Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Pam er en helt almindelig pige, dog er hun kæreste til Zayn Malik og bedste venner til Louis. Pam cutter, og har prøvet på at tage sit eget liv. Zayn er ude af sig selv, og har en tendens til at drikke sorgerne væk. Og så er der Harry... Håbløs forelsket i hende, og skide sur over Zayns opførsel..

Læsning på eget ansvar! Denne Movella indeholder beskrivelser af cutting, og derfor anbefaler jeg ikke, at i læser den, hvis i har det dårligt med sådan noget.

35Likes
26Kommentarer
3808Visninger
AA

10. 9 December

 

Pams synsvinkel

 

Jeg havde sovet lidt bedre i nat, dette skyltes sikkert, at jeg var så træt fra i går. Men ligesom i går, så savnede jeg drengene ubeskriveligt meget! Men påtrods af det, var jeg alligevel kommet frem til den konklusion, at jeg måske gjorde dem en tjeneste ved, at være her.. Jeg vidste med mig selv, at dette ikke ville ændre min være måde, og at jeg ikke ville komme ud, og være i stand til aldrig, at cutte igen. Men så længe jeg var her, så skulle de ikke bekymre sig om mig, og de følte måske, at de havde gjort noget.

Jeg havde stadig ikke hørt noget fra Louis- eller nogen af de andre drenge.. Men Maria havde lovet mig, at forsøge, at få en samtale igennem.. Dette havde nok ikke lykkes, men i det mindste var der nogen som prøvede. 

Jeg glæde mig til, på et tidspunkt at få mine ting.. Få igen idag, kunne jeg hverken redde mit hår, tage mit normale tøj på eller tage makeup.. Jeg savnede virkelig, at gøre noget ud af mig selv. Jeg gjorde mig hurtigt klar, og forsvandt op i spisesalen, hvor de andre sten sikkert, allerede var i gang med at spise.. Og jeg ville helt sikkert få ballade for, at jeg ikke var kommet til tiden. Claudia var i forvejen ikke en stor fan af mig, og til min skuffelse så var hun den ene af mine to faste sygeplejersker.. Den anden var Maria, hvilket var helt fint i følge mig, men Claudia.. Det overlevede jeg ikke længe. Conor havde sagt, at hun var sådan overfor alle, men jeg var stadig helt sikker på, at hun ikke kunne lide mig. 

I spisesalen fandt jeg min faste plads ved det lille 5 mands bord. Efterhånden var det skræmmende nok, ved at være en vane. Jeg havde faste pladser, tider på badeværelserne, sengetider osv. og alt dette, kørte efterhånden som om, at det var hverdag. Jeg ville heller end gerne ud her fra, men man vendte sig hurtigt til det. Som sædvanligt spiste jeg ikke morgenmad, og dette var sygeplejerskerne begyndt, at lægge mærke til.. Tommy (min faste læge) havde allerede haft en samtale med mig om, at de havde under mistanke, at jeg havde en spiseforstyrelse, men dette var latterligt! Jeg var for tyk til, at have en spiseforstyrelse, og desuden var jeg ikke psykisk syg! Det sidste var noget, som jeg blev ved med, at fortælle mig selv.. Alle omkring en, havde så travlt med, at man fejlede det ene og det andet, men i mit tilfælde var jeg sikker på, at jeg kun var her pga. en misforståelse. FOR JEG VAR IKKE PSYKISK SYG! Ligegyldigt hvad alle andre gik og sagde. 

