Fremmed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Igang
Fremmed er et oneshot om en pige, der mister sin bedste veninde, og så bliver verden fremmed for hende.

0Likes
0Kommentarer
261Visninger

1. Fremmed

I dag var en helt almindelig dag. Alle stod op, tog i skole, på arbejde eller i børnehave, hvad de nu havde af ærinder på denne overskyede november dag. I dag var en dag som alle de andre 5987 dage, der havde været i mit 16 års lange liv. Det var i hvert fald hvad jeg troede, da jeg sad i bussen på vej til gymnasiet.

                      Hvad jeg ikke havde set komme, var nyheden om min veninde. I første time bad læreren om ro, så fortalte han med tung mine, at der var sket en ulykke. Min veninde var omkommet. Det var som om, nogen slukkede for alle mine sanser på nær min synssans. Jeg kunne se, at lærerens mund bevægede sig, formede ordene, hans arme der gestikulerede og supplerede ordene. Mine klassekammerater sad med tårer i øjnene eller bare et tomt udtryk, som om de sov, bare ikke nær så fredfyldt. Jeg kunne se mine hænder, der knugede hårdt om en blyant. Men jeg kunne intet føle, jeg kunne ikke få mine hænder til at slippe blyanten. Jeg kunne heller intet høre. Det var som om, nogen havde sat en lydtæt glaskugle rundt om mit hoved, og den eneste form for opmærksomhed jeg havde til verden udenfor, var mit syn.

                      Timen gik, jeg fik udleveret nogen ark, og jeg kunne se mine hænder besvare de spørgsmål, der var. Jeg kunne se, at jeg var hurtigere færdig end de andre. Jeg kunne se, at de andre sad og snakkede, de grinede, de kastede med papirkugler. I går havde jeg været en af dem, i dag syntes jeg, de var dumme, respektløse, useriøse. Hvad skete der med, at man tog på gymnasiet for at lære noget? Læreren, som jeg før havde set som kedelig og sur, så jeg nu som opgivende og magtesløs. Han sad der i sin brune habitjakke med ludende skuldre og et blik på uret hvert femte minut. Når han engang i mellem kom til at kaste et blik på klassen, tog han en dyb indånding og sukkede dernæst.

                      Pludselig smed alle mine klassekammerater deres ting ned i tasken og stormede ud af døren. Havde klokken ringet? Jeg var stadig lukket inde i min lille osteklokke. Min krop løftede sig fra stolen og pakkede sammen, for dernæst at gå ud i kantinen. Da det blev min tur, kunne jeg mærke mine læber bevæge sig, men hvad jeg sagde, vidste jeg ikke. Jeg fik stukket en kyllingesalat i hånden og afleverede 20 kr. Mine fødder flyttede mig til et tomt bord ude i hjørnet. Maden kom ind i min mund og blev tygget, men efter to bidder kunne jeg ikke mere. Hvad fedt var der ved mad, man ikke kunne smage? Min hånd slap maden over skraldespanden i den anden ende af lokalet. Hvordan jeg var kommet derhen, var jeg uvidende om. En dreng kom hen og stillede sig foran mig, hans læber bevægede sig. Så stoppede de, og jeg kunne mærke, mine startede. Kunne man føre en samtale uden at kunne høre, hvad der blev sagt?

                      Drengen havde brunt hår, med bløde krøller i. Hans øjne var blå og ganske charmerende. Det mest fascinerende ved ham var hans fyldige læber, der nu bevægede sig igen. Jeg havde ondt af ham. Det var lykkedes ham at finde den eneste pige på skolen, der ikke ville kunne huske ham i morgen. Hvis i dag havde været en almindelig dag, ville jeg være ellevild over, at denne lækre dreng snakkede med mig, men i dag var ikke almindelig. Mine fødder bevægede sig igen over gulvet og ved siden af mig, gik ham drengen. Vi kom hen til døren til fysik, og vi gik begge ind. Mine fødder førte mig til min sædvanlige plads bagerst i lokalet nær vinduerne ud til. Stolen ved siden af var optaget som normalt. Det var bare ikke af den normale person. Denne person var mørk ikke blond. Denne person var end ikke en pige, og denne person var ikke min veninde.

                      Pludselig kunne jeg høre igen, og jeg kunne føle, jeg kunne føle mine våder kinder, og jeg kunne føle smerten. Et hulk brød igennem, og så krummede jeg mig sammen på den ukomfortable taburet i fysik. Jeg sad og stortudede midt inde i klassen. Rundt om mig blev der helt stille, det eneste der hørtes var mine snøft og hulk. En lyd blandede sig. Det var en beroligende, blød stemme, der lød bekendt, og så kunne jeg alligevel overhovedet ikke placere den. En hånd strøg mig over ryggen, og nogen sagde noget med at gå udenfor. Jeg blev placeret på mine fødder, i mens en stærk arm havde fat om mit liv. Så blev jeg halvt om halvt slæbt ud på gangen, hvor jeg blev placeret i en sofa med en ved min side. Personen blev ved at sige beroligende lyde og stryge mig over ryggen og håret. Jeg lå med ansigtet begravet i personens lår. Det eneste jeg kunne koncentrere mig om, var smerten i mit bryst. Tabet af min veninde var nu til fulde gået op for mig. Hun var væk, og det var for altid.

