Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Pam er en helt almindelig pige, dog er hun kæreste til Zayn Malik og bedste venner til Louis. Pam cutter, og har prøvet på at tage sit eget liv. Zayn er ude af sig selv, og har en tendens til at drikke sorgerne væk. Og så er der Harry... Håbløs forelsket i hende, og skide sur over Zayns opførsel..

Læsning på eget ansvar! Denne Movella indeholder beskrivelser af cutting, og derfor anbefaler jeg ikke, at i læser den, hvis i har det dårligt med sådan noget.

35Likes
26Kommentarer
3758Visninger
AA

16. 15 December

 

Louis synsvinel

 

Jeg vågnede, da jeg kunne høre noget rumstere. Forvirret slog jeg øjne op, og mødtes af et syn, af Pam som drønnede rundt i soveværelset, "hvad har du gang i?" spurgte jeg forvirret og kørte hænderne igennem håret. Det gav et lille sæt i hende, og forskrækket vente hun som om. "Jeg skal ud" hun sendte mig et hurtigt smil, og ledte videre i skabet. "Hvor skal du da hen?" jeg kiggede forvirret mod klokken, den  var kun 11? Jeg havde egentlig planlagt, at vi skulle ud og fælde juletræ i dag, men det kunne jeg vidst godt glemme alt om. "Jeg skal mødes med Zayn" svarede hun fraværende, og svang en taske over skulderen, "vi ses sener" hun smilede til mig, og forsvandt hurtigt ud af døren, og der gik ikke længe, før jeg kunne høre døren til opgangen smække. Jeg vendte mig langsomt om, og hev dynen over hovedet, jeg skulle ikke nå noget i dag.

 

Pams synsvinkel

 

Jeg skyndte mig ned ad gaden, til forever21.. Jeg var virkelig sent på den, og det hjalp ikke, at det var virkelig glat. Jeg blev en smule lettet, da jeg fik øje på Zayn. "Undskyld jeg er forsinket" mumlede jeg hurtigt, og rettede på mit vindblæste hår. Han grinede af mig, og sammen forsvandt vi ned ad gaden. 

"Skal vi tage hjem til vores lejlighed?" forslog han, men rettede det hurtigt "undskyld min lejlighed", der blev en akavet stilhed i mellem os, men jeg afbrød den "det kan vi godt". Sammen forsvandt vi ned ad en lille sidegade, og stod nu foran lejlighedskomplekset. Det gav en lille klump i halsen, ved synet af lejligheden.. Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville vænne tilbage her til.. Men talte det, hvis det bare var på besøg? Han drejede nøglen, og jeg tog en dyb indånding, inden jeg trådte ind over dørtrinnet. Lejligheden lignede helt sig selv, og alt stod som jeg havde forladt det. Mine øjne flakkede rundt, og jeg kunne mærke hvordan mit åndedrag blev langsomt.. Jeg kæmpede en lille kamp med tårene, men min facade vandt som sædvanligt. Vi forsvandt ud i køkkenet, hvor min beskidte tekop stadig stod ved vandhanen.. Jeg lod en finger kører hen over bordpladen, og stoppede da den ramte nissen. Det var den som jeg havde købt på julemarkedet. Forsigtigt tog jeg den op, og undersøgte den. Det undrede mig, at han ikke havde smidt den ud endnu, for han hadet den virkelig.. "Er du okay?" rømmede han sig bag mig, og forskrækket vendte jeg mig om, jeg havde helt glemt, at jeg ikke var alene. Jeg nikkede, og forlod den lille nisse, for at sætte mig ved køkkenbordet. Mine øjne undersøgte rummet, og alt stod præcis som jeg havde forladt det.. Det var næsten helt skræmmende. "Te?" han smilede til mig, og endnu en gang, nikkede jeg stille for mig selv. Han greb kruset, og tændte for kedlen. Der var stille lidt, men denne stilhed blev afbrudt, af den sædvanlige lille klik lyd fra kedlen. Jeg havde hørt denne lyd, alt for mange gange, og var den mest hjemlige lyd, som jeg overhovedet kunne forstille mig. Han tog kedlen, og hældte forsigtigt vandet over i mit krus, hvorefter han åbnede skabet over ham, og tog min sædvanlige te ud. Han puttede det lille brev ned i kruset, og den dejlige duft bredte sig i den lille lejlighed. Det hele var alt for hjemligt, og det var som om, at vi var tilbage til før alt dette skete. Jeg sanke klumpen og greb ud efter kruset som han satte foran mig. Mine fingre gled forsigtigt op og ned, ad det latterlige krus. Zayn havde købt den til mig, da vi var flyttet sammen, fordi at han var kommet til, at smadre min gamle under flytningen. På kruset var to grå bamser, som krammede hinanden, og over dem stod der med store klodset bogstaver I love you. Siden han havde købt det, havde det været mit faste krus, og jeg havde drukket af det hver evig eneste dag. Jeg trak langsomt vejret ind gennem næsen, og den blev fyldt af duften af min te. Jeg tog en lille slurk af teen, og brændte mig en smule på tungen.. Men dette var ligemeget, smagen mindede mig så meget om hjem. Jeg kom i tanker om Zayn, og fik egentlig lidt dårlig samvittighed over jeg ikke havde sagt et eneste ord til ham endnu, derfor løftede jeg blikket og smilede venligt til ham. 