Conor og jeg var færdige samtidig, og besluttede os for, at gå ned på mit værelse, og snakke lidt. Jeg var lidt overrumplet med alle de nye folk, og ville helst gerne holde mig lidt for mig selv. Jeg skulle sikkert alligevel ikke være her så længe.. håbede jeg. Før jeg vidste af det, ville jeg være hjemme i Louis dejlige lejlighed. Jeg ville befinde mig med folk, som ikke havde travlt med, at pege ud, at jeg var psykisk syg.. Eller ville dette ændre sig, når de vidste jeg havde prøvet på det. Det håbede jeg ihvertfald ikke. Vi drejede ned ad den lange side gang, hvor vi lige kunne nå, og se Maria følge en dreng, som bag fra lignede utrolig meget Louis.. Måske var jeg ved at blive syg.. For hvad ville han dog lave her? Jeg obseverede drengen, mens vi gik ned ad gangen, og da de drejede til siden, så jeg kunne se hans ansigt, så var jeg ikke i tvivl, det var Louis. Mit hjerte stoppede en smule.. Jeg savnede ham så utrolig meget, men var bange for, at han ville være sur på mig. Men dette overdøvede mine bevægelse, da jeg fik råbt "Louis!", mens jeg løb ned ad gangen. Drengen stillede tasken, som han havde i den ene hånd, og kiggede forvirret mod mig. Da han vendte sig, så var jeg ikke et sekund i tvivl... Dette var Louis! Det næste var temmelig ligesom film - sikker bare mindre yndefuldt- han åbnede sine arme, jeg løb over til ham, og hoppede ind i dem. Han holdt mig tæt ind til sig, aede mig blidt over håret, og jeg begravede mit ansigt ned i hans skulder. 

"Undskyld... Undskyld.. Undskyld" hviskede jeg gang på gang ned i hans skulder. Jeg havde det så forfærdeligt, at han havde fundet mig på den måde. Han tog blidt mit hoved i hans hænder, og tvang mine øjne til, at kigge ind i hans. "Sshhh.. Du skal ikke undskylde" han sendte mig et lille smil, og jeg nikkede så. Han knugede mig igen ind til sig, og jeg kunne mærke hans ånde mod min nakke. 

"Jeg vil give jer to, lidt privat liv" Maria smilede til mig, og forsvandt videre ned ad gangen, og ind på en pige, ved navn Majas værelse. "Hvad laver du her?" spurgte jeg efter, at vi havde stået sådan længe. Han vippede sit hoved ned mod tasken, "aflevere nogen af dine ting". En sten lagde sig om mit hjerte.. Dette kunne kun betyde, at jeg skulle være her længe.. Louis øjne tvang mig, til at se ind i hans, "Hvad er der?", han kiggede indtrængende på mig. "Jeg havde bare håbet, at jeg kunne komme hjem", jeg sendte ham et skævt smil.. Dette skulle han ikke tænke på, han havde jo lige gjort mig den tjeneste, at komme og besøge mig.. Dette skulle jeg ikke ødelægge. "Vi arbejder på sagen" mumlede han, og fortsatte så "men de her sygehus folk, ville ikke lade os snakke med dig". Den tunge sten, blev løftet en smule.. De prøvede da i det mindste? Så kunne de ikke være helt trætte af mig? Jeg ligenede sikkert en idiot, for jeg smilede stille for mig selv, og jeg kunne mærke, at varmen steg mig til kinderne. "Desværre Louis.. Du kan ikke være her længere" Maria kiggede beklagende til os begge.. Det føltes som om, at han havde været her 5 minutter, hvilket sikkert også var sandt.. For dette hospital, var ikke særlig glad for besøg... Det hele var så lukket. Jeg havde lyst til, at bryde ud i gråd.. Tigge ham om, at tage mig med ham.. Her var som et fængsel, og jeg ville bare gerne hjem.. Louis knugede mig ind til endnu et kram, "få mig ud her fra.. Jeg kan ikke klare en dag mere her" hviskede jeg stille, så Maria ikke skulle høre det. Han kiggede på mig, og strøg mit hår bag mit øre, "det lover jeg dig" hviskede han tilbage, han rakte mig tasken, og så gik der ikke længe, før han endnu en gang forsvandt ud af døren.

Jeg tog tasken med ind på værelset, og skyndte mig at lægge noget makeup, og hoppe i noget normalt tøj.. Endelig skulle jeg ikke ligne et sygt menneske. 

 

Conors synsvinkel

 

Jeg havde nærmest fået et chok, da jeg så Pam i almindeligt tøj. Hendes hår var sat op i en hestehale, og hun havde fået noget makeup på- ikke meget, men alligevel en smule. Tænk sig, at hun egentlig var så smuk? Jeg havde kun set hende, i sygetøj, uglet hår, og ingen makeup, så dette var en stor omvæltning. 

