Wrong or right?

Prolog

Det sidste jeg havde lyst til, var at blive forelsket endnu engang. Den sidste forelskelse havde nemlig knust mig. Knust mig så meget, at det føleles som om kun en tom krop var tilbage, som bare stod og kiggede på, at den smuldrede sjæl stille blev blæst væk af vinden.

Men hans smil. Åååh det smil der fik det til at krible i min mave. Det smil man skulle gøre sig fortjent til, det var ikke noget der bare lige kom med på vejen. Nej, det var en speciel ting, at kunne få det smil frem, og få hans øjne til at glinse som et par blå diamanter der skarpt bliver reflekteret i solens skær.

1Likes
0Kommentarer
201Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

 

Lyden fra min ringetone var hvad der vækkede mig. Jeg snuppede hurtigt min larmende Iphone op fra gulvet og hen til mit øre.

”Hallo?” svarede jeg sløret.

”Hey ma’ girl, er du frisk på noget søndags shopping?” Den entusiasme på en søndag kunne kun komme fra én person jeg kendte. Emily. På en eller anden måde fik jeg snøvlet et ja frem, og havde en aftale tredive minutter efter. Jeg sprang ud af sengen og hen til klædeskabet. Jeg fik revet et par slidte jeans ud og en sort, løs mavebluse. Jeg pyntede med lidt smykker hist og her, mest i ørerne. Jeg slog mit store, knald røde hår ud fra den natknold det havde siddet fanget i. Bølgerne i håret gav det ekstra volume, ikke fordi jeg havde brug for det, mit hår var kraftigt når i forvejen, men det var som om, at de var med til at skabe mere liv. Et strejf af mascara lagde sig på mine øjenvipper, og mere gjorde jeg ikke ud af den make-up, mine øjenvipper var i forvejen kulsorte og mine øjne var helt mørke.

Lige som jeg blev helt færdig, ringede det på døren. Jeg smuttede i et par sorte, slidte converse og løb ud af døren med en kakaomælk i den ene hånd og mine nøgler i den anden.

”Bagstiv?” Grinede Emily flabet.

”Shut up”, knurrede jeg gennem tænderne. Emily brød ud i en latter. Hvordan kunne hun se så forbandet godt ud? Hun havde godt nok ikke drukket så meget som mig dagen før, men hun havde bestemt heller ikke været fuldkommen ædru, og anyway så var hun også kommet sent hjem, men alligevel lignede hun en fra et modekatalog.

Hun havde et par nittede Jeffrey Campbell støvler på og en lang strikkjole med et par sorte nylonstrømper. Hendes blonde hår var sat op i en sofistikeret knold, mens to små totter krøllede elegant ned mod hendes kinder. Endnu engang tog hun vejret fra mig, ligesom hun gjorde med alle andre, som hun kom i nærheden af.

”Hvor blev du af i går?” Spurgte jeg, og hun kiggede nærmest chokeret på mig.

”Kan du virkelig huske noget?” Spurgte hun sarkastisk og grinede. Jeg puffede hårdt til hende.

”Jeg mener det, du lod mig køre hjem med en fremmed mand!” Udbrød jeg hysterisk.

”Åh Sam, don’t worry. Jeg overvågede jer i al den tid i stod og snakkede sammen”, sagde hun roligt, mens hun sendte mig et underligt smil.

”Hvorfor det smil?” Spurgte jeg nervøst.

”Lagde du slet ikke mærke til den måde, han kiggede på dig?” Jeg rystede let på hovedet, jo jeg havde da opfanget nogle små tegn, men ikke noget særligt.

”Sam, jeg har aldrig set en fyr kigge på en pige på den måde før”, hun tøvede et kort øjeblik. ”Der var så meget bekymring men samtidig blandet med… Jeg ved ikke.. En form for glæde? Det var som om, at hans krop hele tiden søgte hen mod dig, derfor afbrød jeg jer ikke”, grinede hun, mens hun nærmest lignede en, der oplevede det hele for sig igen.

”Åh Emily, du er så evig drømmende”, puffede jeg tilbage og antydede, at jeg ikke troede på hende.

”Jeg mener det!!” Hidsede hun sig op. Jeg kiggede blidt på hende, og lagde min hånd på hendes skulder.

”Så opdagede du vel også aldersforskellen på os?” Hun smilede skævt. ”Emily, han er måske i starten af 20’erne, jeg er kun 17”, hun trak lidt på hendes smil.