 

Zayns synsvinkel

 

At se hende i lejligheden, mindede mig alt for meget om før hun var smuttet, og det gjorde næsten helt ondt. Hun havde vidst heller ikke haft det helt nemt ved, at være tilbage.. Jeg selv havde stort set ikke været her, siden hun var smuttet. Jeg havde været ved Liam.. Andet kunne jeg ikke. Da jeg var kommet her med Pam, stod alt som hun forlod det. Hendes anden jakke hang på knagen ved indgangen, den grimme nisse stod på køkkenbordet, og hendes beskidte krus ved vasken... Alt var urørt, næsten som om, at hun aldrig var smuttet. Duften af hendes te, bredte sig i rummet.. Dette var nok den duft, som mindede mig mest om hende, og vores liv sammen. Hun kiggede op på mig, og et lille smil bredte sig på hendes læber. Hun var så forbandet smuk, og jeg kunne næsten ikke ladeværd med at gengælde det lille smil. Jeg savnede alt ved den pige.. Hendes smukke blå øjne, den lille lyserøde spidse mund, den lille runde næse, og de lyserøde  æblekinder når hun smilede . "Undskyld" hørte jeg mig selv hviske, helt uden at vide hvor det kom fra, eller hvorfor jeg sagde dette..

 

Pams synsvinkel

 

