Det gode med det dårlige - Min vej til Maria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2013
  • Opdateret: 5 jan. 2014
  • Status: Igang
Genert? Jo, det har jeg altid været. Det er da blevet meget bedre med årene, men jeg er bare ikke god til at skulle vise mig selv frem for andre mennesker.
(...)

Mit navn er Maria, jeg er født i 1985 på sygehuset i Tarm - ja ja, viiiildt sjovt, men det hedder byen altså. Min mor var kun en ung kvinde den gang, 21 år. Og min far var et år yngre end hende.

1Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

1. Lille Mie

Genert? Jo, det har jeg altid været. Det er da blevet meget bedre med årene, men jeg er bare ikke god til at skulle vise mig selv frem for andre mennesker.

Jeg vil tro det har en hel del med min opvækst at gøre, for hvis du spørger min familie vil de sige at jeg er en meget udadvendt pige, eller i hver til falde at det var jeg da jeg var lille.

Mit navn er Maria, jeg er født i 1985 på sygehuset i Tarm - ja ja, viiiildt sjovt, men det hedder byen altså. Min mor var kun en ung kvinde den gang, 21 år. Og min far var et år yngre end hende.

Min mor har fortalt at vi boede i en lille lejlighed over min bedstemor og farfars gillbar da jeg var helt lille. - Her fra er der lidt historier jeg er vokset op med. Blandt andet om mig og Samson - min farfars rotweiler. Den dag min mor havde sat mig i barnevognen ude i baglokalet, så hun kunne høre mig hvis jeg vågnede mens hun arbejdede inde i grillen. Samson havde plads i baglokalet, så min mor havde sagt til ham at han skulle passe på babyen, det gjorde hunden så i så stor grad at da min stakkels far kom hjem fra arbejde og ville tage mig op af barevognen, knurrede hunden af ham og ville ikke lade ham komme hen til mig. Han kalder selvfølgelig på min mor, der kommer ud og ser hele menageriet og simpelthen ikke kan lade hver at grine.

Min fars familie har lige så længe jeg kan huske kaldt mig Mie. Jeg troede selv i mange år at det bare var et kælenavn for Maria, men min mor har senere hen fortalt mig at det kommer sig faktisk af at jeg ikke selv kunne udtale mit navn da jeg begyndte at snakke, så jeg kaldte mig selv for Mie, derfor gjorde alle andre det også.

Den gang var jeg en glad og meget social lille pige, i en sådan grad at det kunne være et problem at tage mig med ud og handle, jeg havde nemlig for vane at snakke til og med alle mennesker jeg kom i nærheden af og hvis man ikke lige havde et øje på mig hele tiden kunne man være sikker på at jeg havde fundet en eller andet der så spændende ud som jeg da absolut skulle hen og snakke med, selvfølgelig uden at sige det til min mor eller far først. Jeg er heldigvis aldrig blevet væk og jeg har altid haft omløb nok i hovedet til at vide at jeg ikke måtte gå med fremmede mennesker, det var KUN de mennesker jeg kendte i forvejen jeg måtte tage med hjem.

Min mor har fortalt at min kreativitet har været der hele mit liv. Jeg "sang" før jeg snakkede rent og har sunget lige siden. Hun driller mig også tit med, når jeg snakker meget at sådan har det været siden jeg var baby, min mund stod aldrig stille.
Jeg har fået fortalt at jeg tit var morsom, uden at ville være det. Blandt andet omkring senge tid en dag, har min mor sagt til mig at nu skulle jeg altså i seng, hvor til svaret jo selvfølgelig lyder fra da 4 år gamle Mie, at nej jeg skulle ikke i seng nu! "Men hvornår skal du så i seng, Mie?" spørger min meget pædagogiske mor "Halv 5 i 7!" Svare tøsebarnet der er travlt optaget af sit legetøj. Børn og deres logik. Men udtrykket har fulgt mig lige siden, hver gang jeg ikke lige kan svare på hvad folk spørger om, siger jeg ikke "Det ved jeg ikke" som alle andre mennesker, jeg siger "Halv 5 i 7" - hvilket efterhånden har fået en del mennesker til at kikke mærkeligt og uforstående på mig.
 

Da jeg var 4,5 år kom min lillebror til verden. Min mormor og morfar tog mig med ind på sygehuset for at se den lille nye baby, mormor fortæller at jeg var sur! Jeg ville IKKE have nogen lillebror, de kunne godt sende ham tilbage hvor han kom fra. Men da vi så kom ind på sygehuset og jeg så ham, gik det  over. Min mor havde entelig besluttet at han skulle hedde noget helt andet, men syntes ikke det passede til ham, så da vi kom der ind, spurgte hun mig hvad lillebror skulle hedde. "Han skal hedde David!" lød svaret og sådan fik min lillebror sit navn.
Som et hvert barn var jeg nysgerrig efter hvor babyen kom fra, så min søde mor sætter sig ned og forklare så godt man nu kan til små børn hvordan babyer bliver til. Jeg lytter eftersigende rigtig godt efter og virker som om jeg har forstået hvad hun fortæller, men det gør jeg åbenbart ikke, for da min far kommer hjem og mor spørger mig og jeg kan fortælle far hvor babyen kom fra, lyder svaret promte "Ham har vi købt i Føtex!".
Min lillebror jeg har haft vores kampe, som de fleste søskende nok har. Vores startede nok bare på en lidt anden måde. min mor fortalte mig om en dag, hvor David ligger i sin kravlegård, jeg sidder ved siden af kravlegården og snakker til ham, der er ro på, så mor går i køkkenet for at lave mad. Kort efter hun forlader lokalet, sætter David i et vræl, mor kommer selvfølgelig løbende, jeg sidder med en hånd inde ved David og trøster ham, han falder ned og mor går igen ud i køkkenet, det samme gentager sig et par gange og mor undre sig over hvad det er der for David til at skrige sådan, så hun stiller jeg på lur ved døren ind til stuen for at undersøge sagen og opdager at grunden til Davids skrigen er, at hver gang mor ikke kikker, så niver jeg ham i armen, så han giver sig til at græde. Jeg for selvfølgelig skældud og det, man skal jo være god ved lillebror. Adspurgt hvorfor jeg gør sådan ved ham, lyder svaret at han er så sød når man må trøste ham.

Da jeg er omkring 5, flytter vi til Grindsted (tæt på Billund). Mine forældre går fra hinanden og jeg begynder at være på weekend hos min far hver anden weekend.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...