Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Pam er en helt almindelig pige, dog er hun kæreste til Zayn Malik og bedste venner til Louis. Pam cutter, og har prøvet på at tage sit eget liv. Zayn er ude af sig selv, og har en tendens til at drikke sorgerne væk. Og så er der Harry... Håbløs forelsket i hende, og skide sur over Zayns opførsel..

Læsning på eget ansvar! Denne Movella indeholder beskrivelser af cutting, og derfor anbefaler jeg ikke, at i læser den, hvis i har det dårligt med sådan noget.

35Likes
26Kommentarer
3796Visninger
AA

13. 12 December

 

Pams synsvinkel

 

Jeg kunne ikke beskrive, hvor glad jeg blev for, at se drengene i går, det betød virkelig meget! Jeg troede virkelig jeg havde savnet dem, men dette blev for alvor bekræftet da jeg så dem. De var en støre del af mit liv, end jeg lige umiddelbart havde regnet med. 

Vi sad begge i bilen, og jeg varmede min hænder om mit lille pap krus med te. Det var stadig mørkt uden for, og mine hænder var ved at fryse af. I dag var det første gang, at jeg skulle til lægen.. Det var temmelig latterligt, at jeg skulle der over, og jeg var ikke ligefrem begejstret over for denne ide, men Louis havde beroliget mig, og tvunget mig med.. Så sådan blev det, og når det kom til stykket, så havde jeg vel ikke rigtigt noget valg? Jeg kunne jo altid melde mig syg.. Men det var lidt for sent nu, hvor jeg allerede var ude af døren. 

Louis kunne fornemme min nervøsitet, og forsigtigt lagde han sin hånd oven på min, "bare rolig det skal nok gå" han sendte mig et varmt blik, men fokuserede igen på vejen. Det kunne han jo sagtens sige, det var ikke ham som skulle tjekkes for anoreksi? I måtte ikke misforstå mig, jeg var inderligt taknemmelig for, at han var taget med.. Men dette var altså ikke en særlig god ide. 

Jones Bays lægeklinik- speciale for spiseforstyrelser, det stod med store fede bogstaver på glas døren, inden til den lille lægehus. Bare ordene gjorde mig dårlig, og gav mig en tang til, at vende mig om, og løbe skrigende væk.. Jeg sank en ekstra gang, inden jeg trådt ind gennem døren. Indgangen mindede mig på mange måder, om en tandlæge klinik, men dette indtryk ændrede sig hurtigt, da vi kom indenfor. Jeg blik flakkede nervøst rundt, inden vi satte os over i venteværelset, på nogen farvede plastic stole. Jeg havde en underlig følelse af, at jeg kunne besvime når som helst.. Jeg brød mig virkelig ikke om, at være her. "Træk vejret" bemærkede Louis, han sendte mig et beroligende blik, men dette hjalp ikke så meget. Min hals havde slået en knude, og sørget for, at intet luft kunne komme ind eller ud. "Bare tænk på, at når du er færdig, så tager vi over til Liam" han smilede til mig, og denne påmindelse hjalp lidt. Jeg elskede at være ved Liam, og siden i går, havde jeg næsten ikke kunnet vente, til at se drengene igen. 

"Pamela Stephanie Aidt" en læge kom ind i det lille venterum, med en journal i hånden. Jeg nikkede og nervøst rejste jeg mig. Benene under mig snurede, og genrelt havde jeg en underlig fornemmelse af, at de kunne knække under mig når som helst. Louis klemte min hånd, og sendte mig et beroligende smil. Jeg sank klumpen i halsen, og forsigtigt fulgte jeg med lægen. Hans kontor var meget lille, og meget almindeligt. To stole på den ene side af skrivebordet, en bedre stol på den anden side, en briks i den anden ende af rummet, en masse skabe, et arbejds bord, og i hjørnet stod der er en vægt. Louis og jeg tog plads i de to plastic stole. Lægen rakte os hånden "kald mig Eddie", han smilede varmt, og en beroligende følelse bredte sig i min mave. Denne gang var det ikke et efternavn, eller nogen titel.. Nej denne gang, var det mere personligt. Og i stedet for det dømmende blik, var det kærligt og varmt. Vi tog begge i mod hånden, og præsenterede os selv. Ordene kom lidt klodset ud gennem læberne, men de kom da i det mindste frem.

