Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Pam er en helt almindelig pige, dog er hun kæreste til Zayn Malik og bedste venner til Louis. Pam cutter, og har prøvet på at tage sit eget liv. Zayn er ude af sig selv, og har en tendens til at drikke sorgerne væk. Og så er der Harry... Håbløs forelsket i hende, og skide sur over Zayns opførsel..

Læsning på eget ansvar! Denne Movella indeholder beskrivelser af cutting, og derfor anbefaler jeg ikke, at i læser den, hvis i har det dårligt med sådan noget.

35Likes
26Kommentarer
3749Visninger
AA

18. 17 December

 

Louis synsvinkel

 

Pam lå fredeligt på sin pude, hun trak vejret stille og fredeligt. Hendes hoved hvilede forsigtigt på hendes hånd. Det havde taget hende længe og falde i søvn i går, jeg havde siddet op med hende, og prøvet at berolige hende, men det havde taget lang tid, før hun endelig fik faldet i søvn. Jeg rejste mig forsigtigt fra sengen, og listede stille ud i køkkenet. Jeg tændt for kedlen, og stod for en kort tid, og kiggede ud ad vinduet. Det var tirsdag, og en masse små børn skyndte sig til byen, for at kunne nå til time. Igår havde været en speciel dag... Hele dagen havde forløbt så godt, men endte så katastrofalt. Hun prøvede at få alle til, at tro, at intet var galt.. At hun virkelig ikke havde et problem... og at diagnosen igår betød intet. Ofte lykkedes hendes facader, men igår havde hun nået bunden. Hun lod som intet, men jeg så det. Jeg kunne se lige igennem den... 

"vi bliver nød til at snakke om det her" jeg havde sat mig på hendes seng, og aet hende forsigtigt på ryggen. Hun sagde intet, lå bare med hovedet begravet i puden... Den eneste måde, at jeg havde vidst, at hun var i live, var fordi man kunne høre hende trække vejret. "Pam lyt til mig... se på mig... svar mig" jeg havde følt mig magtesløs... Hun lukkede mig ude. Det skar i hjertet, at blive lukket ude på den måde. Hun hørt mig, det var jeg sikker på, men hun svarede mig ikke... ignorerede mig.. jeg var luft for hende. Jeg ville gøre alt for hende, gøre alt for, at se smilet på hendes læber.. Hun kunne ikke lukke mig ude på denne måde. Vi havde siddet sådan længe.. alt for længe. Men intet skete, hun lå stadig med hovedet nede i puden. Sener på aften havde hun rejst sig en smule. Sagde stadig intet, men stirrede bare tomt ud i luften. Jeg prøvede.. det gjorde jeg virkelig! Jeg ville gerne have hende her, men ordene fra Liam sad fast i mit hoved.. Hvad hvis hun havde bedre af, at være ved nogen som var specialister i det? Dette kunne ikke fortsætte.. hun kunne ikke blive ved med, at lukke mig ude. Hun havde været oppe det meste af natten, sagde fortsat intet.. Hendes blik havde været så tomt. Jeg havde siddet oppe med hende, aet hende beroligt på ryggen, og håbet på, at hun ville lukke mig ind, men dette forblev bare et håb. 

 

"Godmorgen" hun rev mig ud ad mine tanker, og en smule forskrækket vente jeg mig om, og smilede til hende. Jeg gik over til min kande, som nu så småt var blevet kold. Jeg rakte hende kanden, og hun smilede taknemmeligt, inden hun hældt en smule i koppen. "Morgenmad?" dette var et dumt spørgsmål.. jeg vidste udmærket, at hun ikke spiste morgenmad, dette havde hun aldrig gjort. Jeg tog brødet ud fra skuffen, men hun havde rystet på hovedet, og jeg måtte spise det selv. Hun satte sig ved bordet, og jeg satte mig overfor hende. Hun smagt lidt på teen, men var vidst ikke begejstret for ideen om morgenmad på nogen måde, for hun drak næsten intet.. og dette gjorde mig en smule nervøs. 

 

Pams synsvinkel

 

Louis sagde intet om i går... Jeg var så flov over min opførsel. Jeg havde hverken svaret ham, eller kigget på ham, da han snakkede til mig. Jeg havde bare stirreret ud i luften. Jeg vidste, at han nok var sur over dette, og det kunne jeg egentlig også godt forstå, men han sagde ihvertfald intet. "Hvem var det?" spurgte jeg, da Louis lagde telefonen fra sig. Hele morgen havde været ubehagelig stille, og dette blev nød til, at stoppe, for ellers blev jeg sindsyg. 