”Det kan jeg måske godt se, men så slemt er det jo heller ikke, og især ikke hvis du havde set den måde han kiggede på dig, og så var han jo bare mega overdrevet lækker”, tilføjede hun. Jeg trak på skuldrende, jeg vidste jo ikke engang, om det hun sagde var rigtigt. Men alligevel, det lignede ikke Emily at fortælle mig sådan en løgn. Tankerne kredsede rundt i mit hoved hele dagen, indtil jeg lå i sengen igen om aftnen, og ikke engang der forsvandt de.

 

 

 

 

 

 

 

Næste morgen var et helvede at stå op til. Jeg magtede ikke skole, og jeg magtede i den grad ikke, at det var mandag. Men jeg fik tvunget mig op af sengen, og genbrugte så bare tøjet fra dagen før. Jeg gad ikke engang tage et ekstra kig i spejlet, inden jeg gik og oppe i skolen, var der heller ikke nogen der kunne muntre mig op. Jeg havde ikke kunne sove hele natten, og nu sad jeg der, som en eller anden død zombie med øjne så røde som mit hår.

Folk begyndte at strømme ind i klasselokalet og pænt sætte sig på deres pladser. Jeg var så heldig at være blevet placeret bagerst, så ingen lærer nogensinde kunne se, hvis jeg havde mobil fremme eller glemt mine papirer. Emily satte sig ved siden af mig, og så var hele klassen ankommet.

”Hvordan kan du stadig være så træt”, spurgte hun. Selvfølgelig forstod hun det ikke, hun var altid så fuld af energi. Og hun behøvede ikke bruge alt sin tid på at spekulere over, om der var en fyr der kunne lide hende, fordi der var ALTID en. Så jeg sukkede bare tungt, og det var mit svar til hende. Jeg lå med hoved nede i bordet, og jeg gad ikke engang rejse det, da jeg kunne høre læreren kom ind. Dog kunne jeg høre folks reaktioner var lidt anderledes end normalt. Der begyndte en hvisken, men mere tænkte jeg ikke over det før Emily nu også reagerede.

”Øh Sam”, hun slog til mig med albuen.

”Hvad?” Vrissede jeg muggent, stadig med hovedet i bordet.

”Øh Sam, jeg synes virkelig du burde kigge op”. Hun lød på igen måde som sig selv, og derfor valgte jeg ikke at gøre nogen større diskussion ud af det, og rejste mit hovedet dovent op.

Og der stod han. Lige foran os alle sammen. Præcis som han havde set ud om lørdagen, dog lidt mere casual nu. Først troede jeg ikke, at jeg kunne trække vejret, men så gik det op for mig, at jeg glemte at trække luft ind. Jeg havde på samme tid lyst til at slå mig selv i hovedet over, at jeg ikke havde gjort mere ud af mig selv den dag.

Jeg kunne mærke hvor Emilys blik forblev på mig, men jeg kunne ikke rive mit væk fra den mand, der nu lige var trådt ind i vores klasselokale.

”Hej 2.y, jeg er jeres nye dansklærer, da Astrid desværre er stoppet”, der var blandede reaktioner i klassen. Nogle virkerede meget forvirrede, mens andre nærmest lyste af glæde. Og det var klart, fordi han så virkelig godt ud, og i det de ord strejfrede mine tanker, lagde hans øjne sig på mig. Jeg gispede. Hans blik tog vejret fra mig, på en anden måde end Emilys udseende gjorde, ja det her var anderledes.

Jeg havde heller ikke svært ved at forstå, at han havde fået øje på mig. Jeg sad godt nok bagerst, men mit røde hår var ikke til at komme udenom. Det lyste op, og man kunne altid få øje på mig. Han sagde ikke noget i lang tid, han stod bare og kiggede på mig. Et par elever var begyndt at vende sig om, for at se hvad han kiggede på, men han begyndte straks undervisningen igen, da han at folk begyndte at blive opmærksomme.

”Jeg har hørt i er i gang med et projekt?” Folk mumlede ’ja’ i krogene.

Jeg havde egentlig glædet mig til denne uge, vi skulle kun have dansk projekt hele ugen. Intet andet. Men nu var jeg ikke så sikker længere. Faktisk vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Klasselokalet føltes pludselig så småt, og jeg kunne ikke få luft.

