Will She Ever Survive?

Serena Braun er en 17-årig pige, som lige har mistet sine forældre i en flyulykke. Da hun ikke har andet familie i sin hjemby i Canada flytter hun ned til sin onkel, Scooter Braun, i Atlanta. Serena lærer hurtigt Scooters ven, Justin Bieber, at kende og de opbygger et meget specielt forhold sammen. Men hvad sker der når Justin bliver skudt? Vil han overleve og vil Serena kunne klare og miste endnu en hun elsker?

39Likes
32Kommentarer
1983Visninger
AA

1. Pretty Brown Eyes

 

Tårerne strømmede ned af mine kinder i lange floder, selv flere timer efter ulykken. Båren blev rullet ind. Han lå der helt livløs, men med et ganske roligt ansigt. Det var blegt, og han lignede næsten et spøgelse, hvis man så bort fra at hans bryst hævede sig op og ned i takt med hans hjerteslag. Man kunne have troet han sov, men jeg vidste bedre. Hans blodige tøj var blevet udskiftet med et sæt hvidt hospitalstøj, som de ikke havde undgået at få et par røde pletter på. At se ham i den tilstand gjorde mine ben svage. De ville næsten ikke bære mig. Alligevel nåede jeg over til ham uden at falde. Det varede dog ikke længe, for da jeg nåede derover, brød jeg sammen. Mine ben kunne ikke mere, og valgte at kollapse under mig. Mit hjerte var blevet revet ud. Sådan føltes det i hvert fald. Nu mere jeg tænkte på ulykken, nu mere føltes det som knive i mig. At holde tårerne tilbage var en umulighed, og de blev ved med løbe ned af mine kinder i flere timer. Mit hjerte holdte ikke til et minut mere, uden at vide om han overlevede. Godt nok havde lægerne sagt, at han var blevet ramt et stykke fra hjertet, og at det nok var det der reddede ham, men ingen virkede specielt overbevisende, når de stod og sendte bange blikke i retning mod ham. En del af mig havde lyst til at gå over og snakke til ham, i ved som man ser folk gør i film, men alle ville bare tro, at jeg var blevet sindssyg. Det var jeg sikkert også. I det øjeblik kunne jeg ikke være mere ligeglad. At se ham sådan havde ødelagt mig. Knivene sad stadig i min krop, og det resulterede i, at hver bevægelse jeg lavede gjorde ondt. Sådan opfattede min hjerne det i hvert fald. Jeg havde jo ikke rigtige knive i kroppen, og dog nogen gange tvivlede jeg. Jeg havde haft en klump i min mave, siden jeg hørte det første bang. Da jeg så hans krop falde livløst ned på jorden begyndte tårerne og tomheden. Den dreng var blevet alt jeg havde, og hvis jeg mistede ham, var jeg ingenting. Det lyder måske selvisk, når han ligger her på en båre og er tæt på at dø, men jeg var rædselsslagen for at miste ham. Det sagde nok også noget om, hvor meget jeg elskede ham. Nå men lige nu sad jeg og holdte hans hånd. Sådan havde jeg siddet i lang tid. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle give mig til, så jeg blev bare siddende. Men da en læge stillede sig bag mig og lagde sin hånd på min skulder, kunne jeg ikke lade være med at kigge bagud. Hendes hånd lå kun lige let på min skulder, men alligevel havde det en beroligende virkning. Hendes øjne glimtede i mørket på stuen, og hendes læber var presset sammen til en tynd streg. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at hun virkede en smule nervøs. Da vi havde siddet og kigget hinanden i øjnene for et godt stykke tid, brød hun endelig stilheden: “Hvad skete der, søde?” Bare de få ord bragte minderne fra det øjeblik han blev skudt tilbage. Jeg kunne have brudt sammen der, hvis ikke jeg havde svoret på, at jeg ville prøve at fortælle min historie, så godt jeg kunne. Det føltes som om knivene kom igen og stak sig vej ind til mit hjerte, hvor de begyndte at hakke endnu mere. Men jeg ville ikke græde igen. Ikke nu. Lige nu skulle jeg fortælle min historie til lægen, som havde spurgt så pænt om den. Det var svært, men jeg fik endelig taget mig sammen og begyndte:

 

