Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Pam er en helt almindelig pige, dog er hun kæreste til Zayn Malik og bedste venner til Louis. Pam cutter, og har prøvet på at tage sit eget liv. Zayn er ude af sig selv, og har en tendens til at drikke sorgerne væk. Og så er der Harry... Håbløs forelsket i hende, og skide sur over Zayns opførsel..

Læsning på eget ansvar! Denne Movella indeholder beskrivelser af cutting, og derfor anbefaler jeg ikke, at i læser den, hvis i har det dårligt med sådan noget.

35Likes
26Kommentarer
3955Visninger
AA

17. 16 December

 

Pams synsvinkel

 

Jeg pillede fraværende ved hanken på koppen, og stirrede ud ad vinduet, hvor det så småt, var begyndt, at blive bedre vejr. Solen skinnede, fuglene kvidrede, og vejret så dejlig mildt ud. "Jeg tænkte på, at vi kunne tage ud, og fælde juletræ i dag" Louis smilede til mig, og hvad end jeg tænkte på, så glemte jeg ihvertfald hurtigt alt om det. "Det kan vi da godt, vejret er også meget bedre i dag" jeg greb ud efter kanden med te, og hældte mere i min kop. Han nikkede, tog fat i den nu tomme kande, og forsvandt over i køkkenet for, at lave noget mere te. "Vi skal bare huske, at du skal til lægen i dag" mumlede han, og stillede kanden på bordet. Jeg sukkede irriteret, alt det læge-pis var overvurderet.. Hvorfor fanden skulle jeg overhovedet derhen, når jeg ikke havde en spiseforstyrelse? Det var da spild af min tid, lægens tid, og Louis for den sagskyld.. Men jeg ville ikke til, at diskutere det endnu en gang, og hvis det var betingelserne for, at jeg kunne være her, og ikke i det fængsel, som de kalder den psykiatriske afdeling, så ville jeg med glæde tage derhen flere gange dagligt... Desuden gjorde det Louis mere rolig.. Og det skyldte jeg ham, efter alt det besvær, som han har gået igennem for min skyld. "Det kan være de andre drenge vil med" et smil bredte sig på hans læber. Jeg kløede mig akavet på albuen, men næsten som en tankelæser afbrød han mig "ja det gælder også Liam". Jeg rynkede mine bryn, og som den geniale tankelæser han nu engang er, fortsatte han "Liam mente det ikke på den måde, som han sagde det.." men han nåede ikke længere, for jeg afbrød ham, "det lød ikke ligefrem som om, at han havde lyst til, at have særlig meget med mig og gøre". Han rystede opgivende på hovedet af mig, men greb alligevel sin telefon, og der gik ikke længe, før alt var arrengeret... fucking lort.

 

Harrys synsvinkel

 

"Zayn forhelved" et hvin forlod Pams læber, så jeg hurtigt vente mig rundt for, at se hvad der foregik. Jeg nåede lige akkurat, at vende mig, før der lød et bump, og Pam ramte jorden. Hun havde eller så fint gået og balanceret på traktorsporet, og var nu faldet ned af en lille skråning, grundet Zayn som havde skubbet til hende. Han brød ud i grin, men rakte hende dog hånden for, at hjælpe hende op. "Du skal ikke grine ad mig" vrissede hun, og slog ham på armen, men brød dog selv ud i grin. Niall sagde noget til ham, og med et fjoget grin, forsvandt han hurtigt op til Niall. Pam benyttede øjeblikket til, at sætte sig på huk, for at samle noget sne. Men et smil på læben, løb hun op mod ham,  hoppede op på hans ryg, og smed sneen i hovedet på ham. "Hey" brokkede Zayn sig, og væltet hende ned i sneen. Et hvin undslap endnu en gang hendes læber, og som en kat rammer vand, sprang hun hurtigt op. Hun pustede stædigt en tot hår væk fra ansigtet, og brød derefter ud i grin. 

"Hvorfor var det nu, at Zayn skulle med?" jeg henvendte mig til Louis som gik ved siden af mig. Zayn irriterede mig grænseløst.. Han havde opført sig som lort overfor hende, og nu pjattede de rundt som et ny forelsket par, nærmest som om, at det aldrig var sket. "Fordi Zayn og pam, er blevet gode venner igen" han kastede med hovedet mod dem. Gode venner? De var to små turdelduer... "Synes du ikke, at det er forkert... Altså de to sammen, efter alt det der er sket?" jeg kiggede opmærksomt på ham, og aflæste hans ansigts udtryk. "Harry.. Hvis du virkelig elsker hende, så er du glad for, at hun er lykkelig.. Istedet for altid, at finde problemer" han lød en smule irriteret, men om hans bemærkning var til mig, eller nærmer en husker til sig selv, det skulle jeg ikke kunne sige... Det eneste jeg vidste, var at de to sammen, det var bare ikke rigtigt... Ligegyldig hvor meget jeg ønskede, at se hende lykkelig, så var det der bare ikke rigtigt. 

