Så må vi jo bare skynde os,” sagde jeg hæst og sank for at lysne min stemme. ”Jeg har fundet denne bog.”

”Og så regner du med, at jeg kan se det?” sagde Oliver sarkastisk. ”Jeg kan ikke se en skid i mørket!”

”Så fisk din mobil op ad lommen og lys på den,” sagde jeg og sukkede irriteret.

”Nå, ja.” Han fik sin mobil frem fra lommen, en splinter ny ”skub op” Sony Ericsson. Han trykkede på en knap, og displayet lyste op. I baggrunden havde han et billede af Diana, efter hvad jeg kunne se.

”Det er ikk’, som du tror,” sagde han og rødmede. Oliver var ellers ikke en, der blev pinligt berørt.

”Har jeg måske sagt noget?” spurgte jeg og kunne ikke skjule et smil. Jeg tog mobilen og lyste på bogen. Og jeg havde ret. Der stod Laurits Christoffersen.

”Hvad er det for en bog?” Oliver pegede på den sorte, læderindbundne bog.

”Jeg tror, det er en dagbog,” sagde jeg og kneb øjnene sammen. ”Jeg er ikke sikker. Uden mine briller kan jeg næsten ikke se.”

Pludselig skar et ulvehyl gennem natten. Jeg stivnede, og en gysen lød ned ad min rygrad. Oliver havde det ligesådan.

”Hvad Fanden var det?” spurgte Oliver. Hans stemme skælvede lidt.

”Besynderligt.” Jeg kæmpede for at slukke min flammende angst og for at holde min stemme i ro. ”Der er da ikke ulve i Danmark.” Jeg åbnede bogen, og et papir faldt ud. ”Javel-ja. Et avisudklip. Tror jeg.” Jeg tøvede. ”Hvad står der?”

Oliver nikkede. ”Laurits Christoffersen, en berømt forfatter, har lige skrevet sin sidste bog, Varulvens Portal. En udmærket gyser fortælling, der kan få hårene i nakken til at rejse sig. Hvad har det med sagen at gør?”

”Jeg ved det ikke,” sagde jeg. ”Men der var nu også noget underligt ved hende der Gudrun.”

”Hvad har det med sagen at gøre?”

”Forstår du det ikke? Laurits Christoffersen var Gudruns mand! Så brug dog hjernen, din sportsfreak! Du hørte hylet lige så godt, som jeg gjorde. Laurits er ikke død. Han lever stadig. Men som en varulv!”

”Ej, det der er altså for langt ude,” sagde Oliver, men jeg kunne stadig høre frygten i hans bævrende stemme.

”Hvordan har du så tænkt dig at forklare det her?” Jeg tog min ene hånd op. Den var indsmurt i mørkt, stinkende blod. Det var det smattede væske, jeg havde ramt før, da jeg kravlede famlende rundt på gulvet.

Oliver spærrede øjnene op i rædsel. Sådan havde jeg aldrig set ham før. Men så rystede han på hovedet og genvandt sin fatning.

”Det kan da lige så godt være en eller anden morder, der har slået nogen ihjel hernede.”

Jeg så alvorligt på ham. Så lystede jeg med mobilen frem foran os. Og der lå det. Et lig, indsmurt i blod, stadig varm, men også stinkende. Stanken, der slog os i møde som et vindpust, var virkelig ildelugtende.

Jeg gav Oliver bogen. ”Jeg kravler derhen.” Jeg famlede mig igen frem. Da jeg kunne mærke det blodige gulv, standsede jeg og rakte hænderne frem. Jeg kunne mærke det grove stof, der tydeligvis var en beklædningsgenstand. Og så en næse, der var helt fordrejet. Da jeg lod hånden falde hen mod halsen, ramte den bare gulvet.

”Han har skåret halsen over på ham!” skreg jeg hen til Oliver med angst i stemmen. ”Eller bidt,” tilføjede jeg overrasket. Jeg kunne tydeligt mærke tandsættets aftryk i kødet.

