Forladt (oneshot)

Den her pige har mistet alt. Nu finder hun endelig en måde, hvorpå hun kan komme videre.

Dette er min allerførste movella. Håber i vil tage godt imod den!


1Likes
3Kommentarer
224Visninger

2. Oneshot

Jeg går nede på stranden. Det er det eneste sted hvor jeg kan være i fred. I fred for alle de blikke folk sender mig. Fulde af medlidenhed. Jeg har ikke brug for deres medlidenhed. Det er så trættende.
Jeg begynder, at tænke på den dag det hele begyndte. Eller rettere sagt, det hele endte.

Vi skulle ud til min moster, som boede en times kørsel fra, hvor vi boede. Vi kørte, og jeg skændtes som sædvanligt med min bror, som var to år yngre end jeg. Vi skændtes hele tiden, om de mest åndssvage ting.
Min far vendte sig om og sagde, at vi skulle tie stille. Vi ignorerede ham, og skændtes videre som sædvanligt. Min mor som kørte, vendte sig om og sagde, at vi skulle tie stille, så hun kunne koncentrere sig om at køre.

Pludselig blev alt kaos.

Som gik det i slowmotion, så jeg min families panikslagene ansigter, da min bror råbte. Selv følte jeg, at mit eget ansigt var som forstenet. Jeg hørte min mor skrige, som kom lyden bag fra en tyk mur. Det var som om en tyk røg havde lagt sig som en hinde for mine øjne og øre. Alting var sløret.
Så hørte jeg braget, og så blev alting sort.

 

Bølgernes brusen får mig tilbage til nutiden. Jeg går lidt og kigger ud på havet og tænker på hvor smukt et sted havet er.

Jeg går hen til en sten og sætter mig. Det er stadig varmt, selvom vi er i starten af august. Da jeg kigger ned, ser jeg at der ligger en lille dukke med en hvid kjole og kort mørkt hår.

Dens ansigtsudtryk minder mig om noget. Noget fra ulykken. Den ser så bedrøvet ud, men den ser på en eller anden måde også lettet ud.
Igen for jeg et flashback til ulykken.

 

Jeg vågner op liggende på en vej, og ser det bedrøvede, men lettede ansigt. Ansigtet tilhører en ung læge. Højst nogle år ældre end mig. Han måtte lige være blevet uddannet. Han smilede en smule til mig, men jeg havde også set panikken i hans øjne.

Han havde mørkt krøllet hår, og mørke øjenvipper.
Jeg kunne ingenting mærke, ingenting høre. Alt var helt stille. Så blev alting sort igen.

 

Jeg husker ikke hvordan jeg fik beskeden, som ændrede mit liv for altid. På et split sekund var min familie blevet revet bort.
Hvordan kunne det ske? Hvad havde jeg gjort siden det skulle ske? Hvad retfærdiggjorde det, at jeg var den eneste der overlevede? Hvad havde min familie gjort? Hvorfor skulle de dø så tidligt? Hvorfor skulle jeg stå her, alene tilbage, med alt den smerte og sorg?

 

Jeg hører nogle børn skrige og så grine et stykke fra mig tæt ved vandet. Så lykkelige. Uvidende om, hvad livet kunne bringe dem. Tænk at jeg selv har været sådan. Uvidende. Ingen idé om at jeg ville miste alt.

Min mobil ringer og afbryder mine tanker. Det er min veninde Diana. Den eneste jeg har. Hun går på den gamle skole. Den skole jeg var nød til at forlade. Den skole jeg var blevet tvunget til at forlade. Som om jeg ikke havde mistet nok.

”Jeg savner dig.” Siger hun, da jeg tager den.
”jeg savner også dig.”
”hvordan går det hos din tante?” Spørger hun. Jeg kan høre nervøsiteten i hendes stemme.

Min tante, som jeg flyttede over til efter ulykken, er en rigtig karriere kvinde. Hun arbejder mere end noget andet menneske, jeg har mødt.

”Det er som om hun ikke eksisterer. Hun er der aldrig. Hun er stadig altid på arbejde. Så jeg har huset for mig selv.”
 Hun var ikke særlig glad, da jeg skulle flytte ind. Ærlig talt tror jeg, hun ville ønske, at jeg snart smuttede igen.

 

Vi blev færdige med at snakke efter kort tid. Ikke en gang hende, snakkede jeg særlig meget med. Hun var altid bange for at ramme et ømt punkt. Lige som alle andre. Men hun var i det mindste blevet. 

