Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Pam er en helt almindelig pige, dog er hun kæreste til Zayn Malik og bedste venner til Louis. Pam cutter, og har prøvet på at tage sit eget liv. Zayn er ude af sig selv, og har en tendens til at drikke sorgerne væk. Og så er der Harry... Håbløs forelsket i hende, og skide sur over Zayns opførsel..

Læsning på eget ansvar! Denne Movella indeholder beskrivelser af cutting, og derfor anbefaler jeg ikke, at i læser den, hvis i har det dårligt med sådan noget.

35Likes
26Kommentarer
3798Visninger
AA

8. 7 December

 

Louis synsvinkel

 

Jeg havde ikke en gang lyst til at tænke på i går.. Det havde været en stor katastrofe, som jeg slet ikke havde haft kontrol over.. Derfor var det også min skyld, at det var endt som det var. 

Jeg prøvede konstant at glemme, men mine tanker blev ved med flakkede tilbage: 

"Det alarmcentralen" i den anden stemme lød en kvindelig rolig stemme. "Jeg skal bruge en ambulance til Rosewoodstreet nr. 26d. Min veninde har prøvede at tage sit eget liv.." min stemme dirrede, og jeg koncentrerede mig for, overhovedet at få nogen ord ud gennem mine læber.. Tårene blev ved med at løbe ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke få mine øjne fra Pam. "Er der puls?" spurgt hun næsten alt for roligt, og ligeglad... Hun var vel vandt til sit arbejde? Jeg kom til at tænke på i lørdags, de ord var præcis de samme, som jeg havde spurgt Zayn. "Ja" fik jeg endelig svaret. "Josie!" kunne jeg høre hende råbe, efter hun havde tastet nogen ting ind, og en lille diskussion startede. "Nu skal du høre.. Problemet er, at alle vores ambulancer er ude og køre.... Der kan være en hos dig om 20 minutter.." hun tav. Dette måtte være en joke.. De kunne lige så godt have sagt, ja undskyld du bliver nød til, at dø, vi har ikke tid. 

"Det kan jeg ikke vente på?" jeg var lammet af panik.. "Jeg køre" mumlede jeg, og lagde på. Med Pam i armene, løb jeg ud i opgangen, og ned i indkørslen. Forsigtigt lagde jeg hende ind på bagsæddet, og havde sat mig foran ved rettet. Jeg var ligeglad med både trafik, og lysregulering, for lige nu kunne det ikke gå hurtigt nok. I bakspejlet fik jeg øje på hende, "undskyld" mumlede jeg stille for mig selv.. Alt dette vi min skyld.. Min fejl... Jeg skulle have passet bedre på hende.. 

Da jeg endelig nåede hospitalet, blev jeg hurtigt mødt af læger, som modtog hende, og løb afsted med hende. Jeg stod forvirret som et stort spørgsmålstegn på parkeringspladsen, og vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv, da en venlig ældre sygeplejerske, kom gående "du kan bare følge med mig". Stille fulgte jeg med hende ind til et lille kontor, hvor hun gjorde tegn til, at jeg bare kunne sætte mig. "Hvad et dit forhold til hende?" hun kiggede nysgerrigt på mig, "hun er min bedste veninde". Hun nikkede forstående, og fandt nogen papirer frem, "i følge den engelske lov, så skal i udfylde disse papirer, men du kan bare gøre det for hende.. Nu hvor hun ikke er ved bevidstheden" hun tænkte sig en smule over sit ordvalg, før hun sagde det sidste. Jeg tog i mod papirene, og begyndte så småt at udfylde.. Men det var fuldstændig umuligt at skulle koncentrere sig om noget som helst.. Jeg ville helst bare være hos hende...

Efter papir arbejdet, hviskede jeg stille "kan jeg komme til at være hos hende?" jeg kiggede bedene på hende, men hun rystede undskyldene på hovedet, "under operationer, må der ikke være andet end personale til stede". Jeg kiggede forskrækket på hende, operation? Da hun så det forskrækkede udtryk skyndte hun sig, at forklare "hun har mistet en del blod..". Jeg nikkede forstående.. Bare hun ville overleve, måtte de gøre præcis som de ville. "Men de bliver nød til at forklare mig, hvad der præcist skete før du fandt hende" hun rykkede sig en smule frem i sæddet, og gjorde klar til, at hun kunne notere på computeren. Jeg sank klumpen i min hals, og begyndte stille at forklare, desværre knækkede jeg sammen under forklaringen.. Jeg var ikke lavet af sten, og det var min bedste veninde vi snakke om... Og det var min skyld.. 

