Nyctophilia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Efter at have været forsvundet i ti år, bliver Zen fundet midt i skoven, dækket af blod. Ingen ved hvor hun har været, og hvad der er sket med hende, men noget er sikkert: Hun vil aldrig blive sig selv igen. Hun kan ikke længere tale, og lader ingen røre sig. Hendes hud er bleg og forslået, og kun i mørket føler hun sig tryg. Hvad er der sket med hende? Hvor har hun været? Og er det hendes eget blod hun er dækket af?

2Likes
2Kommentarer
440Visninger

2. Lyset

 

 

 


 

Natten bliver lysere. Det er nok ikke nat mere. Nu er det morgen. En tidlig, kølig morgen, med frosten stikkende mod den bare hud. Jeg har glemt at jeg intet tøj har på. I mørket var det aldrig et spørgsmål, men nu bliver jeg bevidst om det. Ikke mindst på grund af kulden og vinden, der nyder at få mine tænder til at klapre. 

     Jeg ved ikke hvor jeg skal hen. Jeg ved ikke hvor jeg er, eller hvilken vej jeg skal gå, men alligevel går jeg. Måske er det bedre at gå, end at stå stille. For at holde varmen. Det holder mine ømme muskler i gang, og jeg forbliver vågen. Hvis jeg sætter mig ned én eneste gang, ville jeg måske aldrig komme op igen. 

     Hvilken drivkraft det er der holder mig igang, ved jeg ikke. Alting virker sløret omkring mig. Lyset er alt for kraftigt, og mine øjne har svært ved at vænne sig til det. Jeg savner trygheden ved varmen og mørket, og overvejer et øjeblik at vende tilbage. Tilbage til det sted jeg flygtede fra. I det mindste kan jeg holde varmen dér. Men jeg vender ike om. Hele min krop er uenig, og blot tanken om at tage tilbage, får tarmene til at skrige. Jeg må aldrig, aldrig, aldrig gå tilbage igen. Ikke mindst ville jeg bryde mit løfte, men måske ville jeg heller ikke have modet til at flygte igen. Og så ville det hele være håbløst. 

     Til sidst kan jeg ikke gå mere. Alle mine led og muskler skriger af smerte, og mit hjerte hamrer ukontrolleret i mit bryst. Jeg sætter mig på knæ, og fjerner det tynde lag sne, der dækker den jordede skovbund. Mine hænder er stive, og mine fingre kan ikke bevæge sig. Sneen er isneende, og jeg hiver efter vejret, for ikke at gå i panik. Kulden er frygtelig. Jeg har glemt hvor forræderisk og lusket den kan være, og hvor frygtelig smertefuld den kan blive. I mørket er der altid varme. Jeg savner mørket. 

     Da sneen er fjernet, begynder jeg udmattet at grave i jorden. Måske kan den holde på varmen. Måske ikke. I panik begynder jeg at græde, i skræk for at mine grædende tarme, aldrig vil holde op med at skrige i smerte. Jeg har ikke energi til at grave mere. Alt jeg vil, er bare at sove. Sove, og aldrig vågne op igen. Jeg troede at jeg ville blive fri og glad, når jeg en dag flygtede, men alt jeg har, er ensomhed og kulde.

      Jeg kryber sammen i det hul jeg har gravet, og dækker mig med jorden. Det hjælper ikke meget, men jeg bilder mig selv ind at jeg har det varmere. Mine skuldre ryster stadig, og mine tænder klaprer. Jeg dækker mine øjne med hænderne, og forestiller mig at det er en varm, tryg nat. Det hjælper. Mørket gør mig glad, og jeg falder langsomt til ro. Kulden kan ikke trænge igennem min mur af mørket. Jeg holder den på afstand, og lader den ikke bryde igennem. Ingenting kan nogensinde bryde igennem. 

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...