Harry's body {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2014
  • Status: Igang
Når man er storesøster til et kendt boybandmedlem, kan livet være besværligt. Spørg selv den 21-årige Gemma Styles – hun kender alt til at blive forstyrret 24/7, når hendes lillebror aflægger et besøg. Det værste er, at han langt fra er tilfreds med sit liv – og hvordan har Gemma det så ikke? Hun har næsten kun smagt bagsiderne af det at være hans storesøster, og så kommer Harry og klager til HENDE om det med at være totalt rig og elsket. Gemma er træt af det. Faktisk er hun så træt af det, at hun ender med at fyre en sætning af, der senere hen viser sig at starte et kæmpe skænderi imellem dem. Et skænderi, der ændrer ikke bare deres forhold til hinanden, men også hinandens liv. Uforklarlige ting sker, og pludselig er Gemma i Harry's krop og omvendt. Gemma skal leve et stjerneliv, med liiiidt for nærgående drenge og fans, ja og Harry skal leve et tøset skoleliv, med følelser, og drama - men vil det gå? Vil de lære at forstå hinanden, eller vil det bare føre til endnu mere rod?

659Likes
677Kommentarer
55636Visninger
AA

18. "Gemma, I told Liam everything."

Gemmas synsvinkel:

“Gemma dog!” hørte jeg en skinger stemme sige, inden et par kolde hænder greb fat om mit ansigt. Jeg mumlede et eller andet, som jeg ikke engang selv var sikker på, hvad var. Jeg havde ondt i hovedet og nakken. Det eneste jeg husker var, hvordan alt blev sort - så hvordan jeg faldt, eller hvordan jeg faldt, det vidste jeg ikke. Jeg vidste hvert fald bare, at jeg havde ondt.

“Vågn op,” sagde den bekymret stemme, og hvis det ikke var fordi den holde hånd blev ved med at slå mig blidt på kinden, så havde jeg nok bare vendt mig om og havde haft ondt af mig selv.. men nej, for min hjerne registrerede langsomt stemmen, og det fik mig til at åbne øjnene.

Mit blik mødte nogle bekymret øjne, som jeg hurtigt genkendte… og det kunne jo altså kun betyde én ting. Mine øjne blev store, og et sæt fandt igennem min krop. Jeg satte mig op med et sæt og slugte omgivelserne. Det var mit badeværelse. Mit eget badeværelse, og det var Anne, min mor, som sad foran mig. Jeg var tilbage. Åh gud, JEG VAR TILBAGE!

“Mor?” sagde jeg forvirret, hvilket fik hende til at nikke og hjælpe mig op at stå. Jeg kunne føle savnet i min krop, og det fik mig til at træde frem mod hende og slå armene om hende. Jeg kunne mærke hendes krop stivne et øjeblik, hvilket vidst betød, at det kom bag på hende. Dog lagde hun til sidst armene om mig og aede mig blidt over håret.

“Er du okay Gem?” spurgte hun forsigtigt og trak sig lidt væk. Jeg nikkede og sendte hende et smil. Jeg havde virkelig virkelig savnet hende.

“Hvorfor græder du så?” spurgte hun igen, og kørte sin tommelfinger hen over min kind, og først der gik det op for mig, at der trillede en tåre ned af min kind. Jeg snøftede, jeg kunne ikke ligefrem fortælle hende, at jeg havde savnet hende, så jeg trak på skulderne. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre.

“Hør, jeg ved du er ked af det hele, men du ved vi er her for dig. Både Harry, far og resten af familien. Det er ikke verdens undergang, det må du huske på” sagde hun og lænede sig frem for at plante et kys på min pande, inden hun gik ud.

“Jeg kommer med et par piller,” sagde hun inden hun smuttede. Jeg kiggede efter hende indtil døren lukkede. Jeg bed mig i læben og kunne pludselig slet ikke kontrollere mine tårer. 
Jeg var tilbage i min egen krop… i min egen krop, hvor jeg ikke havde nogen fremtid, i min egen krop, hvor alt det der kunne gå galt, gik galt.

Jeg gik langsomt ud fra badeværelset, og måtte støtte mig op af døren, da et underlig sug gik igennem min mave. Et ukontrolleret hulk slap igennem mine læber, og i stedet for at sætte mig hen i sengen, gled jeg ned langs væggen og trak benene under mig. Jeg kunne svagt høre telefonen ringe nedenunder, hvilket fik mig til at hulke højere. Det var nok bare godt, at den ringede, nu når Anne ville komme igen, og hun skulle ikke se mig sådan her.

Mit blik gled hen på min mobil, som lyste op. Jeg tørrede mine øjne og kørte en hånd igennem mit hår - mit lange bløde hår, som ikke var fyldt med krøller, som sad uforstyrret.. og mine hænder, som ikke var halvt så store som Harrys. Jeg havde fået alt tilbage som det var, endda følelserne. Det gjorde meget mere ondt i denne krop end det gjorde da jeg var i Harrys krop - ellers var det måske fordi, at det virkelig gik op for mig nu.

Jeg tog mobilen hen til mig. Harry havde skrevet. Det var sikkert også gået op for ham, at han var tilbage, og så ringede han for at vide om jeg også var. Jeg grinte ironisk. Selvfølgelig var jeg også kommet tilbage til min egen krop. Hvor skulle jeg ellers være? Svæve imellem himmel og jord?

Jeg kunne ikke lade være med at grine højt over mine tanker. Jeg lagde en hånd over min mund for ikke at grine højt, det endte dog bare med at blive til nogle store hulk i stedet for.

“Forhelved,” hviske-skreg jeg og smed min mobil fra mig. Det hele var ved det samme, og alt var ødelagt. Jeg var ubetydelige Gemma igen. Jeg var ingenting. Jeg havde ikke engang gennemført min eksamen. Jeg var et nul.

