Zoe

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Historien om Zoe bliver berettiget af en af Zoes nærmeste relationer. Vi kommer ind under huden på den perfekte 16-årige pige Zoe, som har det de fleste kun kan drømme om. Vi rejser med hende til Sydafrika, hvor hun lever mellem løver og elefanter.
Men den afrikanske bush udsætter hende for noget af det stærkeste der findes - men også for noget af det farligeste: kærlighed.

"Zoe" tager udgangspunkt i de sene teenage år, og handler primært de indflydelsesrige år hvor en teenager bliver ung voksen, og her spiller identitet en stor rolle. Identitet er en psykologisk, biologisk og social proces.
- Og hvem er fortælleren egentlig?

Romanen er basseret på egne oplevelser, dog meget twistet.
billeder osv. der fremgår i romanen er nogle jeg selv har taget.

7Likes
11Kommentarer
404Visninger
AA

4. Indtryk

Zoe strammede grebet om mit håndled og jeg kunne mærke, at hendes puls langsomt steg. Jeg lukkede øjnene, og forberedte mig på det værste, og så var det alligevel også det bedste. 

Min ryg var øm, mine ben føltes som sten, og det ville ikke undre mig hvis mine ankler var hævet til det dobbelte. Jeg havde overlevet 12 timer tømret fast på række 46. Kun omgivet af mor, far, Zoe og omkring 400 andre alt for rige danskere, som skulle ned og bruge nogle penge på luksus ressorts, golf og tusindevis af jeepsture gennem Sydafrikas støvede savanner. 

Så mærkede jeg et let bump, og en klapsalve bredte sig i flyet. Kort tid efter kunne jeg høre pilotens stemme i flyets kradsende højtalere. "Vi er netop ankommet til Johannesburglufthavn, klokken er 07:00 Sydafrikansk tid, lige nu er der 15 grader udenfor, det vil blive en skyfri dag med op til 26grader. Vær venlig, at beholde sikkerhedsselerne på, til skiltet over jeres hoveder slukkes." 
Kort tid efter hørte jeg klikkene fra sikkerhedsseler der blev åbnet. 

 

Vi blandede os med strømmen af mennesker, som førte os ud til lufthavnens enorme Entre, der også fungerede som velkomstkomite. Rundt om os stod flere hundrede sorte familier der ventede på deres kære. Hallen var også fyldt med hvide rejseledere der desperat viftede med skilte på deres rejsebeirut, de smilede så hysterisk at man havde lyst til at gå hen til dem af ren medlidenhed. 

Alt var omkring mig var klinisk rent, og jeg var sikker på at man kunne spejle sig i lufthavnens skinende gulv. Idet hele taget ville Johannesburg lufthavn være en perfekt reklame for Ajax.

 

Imens far og mor fandt vores privatchauffør, begav Zoe og jeg os ud foran lufthavnen på en lille tur. Zoe havde taget sin hue af, og bar hendes læderjakke henover armen. Selvom temperaturen svarede til en sommerdag i København, var solen meget stærkere og det føltes væsentlig varmere. 
Ude foran lufthavnen var der fyldt med overdådige planter, og blomster i alverdensfaver. Der var et par bænke rundt omkring, hvor der sad sorte mænd og fik sig en formiddagspause. 
Vi opdagede hurtigt, at der ikke var nogle kvinder, børn eller hvide mennesker.

På trods af, at vi kun befandt os få meter fra lufthavnens internationale grund, kunne vi hurtigt mærke, at vi var fremmede. De tilstedeværende mænd kiggede på os, og nærmest spiste Zoe med øjnene. Så vi begav os tilbage til lufthavnen. 

 

 

 

Nogle timer efter sad vi i en rummelig hvid bil. Bilen blev kørt af en lille sort mand ved navn Aubrey. 
Han var meget venlig, og det gik hurtigt op for mig, at han ikke bare var en normal chauffør men, at han også skulle være vores ranger. Aubrey som talte flydende engelsk fortalte os om Apartheid. Jeg havde hørt om raceadskillelsen tusinde gange før i historietimerne hjemme i Danmark, og emnet havde aldrig interesseret mig synderligt. Nok fordi jeg aldrig før havde set det med mine egne øjne, for nu fangede det mig.
Jeg kunne mærke tårerne presse på efter, at have hørt om Aubreys hårde barndom i den Sydafrikanske million by- og township Soweto, og jeg undrede mig over, at han overhovedet ville sidde i bil samme bil som 'hvide mennesker'. "Jeg tror på en fremtid, hvor sorte og hvide kan leve side om side" afsluttede han. En stilhed sænkede sig over bilen, vi forlod Johannesburg og fortsatte ud på motorvejen. Ved siden af os kørte en lastbil, der var ingen bagsmæk i den, så man kunne se lige ind til lastrummet, hvor omtrent 20 børn i 6-års alderen sad tæt stuvet sammen. Ingen af os kommenterede det. Vi var efterhånden langt ude på landet, da der pludselig dukkede et væld af blikskurer op på en mark. "Hvad er det?" spurgte Zoe, Aubrey forklarede, at det var en 'sort landsby'. Skurende var ca. en meter i højde og to meter brede, og der var ingen markeder eller noget tegn på by i nærheden. 

En halv time efter ankom vi til storbyen Pretoria. Her glemte jeg hurtigt alt om landets elendigheder, byen var fyldt med eksklusive bygninger, millionær-villaer og højhuse. Den brede allé vi kørte på, blev indrammet af de fineste lilla'e Jacaranda træer. Aubrey kørte os op til Union bygningen, hvor Sydafrikas regering sad. Den halvmåne-formede bygning tronede sig højt over Pretoria. Her var blomster overalt, og små markeder hvor Sydafrikanere solgte hjemmelavede træ-figurer af Savanne dyr, smykker, malerier og væg-tæpper. Altsammen med farver som gav mig associationer til den smukkeste solnedgang.  

Efter en kort frokostpause i Pretoria, satte vi kursen mod vores endelige mål: Entabeni. 

Da vi begav os ind i Sydafrikas fattigeste provins Limpopo, dukkede der enorme majs-,solsikke- og jordnøddemarker op i horisonten. Zoe hev mig ivrigt i armen, og pegede på en lille flok Gnuer der stod og græssede få meter fra vejen. 

 

Det var blevet sen eftermiddag da de store rødglødende Waterberg bjerge kom til syne forude. Terrænet havde langsomt ændret sig fra tørt til frodigt, og rundt omkring os græssede zebraer, kvæg, gnuer og gazeller. Det efterhånden blevet køligt da vi steg ud af bilen for, at skifte til en åben jeep, som på ægte safaristil skulle føre os igennem et mere kuperet område. 

Vinden rev i håret, og jeg tog de mange nye dufte og lyde til mig. Her var dyreliv overalt, og jeg fandt hurtigt både Timon og Pumba fra barndommen yndlingsfilm: "løvernes konge". Et vådområde fyldt med fugle erstattede savannen, og imens solen langsomt gik ned, begav vi os ind i det tætte bushområde. Engang imellem kunne jeg høre høje brøl, som kun kunne komme fra ét dyr. Da vi nåede foden af waterbergbjergkæden kom en lysning til syne, her var der en pool, menneske-plantet blomster og små kakifarvede hytter. Så stoppede Aubrey jeepen. 

 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...