Det gode med det dårlige - Min vej til Maria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jan. 2014
  • Status: Igang
Genert? Jo, det har jeg altid været. Det er da blevet meget bedre med årene, men jeg er bare ikke god til at skulle vise mig selv frem for andre mennesker.
(...)

Mit navn er Maria, jeg er født i 1985 på sygehuset i Tarm - ja ja, viiiildt sjovt, men det hedder byen altså. Min mor var kun en ung kvinde den gang, 21 år. Og min far var et år yngre end hende.

1Likes
0Kommentarer
323Visninger
AA

2. Spøgelset i mit liv

Da vi har boet i Grindsted i en periode, finder min mor en ny kæreste, Jan. Det er også på denne tid jeg starter i børnehaveklassen. Jeg er altså nu 6 år og David er 1 år.

Jeg har ikke rigtig nogen erindringer om at have gået i børnehaveklasse i Grindsted, ikke andet end at jeg skulle gå om og hente en af mine klassekammerater hver morgen og at vi så skulle følges til bussen.

Jan kan jeg til gengæld sagtens huske. Han drak, mere end hvad godt er og har også tage David og jeg med på værtshus imens han passede os fordi mor arbejdede. Jeg har mange grimme minder om den mand og hvad han gjorde mod min familie.
Jeg ved han har slået min mor, mere end en gang, han har givet mig en endefuld, af hvilken ulogisk grund kan jeg ikke huske nu. Men at bo sammen med ham gjorde mig så skidt at jeg kastede op i søvne om natten, jeg blev et bange barn og begyndte at bide negle.
Min mor forsøgte en dag at flygte fra ham med os, den dag husker jeg tydeligt. Vi halvløb ned af gaden, mor og jeg og pludselig var han bag os. Han greb fat i min mor og hev hende hen af jorden, jeg blev slæbt med, men hun slap min hånd og råbte til mig at jeg skulle løbe, om til mormor og morfar. Jeg løb så hurtigt mine små ben kunne bære mig, men da jeg nåede op hvor jeg skulle dreje, kunne jeg pludselig ikke huske hvilken vej jeg skulle, jeg stod bare der, på toppen af bakken og vidste ikke hvor jeg skulle hen. Det følte som om jeg stod der i en evighed, men jeg har fået ad vide at det kun var ca. 10 minutter. Min mor fandt mig der og hentede mig med hjem igen.

Efter det flyttede vi til Esbjerg. Sammen med Jan. Her går det endnu mere galt, han råber og skriger efter min far i trappe opgangen når jeg bliver hentet hver anden fredag og min mor tager os jævnligt med ned til en af naboerne når han bliver for meget.

Så, en sen aften, bliver jeg vækket af min mor og for en mad i hånden, jeg for besked på at spise den og få tøj på, men være STILLE! Mor pakker David i klapvognen og for os ud af lejligheden og så gik vi, hele vejen fra Kvaglund ind til krisecenteret i Esbjerg. Mor for os indlogeret og går så en tur med os, ned forbi torvet i Esbjerg midt by. En masse glade mennesker danser og fester på torvet og en glad mand samler David op og danser rundt med ham. Hele festligheden handler om at Danmark lige havde vundet EM.

Jan har efter det truet min mor, sagt at han ville komme efter os og slå os ihjel og lignende. Vi flyttede ud til min mors veninde, Jette. Jeg har altid kaldt hende moster Jette.

Jan har "forfulgt" mig resten af mit liv. Jeg har været bange for at møde ham på gaden, jeg har frygtet af opholde mig steder hvor jeg vidste jeg kunne risikere at møde ham og det har siddet i mig hele tiden, selv 2 år efter at han døde var jeg stadig bange og jeg kan mærke at det faktisk stadig er der lidt. Det er noget jeg har arbejdet meget med og noget jeg nok kommer til at skulle arbejde med resten af mit liv.

Det menneske på virkede mig mere end de fleste er klar over. Min mor og jeg har snakket meget om det og selv nu, idag - 20 år efter er hun stadig mærket af det og føler at hun var en dårlig mor.

Den eneste der ikke har mén af vores tid med Jan, er David, han var heldigvis så lille at han ikke husker det.

På grund af de ting der skete den gang, på grund af den frygt der blev plantet i mig, blev Jan til spøgelset i mit liv, han hjemsøger mig til dags dato.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...