 

Pams synsvinkel

 

Jeg vågnede i et hvidt rum, hvor lyset skinnede mig lige ind i hovedet, så jeg fik en dunkende hovedpine. Jeg blinkede et par gange med øjne, og fik øje på en kvinde klædt i hvidt tøj, trække nogen gardiner fra. Jeg kiggede rundt i rummet, og fik hurtigt fastslået, at jeg måtte være på et hospital.. Jeg kiggede en gang ned på mit håndled, som var viklede ind i et tykt lag af bandage. "Godt du vågen" det gav et sæt i mig, da kvinden sagde noget til mig, og dette morede hende nok, for hun begyndte at grine, da hun så min reaktion. "Jeg hedder Maria. Du er på Jones Hospital, psykiatrisk afdeling, speciale for selvskade" hun rakte mig hånden, som en præsentation af sig selv. Jeg tog som automatik i mod hånden, og kiggede ned i mit skød. Jeg lå i en eller anden form for hospitals seng, og havde noget syge tøj på, hvilket undrede mig, da jeg var 100 på, at det hverken var det, som jeg var kommet i, eller at jeg havde skiftet. "Vi får lige en læge ind, som kan kigge en gang på dine arme" hun sendte mig et smil, inden hun forsvandt ud ad døren. 

Hvordan var jeg dog endt her? Det måtte enten være Zayn eller Louis, som havde bragt mig her.. Jeg fik den værste samvittighed.. Tænk sig de havde fundet mig.. Tænk sig, at jeg havde udsat dem for dette.. Endnu en gang nåede jeg lige, at ærgre mig over, at det ikke var lykkes, inden lægen kom ind. Denne gang var det en skaldet, mandlig læge, som mest af alt lignede et smilende æg. "Nå Pamela, lad os få kigget på de arme.. Skal vi?", jeg lod værd med at svare, da jeg var ret så sikker på, at jeg ikke rigtigt havde noget valg. Han viklede forsigtigt forbindingen af, og blev mødt af et syn, af store blodige hævede sår. Jeg fuldt nøje hans øjne, som kiggede længere op ad armen, han fik øje på de andre ar, længere oppe. "Så det er ikke første gang?" han satte sig på sengen, og prøvede at aflæse mit ansigt. Da jeg ikke svarede ham, rejste han sig op, og var på vej ud af døren. "Læge?" han vendte sig smilende om til mig, "bare kald mig Tommy" i rette satte han mig. "okay, ved du hvornår jeg må tage hjem?" for dette var et spørgsmål, som jeg havde undret mig over, siden jeg vågnede. Langsomt gik han over til min seng, og satte sig på kanten, jeg flyttede mig en smule, så der var plads til ham. "Vi ved det ikke i nu, lige for tiden skal vi forhandle med den dreng, som kom med dig i går.. Men så længe du er her, vil vi starte terapi op med dig, med det samme" endnu en gang, prøvede han at aflæse mine tanker, men han kom vidst ikke frem til noget resultat, "ved du hvem, som kom med mig?" jeg kiggede opmærksomt på ham. Han nikkede "en hvis Louis" han trak på skuldrene. Så havde jeg alligevel ret, og skulle man se realistisk på det, så kunne Zayn jo ikke få mig her hen, når han var beruset. "Kan jeg komme til at snakke med ham?" spurgte jeg, da jeg kom i tanker om, at Tommy stadig sad der. Han rystede undskyldene på hovedet.. jeg var allerede træt af dette sted..

 

Louis synsvinkel

 

Gang på gang, havde de spurgt ind til Pams familie.. Dette var dog et emne, som jeg intet vidste om, for underligt nok, havde jeg aldrig hørt hende nævne, en eneste der fra.. Jeg vidste ikke en gang hvad hendes mor hed? om hun havde søskende? Om hendes forældre stadig levede? Om de var skilt eller gift? Det var ikke engang løgn, da jeg sagde, at jeg aldrig havde hørt om noget familie.

Hele natten havde jeg siddet i venteværelset, og da her til morgen, havde sagt at jeg godt måtte tage hjem, måtte jeg hverken få af vide, hvor hun var, eller hvornår jeg måtte se hende igen.. I det mindste, var hun okay igen, men jeg kunne ikke tage hjem uden hende? Derfor besluttede jeg mig for, at køre over til Harry, han vidste sikkert hvad jeg skulle gøre..