”Kom væk derfra, Peter!” råbte Oliver angstfuld. ”Hvad nu hvis han kommer tilbage? Hvad nu hvis…”

”Hvad nu hvis, hvad?” spurgte jeg. ”Du kan jo ringe efter politiet,” tilføjede jeg, som om jeg havde læst hans tanker.

”Det har jeg også tænkt mig at gøre,” sagde han og kravlede hen til mig. Han tog mobilen fra mig og tastede alarmcentralens nummer ind.

”Værsgo,” sagde jeg triumferende. ”Men hvad har du tænkt dig at sige? ’Hallo, mit navn er Oliver Lauritsen. Der ligger et lig i min kælder, og jeg tror at det er Laurits Christoffersen, der i skikkelse af en varulv, har slået personen ihjel’?”

”Hvad forslår du?” spurgte han.

”Læs bogen.”

”Det er jo bare en dagbog,” sagde min bror. ”Der står sikkert ikke noget i den.”

”Læs den nu bare!”

”Okay, okay.” Han trak opgivende på skulderen og åbnede dagbogen. Et vindpust strøg gennem rummet, som kom det fra bogen.

”Wauv,” fløjtede Oliver. ”Der står noget om varulve.”

”Jeg ved allerede tilstrækkeligt,” sagde jeg.

”Men der står, at Portalen ville åbne sig ved fuldmånedagen,” indvende Oliver. ”Men hvor er portalen?”

Jeg så ned på liget og gøs. Men så vidste jeg det.

”Vi er i Portalen,” sagde jeg dystert. ”Huset er Portalen. Prøv at tænk over det. Dette hus har stået tomt i flere hundrede år. Portalen vil åbne sig på fuldmånedagen. Fuldmåne, midnat. Den nat, hvor varulven jager. Én gang, hver måned.”

”Men hvem er det, der ligger der?” Oliver pegede på liget.

”Gudrun Christoffersen.”

Endnu et hyl skar gennem natten, op mod fuldmånens sølvfarvede skær. Jeg så desperat frem for mig.

”Hvad skal vi gøre?” sagde min bror. Lige så desperat som mig.

Jeg rystede af skræk, lige på nippet til at tisse i bukserne. Men jeg fik dét sagt, som jeg ville sige.

”Venter.”

Vi ventede i flere timer. Det var ubehageligt at ligge der, når man ikke kunne se noget. Mørket var så trangt, at jeg følte mig kvalt.

Og så braste loftet sammen om ørene på os. En stor, sort skikkelse faldt med og landede med et bump på gulvet. Men den landede på fødderne. Eller potterne. Vi skreg begge to af forskrækkelsen og slog armene om vores hoveder.

Uhyret var højt, bredt og skræmmende. Jeg kunne ikke rigtig se ansigtet (hvis man kan kalde det det). Men de ravgule øjne strålede blodtørstigt.

”Nu!” skreg jeg til Oliver og skubbede nogle rådne brædder til side. ”Flygt! Løb så hurtigt du kan! Udenfor!”

”Hvad med dig?!”

”Jeg holder den i skak! Find noget at slå den ned med.”

”Jeg forlader dig ikke!” råbte Oliver tilbage. ”Du er min eneste bror!”

Men jeg sparkede ham hårdt i ryggen, så han fløj frem ad og spurtede af sted.

Man kunne lige forestille sig uhyret sige: ”Forsvind fra mit territorium eller dø!” Men den sagde ikke noget. Han sprang bare frem mod mig. Jeg rullede rundt, op på de rådne gulvbrædder. Jeg var fyldt med sår og rifter efter splinter. Det smertede i mit ene ben, da jeg prøvede at rejse mig op, men jeg væltede kluntet bag over og landede på brædderne. Jeg skreg af smerte, da en træstump borede sig ind i min ryg. Varulven sprang igen frem og landede oven på mig med sin ene forpote på min blottede hals og med den anden på min brystkasse, lige uden for hjertet. Mit hjerte galopperede pumpende i mit bryst. Jeg gispede efter vejret, og det sortnede for mine øjne. Jeg var ved at miste bevidstheden.

