Through the dark - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Igang
Madeline Parker er 19 år gammel, og bor i London. Igennem hele hendes barndom er hun blevet mishandlet af hendes mors kæreste og har aldrig kendt til hendes rigtige far, det forklarer måske også til de mange sår hun har op og ned ad armene. Hendes nat består af alle londons natklubber i håb om bare at glemme alt og forsvinde. Tilfældigvis møder hun på en af Londons mange klubber en mand som insistere på at give hende en gratis billet til en One Direction koncert dagen efter. Hvad hun ikke ved er at hun denne aften vil møde en helt speciel person, som vil komme til at spille en stor rolle i hendes liv. Vil han få Madeline væk fra at cutte, eller vil det hele ende i et stort rod? Og hvad vil der ske når der pludselig dukker uventede følelser op? ((TJEK TRAILEREN UD))

28Likes
12Kommentarer
2274Visninger
AA

7. 6 - At the hospital

Harrys p.o.v

 

Jeg var åbenbart faldet i søvn, for jeg vågnede pludseligt op ved at høre en meget lys og lav stemme.

”Hallo?” Jeg åbnede straks mine øjne og kiggede over på hende, jeg havde rykket min stol helt over til hendes seng, så jeg ville kunne holde øje med hende, for at se om hun ville vågne.

”Hallo er du vågen? Madeline?  Hallo? Hvordan har du det? Er du vågen?”

Jeg havde så mange spørgsmål, og det endte åbenbart med at de alle røg ud på en gang.

Hun åbnede langsomt munden og formede ordende som hun ville sige, de kom bare ud med en viskende lav stemme.

”Er det dig Harry?”

Jeg kunne ikke lade være med at smile ukontrolleret, hun kunne genkende min stemme. Jeg fik hurtigt svaret hende, og fik sagt det en smule langsomt for at være sikker på at hun forstod. 

”Ja det er mig, Harry”

Et lille smil tittede frem, på hendes ellers helt perfekte læber. Jeg kunne ikke andet end at smile endnu større.

”Hvordan har du det?” Røg det ud ad mig, og jeg rykkede en smule tættere hen mod hende, hendes øjne var stadig lukkede.

Og igen kunne jeg høre hendes skrøbelige stemme hviske,

”Mine øjne svier, jeg kan ikke se noget. Men ellers har jeg det fint, jeg har bare en smule kvalme.” Fik hun sagt.

Jeg kom i tanke om at lægen havde bedt mig om, at hente hende, når Maldeline ville vågne. Så jeg rejste mig.

”Jeg er tilbage om lidt, jeg henter bare lige en læge” Og med de ord skyndte jeg mig ud ad den store hvide dør i værelse, og fik hurtigt fat i en læge.

Da vi kom ind til hende igen lå hun stadig helt stille, og lægen var hurtigt henne ved hende.

”Jeg bliver desværre nød til at bede dem om at gå ud imens jeg fortager nogle prøver, Mr. Styles.” Der gik ikke mange sekunder før jeg sad ude på den anden side af døren, i en af de stole der var placeret.

 

Madelines p.o.v

 

Harry havde åbenbart lige forladt stuen, og jeg var nu alene med en sygeplejeske. Hun begyndte med det samme at stille mig en masse spørgsmål.

”Hvordan har du det så Madeline?”  spurgte hun med en, efter min smag, alt for pædagogisk stemme. Men jeg svarede alligevel,

”Jeg kan ikke se, mine øjne svier utrolig meget, også har jeg en slem kvalme.” Jeg kunne næsten ikke høre mig selv, og tvivlede på om sygeplejersken kunne.

”Dine øjne kan jeg lige fikse med det samme, og ellers vil jeg gerne have lov til at tage et par få prøver.”  Jeg nikkede bare, i håb om at hun ville se det.

 

Der gik ikke længe før hun stod henne ved min sengekant igen, og bad mig om at åbne mine øjne, og kigge op.

”Jeg giver dig bare lige nogle øjendråber, også skulle du gerne kunne se igen, det er medicinen som vi har givet dig, som dine øjne reagere på.”

Jeg mærkede dråberne lande i mine øjne, og lukkede dem hurtigt i igen. Det sved virkelig meget, og var næsten uudholdeligt, og jeg prøvede ihærdigt at bide smerten i mig.

Der gik dog ikke mere end 5 minutter ville jeg gætte på, før at det helt stoppede. De sved ikke mere, og jeg prøvede igen at åbne dem. Jeg kunne fornemme lyset, og da jeg åbnede dem igen,  kunne jeg se. Sygeplejersken stod med et stort smil, hendes tænder var gule og skæve, jeg kiggede på hendes lille navne skilt på brystet, hun hed Maria.

 

Jeg var endelig blevet færdig med alle mine prøver, og sygeplejersken var på vej til at forlade værelset igen, den voldsomme kvalmen var der stadig, men hun sagde, at de ville give mig nogle piller senere, så den kunne forsvinde. Hun åbnede døren, og forsvandt ud gennem den, og gæt hvem der langsomt trådte frem bag den, Harry. Han smilede som sædvandlig hans charmerende skæve smil, som sikkert ville få en masse piger til at falde i svime over ham. Men ikke mig, nej.