”Er du okay Sam?” Emily snakkede til mig, men jeg var ikke til at få kontakt med. Jeg rejste mig så voldsomt op fra stolen, at den skrabede hen ad gulvet, og sendte en hyldende tone ud i rummet, derefter styrtede jeg ud af døren. Ud efter luft. Jeg havde brug for luft. Jeg kunne mærke blikkende der kiggede efter mig, inklusivt hans, men jeg var ligeglad.

Jeg ved ikke hvor længe, jeg stod derude, men til sidst besluttede jeg mig for, at det måtte have været længe nok. Jeg kendte jo knap nok manden, så hvorfor var jeg sådan et fjols? Han havde jo bare hjulpet mig hjem, intet andet. Intet andet var sket.

Fra det første skridt jeg tog ind i, vendte alles blikke mod mig. Jeg følte mig nøgen. Jeg følte mig som et dyr i et bur. Emily rev dog hurtigt fat i mig, og fik hevet mig hele vejen ned til vores bord bagerst i klassen.

”Hvad er der med dig?” Spurgte Emily mig frustreret. Jeg svarede hende ikke. Jeg stirrede på ham, mens han var ved at hjælpe en anden elev. ”Sam!” udbrød Emily igen. Mit blik flyttede sig over mod hende, og hun så virkelig rasende ud.

”Tag dig nu sammen! Skete der noget den aften, som jeg ikke ved noget om?” Jeg rystede på hovedet.

Jeg kunne mærke Emily ikke gad spørge mere ind til det, så hun begyndte i stedet at tale om projektet. Projektet skulle være om teenage graviditet. Jeg synes det var latterligt. Jeg vidste godt, hvordan jeg skulle beskyttede mig. Inderst inde tænkte jeg egentlig bare, at man kunne lave en klub for de dumme, uvidende jomfruer, så de kunne få en bedre idé om det. Ikke os der allerede levede i den virkelige verden, og vidste hvordan tingene forgik.

”Hvad med sådan noget som aborter og adoption, Sam?” Spurgte Emily mig. Jeg smilede sukkersødt til hende og nikkede. Hun kunne vælge hvad end hun ville, det var alligevel hende der ville komme til at lave det hele. Sådan havde det altid været. Emily og jeg var altid i gruppe sammen, det havde vi været siden folkeskolen, men Emily lavede altid det hele. Intet havde ændret sig der. Og hun blev alligevel ved med at være gruppe med mig, så jeg var ikke nervøs for, at hun pludselig ville blive sur over det.

 

En varm ånde kærtegnede min kind, og en frisk Calvin Klein parfume tilfredsstillede mine næsebore. Jeg turde ikke kigge til siden. Jeg vidste, hvem det var.

”Piger, har i fundet et emne”, hans stemme pumpede rundt i mit hoved. Jeg ville aldrig glemme den stemme.

”Aborter og adoption”, svarede Emily ham muntert. Han smørrede et tilfreds smil ud i ansigtet. ”Godt emne, og du laver det sammen med Emily øøøhm…”, sagde han, som om han ikke kunne afslutte sætningen. Jeg vidste godt hvorfor.

”Sam”, knurrede jeg af ham. Han ændrede ikke sit udtryk i ansigtet.

”Sam selvfølgelig, undskyld. Jeg er ikke så god til navne”, grinede han lidt. Selvtilfreds over sin egen lille interne vittighed. Jeg vidste han kunne huske mit navn, men min scene tidligere havde bragt for meget opmærksomhed på os.

”Du kunne da godt huske Emilys”, fortsatte jeg. En nerve bevægede sig i hans mundvige, og jeg kunne mærke, at han blev lettere irriteret. Emily sparkede til mig under bordet, jeg kiggede vredt på hende. ”Nå, men mit navn er Simon, lad os se om du kan huske det”, svarede han flabet tilbage.

”Undskyld hvad sagde du, at du hed?” Svarede jeg ham ti gange så flabet tilbage. Han pustede opgivende og gik så videre til det næste bord. Inden i mit hoved slog jeg mig selv. Hvorfor sagde jeg sådan noget til ham?

 

Dagen sneglede sig af sted, og det eneste jeg gik og ventede på, var bare at den sluttede. Da klokken endelig ringede, var jeg den første, der var ude af det proppede klasseværelse. Jeg ventede ikke engang på Emily, jeg strøg ud af skolen og valgte at gå hjem i stedet for at tage bussen.

