Will She Ever Survive?

Serena Braun er en 17-årig pige, som lige har mistet sine forældre i en flyulykke. Da hun ikke har andet familie i sin hjemby i Canada flytter hun ned til sin onkel, Scooter Braun, i Atlanta. Serena lærer hurtigt Scooters ven, Justin Bieber, at kende og de opbygger et meget specielt forhold sammen. Men hvad sker der når Justin bliver skudt? Vil han overleve og vil Serena kunne klare og miste endnu en hun elsker?

39Likes
32Kommentarer
1905Visninger
AA

5. Revealed

Jeg vågnede efterhånden hver nat af et mareridt. Det samme hver gang. Jeg vågnede samme sted i drømmen hver gang. Lige efter Justin havde slået ham drengen ned. Når jeg vågnede svedte jeg over hele kroppen, og brugte en halv time på at falde til ro igen. Mit hjerte bankede så hurtigt at jeg blev helt bange. Det var de værste nætter i mit liv. Det var endnu værre end da mine forældre døde. Jeg gik hver dag og frygtede, at når jeg gik ned af trapperne ville Justin sidde og snakke med Scooter. Men uheldigvis blev mit værste mareridt til virkelighed.

 

Jeg var lige kommet ned og skulle til at have morgenmad, da jeg så hans ansigt. Hans smukke ansigt, som jeg ikke ville ændre noget som helst ved. Alligevel var jeg rædselsslagen for det. Jeg var rædselsslagen for ham. Jeg var stadig ikke sikker på om drengen han havde slået ned stadig var i live. Jeg gøs ved tanken om, at han var begravet et eller andet ukendt sted. Et sted hvor hans forældre aldrig ville kunne finde ham.

 

Jeg kiggede hurtigt på Justin og hans øjne mødte mine. I et øjeblik så de en smule skræmte ud, men det ændrede sig hurtigt. De begyndte at lyne og jeg vidste at jeg var død hvis jeg sagde et ord om den aften. Jeg fjernede blikket fra Justin og vendte mig mod Scooter. “Jeg spiser ovenpå,” sagde jeg kort og løb op på mit værelse med min mad. Jeg gemte mig ind under dynen. En stille tåre gled ned over min kind, men af en helt anden grund end normalt. Jeg var ikke ked af noget eller følte nogen som helst form for sorg. Men jeg bange. Så bange at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg følte mig komplet hjælpeløs og det gjorde altså at tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder.

 

Efter et godt stykke tid under dynen, hvor tårerne bare havde fået frit løb, besluttede jeg mig for at tage mig lidt sammen og gå ned og høre, hvad deres samtale gik ud på. Jeg listede stille ned af trappen. Mit hjerte hamrede på fuld drøn. De måtte bare ikke opdage mig nu. Hvis jeg blev opdaget ville Justin flå mig i stykker. Bogstavelig talt. Ja, og Scooter ville blive lettere irriteret på mig. Så jeg måtte bare ikke blive opdaget. Jeg gemte mig bag den lukkede dør, og kiggede ind gennem det smalle nøglehul. Jeg kunne ikke se meget, men til gengæld kunne jeg høre en hel masse. “Forhelvede Justin. Du kunne ikke lige have tænkt dig lidt bedre om, inden du slog ham i jorden?” bandede Scooter højt. De prøvede da i hvert fald ikke at holde noget hemmeligt, hvis de snakkede så højt. Gennem det lille nøglehul kunne jeg ikke se meget mere end, at Justin sad og skammede sig. Jeg havde aldrig set ham sådan før. Det virkede som om at han havde respekt for Scooter, på en hel anden måde end han havde for alle andre.


Scooter hamrede sin hånd i bordet af ren frustration, hvilket kun resulterede i at jeg bankede mit hoved op i håndtaget. Flot, Serena. Endnu en gang afslører du dig selv. De kiggede begge hen mod døren, og jeg hørte en bestemt stemme sige: “Serena, drop det der og kom herind NU!” Scooter lød rasende, da han næsten råbte det. Justin sad bare med et lille smørret grin på ansigtet. Nok fordi at han nu havde opdaget mig for 3. gang. Jeg åbnede stille døren og blev mødt af et rasende blik. Scooter stod med armene over kors, og kiggede stift på mig. “Serena, det her må du selv forklare Justin. Jeg kører over til Pattie og snakker med hende. Jeg kan alligevel ikke klare nogen af jer lige nu!” han kiggede på os begge og vendte sig så om og gik. Justin grinte ikke længere og så uhyggeligt alvorlig ud. Hans ellers så perfekte øjne var blevet mørkere og helt mørkebrune. Hans arme lå krydset over hans bryst, og han sad med det ene ben over det andet. Han kiggede på mig med et blik, der viste at han var ude på noget mystisk. Det gav mig kuldegysninger. Jeg følte mig pludselig meget lille. Han rejste sig hurtigt op fra stolen, og gik med lange kolde skridt over mod mig. Hver en bevægelse han lavede, gav mig lyst til at flygte. Men ligesom den dag på skolen, adlød mine ben ikke. De ville bare ikke samarbejde. Jeg kunne mærke angsten, som steg indeni mig. Den fyldte mig op indefra, og jeg kunne have lagt mig på gulvet og grædt hvis jeg ikke havde været så bange. Justins smørrede grin kom tilbage, i det han gik over mod mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg gjorde ingenting andet end at hviske tre svage ord og håbe på at han lyttede: “Dræb mig ikke”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...