Broken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Pam er en helt almindelig pige, dog er hun kæreste til Zayn Malik og bedste venner til Louis. Pam cutter, og har prøvet på at tage sit eget liv. Zayn er ude af sig selv, og har en tendens til at drikke sorgerne væk. Og så er der Harry... Håbløs forelsket i hende, og skide sur over Zayns opførsel..

Læsning på eget ansvar! Denne Movella indeholder beskrivelser af cutting, og derfor anbefaler jeg ikke, at i læser den, hvis i har det dårligt med sådan noget.

35Likes
26Kommentarer
3806Visninger
AA

11. 10 December

 

Pams synsvinkel

 

Natten havde været underlig... I går havde jeg været så utrolig glad, fordi Louis var kommet forbi. Men da jeg om aftnen lagde hovedet på min pude, fik jeg en underlig trang til, at bryde grædende sammen.. For det var først der, at det gik rigtig op for mig, hvor meget jeg egentlig savnede dem. Jeg havde været på hospitalet, alt for længe til min smag, og det var længe siden, at jeg havde været adskilt for drengene, så meget.. 

Solen skinnede ind gennem persiennerne, og jeg nåede ikke, at ligge længe, før sygeplejerskerne bankede på, på vej rundt på deres morgen runde. Søvnigt smed jeg benene ud af sengen, og begyndte på den sædvanlig morgen rutine. Alt gik i snegle fart her til morgen, men sådan nogen dage, havde man jo en gang i mellem. Trangen til at komme hjem, blev være og være.. Jeg savnede dem så uendelig meget. Langsomt gik jeg ned ad den lange gang, ned til spisesalen. Egentlig var det latterligt, at jeg overhovedet mødte op, for jeg spiste alligevel ikke morgenmad. Men i dag, var alligevel en smule anderledes, for jeg tog mig en kop te.. Dette gjorde kun, at jeg længtes hjem. Mine tanker løb der ud ad, hvilket de andre hurtigt lagde mærke til, da jeg gang på gang, ikke hørte, at de snakkede til mig... 

Jeg undskyldte mig selv, gik over og stilede min brugte krop, og slæbte min krop tilbage til værelset. Men på vejen tilbage, blev jeg mødt af Maria. Hun sendte mig et lille smil, "doktor Miller vil gerne snakke med dig nu". På den ene side, orkede jeg ham virkelig ikke... Men på den anden side, så kunne det selvfølgelig være, at han ville fortælle mig, at jeg kunne komme hjem! Jeg holdt fast i det sidste, og med et smil på læben, gik jeg ind på hans kontor. Han nikkede mod stolen, som tegn til, at jeg skulle sætte mig. Jeg tog plads, og efter lidt lagde han sine journaler fra sig, og kiggede opmærksomt på mig. For første gang nogensinde, så lignede han en, som rent faktisk var interesseret i, at snakke. Han tog sine briller af, og holdt dem i den ene hånd. Han havde sådan et underligt seriøst blik, så håbet om, at komme hjem, blev hurtigt ødelagt."Ser du Pam" startede han, og rejste sig fra sin stol. Han kiggede seriøst på mig, og mest af alt, så skramte han min røv ud af bukserne. "Vi mistænker dig kraftigt for, at have en spiseforstyrelse... Derfor vil vi forflytte dig, til en anden afdeling, som kan tage sig af din spiseforstyrelse" han kiggede seriøst på mig, og lænede sig en smule op af hans skrivebord. Jeg kiggede forvirret på ham, for det 1. så var jeg helt sikker på, at jeg ihvertfald ikke havde en spiseforstyrelse. for det 2. så var Julie her, på trods af, at hun havde anoreksi.. Hvorfor kunne jeg så ikke blive her? I må ikke misforstå mig, jeg elsker ikke, at være her- tvært i mod. Men jeg ville ihvertfald ikke starte forfra på en ny afdeling.. Hvis jeg ikke havde mødt Conor, så gik jeg sikkert helt alene rundt.. Og hvem siger, at jeg ville være så heldig, at møde en som ham, på en anden afdeling. Efter en meeegeeet lang stilhed, fik jeg endelig spurgt "hvorfor kan jeg ikke blive her? Julie er her da.." jeg tav igen, da jeg ikke helt vidste, om det var i orden, at jeg kendte til de andres syge historier. "Ja, men vi har ikke flere sygeplejesker som kan have opsyn for dig" han kiggede seriøst på mig, og satte sig tilbage, bag sit skrivebord. Jeg kiggede ud i haven.. Dette var ved, at blive så latterligt, som det overhovedet kunne blive! De kunne da ikke bare forflytte mig? "hvor vil i så flytte mig hen?". Personligt syntes jeg, at dette var en vigtig ting, at få med. Jeg håbede, at det var et sted, hvor de havde udendørs aktiviteter, og besøgstider... For det var stressende, at bo i sådan et fængsel, som dette. 