Alle mine andre venner var stille bakket væk fra mig efter ulykken. Alle bange for at snakke med mig. Bange for at jeg skulle græde. Bange for at de ikke kunne håndtere det, hvis jeg knækkede sammen. Hvis min facade krakkelerede, og de pludselig vill kunne se, hvor fortabt og fuldstændig knust jeg var.


Jeg samler dukken op og ser nærmere på den. Når jeg ser ordentligt på den, ser jeg at dens ansigt er mere fredeligt,end hvad jeg kunne se før. Som om den har fået fred. Nøjagtig som mine forældre og bror havde set ud.
Fredfyldte.
Det ord har jeg aldrig tænkt på at bruge. Jeg har altid kun tænkt på hvordan de så ud. Hvor mange skader og flænger de havde. Men deres ansigter så faktisk fredfyldte ud.

 

Jeg begynder at græde i takt med billederne der strømmer ind. I al den tid efter ulykken, har jeg været ubeskrivelig vred over, at de forlod mig. Vred over at det var min skyld. Min skyld at de døde på den måde. De fik en forfærdelig død, fordi jeg skulle skændes, om et eller andet åndssvagt, med min bror. Som også døde. Hvorfor døde jeg ikke også? Jeg havde fortjent det. Det hele var min skyld. Men det er som at jo mere jeg græder, jo mere får jeg vreden til at forsvinde. Nu er der kun den indebrændte sorg. Den sorg som jeg aldrig har vist nogen.

Jeg begynder at græde endnu mere. Men denne gang er det på grund af savnet, ikke af vreden.

Jeg ved ikke hvor længe jeg har siddet der på stenen med dukken i hånden. Men det er begyndt at blive mørkt og køligt. Jeg sidder på stenen og kigger på dukken. Der er noget over den, men jeg kan ikke forklare hvad det er.

Jo mere jeg ser på den, jo mere ser jeg hvor lidt den ligner mig. Jeg har langt lyst hår og blå øjne, den har kort mørkt hår og brune øjne. Men alligevel er det den, der har fået mig til at tænke over tingene. Hvordan kan det være den der har hjulpet mig videre til at komme igennem det her?

 

Det er næsten helt sort nu. Jeg ved ikke hvad klokken er. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg ved hvad dag det er. Jeg vender ryggen til havet, bølgerne, og den sten jeg sad på. Jeg har stadig dukken i hånden. Jeg begynder at gå hjemad. Hjem er måske så meget sagt. Hjem til min tante.
Da jeg kommer længere ind mod byens centrum, ser jeg en flok mennesker, som ser ret fulde ud, komme gående, på det samme fortov, lige imod mig. Jeg tager dukken ind i favnen og holder den tæt ind til mig. Jeg bukker hovedet.

En af fyrene går ved et uheld ind i mig. Jeg ser automatisk op på ham. Det er lægen fra ulykken. Ham med det krøllede hår, og de tætte mørke øjenvipper. 
Hans venner går videre, men han stopper op. Jeg kan se at der er en smule genkendelse i hans ansigt. Først nu ligger jeg mærke til de flotte grønne øjne han har.

”Hej.” prøver han usikkert. Han må være den eneste af dem som ikke er fuld.
Jeg svarer så lavt, at jeg er i tvivl, om han kan høre det.
”Hvordan går det?” Han kunne godt huske mig.
”Bedre. Jeg er ved at komme mig over det.” Jeg kigger ned på dukken. Han kigger på mig som om han prøver at aflæse mig. Måske er det lidt for tydeligt, at det stadig ikke går helt vildt godt. Man kunne vel også se, at jeg næsten lige havde grædt. Det går jeg i hvert fald ud fra, nu jeg havde grædt i noget der føles som timer.

Vores samtale ender med at han spørger om, jeg vil have hans nummer, hvis jeg har brug for en at snakke med, som var til stede efter ulykken. Først var jeg ret forvirret over det, men lige der var jeg villig til at gøre alt, for en der ikke bare ville lukke af, lige så snart jeg ville snakke om, hvad der var sket, eller lige så snart der er en antydning til tårer. Da han var læge, var han vel vant til så noget. Derfor får jeg hans nummer, og så løber han ned til sine venner.

Noget sagde mig, at den sidste del af sommeren, ikke ville blive så slem.

 

 

***

I må meget gerne skrive hvad i synes!
Jeg har mange idéer i hovedet til nye movellaer, men hvis der er noget jeg skal ændre i den måde jeg skriver på, vil jeg meget gerne vide det! xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...