”Hej igen” Lød det fra ham, jeg kunne ikke lade være med at smile da han sagde det.

”Davs” sagde jeg med en lav hvisken.

Han kom hen og satte sig igen på stolen ved siden af,  og pludseligt var det som om, at hans ansigts udtryk skiftede over til et alvorligt blik.  Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere så jeg valgte at holde blikket mod vinduet, det sneede.

”Hvorfor gjorde du det, Madeline?” Kom det pludseligt fra ham, en smule hårdt.

Jeg kunne ikke finde svar, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare det.

”Jeg ved det ikke” Fik jeg fremstammet, med en flovhed i stemmen.

 

Men inders inde vidste jeg godt hvorfor, jeg havde brug for at mærke smerten igen, føle knivens skarpe blad mod min følsomme hud. Og da han havde spurgt ind til min far, gik hele min verden ned, som den normalt plejede at gøre, når folk spurgte ind til ham.

 

”Hvad skete der, Harry?” spurgte jeg, det var stadig ikke klart for mig, hvad der var sket., det eneste jeg huskede var fra da Harry spurgte ind til min far, til hvor jeg løb ud på toilettet, og valgte at cutte, igen.

Han kiggede på mig meget alvorligt og begyndte så at forklare hans version.

” Vi sad og snakkede, og du havde lige fortalt noget om dig selv og din familie, jeg spurgte indtil din far, hvad han lavede, og om du så ham engang imellem. Pludselig rejste du dig, med et næsten helt lig-blegt ansigt, og sagde at du ville gå på toilet, jeg nåede næsten ikke at stille spørgsmålstegn inden du var væk. Jeg kunne godt fornemme på siturationen at der var et eller andet galt, men valgte alligevel at give dig 10 minutter. Men da der var gået over 10 minutter var du stadig ikke kommet tilbage, så jeg valgte at gå ud og se om du var okay, da jeg kom der ud kaldte jeg på dig, men fik intet svar. Jeg kiggede ind under den låste dør, og så dig ligge på gulvet..” Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge over på Harry, selvom jeg ved at han meget gerne ville have øjenkontakt med mig, jeg valgte i stedet at holde mine øjne på et snefnug på ruden. Han fortsatte..

”Jeg gik i panik, og fik hurtigt åbnet døren, og det der mødte mig var dig.. Liggende på gulvet bevidstløs, med et barber blad i hånden, og størknet blod på dine håndled. Jeg prøvede på at ruske i dig, men uden held. Så jeg skyndte mig at råbe om hjælp, damen fra Starbucks kom ud, og ringede hurtigt efter en ambulance, jeg valgte at køre med herop. Og nu har jeg så siddet her siden.” Sluttede han af med. Jeg var tom for ord, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Inderst inde var jeg også flov, flov over at han havde set mig, ligge bevidstløs på et toiletgulv med et barberblad i hånden.

Jeg valgte i stedet for at kigge over på ham, hans blik var tomt, han var tydeligvis ked af det.

 

Harrys p.o.v

 

Jeg havde lyst til at kramme hende, og jeg vidste at hun havde brug for det, hun havde brug for hjælp, og omsorg.  Jeg kunne se på hende at hun ikke vidste hvad hun skulle sige, hun havde ikke selv kunnet huske det der var sket i går, og det kom nok som et chok for hende nu.

Vi havde øjenkontakt, hendes mørkeblå øjne lå låstfast i mine, og da jeg rømmede mig, kiggede hun ned. Jeg valgte derfor at rejse mig op og lægge mine arme om hende. Jeg knugende mig helt ind til hende, og hun valgte også at ligge sine arme om mig. Jeg ved ikke hvor længe vi stod og krammede, men det føltes rart bare at stå med hende i mine arme

 

Episoden fra i går på Starbucks stod klar for mig, og jeg havde stadig billedet i hovedet, af hende liggende bevidstløs på det beskidte gulv.

Jeg kunne mærke at jeg var træt, jeg havde næsten ikke sovet hele natten, jeg havde siddet her, hvor jeg sad nu, og håbet på at hun bare ville vågne.

Det der var sket i går, havde faktisk bare gjort, at jeg nu havde endnu mere lyst til at hjælpe hende, ingen fortjente at gøre den skade på sig selv som hun gjorde, og jeg ville finde ud af hvad grunden var.

Jeg ved ikke hvad det var der havde gjort, at jeg ville hjælpe lige præcis hende, altså jeg mener, vi har sikkert 100 vis af andre fans der også gør det, men hende her, hun var noget helt specielt.

 

Og jeg var fast besluttet på at hjælp hende.

 

 

____________________________________________________________________________________________________________

##IKKE RETTET IGENNEM##

Så kom der endeligt et nyt kapitel! Undskyld for den meget længe ventetid, jeg er virkelig ked af det. Og undskyld for det virkelig ringe kapitel, men det stykke blev nød til at være med, desværre. Men stay turned, det skal nok blive spændene igen, i promise! 

Undskyld for der går så lang tid mellem kapitlerne, men det er juletid og jeg har virkelig travlt! Men enjoy det her kapitel, og glæd jer til næste! 

Hvad håber i der sker i næste?

Knusss xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...