Jeg bankede mit hoved mod væggen og tog en dyb indånding. Jeg havde langsomt fået styr på mine vejrtrækninger da Anne kom ind. Hun kiggede ned på mig med et underligt blik, indtil hun så mine røde øjne. Hun sendte mig et trist blik, inden hun løftede telefonen op til røret.

“Harry, jeg tror ikke hun er i stand til at snakke lige nu,” hørte jeg Anne sige. Da hun sagde hans navn, gik en rysten igennem mig. Jeg havde pludselig en trang til at tage telefonen, råbe af ham, fortælle ham, hvor stor en nar han var.
Sorgen blev langsomt erstattet med vrede. “Det kan godt være det er vigtigt Harry, men Gemma har ikke t…” “- Det er okay,” sagde jeg med en hård stemme. Mine følelser havde virkelig taget en voldsom drejning på så kort tid.

Anne kiggede på mig i nogle sekunder, inden hun nikkede og lagde telefonen på kommoden. “Jeg er i stuen,” sagde hun og sendte mig et smil. Jeg rejste mig op og gik hen og lukkede døren, inden jeg vendte mig mod telefonen.

Mine hænder rystede da jeg rakte ud efter den.

“Hvis du vil fortælle mig, hvor vildt det er i Amerika, så er jeg ligel..” “-Gemma?” Harry lød nærmest lettet da han hørte min stemme. “Åh Gemma, endelig!” udbrød han, som om alt var okay. Jeg rullede med øjnene og ignorerede ham. “Det sidste jeg husker var at alt blev sort, og pludselig var jeg i min egen krop. Er du okay? Hvad med dig? Skete der det sa…” “- Hvad vil du, Harry,” afbrød jeg ham med en træt stemme.

Jeg hørte ham sukke, inden han med en trist stemme svarede; “Vil du ikke godt lade mig forklare?” Jeg havde allermest lyst til at råbe nej og fortælle ham, hvor stor en nar han var, men noget i hans stemme fik hende til at stoppe. Ligegyldigt, hvor lidt lyst hun havde til at snakke med ham, så havde hun også nogle ting hun skulle fortælle ham.

“Hør, Gemma. Jeg er virkelig ked af det der skete. Jeg ved, at vi har skændes meget, og du tror sikkert at jeg ikke mødte op med vilje, men det gjorde jeg. Da Anne og jeg så 1D-day sammen, og jeg så, hvor godt du gjorde det, og at du ikke gjorde noget for at ydmyge mig, men bare ville hjælpe, så gik det op for mig. Jeg gjorde virkelig alt. Jeg læste op hele natten. Jeg faldt i søvn over bordet og vågnede for sent. Hør, jeg kan fortælle dig alt jeg har læst op på, så du ved jeg ikke lyver!” Han blev mere og mere desperat, samt mere og mere ked af det mens han snakede. Noget sagde mig, at han havde prøvet at få kontakt til mig i lang tid. Havde han virkelig læst op for min skyld? Hele natten?

“Det er ligemeget, Harry. Det betyder ikke noget mere. Det er slut.” Jeg kørte en hånd igennem håret og sukkede tungt. Jeg kunne ikke være sur på ham for altid - okay, det kunne jeg måske godt, og det ville jeg højest sandsynlig. Jeg ville sikkert tilgive ham, han var jo min bror, men det betød ikke, at tingene blev glemt. Jeg var stadig sur, men jeg ville ikke skælde ham mere ud. Jeg ville egentlig bare have fred for ham.

“Gemma, det er jo ikke ligemeget. Jeg kvajede mig og jeg..” “- Og det samme gjorde jeg.” Der blev stille i den anden ende af røret da jeg afbrød ham. “Hvad mener du?” sagde han stille, og forventede sikkert, at jeg havde gjort et eller andet lort imod ham.

“Hør, Harry,” mumlede jeg. Faktisk, så havde jeg bare brug for at få det sagt. Jeg ville sige det og så ville jeg være fri for ham i noget tid. Han ville være virkelig sur, og så ville han i det mindste lade mig være.

“Jeg har kysset Liam…” Jeg tog en dyb indånding. Det var svære end jeg troede. “Mens jeg var i din krop,” afsluttede jeg det så af med. Jeg ventede på Harry ville råbe og skrige af mig. Jeg ventede på, at han ville fortælle mig, at han havde sagt jeg skulle holde mig fra hans venner.

Jeg ville få hele smørren igen. Jeg ventede bare - men da han endelig åbnede munden, var det slet ikke som jeg havde forventet. Det var slet ikke det, som jeg troede han ville sige, og det slog mig helt væk. Det kom som et virkelig stort chok, og rødmen steg frem i mine kinder, samtidig mens jeg blev flov. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, og derfor lagde jeg på og smed telefonen væk. Det havde han ikke gjort. Min mave snurrede rundt. Ingenting ville blive det samme igen. Jeg kunne aldrig se på dem igen som jeg plejede.

Hans ord kørte rundt i mit hoved igen og igen. “Det ved jeg. Gemma, jeg har fortalt Liam alt.” Han vidste det var mig, mig Gemma der havde kysset ham - og Liam kendte mig godt nok til at vide, at jeg ikke gjorde det ude nogen bagtanke. Så hvad var min bagtanke? Kunne jeg lide Liam?

Var det det? Hvad end set var, så var det ligemeget. Jeg ville aldrig kunne se ham i øjnene igen. “Åh gud.”

A/N

SÅÅÅ. Hvad siger I så, hva?? Hvad tror I der sker, og tror I Gemma kan tilgive Harry? og og og og, hvad tror I Liam vil gøre? og er Gemma forelsket i ham???

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...