Turen virkede uoverskuelig lang, og da jeg ikke gad gå mere, lagde jeg mig ned i vejkanten og kiggede op i den skarpe sol.

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde ligget der, men pludselig hørte jeg en dyttende lyd fra en bil. Først troede jeg ikke det var til mig, men da den fortsatte, rejste jeg mig op for at se, hvem det var der dyttede.

Vejret blev taget fra mig igen.

 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Han lignede en, der ikke rigtig vidste, hvorfor han overhovedet var stoppet.

”Hey, er du okay?” Spurgte han nervøst. Jeg smilede flabet tilbage til ham. Hvad var det overhovedet han prøvede på? Et lærer elev forhold ville være en krise så hvorfor stoppe op? Måske ville han have gjort det med alle hans elever, måske satte jeg det hele til et level, det slet ikke var i. Måske prøvede han bare at være venlig, fordi der var jo ikke ligefrem sket noget mellem os.

”Jeg har det fint”, svarede jeg ham tilbage med den mest neutrale stemme, jeg kunne finde frem lige der.

”Du har langt hjem, har du ikke?” Jeg kiggede mærkeligt på ham.

”Hvordan ved du…” og så huskede jeg igen. Han havde jo kørt mig hjem efter festen. Jeg slugte mine ord igen, og ville ønske jeg kunne tage det hele tilbage, fordi han så faktisk lidt såret ud.

”Ja…” Han kunne se hvad jeg tænkte. ”Men vil du have et lift?” Spurgte han høfligt, som om at hans første spørgsmål ikke havde lagt nok op til det her. Først var jeg ved at sige nej, men så tænkte jeg over det en ekstra gang. Der lå jo ikke noget i det, og det var et gratis lift hjem. Jeg gik over mod bilen og satte mig hurtigt ind. Jeg satte mig ind på forsædet ved siden af ham, og fra første åndedrag kunne jeg dufte hans perfekte cologne.

Han skævede over til mig og en latter boblede i ham, da han så mit drømmende ansigt. Mine kinder brændte rødt og jeg kiggede væk.

”Det skulle nødig blive en dårlig vane det her, vel?” Grinede han. Jeg grinede med ham. Han havde ret. Det skulle det i hvert fald ikke. Det ville se for mærkeligt ud, hvis jeg kørte med min lærer hjem. Hvad ville de andre elever ikke tænke. De ville tro, at han var pædofil. Det var det ry, jeg ville skabe for ham, hvis jeg på nogen måde blev indblandet i hans liv.

Der var stille i bilen. Ingen sagde noget, men vi vidste begge to hvad der burde blive sagt. Han brød tavsheden.

”Sam… jeg vidste virkelig ikke, at jeg skulle være jeres lærer”. Jeg grinede igen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

”Nej, den havde jeg heller ikke lige set komme”, sagde jeg lavt. Han rykkede akavet på sig, og han lignede en, der føltes sig mere eller mindre ubehagelig tilpas ved situationen.

Vi drejede rundt et hjørne, og jeg kunne se mit hus for enden af vejen. Det var som om en knude begyndte at vride sig i min mave. Jeg havde ikke lyst til at stige ud af bilen. Noget inden i mig havde lyst til at blive siddende med ham for evigt.

Men vi nåede mit hus. Jeg kiggede på ham, og han kiggede lige så angstfyldt tilbage på mig. Jeg vidste, hvad han var angst for. Jeg kunne se alt, hvad han tænkte, og af den grund, forstod jeg godt, hvorfor det var, at han var angst.

Fordi det at han var blevet min lærer ændrede på ingen måde, de følelser vi var ved at opbygge for hinanden.

Det slog mig selv hårdt inde i hovedet. Jeg havde indrømmet, at jeg havde følelser for ham. Eller, jeg havde i hvert fald indrømmet det overfor mig selv. Men jeg behøvede ikke at sige mere til ham der. Jeg steg ud af bilen og gik mod mit hus.

”Sam?” Udbrød han pludseligt. Jeg vente mig hurtigt om mod ham. Han smilede. Han smilede et af sine sjældne, men meget oprigtige og hjertevarmende smil. Jeg smilede tilbage, og skyndte mig så ind i huset, inden jeg ville fortryde og løbe tilbage til bilen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...