Nyctophilia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2013
  • Opdateret: 22 dec. 2013
  • Status: Igang
Efter at have været forsvundet i ti år, bliver Zen fundet midt i skoven, dækket af blod. Ingen ved hvor hun har været, og hvad der er sket med hende, men noget er sikkert: Hun vil aldrig blive sig selv igen. Hun kan ikke længere tale, og lader ingen røre sig. Hendes hud er bleg og forslået, og kun i mørket føler hun sig tryg. Hvad er der sket med hende? Hvor har hun været? Og er det hendes eget blod hun er dækket af?

2Likes
2Kommentarer
458Visninger

1. Fri

 

 


 

Jeg famler mig hen ad gulvet. Mine hænder klistrer mod gulvtæppet. Kniven er stadig i min hånd. Jeg klemmer hårdt om den, og strækker den frem for mig, som angriber den mørket. Det hele snurrer rundt. Jeg er svimmel. Brækket ryger ud af mig i store mængder, men det er lige meget. Alt er ligemeget. 

     Jeg finder døren, og borer mine negle ind i kanten for at presse den op. Mine kinder er våde. Måske græder jeg? Jeg ved det ikke. Når det kommer til stykket, ved jeg ikke hvad der er sket. Jeg ved det godt, men så gør jeg alligevel ikke. Først var det hele en drøm, men så blev drømmen virkelighed, og nu er der kun brudstykker tilbage. Snart vil de stykker sikkert smuldre, og så har jeg ingenting tilbage. 

     Jeg river mine negle til blods. Døren er låst. Jeg kan ikke komme ud. Jeg hamrer kniven ind i træet, igen og igen og igen, mens jeg skriger. Ingen vil høre mine skrig. Ingen har nogensinde hørt mine skrig. Måske er det bare sådan det skal være. Træ-spånerne stikker mig på kinderne. Men det gør ikke ondt. Det er som om der ikke længere er noget der kan gøre ondt. Jeg har intet tilbage nu. Intet som helst. Bortset fra mørket. Mørket har jeg altid haft. 

    Jeg begynder at flænse i træet med mine tænder. Splinterne sætter sig i læberne og tandkødet. Mine fingre dunker, og mit hjerte hamrer. Mine hænder banker mod døren, igen og igen. Høje, nyttesløse dunk. Larmen overdøver mine tanker. For en stund. Før det hele kommer væltende tilbage, og dræber mig indeni. Hvis man kunne dræbe sine tanker, så havde jeg gjort det for længst. 

    Kniven bliver igen hamret ind i døren. Jeg er ikke engang halvvejs igennem, men det er lige meget. Så længe jeg bare gør noget, så er alting ligemeget. Så længe jeg har et mål, noget, som ikke er som det allerede er, så kan alt andet være ligegyldigt. Så kan alle andre ord og tanker forsvinde. Eller det ønsker jeg i hvert fald at de kan. Måske kan de ikke. Måske er det bare indbildning. Alt er indbildning når det kommer til stykket. Ligesom smerten. Den findes ikke. Ikke rigtig. 

    Et helt tæppe af træ-splinter og spåner, ligger ved mine knæ nu. Det kramper i min arme, men på en rar måde. Blodet i min mund smager af metal. Men det gør det altid. Jeg har tit undret mig over det. Blod og metal er så langt fra hinanden, men alligevel smager de ens. Metal størkner heller ikke på samme måde som blod. Blodet på mine arme er størknet nu. Det føltes mærkeligt, og det klistrer stadig. 

    Jeg vil ud. 

    Jeg skubber skulderen mod døren, med alle de kræfter jeg har tilbage. Døren rokker sig ikke. Det er også en tyk dør. Ikke ligesom de andre døre. Den her er tykkere, fordi den holder på mere. Flere løgne, mere smerte og allermest mørke. Den holder på det hele. Fordi den er bygget til at kunne holde til det. Den er bygget til at holde alt lukket inde. Gemt væk. Ligesom mig. Ligesom jeg er nu. Men jeg ved at den vil give efter. For intet er som det altid er. Alting har en ende, såvel som alting har en start. 

      Min vejrtrækning er tung. Jeg er træt. Hele min krop er træt. Alle musklerne er trætte. Mine arme bevæger sig langsommere. Kniven snitter og snitter. I mørket er det svært at se hvor langt tid der er tilbage. Jeg graver mig bare igennem, venter på at min hånd bryder igennem på den anden side. Snitter, og snitter, og snitter. 

    Mine hænder er røde, hævede og vablede af at holde på kniven, men endelig bryder den igennem. Træet flænser huden af min hånd i dét den bryder igennem, men det er lige meget. På den anden side af døren, på den anden side af mørket, er der kulde. Det er også nat på den anden side. En koldt nat. Eller måske er den bare kølig. Det er svært at bedømme. 

     Jeg trækker min hånd tilbage. Langsomt rejser jeg mig op. Det føltes mærkeligt i mine knæ, og der svirrer underligt i fødderne. Trækker vejret langsomt. Så sparker jeg. Mod det huld jeg lige har snittet. Træet giver sig lidt nu. Bukker under. Jeg sparker igen. Og igen. Indtil træet er løsnet, og hullet er blevet større. Indtil jeg kan slippe ud fra den ene mørkeverden, til den anden. Ud i den kolde, ægte nat. 

    Jorden er isnende mod mine fødder, men det er lige meget. Kulden føltes sjov. Anderledes. Jeg går fremad, går kulden og mørket i møde. Alle lydene. Alle lydene er fantastiske. Jeg forsøger at løbe, men snubler og vælter. Der er træer omkring mig. Overalt. Træer overalt, men de er svære at se i mørket. Jeg famler mig frem igennem dem.

     Kulden er ikke sjov mere. Den er kold. Den river tarmene ud af mig, og trækker mine nerver sammen. Den får mine tænder til at klapre. Jeg omfavner mig selv, mens jeg falmer mig frem. 

    Jeg er fri. Men jeg føler mig ikke fri. Jeg troede ikke det var sådan her friheden ville komme til at føles som. Men tingene er aldrig som jeg tror de er. Det er altid værre. 

    Måske vil jeg aldrig blive fri. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...