Bedste juleaften - Or Not

Emilie og hendes lillesøster og forældre skal holde jul ved deres farmor og farfar.
Det bliver den bedste juleaften - Or not.......

2Likes
2Kommentarer
178Visninger
AA

1. Bedste Juleaften - Or Not ONE SHOT

Jeg vidste det ville ske. Jeg vidste det godt. Alligevel havde jeg ikke sagt noget til mine forældre. Eller Amanda. Jeg var et forfærdeligt menneske. Jeg burde have sagt noget. Det er jeg sikker på. Men det gjorde jeg ikke. Jeg er skyldig. En ond person. Morder. Hvis jeg var blevet inde da bilen kom, var der her aldrig sket! 

29 timer tidligere:

Jeg var ved at gøre mig færdig, da min far kaldte. Vi skulle afsted nu. Jeg råbte tilbage et jeg kom om 5 min. Tog min mobil, puttede den i lommen og gik ud til bilen. Min far låste døren bag mig, satte sig ind i bilen, også kørte vi. Det var juleaftensdag, og vi skulle hjem til min farmor og farfar og holde jul. Ligesom vi plejede. Min farmor og farfar boede i Helsingør, så vi skulle køre i ca. 2 timer. Da vi nåede frem, var klokken 13.00. Så der var lang tid, til det blev aften.   Min farmor og farfar kom straks ud og krammede os alle sammen. Altså min far, Leif, min mor, Lotte, min lillesøster, Amanda, også selvfølgelig mig, Emilie. Vi fulgte med ind i huset, og da vi kom ind, lugtede der af appelsiner og nelliker. Min farmor var åbenbart igang med at pynte juletræet. Amanda ville meget gerne hjælpe farmor, så hun trak sin stol lidt ud, også hoppede Amanda op på hendes skød. Jeg gik hen til vinduet. Kiggede ud på vejen. Pludselig kom der en lille, meget beskidt, sort bil rundt om hjørnet. Den kørte langsomt. Langsommere og langsommere jo tættere den kom på min farmor og farfar's hus. Da den var lige ud for huset, stod den helt stille. En mand rullede vinduet ned, og stak et kamera ud. Ville nok tage et billede. Men kameraet virkede vist ikke lige nu. Da han lagde kameraet ned på bilens kant, fik jeg et kæmpe chok, trådte et stort skridt tilbage, og var lige ved at vælte over en kasse med julepynt. Min vejrtrækning steg, for hvert sekund, der gik, jeg kunne hører min farmor spørge om jeg var okay, men jeg kunne ikke svare hende. Det kunne ikke passe. Det måtte ikke passe. Ham. Ham der havde ødelagt mit liv fuldstændig for 9 måneder siden. Han var en forbryder, løgner. Han måtte ikke gøre min familie noget. Hurtigt tog jeg en beslutning, drønede ud i gang, hoppede hurtigt i mine convers, åbnede døren, og hev min jakke med i farten. Da jeg kom ud, virkede kameraet åbenbart igen, så manden sad, og tog en masse billeder af huset. Jeg lagde mig fladt ned på maven bag en busk. Jeg kunne hører mændene snakke. Noget om præcis kl. 00.00, i aften, men at de kom 1-2 timer før for at planlægge det sidste. Intet måtte gå galt. Manden åbnede døren og steg ud af bilen. Jeg kunne høre han gik. Men ikke hvor han gik hen. Jeg trak vejret endnu hurtigere end før. Pludselig greb nogle kæmpe store hænder rundt om min hals, og trak op. Han råbte noget på spansk til den anden mand, og trak mig så hen til bilen, hvor jeg nærmest blev kastet ind i bagage rummet. Jeg nåede ikke at trække vejret. Nåede ikke at blinke. Nåede kun lige at se manden smide en sort stang på fortovet, før alt gik i sort.

Jeg vågende igen i en gammel, slidt træ seng, der knirkede da jeg satte mig op. Hvor var jeg??? Jeg rejste mig forsigtigt op. Her lugtede af et eller andet mærkeligt. Prøvende gik jeg et par skridt, på de gamle rådne brædder, der var lagt som gulv. Jeg kunne hører stemmer inde i rummet ved siden. Jeg lagde mit hoved ind i mod væggen, så jeg lidt tydligere kunne hører hvad det snakkede om. De snakkede om mig. Om at de blev nød til at sætte mig tilbage. Og håbe på at jeg ikke sagde noget til mine forældre. Det var jo ingen hemmelighed at mine forældre var rige. Ligesom min farmor og farfar. Alligevel var jeg ved at falde ned fra sangen, af bare overraskelse da jeg hørte det næste. De ville dræbe dem. For pengenes skyld. Hurtigt kom jeg op fra sengen, og listede hen til vinduet. Prøvede at se om det var åbent. Selvfølgelig var det ikke det. Så dumme var de ikke. Pludselig kunne jeg høre nogen dreje nøglen om i låsen på døren, og manden der havde slået mig bevidstløs kom ind. Han havde en pistol i lommen. Han snakkede til mig. Sagde at når de satte mig af derhjemme igen, skulle jeg få hele min familie ind i stuen. Ind til juletræet. Selv, skulle jeg gå ud i køkkenet og give tegn til at nu kunne de komme ind. Hvis jeg sagde noget var jeg død. 
Den næste time skete i slowmotion. De kom. Mændene kom præcis kl. 00.00, som aftalt. Jeg fik min familie ind i stuen. Jeg havde det forfærdeligt. Mændene kom ind. Begyndte at skyde. Jeg kunne hører Amanda skrige. Jeg kunne også hører min far. Han bad om at få lov at leve. Pludselig blev der helt stille derinde. Mændene var færdige. Alle derinde var døde. Alle fra min Familie. Undtagen mig. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg skreg. Løb ind i stuen. Faldt over min farfar der bare lå helt slap på jorden, med en kæmpe blod pøl rundt om hovedet. Jeg skreg endnu mere. Skreg indtil jeg ikke kunne mere. Indtil der ikke kom mere lyd. Bankede mit hoved ned i mine knæ. Jeg fik en idé. Jeg vidste det var verdens værste beslutning. Men jeg havde ikke fortjent at leve. Jeg løftede langsomt hovedet og kiggede på mændene. 
" Skyd mig" hviskede jeg svagt. 
"Skyd mig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...