 

Louis synsvinkel

 

Det skimmede meget tydeligt i gennem, at hun var nervøs. Hun havde næsten ikke sagt noget hele vejen her hen, og i venteværelset, havde hun lignet en, som kunne gå i gulvet når som helst. 

Lægen, Eddie, virkede rigtig flink, og dette fik Pam til, at slappe en smule af. Selvfølgelig var hun stadig nervøs, men i det mindste lignede hun nu en, som trækkede vejret. Jeg var meget overrasket over, at de mente, at hun havde anoreksi, men jeg prøvede mest muligt, ikke at vise Pam det. Hun behøvede opbakning, og det havde jeg helt sikkert også tænkt mig, at give hende. Jeg tror ikke, at hun var særlig stolt af det, og ville nok ikke indrømme det.. Men for mig, så ændrede det hende ikke, jeg holdt lige så meget af hende, forskellen var bare, at jeg var mere bekymret for hende. 

 

Pams synsvinkel

 

"Hvis du nu tager tøjet af, så du står i undertøj, så skal vi lige have dig vejet" indtilvidere havde det gået helt fint hos Eddie, men da han sagde disse ord, kunne jeg mærke blodet sive væk fra mit ansigt. Mit hjerte pumpede hårdt mod mit bryst, da jeg nervøs hev trøjen over hovedet. Louis gjorde mig den tjeneste, at kigge væk. Med rystende ben, stillede jeg mig op på vægten.. Tallene drønnede der op ad, og jeg bed mig nervøst i læben, inden den landede på det endelige tal 49 kg. Bag efter gik turen over til stedet, hvor man måler hvor høj man er. Jeg stillede mig under målebåndet, og han skubbede den lille måler ned, så den hvilede på mit hoved. Han nikkede til mig, jeg trådte et skridt tilbage, og betragtede tallet 175cm. 

Jeg trak hurtigt tøjet på, og satte mig over ved siden af Louis, som i alt denne tid, havde siddet og kigget den modsatte vej. "Okay Pamela, dit BMI ligger på 15,6 hvilket er meget lavt", han trak en skala frem, og begyndte at fortælle om normal vægt osv. Louis rynkede brynene, og kiggede forskrækket på mig, men trak hurtigt minen tilbage igen. 

 

***

 

Det havde ikke været så slemt, som jeg umiddelbart havde troet.. Det værste var, at Louis nu kendte mig vægt.. Men han tog det vidste ikke så tungt- for hvis han gjorde, så gemte han det godt nok godt. Vi var alle samlet ved Liam, og det var rigtig rart, at se de andre igen. Dog var der et eller andet, ved Liam som jeg ikke helt forstod. Hans måde, at se på mig, den var så anderledes.. Den var så fjern, men samtidig opmærksom. Han snakkede ikke rigtigt til mig, men holdt hele tiden et øje på mig, og dette gjorde mig sindsyg! 

Jeg overvejede lidt, om jeg skulle snakke med ham.. Men på den anden side, så ville jeg ikke ødelægge den gode stemning. Zayn var også kommet, hvilket gjorde det hele, en tand mere akavet. Der var ingen diskussioner, men alligevel gik Harry en stor bue uden om ham. Jeg forstod stadig ikke, hvad deres diskussioner, inden jeg blev indlagt handlede om. Men hvad end, som de skændes om, så var det ikke gået over endnu. Det pinte mig, at se dem sådan.. Men det var dem begge, som undgik hinanden.. Så der måtte vel være et eller andet problem? Ligegyldigt hvad det var, så lignede det ikke, at nogen havde i tankerne, at fortælle mig, hvad det handlede om. 

