Harry's body {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2013
  • Opdateret: 24 jun. 2014
  • Status: Igang
Når man er storesøster til et kendt boybandmedlem, kan livet være besværligt. Spørg selv den 21-årige Gemma Styles – hun kender alt til at blive forstyrret 24/7, når hendes lillebror aflægger et besøg. Det værste er, at han langt fra er tilfreds med sit liv – og hvordan har Gemma det så ikke? Hun har næsten kun smagt bagsiderne af det at være hans storesøster, og så kommer Harry og klager til HENDE om det med at være totalt rig og elsket. Gemma er træt af det. Faktisk er hun så træt af det, at hun ender med at fyre en sætning af, der senere hen viser sig at starte et kæmpe skænderi imellem dem. Et skænderi, der ændrer ikke bare deres forhold til hinanden, men også hinandens liv. Uforklarlige ting sker, og pludselig er Gemma i Harry's krop og omvendt. Gemma skal leve et stjerneliv, med liiiidt for nærgående drenge og fans, ja og Harry skal leve et tøset skoleliv, med følelser, og drama - men vil det gå? Vil de lære at forstå hinanden, eller vil det bare føre til endnu mere rod?

658Likes
677Kommentarer
55965Visninger
AA

4. "As if you would ever survive one day in my life."


Gemmas synsvinkel:  

Selvom Harry ikke havde sagt et eneste ord til mig på vej hen til restauranten, så sørgede han alligevel for, at jeg kom sikkert ind. Jeg ville aldrig lære at forstå hvordan fansene altid vidste hvor drengene var. Det var et mysterium i sig selv.

Alle frem drenge var her, plus dem fra deres band, samt mig, Lou og Eleanor. Det var en dyr restaurant, men alt var på Harry's regning som altid. Jeg ville ikke klage, men jeg var altså mest til noget lidt mere ikke formelt mad - men engang imellem var det vel okay med treretters menu og det.

"Så Gemma, er du ved at være klar til dine eksaminer i næste måned?" Spurgte Lou om. Jeg fortalte hende at det gik frem ad, især efter Liam's hjælp. Hun havde bare grint, og det havde startet en diskussion omkring hele bordet, og til sidst en masse historier om hvordan og hvad de forskellige lavede i skolen.

Harry var som han plejede - overfor de andre. Ikke helt overfor mig, og når jeg snakkede til ham, svarede han koldt eller slet ikke. Jeg ignorerede det. Hvis han ville spille pigesur, så var det jo op til ham. Jeg havde endelig fri og havde ikke en masse at tænke på, og det skulle Harry ikke ødelægge.

"Så lærte vi da noget nyt i dag," sagde Louis drillende og hentød til det fact at Liam kunne finde ud af biologi. De andre gjorde sig hurtige enige. Liam grinte det bare af, og bad om regningen. Den kom hurtigt, så der gik ikke lang tid før vi rejste os op, og fik vores jakker på.

"Tak for mad," sagde jeg og henvendte mig til Harry, som bare nikkede. Jeg kiggede over ham over skulderen, og så Zayn kiggede lidt forvirret på ham, og derefter mig. Jeg sendte ham bare et smil og fulgte efter de andre, som var gået udenfor, hvor pigerne stadig stod.

"Følg nu med," sagde Harry en smule hårdt til mig og tog ved min arm. Jeg lod være med at sige noget og gjorde bare som han ville have mig til. Pigerne skreg og folk skubbede, hvilket endte med, at jeg var ved at falde over mine egne ben.

"Kom nu," vrissede Harry af mig og sendte de andre et smil. Jeg trak irriteret min arm til mig. Hvis han virkelig blev ved sådan der, så kunne jeg da godt klare mig uden hans hjælp. Derfor gik jeg væk fra ham, og kom selv hen til bilen. Jeg satte mig hurtigt ind og ventede på de andre, som lidt efter lidt kom ind i de forskellige biler.

"Hvad fanden var det?" Sagde Harry og spændte sig fast, inden han kiggede på mig. Jeg svarede ham ikke. Jeg var for træt til det her, men det var han åbenbart ikke.

"Jeg taler faktisk til dig," sagde han hårdt, hvilket fik mig til at eksplodere, og dog ikke helt.

"Hvad er dit problem Harry? Du har været sådan der lige siden vi tog af sted!" Råbte jeg i bilen. Heldigvis var det kun Harry og jeg som var her. Harry havde insisteret på selv at køre herhen.

"Er det fordi jeg sagde det til dig om  Liam? Jeg mente det jo ikke så.." "- Selvfølgelig mente du det Gemma. Det er bare det hele, okay?" Sagde han frustreret. "Som hvad?" "Som at jeg laver sådan en tur her, for at være sammen med min familie, men du dropper ud. Så kommer du herhen, og alligevel brokker du dig. Du brokker dig konstant. Nogen gange ser jeg slet ikke frem til at komme hjem fordi jeg ved hvordan du er!" Hans krop var overraskende rolig i forhold til hvordan hans stemme lød.

