Nyctophilia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Efter at have været forsvundet i ti år, bliver Zen fundet midt i skoven, dækket af blod. Ingen ved hvor hun har været, og hvad der er sket med hende, men noget er sikkert: Hun vil aldrig blive sig selv igen. Hun kan ikke længere tale, og lader ingen røre sig. Hendes hud er bleg og forslået, og kun i mørket føler hun sig tryg. Hvad er der sket med hende? Hvor har hun været? Og er det hendes eget blod hun er dækket af?

2Likes
2Kommentarer
445Visninger

3. Fundet

 

 

 

 


Jeg bliver løftet op, men jeg er for kold og træt til at ænse det. Det blæser ikke mere, men små snefnug daler fra den mørke nattehimmel, og smelter når de lander på min hud. De er kolde. Men det gør ikke så meget. Jeg er allerede så forfrossen, at lidt mere kulde til eller fra, ikke gør den store forskel. Mine tænder klaprer i en kronisk takt med mine kuldegysninger, og jeg prøver uden held at bevæge mine fingre. Hvor længe har jeg sovet? 

     Hænderne der holder mig er varme og grove. På en eller anden måde virker de bekendte. Men jeg tvivler på at jeg hverken kender hænderne eller hændernes ejer. Det er ikke mange mennesker jeg kender, og dem jeg engang kendte, har jeg glemt. De få jeg stadig husker, har formodentlig glemt mig. Alle ansigterne er sløret, men jeg husker stemmer og lugte, fra en fjern tid. Tiden før mørket.

     Personens fodtrin er bløde mod den jordede skovbund. Sneen knirker let under støvlerne. Vejrtrækningen er dyb og hurtig. Måske på grund af kulden. Eller på grund af mig. 

     Jeg lukker øjnene igen. Skoven er næsten ubevægelig stille, kun med lyden af den fremmede persons fodtrin og vejrtrækning. Jeg ved ikke hvor jeg bliver ført hen, men egentlig er jeg ligeglad. Så længe det er væk fra kulden, og huset ude i skoven, så er det uden betydning.

     Jeg har savnet kulden og den rene luft i så mange år. Jeg har drømt om det, som et fjernt, lykkeligt sted. Men jeg troede aldrig jeg ville opleve det igen. Jeg troede aldrig jeg ville mærke vinden mod mine kinder, og frosten på mine hænder. Jeg troede jeg skulle dø i huset ude i skoven, i varmen, og i mørket. Jeg troede aldrig jeg skulle se andre mennesker igen. Fremmede mennesker. Det var alt sammen bare drømme - og falske forhåbninger. Et ønske kunne ikke gå i opfyldelse i det hus, det havde jeg hurtigt lært. Men det gik i opfyldelse til sidst. 

     I lang tid bliver jeg ført gennem skoven, forfrossen, nøgen og døsig, men pludselig standser den fremmede op.

     Jeg kan høre lyden af biler langt væk nu. Biler - og dermed mennesker. Jeg smiler mat, men det gør ondt i musklerne omkring mundvigen, og jeg stopper hurtigt.

     Lyden af en bildør der bliver åbnet, vækker mig en smule op. Personen får bakset mig ind at ligge på bagsædet, på noget blødt og varmt, og svøber et uldent, lidt kradsende, tæppe omkring mig. Jeg presser tæppet helt ind til mig, og gnider hænderne mod min mave. Jeg kan mærke hvordan de langsomt tør op, og det stikker og prikker mærkeligt i huden. Bildøren bliver smækket i igen, og i et kort øjeblik er der en fuldkommen stilhed omkring mig. Bare mig, og min egen vejrtrækning, alene i bilen. Det føles rart endelig at være sluppet fra kulden, og være omgivet af en rund, omgivende varme.

     En anden bildør bliver åbnet, og personen sætter sig ind. Lukker bildøren igen, udstøder et lettet suk, og tænder bilen, som rumlende starter. Det vibrerer og bumler, og føles mærkeligt i kroppen, mens bilen suser afsted. Det er mange år siden jeg sidst har kørt i en bil, og af en eller anden grund har jeg savnet det. Meget.   

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...