"Kan vi ikke gå en tur?" mit blik flakkede mellem dem. Efter jeg havde været indespærret så længe, så ville jeg bare ud hele tiden. Dette blev vi hurtigt enige om, og vi gik alle ud og tog overtøj på. 

 

***

 

Liams måde at se mig på, havde blevet ved hele dagen, og det var ikke længere til, at holde ud. Jeg havde en enkelt gang, gået ud og lavet te, hvor Louis var gået med, og så havde jeg spurgt ham, om han vidste, om Liam var sur på mig. Han havde bare sagt, at det skulle jeg ikke tænke på, men hverken bekræftet eller afkræftet min ide.. Hvilket vil sige, at der var et eller andet. For ellers havde han sagt, at der ikke var noget. "Jeg laver os noget te" konkluderede jeg, drengene havde sat en film på, og jeg kunne virkelig godt bruge noget varmt. Efter vi havde været ude, havde jeg frosent helt vildt, og dette ville en dejlig varm kop te, sikkert ændre på. Jeg henvendte mig til Liam "går du ikke lige med". Blikket i hans øjne, var der stadig, men han nikkede dog. Han havde stort set ikke snakket til mig hele dagen, så jeg havde besluttet mig for, at jeg ville få spurgt ind til det, før det udviklede sig til et eller andet stort. 

"Hvad er der galt?" spurgte jeg, da vi var blevet alene i køkkenet. Jeg tog el kedlen, hældte noget vand i, og satte det i kog. Jeg kiggede afventende på Liam, og prøvede, at aflæse hans ansigt. "Skulle der da være noget galt?" spurgte han lidt koldt. Jeg kunne mærke hvordan benene under mig, begyndte at ryste.. Jeg var ikke god til sådan nogen situationer.. Og jeg kunne da slet ikke håndtere, hvis nogen var sure på mig. "Liam, helt seriøst hvad er der?" jeg prøvede igen, for jeg kunne virkelig ikke holde det ud mere, og det havde irriteret mig siden i går da jeg så ham. 

"Vil du helt seriøst vide det?" jeg nikkede, og han tog en dyb indånding, inden han fortsatte, "jeg tror bare ikke, at det er gået op for nogen af jer, hvor seriøs denne situation er" han trak på skuldrene, og tog nogen krus ud af skabet. Jeg kiggede lidt forvirret på ham, da jeg ikke helt forstod hvad det var for en situation, som vi snakkede om. "Jeg mener bare.. Det er ikke rigtigt, at du er her. Du burde være på den psykiatriske afdeling.. Ikke her. I lader alle som om, at der intet er sket" han kiggede mere seriøst på mig. Jeg tog stolen og trak den en smule ud, inden jeg satte mig på den. Det lignede ikke Liam, at være sådan.. Og ordene gjorde faktisk ondt.. Nærmest som om, at han ikke ville have, at jeg var her. "Det fordi, at der ikke første omgang, bare var lidt af en misforståelse" prøvede jeg, men vidste ikke selv, hvordan jeg skulle forklare mig. "Hvordan kan det være en misforståelse, at du to gange har prøvet at tage dit eget liv? Og den ene gang, mistede du en del blod?" han hævede hans stemme, og fik er vredt udtryk i øjnene. Hvordan vidste han, at det var to gange? Zayn måtte have fortalt det.... "Du forstår ikke" hviskede jeg lavmælt for mig selv. "Hvad sker der?" Harry kom forskrækket ud i køkkenet, med Louis lige i hælene. "Forstår du det ikke? Du er syg", "Liam drop det" afbrød Harry ham, inden han nåede længere. "Nej jeg vil ej. Hun er syg! Hun kan kræftedme ikke bilde mig ind, at det skulle være normalt, at skære i sig selv, og prøve på at begå selvmord?" han slog ud med armene, hans stemme var skarp, og mere vred nu. "Jeg er ikke syg" mumlede jeg, hvilket fik alle 3 drenge til, at kigge på mig nu. Jeg var ikke syg.. Jeg var normal.. Jeg var lige som de andre.. Jeg hørte til her, og ikke på en eller anden psykiatrisk afdeling. Jeg kunne mærke, at jeg blev tom i blikket, og mine øjne fokuserede på kedlen, som ingen havde taget, for at hælde vandet i krusende. 