"Hvor ironisk, det er præcis sådan jeg har det," bed jeg af ham, men før han kunne sige mere, fortsatte jeg. "Du kommer altid hjem og brokker dig over hvor hårdt dit liv er, når du nærmest er skyld i halvdelen selv! Du tog selv den beslutning at blive kendt. Du vidste hvordan det var, så hvorfor skal jeg altid høre på dig brokke dig?"

"Oh, så jeg er den eneste der brokker mig?" afbrød han og drejede i et sving.

"Jeg brokker mig, fordi du ikke forstår at min skole er vigtig for mig! Jeg vil gerne have en uddannelse, og blive til noget!" "- Så du påstår jeg ikke er noget?" "- Nej for fanden da!" råbte jeg.

"Du er verdensberømt Harry, hvordan kan jeg overhovedet glemme det? Dine fans står ude foran vores hus hele tiden så jeg ikke kan koncentrerer mig. Folk ringer og skriger ind i telefonen, og så kommer du hjem og brokker dig over jeg ikke har tid til dig, fordi min skole er vigtig! Det eneste du ser er hvor hårdt dit liv er. Du griner bare når jeg siger mit er hårdt. Det kan godt være du er kendt, men der er andre der har det værre end dig!" Jeg kunne ikke stoppe mig selv, hvilket jeg burde, men det var bare blevet for meget nu. Jeg ville have vores bror søster forhold tilbage.

"Du tager i skole, kommer hjem og laver lektier, og sover. Hvordan kan det være så fucking hårdt? Var det virkelig også så svært for dig at lave de lektier, mens du brugte tid med mig? Jeg ser dig ikke særlig tit!" "- Det var kun nemt fordi Liam gad at hjælpe mig!" Harry blev stille da jeg nævnte Liam.

Han troede vel ikke for alvor at jeg kunne lide Liam, vel?

"Er det dét der er problemet?" "Hvad?" "At du tror jeg kan lide Liam?" Harry kunne ikke lade være med at grine, men det var ikke på nogen sød måde, mere end ironisk måde.

"Måske mere det princip at du nærmeste direkte sagde du hellere ville have Liam som bror, end mig. Jeg prøver virkelig at tage tid til jer, men det er svært når jeg skal lave alt muligt! Og når jeg så får tid, og har brug for at slappe af, så kommer jeg hjem til dig, som bare brokker sig."

"Jeg brokker mig fordi du ikke fatter at jeg også har et hårdt liv og ikke bare kan sætte det til side fordi du kommer hjem! Jeg elsker at have dig hjemme, men ikke lige for tiden. Du er så fucking arrogant at du ikke kan se ud over din egen næse. Vågn op for fanden. Jeg har en eksamen der skal overstås, og hvad har du? En hel dag på TV med de venner du elsker? Du fatter det bare ikke!" Jeg var virkelig vred. Jeg orkede ikke det her, men han gav mig ikke noget valg. Han blev virkelig nødt til snart at indse det.

"Arrogant? Er det nu sådan jeg skal beskrives?" sagde han koldt, hvilket betød han var virkelig sur og skuffet, og det gjorde mig bare endnu vredere.

Et ufølsomt grin kom ud af hans mund. "Lev en dag i mit liv, og så ville du vide hvad fanden du snakker om Gemma, for det har du t...." "- Oh, som om du nogensinde ville overleve én dag i mit liv, uden dine fucking penge og dit latterlige kendte stjerneliv!" Jeg vidst jeg gik over stregen med det, for det var jo ikke latterligt, jeg var bare så vred.

"Oh, latterlige stjerne liv? Hvis det ikke var for mig havde du fanme ikk.." "- Pas på!" skreg jeg da en bil kom kørende ud foran mig. Hans råb døde hen da han voldsomt drejede til siden, men det var for sent. Bilen foran os kørte hårdt ind i os, hvilket fik os begge til at falde forover, for kun at falde hårdt tilbage, da selen trak os tilbage.

"Fuck," udbrød jeg da jeg kunne mærke det hele svimle for mig. Jeg prøvede at løfte min hånd op til baghovedet, men et kort øjeblik var det som om min krop ikke var min, som om jeg slet ikke styrede den.

"Harry!" udbrød jeg, og prøvede at bevæge mine ben, men intet skete. "Harry!" råbte jeg panisk igen. Var jeg blevet lammet? Åh gud fuck.

"Gemma? Er du okay?" hørte jeg ham spørge om, hvilket fik mig til at råbe højt.

"Harry, Harry jeg kan ikke bevæge min krop!" Jeg kunne høre en masse lyde rundt omkring bilen. De andre måtte have været lige bag os. De havde set det hele.

"Harry!" skreg jeg da døren blev åbnet, og der kom lys i bilen.

"Hvad fanden skete der?" hørte jeg en af dem spørge om, inden jeg kunne mærke en hånd på min arm.

"Gemma?" stemmen tilhørte Zayn. "Jeg kan ikke bevæge min krop," græd jeg, hvilket fik Liam, som også var der, til at tysse på mig.

"Rolig nu. Kig herhen," sagde han igen. Jeg lukkede øjnene. Jeg var blevet lam. Åh gud. Jeg kunne aldrig bevæge mig igen.