Hun havde virket meget gladere i dag, hvilket nok skyltes besøget af hendes ven, som tilsynladene hed Louis. Vi sad nu inde på værelset, og snakkede om alt mellem himmel og jord. Hendes øjne lyste mere op, og hun virkede mere interesseret i, at snakke med i dag. Hun havde dog stadig ikke forklaret mig, hvorfor hun var indlagt her.. Mit bedste bud, det ville være, at hun havde en spisforstyrelse, for hun spiste intet, og var utrolig tynd.. Men hvis dette var sandt, så ville sygeplejerskerne være mere obs på, at få hende til at få hende til, at spise... Og højst sandsynligt ville hun få sin egen sygeplejerske, som kunne obsevere hende under måltiderne.. Så alt i alt, var jeg helt blank på, hvad hun dog lavede her. 

 

Louis synsvinkel

 

At se Pam igen, havde været en kæmpe lettelse! Jeg havde virkelig savnet den pige, og den nat, var jeg bange for, at det aldrig ville ske.. Jeg var bange for, at hun ville dø... Men da jeg så hende i dag, var alt blevet meget bedre. Hun lignede sig selv- dog mere syg. Men det måtte være tøjet, og den manglende makeup osv. Da jeg gik, lignede hun en, som kunne begynde at græde når som helst, og havde slet ikke haft den samme glød i øjne, som da jeg kom. Dette var selvfølgelig også forståeligt, for hun virkede ikke helt glad for at være der. 

Jeg havde lovet Pam, at vi ville få hende ud der fra, og dette skulle jeg nok gøre alt for, at holde. Jeg havde fortalt de andre drenge om besøget, og mit løfte. Alle havde blevet meget glade, og nysgerrige efter at høre hvordan hun havde det. Liam var dog lidt modsat, han mente ikke, at vi skulle prøve, at få hende ud, hvis sygeplejerskerne ikke mente, at hun var klar. Jeg forstod godt hans tanke gang, men jeg kendte bare Pam godt nok til, at vide, at være indlagt på en psykiatisk afdeling ikke ville hjælpe på noget.. Tvært i mod, tror jeg bare, at det ville gøre det hele være. Hun ville blive syg, at skulle være indespærret, og konstant få af vide, at hun havde et problem.. Oven i det, så vidste jeg, at hun ikke var glad for, at skulle tale om følelser, og Maria, sygeplejersken, havde fortalt mig, om at Pam var i terapi 1 gang om dagen... Dette ville gøre hende sindssyg. Jeg kunne godt lide Maria, hun virkede rigtig flink. Faktisk havde hun snakket med mig, omkring Pams forløb osv. mens alle andre indtilvidere, bare havde smidt os ud ad sygehuset. Maria havde også fortalt, at de havde hende under mistanke for anoreksi.. Dette var kommet som noget af et chok, men alligevel, så forstod jeg godt deres mistanke.. Jeg havde dog undgået, at fortælle drengene denne del.

 

Zayns synsvinkel

 

Jeg ved det lyder dumt, men jeg var faktisk lidt jaloux over, at Louis havde besøgt Pam.. Også selv om, at det kun var i 10 minutter.. Jeg savnede hende så uendeligt meget, og tanken om, at jeg ikke fik chancen for, at se hende, den dræbt mig langsomt.. Dagene snejlede sig af sted, og jeg sad som limet til telefonen, hvor jeg enten skrev tonsivs af smser om hvor højt jeg elskede hende, til Pam. Ellers ringede jeg til sygehuset, for at se om jeg kunne få hende ud. 

Liam havde sagt, at jeg var ved at blive sindsyg, og dette var nok heller ikke, helt forkert.. Jeg var sindssyg af, at prøve at få fat i hende.. De sidste par dage, havde været et stort levende helved, jeg havde det så forfærdeligt, og vidste ikke om jeg nogensinde blev i stand til, at tilgive mig selv igen... 

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg ved godt at kapitlet et temmelig kort, men jeg har været ved min kæreste hele dagen, så har ikke haft så meget tid til, at skrive det.. Håber det går :)

Endnu en gang, tusind tak for, at i læser med, og glædelig jul! 

Lige et spørgsmål, som jeg vil stille, inden jeg går i seng: Mener i, at det er i orden, at Zayn er jaloux over, at det var Louis som besøgte hende, og ikke ham selv?

Vi ses igen i morgen

- 1Dmylove

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...