Der lød et øredøvende hyl. Denne gang var det ikke et hyl i triumf, vi havde hørt tidligere. Dette var et hyl i lidelse, netop som den tunge vægt blev løfter fra min hals og mit bryst.

Jeg spærrede øjnene op i forbløffelse, da jeg så den høje, slanke skikkelse. Det kastanjebrune hår var sat op i en hestehale og de blå øjne strålede morderisk. Jeg havde aldrig set min mor sådan før.

”Hold dig væk fra mit barn!” råbte hun krigerisk. Hun stod med et baseballbat i sin ene hånd. Der sad blod på det, blod fra varulven. ”Gør du dem fortræd, gør jeg dig fortræd!”

”Er du OK, Peter?” spurgte Oliver bekymret. Han stod bag mor med et bekymret blik.

Jeg nikkede, men fortrak ansigtet i en smertefuld grimasse. Jeg sagde ikke noget. Min stemme var hæs og hviskende, og de kunne ikke høre, hvad jeg sagde.

Uhyret, der lå blødende og stønnende foran mig, kom langsomt på benene. Men det vil mor ikke tillade. Hun slyngede battet efter det og ramte dens kæbe, der brækkede med en ulækker lyd. Den klynkede og faldt igen om.

”Kom her over!” skreg mor vredt. Hun var ikke vred på varulven. Hun var vred på mig.

Jeg nikkede bange og kravlede hen til hende og min bror. Men noget holdt mig tilbage. Jeg stønnede af smerte og blev rykket tilbage. Oliver greb min hånd trak mig hen mod sig, men varulven var stærkere. Den rykkede så hårdt til mig, at Oliver væltede og fulgte efter mig.

”Olly!” skreg vores mor desperat. Hun smed baseballbattet fra sig og tog fat i hans ankler. Hun trak til af alle kræfter. I et øjeblik så det ud, som om hun var stærkest. Hun bakkede længere og længere baglæns med os på slæb. Men til sidst mistede hun grebet i Oliver, og hun væltede også bagover.

”Olly, gør noget!” skreg jeg hæst og gispende. ”Få fat i battet!”

Oliver slap med den ene hånd og så på uhyret. Vi kommer faretruende nærmere. Uhyret brugte alle sine sidste kræfter på at få os. Jeg turde ikke tænkte på, hvad der ville ske med os, hvis den fik fat i os.

Min bror gav pludselig slip og var fri. Jeg troede lige, at han bare ville flygte og lade mor og mig i stikken. Men han greb ud efter battet og spurtede hurtigt frem mod monsteret. Han hævede våbnet højt op over hovedet og lod det hurtigt hamre ned i den behårede, lodne arm. Blodet sprøjtede op i hans ansigt, da battet gennemborede armen. Det havde ramt i så høj fart og kraft, at armen var blevet ”skåret” midt over. Ulven hylede smertefuldt. Blodet flød fra den afrevne arm, og jeg kravlede desperat hen mod mor, der lå bevidstløs på gulvet oven på alle de rådne brædder.

”Mor?” råbte jeg hæst. Jeg hørte lyden af battet hvisle gennem luften, og det ramte igen og igen varulven, der lå klynkende og forsvarsløs på gulvet. ”MOR!” Hun reagerede ikke.

”Oliver, stop!”

Oliver stoppede midt i en bevægelse og smed battet fra sig.

”Det uhyre skal dø, for hvad den gjorde mod dig og mor!” råbte han hævntørstigt med mord i de grønne øjne. ”Vi må slå den ihjel, inden den dræber flere uskyldige mennesker!”

”Forstår du det ikke?!” råbte jeg. ”Det er Laurits Christoffersen! Han er fanget i sin egen fortælling!”

”Hvad foreslår du så, vi gør?” spurgte min tvilling sarkastisk og så gennemborende ind i mine øjne. ”Vi kan ikke lade ham slå andre ihjel!”