"Det var Eddie" jeg rynkede en smule med brynene, da han sagde dette... Jeg havde været ved ham igår, og skulle ikke der over før næste uge? Og som den geniale tankelæser han er, svarede han på min forvirring. "Han har givet dig en anden psykolog... som han meget gerne vil have, at du tager hen og snakker med i dag, grundet at du ikke svarede ham igår" han lagde telefonen fra sig. Jeg trak på skuldrene, det ville jo komme før eller siden. Jeg pilled ved hanken på kruset, jeg havde egentlig ikke lyst til noget, men duften var dejlig. "Men det er fælles terapi... Hvilket vil sige jeg skal med" mumlede han, og aflæste mit ansigt... Hvorfor skulle han det? Det var da det latterligste, som jeg længe havde hørt. "Det nægter jeg" jeg greb mit krus, og hældte teen ud i vasken. "Det var ikke et valg" jeg kendte ikke Louis i dag.. Han var ikke som han plejede, og dette skramte mig en smule.. "Jeg kan godt tage der over, men du skal helst ikke med" jeg smilede til ham, og sendte ham en næsvis grimasse. Dette kunne han godt glemme alt om. "Det var synd, for sådan bliver det" han trak på skuldrene, og stirrede ud ad vinduet. Jeg slog irriteret ud med armene, og følte mig som en prop umulig teenager, som diskutere med sin far. Han irriterede mig grænseløst for tiden.. hvorfor kunne han ikke bare blande sig uden om? Jeg snurred en gang rundt på hælen, gik en smule over dramatisk mod døren, og i døren vente jeg mig hurtigt om, "du skal ikke med.. End of conversation". Hans blik blev flyttet fra vinduet, og over til mig, men blikket var ikke kærlig, og varmt som det plejede.. Hans dejlig Louis blik, var væk og blevet erstattet med et vredt og hårdt blik. "Hvorfor kan jeg ikke bare tage med?" han slog en smule med hovedet. Egentlig orkede jeg ikke denne diskussion, men han skulle under ingen omstændigheder med! Så ville jeg da først føle mig sindssyg... "Hvorfor kan du ikke bare respektere, at jeg gerne vil gøre dette alene? Jeg tager i forvejen kun til de dumme møder for din skyld! Prøv at være glad for hvad jeg gør for dig, i stedet for at blive ved med at pres mig!" Jeg slog ud med armen, mit tonefald var højer og vreder... Han forstod ingen ting! Han vidste ikke, hvordan det var, at være mig.. Han vidste intet.   "Nu stopper du" han rejste sig fra stolen, og gik over i køkkenet, for at skylde sin tallerken af. Jeg fulgte ham med øjne, men han undveg mit blik.. Han irriterede mig virkelig grænseløst! Hvorfor kunne han ikke bare respektere mine grænser? "Nej jeg vil ej.. For du skal ikke med" jeg råbte en smule.. Han skulle ikke vide den virkelig grund til, at han ikke måtte komme med.. Han måtte ikke vide hvor flovt det var for mig.. Han måtte ikke vide, hvor svært det er, at indrømme jeg har et problem.. hvor svært det er, at snakke om det.. Og hvor svært det ville være, at åbne op for denne facade. Han vendte sig en smule om, så vores øjne nu mødtes.. Hans øjne var fyldt med tårre.. Et syn jeg aldrig havde set før. "Hvorfor pam? Hvorfor?... Stop med at lukke mig ude... jeg kan ikke det her mere, hvis du ikke snart lukker mig ind", han hviskede nu, og en tåre trillede stille ned ad hans kind. 

 

Louis synsvinkel

 

Hun havde bare stået der.. Hun gav mig aldrig en forklaring for, hvorfor jeg ikke måtte komme med.. Hun sagde intet... Ikke efter jeg bad hende, lukke mig ind... Ikke engang dette, ville han lukke mig nok ind til, at fortælle mig. Men det blev som jeg ønskede mig, og hun gjorde ikke modstand da jeg satte mig ind i bilen. "Hvor er det egentlig, at vi skal hen?" hun prøvede på, at lyde glad, men jeg vidste, at hun var vred på mig.. Vred over, at jeg pressede på.. Men jeg havde sat en grænse, som jeg blev nød til, at overholde, ikke mindste for min egen skyld. "Jones hospital" jeg aflæste hendes ansigtsudtryk, hun kommenterede det ikke, men det var tydeligt, at se hun ikke blev begejstret over denne nyhed. 

 

Pams synsvinkel

 

Jeg ville ikke skændes mere.. Jeg ønskede højere end noget andet, at Louis var glad... At det så var mig, at der stod i vejen for dette, dræbte mig stille.. Jeg havde det af lort til.. Tænk sig, at den dreng som altid smilede til alt og alle, nu havde stået med tårer trillende ned ad kinderne.. At han kunne stå på den måde, og se så hjælpeløs ud... Alt dette, det var min skyld. Og kendte jeg Louis ret, så var dette ikke noget, som havde kommet fra den ene dag til den anden. 