Lige som sidst, kom doktor Miller og jeg, op og skændes. De havde åbenbart ikke fundet et andet sted til mig endnu, men ville bare fortælle mig om det. Jeg havde protesteret, og bedt om, at blive. Men det var han åbenbart ikke en stor fan af. Efterfølgende havde jeg spurgt, om jeg ikke måtte ringe til Louis, for jeg ville hellere end gerne, snakke med ham om forflytningen, men det skulle jeg aldrig have nævnt, for hvis han ikke var sur før, så blev han det ihvertfald nu. 

 

Conors synsvinkel

 

Pam var underligt fraværende i dag. Jeg kendte hende selvfølgelig ikke ud og ind, men jeg havde da en ide om, hvordan hun plejede at være- og det var ihvertfald ikke sådan her. 

Hun havde gået tidligt fra morgenmaden, da jeg selv var færdig, ville jeg finde hende, for at høre om hun var okay... Men hun var ikke på sit værelse, som jeg ellers havde forstille mig. Forvirret havde jeg ledt efter hende, da Maria havde fortalt mig, at hun var inde ved doktor Miller. Dette underede mig ikke, for hun havde sikkert tigget om, at komme hjem igen. Men denne gang, var hun alligevel længe der inde- meget længere end man normalt var. Derfor undrede jeg mig om, hvad der dog var sket, da hun langt om længe kom ud igen. 

 

Pams synsvinkel

 

Igen i dag var jeg tvunget til, at være minimum en time i terapi. Doktor Miller havde prøvet, at få mig til, at det skulle være minimum 2 timer, men der havde jeg protesteret, og sat min hæl i. Han mente, at det var for mit eget bedste, da jeg var her på grund af de grunde jeg nu en gang havde. Han mente at folk som havde skizofreni, OCD osv. ikke havde lige så meget brug for terapi, som folk med selvmordsforsøg havde, så derfor var det ekstra vigtigt. at jeg tog der ind. Alt dette syntes jeg selvfølgelig, var en stor gang vrøvl, men som sædvanligt, havde jeg ikke så frygtelig meget at sige. Det at være ved psykolog, var utrolig langtrækkende. Som sædvanligt var mine øjne fæstnet mod uret, mens tiden stille og roligt tikkede der ud ad... Psykologen, Poul, var meget flink, han spurgte ind til lidt forskelligt, men jeg var ikke en stor fan, af at snakke om mine følelser, derfor endte samtalerne altid i stilhed. 

Endelig var timen overstået, og energi løs, nærmest som et spøgelse, gik jeg lydløst ned ad den lange gang. "Doktor Miller vil gerne snakke med dig" vrissede Claudia da jeg gik forbi hende, jeg nikkede og irriteret forsvandt jeg ind på hans kontor. Han ville sten sikkert bare fortælle mig, at de havde fundet en afdeling.. Så ville vi skændes længe, men i sidste ende, ville jeg ikke have en skid at sige, for jeg var bare en fange, i dette lorte fængsel. 