Det hele startede et par dage efter mine forældres død. Jeg sad i flyet på vej over til min onkel, som jeg skulle bo ved fra nu af. Mine tanker blev ved med at flyve over til den aften mine forældre mistede livet. Jeg kunne ikke lade være. Ikke at det hjalp mig, men jeg sad i et fly helt alene med den viden, at det var det sidste mine forældre havde lavet den aften de gik bort. Jeg blev ved med at tænke på den aften, hvor jeg bare havde siddet lige så stille og set tv. Det havde egentlig været en perfekt dag indtil det skete. Som sagt sad jeg bare i sofaen og så tv, da telefonen ringede. Jeg tænkte, at det nok bare var mine forældre, som ville have at jeg skulle komme og hente dem ved lufthavnen. Jeg magtede faktisk ikke at rejse mig fra den dejlige sofa, men tog mig så sammen. Jeg gik med tunge skridt hen og tog telefonen. “Hej, det Serena,” sagde jeg træt ind i telefonen, men da jeg hørte sirener i baggrunden, vågnede jeg lidt op. “Er det Serena Braun?” spurgte en stemme. Stemmen havde jeg aldrig hørt før i hele mit liv, men på en måde virkede den bekendt. Jeg svarede et kort ja, og personen i den anden ende svarede mig stille: “Der er sket en ulykke med dine forældres fly. De døde på stedet."

 

Det er noget af det sidste fra den aften, jeg kan huske. Jeg prøvede at gemme minderne væk, og bare koncentrere mig om det fly jeg sad i nu. Ikke at det var specielt nemt, og jeg var stadig skræmt. Jeg trak benene op til mig og glædede mig til det var overstået. Jeg ville aldrig i hele mit liv sætte mig ind i et fly igen. Det her skulle helt klart være den sidste gang. Jeg steg ud af flyet og glædede mig over at stå på fast jord igen. Jeg kiggede rundt mellem alle menneskene. Det ville blive umuligt at finde min onkel blandt så mange mennesker. Jeg tog en dyb indånding og begyndte at gå. Rullebåndet var fyldt med kufferter og en masse mennesker omkring det. Heldigvis fandt jeg hurtigt min kuffert og skyndte mig væk. Der var ikke så mange mennesker lidt længere væk, så jeg vil tro at jeg var en af de første, som fik fat i sin kuffert. Så begyndte jeg at lede efter min onkel. Hvordan skulle jeg finde ham? Det var jo en evighed siden, at jeg havde set ham sidst. Jeg savnede ham faktisk en del. Jeg kunne derfor ikke vente med at løbe ind i hans arme. Specielt fordi at jeg ikke havde haft familie omkring mig i lang tid. Det skete dog også hurtigt, da jeg fik øjenkontakt med et par brune øjne, som lignede min mors på en prik. “Serena!” råbte han glad. Jeg løb over til ham, og han gav mig et stort kram. “Tak fordi du lader mig bo hos dig,” sagde jeg overvældet over at se ham igen.  Han svarede blot med et smil: “Altid.” Da vi endelig var kommet frem, skyndte jeg mig op på det, som nu var mit værelse. Jeg kastede mig på sengen en del udmattet af den lange flyvetur. Men jeg lå der ikke længe, før jeg rejste mig op igen. Jeg ville snakke med Scooter. Jeg gik ud på gangen og var på vej ned, da jeg hørte en irriteret stemme inde fra værelset ved siden af mit. Jeg gik langsomt over mod døren. Jeg pressede mit øre op til døren, så jeg bedre kunne høre ham. Hans stemme var blid, men lød meget irriteret. Han var tydeligvis sur på nogen, og jeg kunne mærke en ubehagelig følelse stige inde i mig. Hvorfor vidste jeg i grunden ikke, men det var som om at jeg vidste hvad den samtale betød. Jeg kunne ikke rigtigt høre hvad han sagde, så jeg lænede mig endnu tættere på døren, hvis det overhovedet var muligt. Med et sprang døren op, og jeg stod og kiggede ind i de smukkeste hassel brune øjne, som jeg nogensinde havde set. Adrenalinen begyndte at suse rundt i kroppen på mig. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før. Jeg var lige blevet taget på fersk gerning. Alligevel var jeg rolig. Det var første gang jeg så ham. Justin. Det føltes som om at, selvom at han var rasende, var kærligheden der allerede første gang vi mødtes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...