Through the dark - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 11 dec. 2013
  • Status: Igang
Madeline Parker er 19 år gammel, og bor i London. Igennem hele hendes barndom er hun blevet mishandlet af hendes mors kæreste og har aldrig kendt til hendes rigtige far, det forklarer måske også til de mange sår hun har op og ned ad armene. Hendes nat består af alle londons natklubber i håb om bare at glemme alt og forsvinde. Tilfældigvis møder hun på en af Londons mange klubber en mand som insistere på at give hende en gratis billet til en One Direction koncert dagen efter. Hvad hun ikke ved er at hun denne aften vil møde en helt speciel person, som vil komme til at spille en stor rolle i hendes liv. Vil han få Madeline væk fra at cutte, eller vil det hele ende i et stort rod? Og hvad vil der ske når der pludselig dukker uventede følelser op? ((TJEK TRAILEREN UD))

28Likes
12Kommentarer
2290Visninger
AA

4. 3 - I don't need your help, Harry

Harrys p.o.v

 

 

Koncerten kørte godt, vi var nået til at skulle synge Rock me. Niall ville som altid have alle fans med på det sædvandlige, at klappe i takt til sangen,  - og jeg måtte indrømme at det så ret fedt ud. Jeg havde godt udsyn udover publikum, og kunne næsten se helt ned til række 10, ville jeg gætte på at det var. Der var også ret mange kønne piger til koncerten i aften, jeg havde i hvert fald holdt øje med et par stykker. Imens jeg står, og betragter publikum, fanger mit blik straks en pige. Hun er anderledes end de andre, hun ligner umiddelbart ikke en fan, men alligevel klapper hun med i takt. Da mine øjne automatisk følger hendes hænder, falder mine øjne længere ned, og jeg får straks øje på hendes håndled. Jeg kan se en masse streger op og ned ad hendes håndled, og finder straks ud af at det er sår. En slem kvalme rammer mig, og jeg tror at Liam opdager at jeg ikke har det helt godt, for der går ikke længe før han er henne hos mig, og hvisker mig i øret,

”Hvad så Haz, er der noget galt?” Jeg kan ikke andet end at stirre ned på hende, og jeg tror at Liam også får øje på hende, for han siger med det samme,

”Snak med en af vagterne.” Der går ikke mindre end 2 sekunder, før jeg har forklaret en vagt at han skal sørge for at få den pige med bag ud efter koncerten.

 

 

Men resten af koncerten kan jeg ikke andet end at tænke på de mange sår jeg så op og ned af hendes arme.

 

 

 

Madelines p.o.v

 

Jeg gik i panik, han havde virkelig set det, for der var nu en stor sikkerhedsvagt på vej her hen, hvad vagten skulle havde jeg ingen anelse om. Jeg valgte at sætte mig ned på mit sæde, og var nu den eneste i hele arenaen der sad ned, men jeg var faktisk ret så ligeglad lige nu, og håbede bare på at vagten, ikke ville kunne finde mig. Krøltoppen prøvede virkelig at få øjenkontakt med mig, men jeg turde ikke kigge på ham. Vagte var nu helt ovre hos mig, og bad mig om at følge efter ham, og tage alle mine ting med. ”Hvad skal jeg?” Spurgte jeg med næsten hviskende stemme. ”Det ved jeg ikke” svarede han koldt, for derefter at føre mig ned ved siden af scenen, hvor jeg fik besked på at se resten af showet fra. Jeg overvejede stærkt at gå, da jeg begyndte at føle mig utroligt utilpas ved at stå her, og jeg havde på fornemmelse af at ham med krøllerne, som åbenbart hed Harry, ville snakke med mig, for han havde på en måde holdt øje med mig hele aftenen.

