Will She Ever Survive?

Serena Braun er en 17-årig pige, som lige har mistet sine forældre i en flyulykke. Da hun ikke har andet familie i sin hjemby i Canada flytter hun ned til sin onkel, Scooter Braun, i Atlanta. Serena lærer hurtigt Scooters ven, Justin Bieber, at kende og de opbygger et meget specielt forhold sammen. Men hvad sker der når Justin bliver skudt? Vil han overleve og vil Serena kunne klare og miste endnu en hun elsker?

39Likes
32Kommentarer
1906Visninger
AA

2. On My Mind

“Hvad fanden har du gang i?” råbte drengen med de mest fantastiske øjne jeg nogensinde havde set. Jeg gik med små, bange skridt tilbage, så jeg næsten væltede. Jeg var helt mundlam. “Hallo! Jeg spurgte dig faktisk om noget!.” sagde han surt. Jeg bed mig selv i læben og svarede så: “J-j-jeg skulle finde et toilet, men øh det har jeg så fundet ud af at det ikke er.”  Jeg håbede virkelig at han hoppede på den. Jeg stod og kiggede ned på mine fødder. “Ja som om! Jeg er jo ikke dum! Du stod og lyttede ved døren gjorde du ikke?” spurgte han gnavent. Jeg prøvede at spille uskyldig, men han var ikke rigtig til at narre. Han tog en dyb indånding og skubbede til mig. Han gik nedenunder uden at sige et ord. Hvorfor var han mon sur? Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Min mave begyndte at snurre sig sammen af skyldfølelse og jeg besluttede mig for at sige undskyld for at lytte ved døren. Jeg satte i løb og skyndte mig efter Justin. Jeg mødte ham i stuen med overtøj på. Han var på vej ud. “Vent!” råbte jeg og skyndte mig at løbe hen til ham. Han stoppede op og kiggede sig tilbage over skulderen. Nervøsiteten gnavede indeni mig. Wow hvor jeg hadede det her. Jeg var elendig til det med undskyldninger. “Undskyld for at jeg lyttede til din samtale! Det var forkert og det skulle jeg aldrig have gjort,” sagde jeg hurtigt. Endelig overstået. Han kiggede på mig med opgivende øjne og sagde så: “Ja ja. Bare drop det babe,” og med det sagt gik han ud af døren. Jeg stod tilbage mundlam. Hvad!

 

Flere timer senere lå jeg i min seng og kiggede op i loftet.Tankerne snurrede rundt i mit hoved, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Selvfølgelig var alle mine tanker om drengen. Jeg var trist og forvirret. Hvorfor troede han ikke på mig? Jeg gik ned til Scooter og spurgte ham ligeud:” Hvem var ham drengen, der var her lige for lidt siden?” Jeg kiggede hen på Scooter. Jeg var så forvirret lige nu! Scooter smilede og svarede med et grin: “Det bare Justin! Ham skal du ikke tage dig af. Hans mor og jeg er rigtig gode venner, og så har jeg selvfølgelig lært ham at kende. Vi er rigtig tætte og Justin vil nok komme tit.” Åh fedt! En dreng der ikke kan udstå mig vil komme tit. Det skal nok blive sjovt. “Han lød meget irriteret, hvad sker der?” spurgte jeg forvirret, idet jeg kom i tanke om den mystiske telefonsamtale. Scooter blev pludselig mere alvorlig og kiggede med store øjne på mig:” Han har været arresteret et par gange og hver gang kommer han løbende herover. Hans mor forstår ham ikke, så han kommer her. I dag var en af de dage.” Scooter kiggede ned i gulvet, og gik derefter. Jeg havde på fornemmelsen, at han ikke var glad for at fortælle mig det. Jeg fik en klump i maven bare ved tanken om ham Justin.

 

Lægen afbrød mig i min fortælling. Lige pludselig var Justin omringet af en masse læger og jeg kunne høre en høj biblyd, som blev hurtigere og hurtigere. Jeg kunne høre lægernes paniske stemmer. En tåre begyndte langsomt at glide ned ad min venstre kind. Mit hjerte slog et slag over og min mave knurrede sig sammen. Jeg var rædselsslagen. Lægerne råbte i alle retninger og prøvede desperat at redde ham. Men inderst inde troede jeg ikke længere på det. Jeg sad stille i mine egne tanker. Jeg kunne ikke klare det mere, da jeg hørte en høj tone, som bare fortsatte og fortsatte. Lægerne gik endnu mere i panik og jeg kunne pludselig mærke nogen gribe fat i min arm og trække mig væk. Da jeg var ude af rummet opdagede jeg det var lægen fra før. Hun stod og kiggede mig dybt i øjnene og sagde så: “Fortæl videre!”