"Pam.. Pam se på mig" han tvang mine øjne mod hans, og jeg kiggede tomt op på ham. "Du er syg. Det ved du også selv" han var mere rolig i stemmen denne gang, "Liam!" vrissede Zayn, som nu var på vej ind i rummet. Jeg regnede med, at de måtte have hørt det hele inde fra stuen.. Liam slog ud med armene "du ved det, han ved det, i ved det, alle ved det! Hun er syg! Hun høre ikke til her.. Hun skal have hjælp!" Niall kom nu styrtende ind i rummet, og stillede sig bag ved Louis. "Liam forhelvede" vrissede Harry og var på vej mod ham. "Du skal have hjælp" sagde han roligt, og henvendte sig mod mig. "jeg er ikke syg.." mumlede jeg, og rystede på hovedet. Denne gang, vidste jeg ikke, om jeg svarede ham, eller om jeg prøvede, at overbevise mig selv, "jeg er ikke syg" gentog jeg mig selv.. Jeg var ikke syg.. Jeg ville ikke være syg.. Jeg var normal... Jeg var som de andre.. "Hvad er du så?" han kiggede intenst på mig. "Stop det Liam" jeg kunne ikke genkende Zayns stemme. Han var 100% ædru..Men det var ikke det der var ved stemmen, den var fyldt med forsvar. "Du ved det jo også! Det er det, som har ødelagt dig sådan. Og det ved du jo også godt selv" råbte han gennem rummet til Zayn. "Undskyld jeg kan ikke det her lige nu" hviskede jeg, gik ud gennem døren og ud på gaden. 

 

Zayns synsvinkel

 

Det var omkring 1 time siden, at Pam og Louis var smuttet. Jeg havde været så utrolig glad, for at se Pam igen... Men Liam havde ødelagt det fuldstændigt. 

Jeg forstod virkelig ikke ideen i, det han havde haft gang i.. Og her en time efter, skæntes vi andre stadig. "Jamen godt gået Liam.. Hvis hun ikke havde det svært i forvejen, ja så har hun det i hvertfald nu" Harry slog ud med armene. Liam rystede på hovedet, "hun er syg.. Og det ved i andre ligeså godt som jeg. Vi går og lades som om, at intet er sket, når hun i virkeligheden har brug for hjælp" hans tonelege var mere roligt denne gang, men det var Harrys ikke "og hjalp du hende i aften?". Harry holdt virkelig af den pige... Han havde fortalt os andre om det, og det var også derfor, at jeg holdt så lang afstand fra ham.. Jeg elskede hende.. Elskede hende meget højere end noget andet på denne jord.. Så derfor, var det lidt svært, at være gode venner for tiden. "Jeg hjalp hende da mere end jer andre? At få hende ud fra sygehuset er en kæmpe fejl.. I aften fik jeg hende til, at indse at hun havde et problem.. Det kunne i tydeligt se i hende øjne?.. Men at i har fået hende ud der fra, det er det dummeste i nogensinde har gjort".

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så den 12 December!

Jeg vil ikke skrive et langt forfatter meddelse, da jeg skal til termins prøve i morgen tidelig. 

Hvad syntes i? Og er i enige med Liam? Og hvem synes i, passer bedst sammen med Pam? 

Mange hilsner

-1Dmylove

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...