Louis drejede ned ad den den store vej, og på lang afstand kunne jeg allerede kende stedet.. Jones Hospital, mit største marrit. Vi parkerede bilen, og arm i arm forsvandt vi hen over hospitalets parkerings plads, og om bagved. Dette var løgn... Vi åbnede døren ind til den psykiatriske afdeling, og forsat ned ad de tomme lange hvide gange. Jeg bankede hurtigt mod mit bryst, og benene rystede en smule under mig, da vi forsvandt ned ad endnu en gang på vej mod den blå gang. Jeg kunne kende det hele.. kende det alt for godt. Mine øjne kørte skeptisk fra den ene side til den anden, da vi forsvandt ned ad endnu en gang.. Jeg tog fat i Louis arm, og klamrede mig til den, i den tro en eller anden, ville komme og indlægge mig når som helst. Jeg skulle ikke tilbage,,, jeg ville ikke tilbage.... bare det at være her, føltes som et kæmpe tilbage skridt. Gulvet gyngede, og det ville undre mig, hvis jeg ikke snart bukkede under. Til mit held, drejede vi ned ad den modsatte gang, bare 2 meter fra spisesalen. Jeg trak vejret en smule roligere, da vi tog fat i døren ind til psykolog June Keller's kontor. 

 

Louis synsvinkel

 

Det at være til psykolog, ændrede forløbligt ikke meget. Hun kiggede fraværende ud ad vinduet, og trak på skuldrene til stort set alle spørgsmål. En gang imellem kiggede hun op på uret, og hvis der var meget aktivitet, så svarede hun måske ja eller nej til et spørgsmål. "Hvordan har du det med alt det her Louis?" June henvendte sig for første gang i 20 minutter til mig. Jeg blev en smule overrasket... June var egentlig en flot pige i 20'erne, højst sandsynligt havde hun lige uddannet sig. Hendes hår gik til skuldrene og var lysebrunt, hendes øjne var en pæn lysebrun, og indrammet af en smule makeup. Pam rykkede sig en smule i sæddet, og for første gang siden vi kom, kiggede hun opmærksomt på mig. "Hvordan jeg har det?" som en eller anden idiot gentog jeg spørgsmålet, og hun nikkede bekræftende til mig. "Jeg føler mig magtesløs.. Pam betyder mere end nogen anden for mig, men hun vil ikke lukke mig ind... Jeg prøver, det gør jeg virkelig.. Men hvis hun bare ville lukke mig ind, ville det allerede være et kæmpe fremskridt" Pams blik hvilede opmærksomt på mig, men da jeg kiggede på hende, vendte hun hurtigt sit blik mod vinduet. Mit blik flakkede over til June, som nikkede alt for førstående, og hun kiggede nu over på Pam. "Hvad tænker du, når Louis siger sådan?" men hun fik ikke meget ud ad det spørgsmål, da Pam bare trak fraværende på skuldrene. Jeg rystede på hovedet, selvfølgelig... Hun sagde igen intet, lukkede mig ikke ind... Lukkede ingen ind...

 

Pams synsvinkel

 

Jeg prøvede, det gjorde jeg virkelig... Jeg ville have gjort dette for Louis skyld, men min hals var snoet sammen, og ikke en eneste lyd forlod mine læber... At han sagde dette gjorde ondt.. Det var mine skyld, og det dræbte mig langsomt... Han troede sikkert, at jeg var ligeglad, men jeg kunne virkelig ikke.. Jeg kunne ikke lukke ham så langt ind, han ville kunne ødelægge mig bare ved, at knipse, og denne magt kunne ingen have... 

En latter lød, da vi drejede ned ad gangen... Men denne latter var bekendt, det var jeg sikker på. "Pam?" en glad stemme lød, og en dreng overfaldt mig ind i et kæmpe kram bag fra. Jeg vendte hovedet en smule, og fik hurtig øje på Conor. "Conor!" jeg krammede ham, og havde en lyst til, at smule ham med i min taske. Han trak sig en smule fra krammet, og kiggede undersøgende på mig, fra tå til top. "Hvad laver du her?" et smil blev plantet på hans læber, som nåede helt op til øjne. "Jeg har været til fælles terapi" jeg trak på skuldrene, og kom nu i tanker om Louis, "når jov undskyld hvor er mine maner.. Conor mød Louis, og omvendt" jeg trådte et skridt tilbage, så de kunne hilse. Conor greb hans hånd "har vi ikke set hinanden før?", og Louis nikkede. 

 

------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg prøver, at indhente de sidste par dages manglende skriven.. Men der er lidt vej endnu... Glædelig jul forresten! Nu der efterhånden ikke så længe til. 

Har i efterhånden fået købt alle jeres julegaver? Jeg havde min sidste termins prøve i dag, så nu kan det efterhånden være, at jeg har tid til, at skrive! 

Forstår i Louis, eller synes i han overreagere? Er Pam ond fordi hun ikke lukker nogen ind, eller er det forståeligt? 

Glædelig jul!

-1dmylove

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...