Men jeg blev dog overrasket, da jeg så Louis sidde i stolen overfor doktor Miller. "Sæt dig" kommenderede Miller, og jeg satte mig ved siden af Louis. Jeg kiggede forvirret rundt i rummet, men fik en beroligende følelse i maven, da Louis øjne mødte mine. Jeg ville give ham en krammer, fortælle ham hvor glad jeg for, at se ham, men Miller kiggede strengt på mig, og jeg endte med, at sidde musestille. "Louis og jeg har diskuteret længe... Og vi er kommet frem til den enighed, at du må komme hjem på prøve.." han sendte mig et lille smil, men fik så et strengere udtryk i øjne, "selvfølgelig er det kun med de betingelser, at du kun må bo ved Louis, som skal holde med dig. Udover dette så skal du tage hos din nye terapeut Maja, minimum 2 gange om ugen.. Og hver fredag, skal du til lægen, for tjek om du taber dig yderligere. Hvis du ikke overholder dette, eller hvis du taber dig, så indlægger vi dig igen", hans blik blødte en smule op. Et ustyrligt smil bredte sig på min læber. "Tak.. Tusind tak" jeg farede op fra stolen, og trak Miller ind til et taknemmeligt kram. "Det var så lidt Pamela, men pas nu på dig selv" han havde et mildere udtryk i øjne, og jeg nikkede og forsvandt ind for, at hente mine ting. 

Det havde været hårdt, at sige farvel til Conor, men jeg glædet mig mest af alt, bare til at komme hjem. 

 

Louis synsvinkel

 

Drengene og jeg, havde brugt hele dagen på, at snakke med sygehuset, og til sidst fik jeg lov til, at komme til møde hos doktor Miller. Efter igår havde jeg lovet Pam, at få hende hjem, et løfte som jeg ville holde, og som jeg sidste ende også fik gjort. Tanken om, at hun nu var hjemme igen, og jeg var i stand til, at snakke med hende hele tiden, det var fantastisk. Pam havde ivrigt fortalt om ting som hun havde oplevet, og det var længe siden, at jeg havde oplevet hende så glad. 

Da vi drejede ind til lejligheden, havde hun haft små julelys i øjne. Hun havde smilet konstant, og generelt var det en fornøjelse at se hende sådan. "Tak" mumlede hun taknemmeligt, og trak mig ind til et kæmpe kram. Vi havde lavet os en kop te, og havde længe siddet og snakket, da Pam udbrød "kan vi ikke gå en tur?". 

 

Pams synsvinkel

 

Louis og jeg havde gået en lang tur. Jeg havde virkelig savnet, at være ude.. Siden jeg blev indlagt, havde jeg kun siddet indedørs, og at indånde denne kolde vinter luft, havde været en fantastisk følelse. Jeg havde nervøst spurgt ind til, hvor meget de andre drenge vidste. Louis havde fortalt, at de alle vidste, at jeg havde været indlagt for det, men de kendte ikke til min spiseforstyrelse. Jeg havde irriteret fortalt ham om, at jeg ikke havde nogen spise problemer, og at jeg bare havde været i for dårligt humør til at spise. Han lignede ikke en der troede på mig, men nikkede dog. Jeg havde også ivrigt spurgt ind til, hvornår jeg måtte se de andre drenge igen, og vi aftalte, at vi kunne invitere dem alle hjem, på en kæmpe hjemkomst middag. Hvilket betød, at Louis og jeg skulle bruge hele dagen i morgen på, at lave mad. 

Om aftnen havde jeg trygt lagt mig ned under Louis varme dyne, og han havde roligt holdt om mig. Alt dette virkede så trygt og behageligt.. Som om ingen kunne, eller ville gøre mig noget ondt. Og som om, at selv hvis de prøvede, så ville Louis beskytte mig. 

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg har det som om, at jeg starter hver forfatter besked med en undskyldning.. Dette vil jeg også gøre igen i dag... Så her kommer den: I må undskylde hvis kapitlet er forvirrende, men jeg har haft en temmelig hård dag... 

 

Glædelig 10ende december! Jeg håber i nyder December, og så vil jeg da også lige sige tak for alt den dejlige opbakning! Det betyder meget :)

Så til dagens spørgsmål: Tror i, at Pam har en spiseforstyrelse, eller har hun bare haft travlt, og folk omkring hende overreagere?

Knus, kys og kram

-1Dmylove

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...