 

Koncerten var ved at være slut og folk begyndte ligeså stille at forlade arenaen, der havde lige været en vagt og sige at jeg skulle vente her, og at jeg ikke måtte forlade stedet endnu. Jeg måtte indrømme, at jeg faktisk ikke havde det helt godt med situationen. Og jeg havde ikke engang haft øjenkontakt med Josh en eneste gang, og var begyndt at få en følelse af at han måske havde glemt mig, men jeg valgte at glemme det. For nu var arenaen helt tom, og jeg stod der tilbage, og følte mig utroligt utilpas ved det hele.

 

Jeg tror at der gik ca. 5 minutter før der kom en ny vagt, som sagde at jeg lige skulle følge med ham. Jeg blev ført hen af en lang gang backstage, og havde virkelig ingen anelse om hvad jeg skulle. Vi nåede til en dør og det eneste vagten sagde var bare,

”Du skal ind her, der er en der gerne vil snakke med dig.” Jeg blev stående udenfor døren indtil vagten var ude af syne, og bankede så stille på, for at være helt ærlig var jeg virkelig nervøs, for hvad der ville vente mig inden på den anden side af døren. Men der gik ikke lang tid før jeg hørte en hæs stemme sige

”Kom bare ind,” jeg tog stille i håndtaget med mine svedige håndflader, og skubbede døren langsomt op.

Og gæt hvem der stod på den anden side, Harry. Ham der havde set mine sår, selvfølgelig var det ham, hvem ellers skulle det have været. – Jeg tror inderst inde at jeg havde en lille tanke om at det kunne ha været Josh, men det var det altså, desværre ikke.

”Jeg havde bare lige en ting jeg tænkte jeg ville snakke med dig om” sagde han med hans hæse stemme.

Jeg vidste allerede nu hvad det var han ville snakke med mig om, og jeg havde ikke tænkt mig at forklare ham noget som helst. ”Okay, hvad er der?” Sagde jeg en smule koldt, og fortrød hurtigt at jeg havde svaret ham sådan, for hans ansigts udtryk ændrede sig hurtigt til et såret et.

Men han fortsatte alligevel,

”Altså jeg så dig til koncerten, ude blandt publikum, og jeg så tilfældigvis noget på dine håndled” jeg sukkede, ”-også ville jeg bare høre om der er noget jeg måske kan gøre, for at hjælpe” afsluttede han. Den første tanke jeg fik, var at jeg på en måde bare havde lyst til at åbne mig op og forklare alt, komme ud med alt det der havde ødelagt mit liv, siden jeg var helt lille. Men så kom jeg i tanke om sidste gang jeg prøvede at fortælle det til en, og fik hurtigt tanken væk igen. Jeg kunne se at han stod og prøvede at aflæse mit ansigt. ”Jeg har ikke brug for hjælp, ellers tak.” Sagde jeg afvisende, og så igen hans ansigts udtryk ændre sig, men denne gang til et bekymret et.

Han gav åbenbart ikke særligt let op, for der gik ikke langtid før han sagde,

”Men jeg vil gerne hjælpe dig, og jeg lover at jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe!” Jeg overvejede at give ham en chance, men valgte i stedet at sige ”Hvorfor skulle jeg kunne stole på dig, og hvordan skulle du kunne hjælpe mig? – Du kender mig overhovedet ikke!” Nærmest hvæste jeg af ham.

”Hvad så med at jeg lære dig at kende? Vi kunne starte med at mødes på Starbucks i morgen?” sagde han og smilede, den dreng gav virkelig ikke ikke op, og det var måske også det der gjorde, at jeg til sidst endte med at aftale at mødes med ham, på den Starbucks tættest mig i morgen klokken 12:30.

 

Og jeg var faktisk en smule spændt.

 

_____________________________________________________________________________________________

 

!!!Ikke rettet igennem!!!!

Hvad synes i om at Madeline alligevel giver Harry en chance? 

 

Og husk nu at like hvis i kan lide den, det ville gøre mig så glad!!!

 

Knuss! xxx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...