                      Jeg skulle aldrig se hendes lange blonde hår eller hendes smil igen. Jeg skulle aldrig grine med hende over en vores lamme jokes. Jeg skulle aldrig slænge mig i hendes seng med et af hendes titusind modeblade igen. Jeg skulle aldrig mere skrue helt op for mit musikanlæg, hoppe rundt som en anden tosse og synge ind i en føntørre med hende. Hvad skulle jeg foretage mig hver aften, hvor jeg plejede at skype med hende eller være sammen med hende? Hvem skulle nu trøste mig, når jeg var ked af det? Hvem skulle gøre mig glad, når jeg havde en øv-dag? Hvem skulle jeg sidde og spise is og se tudefilm med? Svaret kendte jeg ikke. Jeg fik samlet lidt sammen på mig selv og fandt ud af, at det var ham drengen fra tidligere, der sad og trøstede mig. Hvem han var eller hvor han kom fra, kunne jeg stadig ikke regne ud. Jeg kunne sige med sikkerhed, at han var den mest tålmodige, hjælpsomme fyr, jeg nogensinde var stødt på. Selv når jeg tænkte alle ansigterne i alle mine klasser igennem, kunne jeg ikke finde ham. Jeg kom op at sidde og fik sagt noget med at komme hjem, så han fulgte mig op på kontoret, hvor jeg fik meldt mig syg, og dernæst tog jeg hjem.

                      Dog ikke alene. Sekretæren ville ikke lade mig gå, når jeg havde det så svært, som hun så fint sagde. På hjemvejen var der stille. Bussens motor og den lave, skrattende radio var alt er hørtes. Jeg sad og kiggede ud af vinduet som så mange gange før. Denne gang så jeg blot andre ting. Ruten var den samme, husene var de samme, ja, selv de folk, der gik omkring, havde jeg set før. Ting havde bare ændret sig. Ruten, der før havde været lige ud og i gennem nogle kryds, var nu nogle huller og en evighed. Husene, hvor de fleste havde lignet palæer, resten overklasses villaer, lignede nu store tomme kasser med et overdrevet ydre. Folkene lignede deres huse, på overfladen smilende, glade og i topform, men under det alleryderste fandtes et stort hulrum.

Jeg rystede på hovedet og kiggede på den mørkhårede dreng ved min side. Hans øjne var lukkede, og hans mund let åben. Den mund. Det eneste, der kunne distrahere mig fra tomheden og den negative tilgang, var ham. Jeg studerede ham, i mens han sad og sov. Jeg bed igen mærke i hans krøller, der blødt smøg sig ind og ud af hinanden. Lige over tindingen, helt ude ved hårgrænsen havde han et modermærke. Jeg havde ikke opdaget, at jeg havde lænet mig frem, for bedre at kunne betragte ham, før end bussen kørte i et hul, der skubbede mig tilbage i sædet med et bump. Først da det store grønne areal udenfor fangede min opmærksomhed, gik det op for mig, at vi var kørt for langt. Egentlig var det måske også meget godt, for jeg skulle ikke have nogen med ind i mit hus. Nu havde jeg en undskyldning. Jeg besluttede mig for at vække drengen og høre ham, hvad vi skulle gøre.

Vi endte op på en café med hver vores kop kaffe i hånden. Jeg sad med blikket rettet stift fremad uden at se noget overhovedet. Kaffen varmede mine hænder, og det var alt jeg registrerede. Det var alt, lige indtil han begyndte at tale. For første gang hørte jeg ordentlig efter, hvad han sagde. Han kom oprindeligt fra Lem ved Ringkøbing, men var flyttet her til Aarhus over weekenden, fordi hans forældre savnede nogle ordentlige transportmuligheder og at bo mere centralt. Han havde en storesøster, der studerede i København, og derhjemme havde han en bomuldshund. Han ville gerne være arkitekt senere hen i livet, men først ville han gerne holde et sabbatår i udlandet. Tiden gik, og mørket trængte sig på, det var på tide at komme hjem. En halv time efter standsede bussen foran mit hus. Vi sagde farvel, jeg stod ud, og mørket fortrængte det sidste lys.

                      Derhjemme så mit værelse helt forkert ud. Den ene pastelfarvede væg, var alt for glad. Mit skrivebord var helt kedeligt og træfarvet. Tøjdyngen der lå i hjørnet forstyrrede helt ekstremt. Billederne på min væg var grimme, de var slet ikke kunstneriske, som først opfattet. Blomsten i vindueskarmen var halvvissen, og bladene var så småt blevet brune. Det var der ikke tid til at tænke på nu. Nu skulle jeg i bad. Jeg skulle i bad og have vasket denne dårlige dag væk. Det måtte kunne lykkes. Når jeg kom ud, ville alt være godt igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...