 

Der var ca. gået en uge. Jeg havde ikke set Justin en eneste gang. Der gik ikke en dag hvor jeg ikke tænkte på ham. Jeg ved ikke hvad der skete. Jeg kunne bare slet ikke få ham ud af hovedet. Jeg stod op, og spiste morgenmad som normalt. Min onkel havde lavet morgenmad og virkede som om han var i rigtig godt humør. Men det gjorde ikke mig i bedre humør. I dag skulle Justin og Pattie, Justins mor, nemlig komme. Hvorfor?, var min første tanke.

 

Jeg kunne høre nogen komme ind ad køkkendøren. “Hey, Scoots,” råbte Justin glad. Det var da i det mindste bedre end at han var sur. Hans blik landede på mig og han spurgte irriteret: “Hva’ laver du stadig her?” Scooter kiggede først på mig og så på Justin. Jeg kiggede ned i jorden. Jeg tog fejl. Han er stadig pisse sur på mig, eller også var det bare sådan han var! “Jeg bor her!” sagde jeg surt og gik ud af køkkenet. På vejen ud gik jeg forbi Justin, og puffede til ham med skulderen idet jeg gik ud. “Ups,” sagde jeg irriteret. På vej ud af køkkenet mødte jeg en kvinde. Hun havde langt brunt hår, grønne øjne og et sødt smil på læben. “Hej søde,” sagde hun venligt. “Jeg hedder Pattie. Du må være Serena, Scooters niece.” Jeg kiggede på hende og nikkede smilende. “Niece!” udbrød Justin. Jeg kiggede forskrækket over på ham. Han lignede en, der lige havde set Beyoncé. Jeg gik ud med et smil på læben. Der fik han den!

Efter en lang dag med Justin og Pattie, besluttede Pattie sig for at tage hjem. Det gjorde mig faktisk lidt trist, for jeg kunne godt lide Pattie. Det var da ihvertfald mere end jeg kunne sige om Justin. “Jeg tror jeg bliver. Mig og Scooter skal se en film,” sagde Justin. Der faldt mit humør. Nej!

 

Jeg begyndte at gå op mod mit værelse, da Scooter kom glad hen til mig og spurgte: “Vil du ikke blive og se film med mig og Justin?” Jeg kiggede tomt på ham. “Kom nu, det bliver hyggeligt,” plagede han med et stort smil. Til sidst gik jeg med til det og gik med hen til dem. Jeg satte mig over til Justin i sofaen. Jeg satte mig tilrette, da Justin startede filmen. Med det samme opdagede jeg at det var en gyser film. Åh nej, tænkte jeg. Jeg blev altid så bange. Jeg sad og krammede en pude og pludselig blev en mand dræbt. Jeg skreg. “Søde, der er nogle der prøver at se filmen her ovre,” beklagede Justin sig. Jeg kiggede over på ham, og han sad og kiggede irriteret over på mig. Jeg kunne se at Scooter prøvede at holde et grin inde, men det lykkedes ikke rigtigt for ham. Irriteret over dem begge sukkede jeg og lænede mig tilbage i sofaen. Nogen gange var de bare for meget. Efter et par minutter sad jeg allerede og skreg igen. Seriøst kunne den her film blive mere uhyggelig? Drengene var ved at være godt træt af mig. Hver eneste gang jeg skreg, kiggede Justin med et nedgørende blik over på mig. “Seriøst kom herover, hvis det kan få dig til at holde kæft!” sagde Justin surt. Jeg kiggede langsomt over på Justin. Hvad? Det kunne han da ikke mene. Jeg kiggede tilbage på filmen, og så skreg jeg højere end nogensinde før. “Seriøst babe! Kom herover eller shut up!” sagde Justin nu mere surt end før. Han måtte være godt irriteret. Uden at tænke mere over det, kravlede jeg over til ham. Han lagde arme omkring mig og i det ene øjeblik havde jeg på fornemmelsen at han faktisk gerne ville have mig der. Lige der i hans arme. Nej, hvad tænkte jeg på. Den dreng hadede mig jo!

 

Endelig var filmen slut! Justin puffede mig væk og rejste sig op. “Jeg ska’ hjem nu, babe!” sagde han. Ehm, player, siger jeg bare! “Ses Scoots!” sagde Justin og så var han væk. Der sad jeg tilbage. Totalt mundlam. Jeg rejste mig langsomt og gik op på mit værelse uden et ord mere til Scooter. Jeg lagde mig på min seng og kiggede fortabt op i loftet. Jeg kunne bare ikke få ham ud af hovedet! Lige meget hvor meget jeg prøvede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...