 

Harrys synsvinkel

 

Da det ringede på døren, åbnede jeg op til et syn, som jeg aldrig havde set før, en Louis hvis smil var væk, og hans øjne røde og hævede, nærmest som hvis han havde grædt. 

Jeg var i chok, da Louis forklarede hvad der var sket i går aftes.. Det var tydeligt, at høre, at han bebrejdede sig selv, for hvad der var sket. "Men hvad skete der, da under diskussionen med Zayn, som var så slemt?" dette blev jeg nød til, at vide da han kun fortalte at de havde diskuteret, og senere, havde fundet Pam bevidstløs. "det var måske lidt mere end en diskussion.." startede han, og begyndte at fortælle hvad der var sket. 

Efter denne forklaring var jeg sikker på, at Zayn endnu en gang, var skyld i problemerne. Louis fik tårer i øjne, og hans blik søgte nu vinduet.. "Louis?" han nikkede, men flyttede ikke øjne. "Det er ikke din skyld.. høre du?" igen nikkede han fraværende, men sagde intet.. Lige nu mindede han mig faktisk om Pam.. Irriteret rejste jeg mig, og slog hånden mod dørkarmen, inden jeg fortsatte ud i entreen. Jeg var tom inden i.. Jeg skulle have gjort noget.. Og hvordan kunne hun gøre det mod mig? Vidste hun slet ikke hvor meget jeg elskede hende? Det sidste spørgsmål, kunne jeg svare mig selv på, for selvfølgelig vidste hun ikke det.. Det var der ingen der gjorde. 

Efter jeg havde samlet mig en smule, gik jeg tilbage til Louis i køkkenet. I går havde hun virket så glad, og lignede en som faktisk havde en god tid.. Men det var vel også bare bedrag, facade og skuespil? Nogen gange gjorde denne pige mig så vred, for hvorfor kunne hun ikke bare lukke os ind? "Hvor er hun nu?" spurgte jeg, efter at der havde været stille alt for længe. Han trak på skuldrene "et eller andet sted, på sygehuset... Men jeg måtte ikke se hende", hans blik var så underligt fjernt, og var slet ikke det glade blik, som varmede alles hjerter. "Kom" jeg trak ham i ærmet, og snart var vi nede i bilen, på vej til hospitalet.. De kunne ikke helt seriøst mene, at vi ikke måtte tale med hende? 

 

Pams synsvinkel

 

Jo længere jeg var her, jo mere blev jeg irriteret over det. Jeg måtte intet få af vide om hverken Louis, eller hvornår jeg måtte komme væk her fra. Alle sagde at det var til mit eget bedste, men hvordan kunne de vide det, når de ikke var mig? 

Jeg havde fået af vide, at jeg minimum skulle se psykologen 1 gang om dagen, men helst oftere.. Jeg havde allerede været der i dag, hvilket var spild af tid, da jeg ikke sagde noget som helst. Jeg havde det helt fint, og dette sted var for psykisk syge, ikke mig. En af sygeplejerskerne, Claudia, havde allerede set sig sur på mig, fordi jeg ikke ville snakke om tingene.. Men hvad fanden ragede det egentlig hende? Og for at være ærlig, virkede det som om, at hun var sur på alt og alle.. Men det kunne jeg fandme godt forstå, hvis jeg arbejdede her hver evig eneste dag.

 

Harrys synsvinkel

 

Jeg havde været voldsomt oppe og skændes med receptionisten, da hun sagde vi ikke måtte tale med Pam. Faktisk havde jeg stået og råbt ad hende, ind til hun tilkaldte vagterne, som både smed Louis og jeg ud, på trods af at Louis intet havde sagt. 

Vreden pumpede i mit blod, hvordan kunne de bestemme, at jeg ikke måtte se hende? Jeg blev nød til det... Jeg kunne ikke leve uden hende, faktisk var det som om, at havdelen af mit manglede..

"Burde vi fortælle noget til de andre?" vi sad nu i bilen på vej hjem, og det var så småt blevet mørkt. Jeg nikkede, dette var nok en god ide. "Okay, jeg beder dem alle mødes ved dig" Louis greb sin mobil, og trykkede nogen gange på tasterne, inden han lagde mobilen i sin lomme igen. 