Pludselig gik der en smerte igennem min krop, hvilket fik mig til at skrige. Zayn var hurtig til at spørge hvor jeg havde ondt, og panisk råbte jeg i mit ben.

"Rolig nu Gemma, tag en dyb indånding." "Jeg er blevet lam!" råbte jeg. "Gemma, du er ikke lam. Slap af," sagde Zayn og tog ved mig, ligesom Liam gjorde.

"Forsigtig," mumlede en pige. Jeg blev forsigtig trukket ud af bilen og kom op at stå.

"Kan du mærke din krop?" Jeg havde stadig lukket øjne, så forsigtig åbnede jeg dem. Der stod en masse mennesker omkring. Nogen tog billeder, men det tog jeg mig ikke af.

"Mit hoved," hviskede jeg og løftede min arm, for at ligge min hånd på baghovedet. Jeg kunne løfte min arm! Åh gud! Jeg var ikke lam!

"Gemma? Gemma?!" stemmen tilhørte en skrækslagende Harry, som kom løbende hen imod mig. Han havde noget blod i panden, men ellers var der ikke sket andet med ham.

"Er du okay?" brød han ind og tog mit ansigt i sine hænder. "Fuck, Gemma! Undskyld. Jeg ved ikke hva der sk..." han stemme døde hen til lyden af en ambulance.

"Det er okay," forsikrede jeg ham om, selvom det ikke helt hjalp på skyldfølelsen i hans øjne.

"Det var ikke jeres skyld. Personen i den anden bil er fuld, og kørte over for rødt," hørte jeg Louis sige, hvilket lettede Harry utrolig meget. Jeg kunne både mærke og se det på ham.

Jeg var stadig helt rystet over det der lige var sket, mest fordi jeg havde været helt sikker på jeg var blevet lam.

"Kom," mumlede Harry og tog om mig, for at føre mig hen til ambulancen.

De spurgte om en masse ting. Jeg kunne se Harry stå og snakke med Louis og Liam, som prøvede at berolige ham.

"Jeg kan ikke helt se hvordan du ikke kunne bevæge din krop. Det ser ikke ud til der er sket noget alvorligt. Måske var det bare et chok." Sagde lægen, som var kommet med.

"Harry havde det på samme måde," sagde Niall, som måtte have været den der havde fået Harry ud af bilen sammen med Josh.

"Det kan også være det var noget i bildte jer ind. Det var ikke et specielt hårdt slag i fik. Han havde drejet langt nok væk til det kun var bagenden bilen ramte," sagde lægen og hentød til Harry.

Men hvorfor havde det så føltes så voldsomt? Som om det var en out of body oplevelse? Måske havde jeg virkelig bare fået et chok.

"Er du okay?" Jeg nikkede hurtigt til personen som spurgte, inden jeg rejste mig og gik hen til Harry.

"Lægen siger det ikke var nogen vild sammenkørsel, og at det skulle være meget normalt at tro man ikke kunne bevæge sig i et øjeblik," sagde jeg til ham. Han nikkede langsomt og trak mig ind i et kram.

"Du er okay, ikke?" mumlede han mod mit hår. Jeg mumlede et ja, for det var jeg. Jeg havde bare en underlig følelse i kroppen, som om jeg ikke selv var helt til stede.


Selvfølgelig var det overalt på nettet, da jeg kom hjem til hotellet igen. En fra deres management havde bedt Harry følge med ham, for at tjekke om han var helt okay, så han var smuttet.

Lou fik mig op på værelset, hvor Anne sad. Hun omfavnede mig med det samme da jeg kom ind, og spurgte straks om jeg var okay - og det var jeg. Jeg havde det bare underligt.

Anne blev ved med at spørge hvad der var sket, så jeg fortalte bare vi havde været uopmærksomme, for hvis jeg fortalte om vores skænderi, så ville hun blive så sur. Hun havde det dårligt nok i forvejen med at vi hele tiden skændes og diskuterede - men det her skænderi var vidst det der havde været værst. Aldrig havde jeg råbt sådan af Harry, og omvendt.

Harry kom ind og tjekkede til mig inden jeg gik i seng. Han undskyldte igen. Jeg vidste det var for ulykken og ikke skænderiet. Fordi vi stødte sammen med en anden bil betød det jo ikke at Harry pludselig havde indset at jeg havde ret.

Dagen havde været uendelig lang. Jeg havde virkelig bare brug for at sove, så jeg lagde mig under dynen og trak den helt under hagen. Jeg havde det virkelig underligt. Der var sket så meget i dag. Jeg følte mig anderledes - som om jeg var til stede, men så alligevel ikke. 


A/N
Først og fremmest; Når I får jeres kørekort, så aldrig skændes mens I kører, for I kan bare se hvor galt det gik for Harry & Gemma. Øv. Men ja, Harry er vred på Gemma, og alt går galt. Synes det er en ubeskrivelig dejlig historie at skrive på, især fordi Harry og Gemma's forhold er som et rigtig typisk søskende forhold. De andre historier jeg har skrevet med søskende, så har det været hvor de enten var HELT tætte, eller så uvenner de ikke engang så hinanden, så ja. Ha. Tusind tak fordi I læser.x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...