 

Pams synsvinkel

 

"Det her træ!" kunne jeg høre Niall råbe som et lille barn, mens han stod og hev i træet. Vi havde ledt efter det perfekte juletræ i timevis, og mine tæer havde efterhånden forvandlet sig til isklumper. "Det er lidt for tæt" Liam stod og vurderede træet, men rystede dog på hovedet. For min skyld kunne de lige så godt købe et træ i netto, bare jeg kunne slippe for denne kulde. "Du fryser" udpeget en hæs stemme, som jeg havde hørt alt for mange gange. Jeg nikkede stille for mig selv, det kunne vi vidst godt blive enige om. Han lagde sine arme rundt om mig, og jeg lagde mit hoved mod han skulder, mens han prøvede at få lidt varme i mig. Louis stod og vurderede træet, men da han vendte sig om, og fik øje på Zayn og jeg, glippede han en gang overrasket med øjne. Louis kiggede forvirret på os, og også Harry vendte sig.. Forskellen på de to, var bare, at Harry nærmer så sur ud? Jeg burde flytte mig... dette var ikke rigtigt... Men jeg var bare så træt og kold, så jeg orkede næsten ikke. "Hvorfor må jeg aldrig bestemme" brokkede Niall sig irriteret, da han vendte sig om, og fik øje på os. 

 

***

 

Plastic stolen knirkede irriterende under mig. Jeg pillede nervøs ved mit ærme, og stirrede intenst på døren, hvor Eddie ville komme ud, og fortælle mig, at jeg var den næste. 

Drengene lagde alt for meget i, at jeg havde lænt mig op ad Zayn.. Dette betød jo ikke, at vi ville finde sammen igen? Og det betød ihvertfald heller ikke, at jeg havde tilgivet ham. De havde ikke spurgt ind til det, men jeg kunne se det i deres øjne. Niall havde endt med, at finde et træ, som vi alle kunne blive nogenlunde enige om. Dette var også velfortjent, da det havde været ham, som havde været mest opsat på, at finde det perfekte træ. "Bare slap af" Louis lagde en varm beroligende hånd oven på min, som tilsynladende rystede. Jeg sendte ham et kærligt smil, og lænte mig forsigtigt op ad ham. Jeg frøs så uendelig meget, og varmen i min krop ville ikke vende tilbage til mig. "Pamela" lyden af Eddies stemme bredte sig i det lille venteværelse, og langsomt rejste jeg mig, for at følge med. "Skal jeg gå med?" Louis tog bildt fat i min arm. Jeg nikkede, han beroligede mig.. Som om, at intet ondt kunne ske, så længe jeg var sammen med ham. 

"Vi skal have dig på vægten" forklarede Eddie inden jeg satte mig. Louis satte sig i stolen, men jeg selv måtte forsvinde over på vægten i hjørnet.

 

Louis synsvinkel

 

Jeg tror helt seriøst, at Pam ramte bunden der.. Efter at Eddie officielt havde konstateret, at hun havde anoreksi, havde hun været underlig fraværende. Ordene rungede sikkert i hendes hoved, men hun sagde intet. Hendes blik var næsten ikke til, at beskrive.. Det var så underligt opgivende? Alt i hende blev opgivende. Hun svarede knap nok, når man snakkede til hende. 

Jeg selv, var blevet utrolig overrasket.. Jeg troede vi havde situationen under kontrol, men det var åbenbart ikke sandheden.. Jeg troede helt seriøst, at hun havde fået det bedre.. At det hjalp hende, at være sammen med os, istedet for at være indlagt, men nu var jeg ikke længere så sikker. 

Personligt holdt jeg jo ligeså meget af hende, om hun havde anoreksi eller ej, men jeg ville jo bare have, at hun var glad og lykkelig? Liams ord kørte rundt i mit hoved... Måske havde han ret? Måske var det forkert, at få hende ud der fra... Jeg overså måske hendes problemer, og tænkte mere på mit eget behov. 

Jeg smed nøglerne på køkkenbordet, og stirrede på dem.. Pam forsvandt forbi mig, og der gik ikke længe, før jeg kunne høre døren til soveværelset smække. Hun havde ikke sagt noget på vej hjem i bilen, heller ikke selvom det var en 1 times køretur... Jeg havde snakket til hende flere gange, men hun havde hverken svaret, eller værdiget mig et blik. "Pam?" jeg råbte efter hende, men som jeg havde forventet svaret hun mig ikke. 

Jeg bankede forsigtigt på soveværelsesdøren "Pam?", jeg åbnede stille, og fandt Pam liggende i sengen, med hovedet begravet i hendes pude. Jeg satte mig ved siden af hende i sengen, og aede hende blidt på ryggen. Hun sagde intet.. Faktisk var den eneste måde, at jeg vidste hun var i live, var at hun trak vejret. "Vi bliver nød til, at snakke om det her" hviskede jeg. Dette gik ikke mere.. Hvis hun skulle have lov til, ikke at blive indlagt, så skulle jeg vide, præcist, hvad der foregik inde  hendes hoved.. Hvis ikke hun var ærlig, turde jeg næsten ikke, at stå med dette ansvar...

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg har overhovedet ikke haft tid til, at skrive... undskyld... Jeg prøver, at nå, at indhente det forsømte!

Synes i, at Harry overreagere? Og forstår i Louis?

Mange julehilsner

-1dmylove

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...