 

Liams synsvinkel

 

Louis havde bedt os alle mødes ved Harry. Så her sad vi alle fem, præcis lige som de gamle dage.. Det var dog ikke så hyggeligt, som det plejede, for de ville bare fortælle at Pam havde gjort det.. Bagefter var vi alle kommet op og skændes, faktisk startede det bare med Zayn og Harry, men senere hen var Louis og Niall på Harrys siden, og jeg var enig med Zayn.. 

De var så streng overfor ham, og mente kun at det var hans skyld.. Kunne de ikke se, at Zayn havde præcist lige så store problemer som Pam, hvis ikke stører.. Og kunne de ikke se, at bare fordi hun var en forstyrret pige, som lavede rod i alles liv, så betød det ikke ligefrem, at det var Zayns skyld.. Faktisk ville jeg nærmere mene, at det Pams skyld, at Zayn havde de problemer han nu en gang havde...

 

Pams synsvinkel

 

Det viste sig, at jeg skulle blive til i morgen.. Jeg havde stadig ikke fået af vide, hvonår jeg kom hjem, og de ville ikke udlevere min mobil. 

Vi havde fået faste pladser i psykiatriens cafeterie.. Sammen med 4 andre sad jeg rundt om et rundt bord. Den ene var en sygeplejerske, Isabell, som skulle holde øje med at vi ikke lavede noget ballade, eller stak af.  På den ene side af mig, sad Conor, en dreng som jeg hurtigt havde kommet fint i snak med. Det viste sig, at han havde OCD hvilket vil sige tvangstanker.. Om aftnen havde han sat sig inde på min seng, og fortalt om hvordan det var blevet bedre med hans sygdom. Han fortalte mig også om de 2 andre ved bordet. Den ene hed Julie, hun havde anoreksi.. Dette var også tydeligt at se, da alle hendes knogler stak uhyggeligt frem. Hun stak kun til maden, men spiste intet.. Hvilket ville sige lidt ligesom jeg, men hun var undervægtig, så der var en stor forskel. Jeg havde bare ikke lyst til maden, da mit hoved var fyldt med tanker. Julie var 15, og havde egentlig et utrolig kønt ansigt, men dette blev ødelagt af hendes ekstreme undervægt. Den anden var en dreng ved navn Tylor, han havde vredes problemer.. Så jeg blev rådet til, at holde mig så langt væk som muligt.. Så det havde egentlig kun skræmt mig. Udeover dette fortalte han også ivrigt om de øvrige beboer på vores gang. Vi var i alt 16 unge på "den blå gang" som det nu engang hed. "Hvorfor er du her?" havde han til sidst spurgt. På den ene side følte jeg mig lidt forpligtet til, at fortælle om det, da han åbent havde fortalt mig om hans sygdom.. "Du behøver ikke" jeg sendte ham et taknemmeligt smil, og åndede lettet op.. Jeg syntes allerede godt om ham.

Vi havde faste sovetider.. følte allerede jeg var 10 igen.. Det vil sige alle skulle lægge i sin seng klokken 11, og så blev lyset slukket. Jeg knugede min hovedpude ind til mig.. Jeg savnede Louis.. Nu jeg tænkte over det, så savnede jeg faktisk alle drengene. Louis følte jeg mig så uendelig tryg ved.. Jeg manglede virkelig denne tryghed lige nu. Jeg savnede Zayn, jeg savnede hans kys i håret, hans hæse stemme, og hans beroligende ord. Jeg savnede Nialls dejlige humør.. Faktisk var det nok det, som jeg manglede aller mest lige nu. Jeg savnede Liams omsorg, hvor han passede så godt på os alle sammen.. Og så savnede jeg Harry... Faktisk savnede jeg alt ved ham.. Underligt nok, så kunne jeg ikke sætte fingeren på hvad det var. Men mere at han manglede, som om at han var en del af mig.

 

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Det var den 7 December! 

Hvad synes i om kapitlet? Og hvorfor tror i, at hun savner Harry så meget? Og hvor længe tror i, at de holder hende på Jones Hospital? Og er bliver Conor og Pam gode venner? Eller er det bare midlertidigt?

Håber i nyder weekenden! Det gør jeg ihvertfald, skal også til julefrokost senere i dag, så det bliver jo ikke bedre :)

- 1Dmylove

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...