Wrong or right?

Prolog

Det sidste jeg havde lyst til, var at blive forelsket endnu engang. Den sidste forelskelse havde nemlig knust mig. Knust mig så meget, at det føleles som om kun en tom krop var tilbage, som bare stod og kiggede på, at den smuldrede sjæl stille blev blæst væk af vinden.

Men hans smil. Åååh det smil der fik det til at krible i min mave. Det smil man skulle gøre sig fortjent til, det var ikke noget der bare lige kom med på vejen. Nej, det var en speciel ting, at kunne få det smil frem, og få hans øjne til at glinse som et par blå diamanter der skarpt bliver reflekteret i solens skær.

1Likes
0Kommentarer
202Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

 

Kapitel 1

 

 

Den alt for høje musik dunkede hårdt ind i mit øre, mens den store flok af mennesker stille fik udviklet min klaustrofobi. Men selvom jeg kendte de konsekvenser der snart kom, så var jeg ligeglad. Jeg spillede ’bund eller bøsse’ med min nyåbnede flaske vodka.

”Sam”, en stemme prøvede at trænge igennem hos mig, men alt omkring mig var tåget, og jeg kunne knap nok fokusere på noget som helst.

”Sam, det er en dum idé det der, og det ved du!” Prøvede stemmen igen. Denne gang flakkede mit blik over mod hende. Hendes blonde hår og de store, krystal grønne øjne var ikke til at tage fejl af. Hun var godt nok min bedste veninde, men jeg kunne ikke andet end at misunde hende. Det var altid hende der var drengenes første valg. Det var altid hende de kiggede efter.

Vi var kendt som ’Duoen’, men selv der, var hendes navn der stod først. Emily og Sam.

”Jeg kjaaan sjaaagtensss sjeeelv”, snøvlede jeg frem, men det tog hun ikke som et svar. Hun rev mig med ud af cirklen af mennesker, som jeg var omringet af.

Vi skulle igennem en del klasseværelser og udendørsarealer for at komme væk fra skolen, men selvom der var lang vej, slap hun aldrig min arm, indtil vi nåede til den store dør.

Hun blev nødt til at slippe min arm, for at kunne åbne de store døre. Men så snart hun havde fået den første op, løb jeg så hurtigt jeg overhovedet kunne ud af døren. Jeg kiggede mig ikke tilbage, og hver gang jeg prøvede at kigge fremad var alt tåget for mit blik, men det stoppede mig ikke. Min hjerne var sat fast på, at jeg ville væk. Ikke fordi der var nogen logisk grund på det, men fordi jeg var pivstiv og ville bare nyde min aften. Men min løbetur stoppede hurtigt. Pludselig ramlede jeg ind i noget, som først bare lignede en sort skygge. Vi væltede begge ned i jorden, og med et kunne jeg se, at det var en mand jeg havde væltet ned. Men ikke bare hvilken som helst mand. Det var nok den flotteste mand jeg længe havde set. Hans hår var sort som natten og hans skægstubbe lige så sort. Han havde høje, markerede kindben og hans øjne var så blå, at de lyste natten op. En cigaret glødede i hans hånd, men han fik hurtigt slukket den. Jeg havde aldrig set ham før, det var jeg sikker på.

”Det, det, det, det må djuu alstjåå virkjelig undsjylde”, jeg prøvede at lyde så ædru som muligt, da man slet ikke selv måtte medbringe alkohol til gymnasiefester. Han løftede den ene kind i et skævt smil, og rejste sig hurtigt op mens han børstede sine bukser af. Den bevidsthed jeg havde haft, da jeg havde set ham forsvandt lige så stille, og jeg kunne ikke rejse mig op fra den kolde asfalt. Jeg tror han så mit problem, og rakte roligt hans hånd ud mod mig. Jeg tog fat i den, og mærkede varmen fra ham strømme gennem mig.

”Hvad sker der her ude?!” En skinger tone brød stilheden, og jeg kunne se en stor skikkelse nærme sig. Den mand jeg lige havde væltet skænkede mig et blik, mens jeg stod og krøb mig sammen bag ham.

”Ingenting Fru. Andersen”, svarede han med den roligste tone, jeg længe havde hørt. Hun gryntede som om hun havde forventet et andet svar, men efter noget tid vendte hun sig om og trampede tilbage mod skolen. Så snart hun var forsvundet ind i mørket igen, vendte han sig om mod mig.

”Hvordan har du tænkt dig at komme hjem?” Spurgte han, og lød oprigtigt bekymret.

 

”Ehm”.. jeg kiggede mig omkring, men kunne ikke få øje på Emily. Hun havde nok givet op. Så jeg trak på skuldrene og smilede flovt.

”Kom med mig”, han tog mig blidt rundt om armen og førte mig over mod hans bil. Det var ikke fordi jeg havde et valg, han ville ikke lade mig gå alene hjem, så jeg gad ikke engang stritte imod, da jeg vidste, at det ville være nytteløst.

Stemningen i bilen var anspændt. Der var ikke nogen der sagde noget, men det føltes bare som om, at ordende hang i luften. Hvilke ord vidste jeg ikke, men flere gange havde jeg set ham åbne munden, men han lukkede den hurtigt i igen. Han havde spurgt hvor jeg boede, men mit svar lød i mit hoved mest bare som en tom mumlen, men han kunne forså hvad jeg sagde, fordi få minutter senere holdte han ude foran min hoveddør.

Vi sad længe og kiggede på hinanden. Bare kiggede. Vi rørte ikke hinanden, vi kyssede ikke, vi snakkede ikke, vi kiggede bare.

”Skal jeg følge dig op?” Spurgte han formelt.

”Jeg tror, jeg klarer den”, svarede jeg ham flabet igen. Et lille skævt smil spredte sig på hans læber, og jeg kunne ikke lade hver med at grine. Jeg kiggede på ham en sidste gang, og det var det blik, han sendte mig, der overtog mine drømme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...