”Hvor er dagbogen?” spurgte jeg roligt. Mit udbrud havde fået smerterne i ryggen og benet til at flamme op. Den store træsplint sad stadig i min ryg, og jeg var sikker på, at jeg havde et åbent brud i mit ben. Jeg kunne mærke blodet løbe ned ad ryggen og benet som en syndflod. Det flimrede for mig, da jeg sagde: ”Måske står der noget i den.”

Oliver tog bogen op ad lommen. Han slog op på en tilfældig side og læste den. Så rynkede han brynene.

Efter at have skrevet min sidste bog færdig, Varulvens Portal, fik mit liv en anden betydning. Jeg skrev udelukket denne historie, for at fortælle om mit eget liv. Lige siden jeg var helt lille, havde jeg været fascineret af denne magiske verden, der i alt hemmelighed levede side om side med vores. Jeg blev bidt af en varulv. Men jeg slap billigt. Den kunne have slået mig ihjel. Oliver holdt inde og sparkede til uhyret, der hurtigt blev bevidstløs igen. Ved hver fuldmåne forvandler jeg mig til dette forfærdelige bæst. Men det hænger sammen med huset.

”Der står,” sagde Oliver, stadig med spor af vrede i stemmen, ”at huset og historien hænger sammen. Han skrev dag og nat for at blive færdig med sin bog. Men han forvandlede sig ved hver fuldmåne, men kun hvis han blev ramt af lyset. Ved daggry bliver han menneske igen.”

”Hvad er forbindelsen mellem ham og huset?” spurgte jeg.

Oliver læste lidt mere.

Det var i huset, jeg skrev bogen. Ødelæg den originale tekst, ødelæg huset og ødelæg skrivemaskinen. Det er den eneste udvej.

”Det var her i huset, han skrev bogen,” sagde han. ”Ødelægger vi den originale tekst, skrivemaskinen, der skrev den, og huset, ødelægger vi ’forbandelsen’.”

Varulven vippede lidt med snuden. Oliver sparkede hårdt til den, og igen besvimede den. Der skulle ikke meget til, nu hvor den var træt.

”Det er snart daggry,” mumlede jeg og så på mit armbåndsur. På mirakuløs vis havde det overlevet hele denne scene. Klokken var allerede fem om morgenen. ”Vi har en time til at finde tingene.”

”Kan vi ikke bare brænde huset ned?” spurgte Oliver.

Jeg trak på skulderen, der smertede dunkende. Jeg bed tænderne sammen.

”Det kommer an på, hvad der står i bogen.”

”Vi må brænde huset.”

Det var mor, de sagde det. Hun lå med hovedet i mit skød, og stemmen var hæs og næsten uhørlig.

”Hvis vi brænder huset…”

”… brænder vi sandsynligvis også teksten og skrivemaskinen,” fortsatte jeg, da hendes stemme døde hen. Hun trak vejret dybt og sukkede.

”Præcis, Petty.” Hun løftede slapt sin hånd og klappede min kind. Man kunne se smerten i hendes blik.

 

Vi brændte huset. Sirenerne fra ambulancen lød, og mor og jeg blev kørt af sted i fuld fart. Oliver var ikke så slemt skadet, men han skulle undersøges alligevel. Og jeg… tja, man kan vist godt sige, at det ikke var særlig klogt af mit at gå ind i huset. Hvorfor gjorde jeg det egentlig? I Laurits Christoffersens bog starter den med, at hovedpersonen har en mistanke. Sådan havde jeg det også. En mistanke, der kunne vække hvad som helst.

Huset var jævnet med jorden, og grunden blev aldrig brugt til beboelse igen. Og ja, det var Gudrun Christoffersen, varulven havde dræbt. På en måde var jeg ked af det. Men jeg forstod det heller ikke. Hvorfor døde hun, og hvorfor slog Laurits sin egen kone ihjel? Jo, ser I… jeg kender ikke svaret selv. Men der vil ske det samme for mig. For inden varulven blev brændt inde i sit fængsel… havde den bidt mig i benet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...