"Undskyld" det lød slet ikke som ham... Han hviskede, lød ked af det og usikker. Efter han havde sagt det, så han en smule overrasket ud, næsten som om, at det ikke havde været meningen, at han ville sige det. Der var stille længe, og nervøst pillede jeg ved kanten på mit krus. Det var så underligt, at være tilbage i lejligheden... Jeg undskyldte mig selv, og forsvandt ud på badeværelset. Jeg skulle egentlig ikke tisse, men jeg kunne ikke holde ud, at sidde der ude mere. Herude var det hele også helt urørt. Det eneste der manglede, var at i glasset med tandbørster, var der nu kun 1 tandbørste. Jeg trak stille bruseforhænget fra, og kiggede ind i badet.. Min shampoo og balsam stod stadig på den lille hylde, vedsiden af Zayns. Jeg trak forhænget for igen, og trak ud i toilettet, og tændte for vandhanen. Jeg lod min hånd glide over dørkarmen, og åbnede nu døren ind til soveværelset. Mine ting var her stadig... Halvdelen af skabet var fyldt med mit tøj. Mit blik flakkede over til sengen. Min side af sengen, var helt uberørt og redt, mens hans side var brugt, og hans dyne lå krøllet sammen i enden af sengen. Jeg gik lidt nærmere, og lagde mærke til min nattrøje som lå krøllet i Zayns side af sengen.. Dette forvirrede mig dog en smule.. For den burde da ligge i min side af sengen? Jeg rystede på hovedet, dette var nok bare et tilfælde. Jeg gik ud gennem døren til gangen. Jeg kunne ikke ladeværd med, at tænde på kontakten, som stadig ikke virkede.. Bare for at sikre, at dette stadig var det samme. Jeg skyndte mig igennem gangen og ud til køkkenet, men kunne dog ikke ladeværd med, at lægge mærke til mine stilletter som stod ved siden af døren. "Alt står som jeg havde forladt det" hviskede jeg.. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at sige dette.. Det forlod bare min læber. "Jeg kunne ikke nænne, at ryde ud i dine ting..Så ville det være som om, at du aldrig havde været her..." han pillede akavet ved hans hår, med blikket fæstnet ved mine i øjne. "Men hvorfor ligger min nattrøje i din side af sengen?" jeg kunne ikke ladeværd med at spørge, og ligenu var den perfekte timing. "Skal jeg være ærlig" grinende han, og jeg nikkede. Han smilede lidt ved tanken om det, og forklarede så "ikke døm mig.. For det er virkelig plat.. Men når jeg savner dig, så krammer jeg den.. Den dufter jo stadig en smule som dig, og så er det næsten som om, at du er her" han rystede stille på hovedet. Om han mente det, og hvor rigtigt det var, kunne jeg selvfølgelig ikke vide, men jeg kunne alligevel ikke ladeværd med, at smile ved tanken om det. Jeg gik langsomt over, og satte mig overfor ham. Jeg sad lidt i mine egne tanker, men han afbrød dem- præcist som han plejede at gøre. "Må jeg spørge dig om noget?" han kiggede op på mig, og jeg vendte langsomt mit blik fra koppen og op på ham. "Selvfølgelig" mumlede jeg, og nervøst snoede jeg en tot hår, rundt om min finger. "Har du da slet ikke savnet mig... Bare en smule?" han kiggede opmærksomt på mig.. Men hans blik var ikke, som det plejede... Denne gang, var det fyldt med nervøsitet og frygt.. Et blik, som jeg aldrig havde set før. Der var stille længe, før jeg svarede "selvfølgelig.. Jeg savnede dig meget, men vidste, at det kunne jeg ikke bruge til noget.. For jeg betød alligevel ikke noget for dig" jeg trak på skuldrene, og stirrede intenst på hanken ved koppen. Hvorfor jeg fortalte ham dette, vidste jeg ikke.. Et eller andet sted, så burde jeg ikke.. Han havde ikke ret til, at vide det.. Han havde ikke ret til, at vide han sårede mig.. Den magt skulle han ikke have, men alligevel kunne jeg ikke ladeværd. Jeg ville være ærlig for en gang skyld.. At jeg så græd mig i søvn hver nat, og prøvede at begå selvmord, var nogen detaljer, som han ikke behøvede, at få noget at vide om. "Pam" begyndte han, men jeg rystede på hovedet.. Hvad end han havde at sige, så nyttede det ikke noget.. Jeg ville ikke høre det. For det ville ikke ændre på, hvad han havde gjort.. Og det ville ikke ændre på, at han aldrig ville elske mig halvt så meget, som jeg elskede ham. "Det må du aldrig tro.. Du betyder mere end nog" men længere nåede han ikke, for jeg afbrød ham.. Jeg ville ikke høre dette... Jeg kunne ikke.... Jeg ville bare falde for ham en gang til, og så ville alt dette gentage sig.. Jeg stoled ikke nok på ham.. Jeg stolede ikke nok til, at give ham chancen for, at knuse mig en gang til.

 

Zayns synsvinkel

 

Hvad Pam havde sagt, havde virkelig gjort ondt.. Jeg havde såret hende.. Det havde jeg virkelig, og ligegyldig hvad jeg gjorde, så ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv for dette. Hun betød mere for mig, end noget andet i verden, men dette ville hun ikke høre på.. Hun havde bare afbrudt mig. Og hun lignede ikke ligefrem en, som havde i tankerne, at tilgive mig. Hun virkede underlig tom og ligeglad, da hun sagde det.. Men jeg vidste det bare var en facade.. Det var det svære ved hende, alt var en facade, og man havde ingen chance for, at vide hvad hun egentlig tænkte og følte. 

"Men tak for, at du forsvarede mig overfor Liam" mumlede hun, og sendte mig et taknemlig smil. "Det var da så lidt. Det han havde gang i, var ikke okay på nogen måde" jeg smilede til hende, og hun gengældte det. 

 

Pams synsvinkel

 

Det gik virkelig godt mellem Zayn og jeg. Jeg havde næsten glemt alt om, hvad der var sket.. Og helt ubekymret havde vi snakket og grint i timevis.. Vi var helt tilbage til de gamle vaner, da en sms tikkede ind på min mobil. Kommer du hjem? Du skal være ved psykologen om 1 time. Knus Lou. Jeg undskyldte mig selv, og vi sagde hurtigt farvel, hvorefter jeg skyndte mig hjemad.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Glædelig 15 December! Nu er det sidste uge, inden juleferie- jubiiiiiiiii! 

Jeg vil gå tideligt i seng, da jeg skal til terminsprøve i morgentidelig.. Dette forklare også den hurtige afslutning.. Undskyld! 

Håber i kunne lide kapitlet!

Mange julehilsner

-1dmylove

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...