Det Sidste Farvel | One Shot

Glasset med pillerne er lige der. Det knivskarpe blad ved siden af. Det er bare at gøre det - så er det hele overstået. Smerten, ydmygelsen og ensomheden. Du kan komme væk på et øjeblik. Du skal bare tage chancen. //Til vold i familien konkurrencen. Se mere info i trailer.//

17Likes
6Kommentarer
743Visninger
AA

2. One Shot

Jeg sad og kiggede opgivende på min matematikbog, med alle de regnestykker, jeg alligevel aldrig ville kunne løse. Jeg kunne fornemme, at alle andre var mere eller mindre færdige med deres opgaver, hvilket bare stressede mig endnu mere.

Da klokken endelig ringede, sluttede jeg mig ikke til de andre elever, der snakkede, jublede og grinede, fordi det nu var weekend. Tanken om, at jeg skulle hjem, gjorde mig i endnu dårligere humør.

***

Døren bag mig smækkede, og jeg stillede min skoletaske i gangen, som jeg altid gjorde. Mine øjne fandt frem til spejlet i entréen, og jeg begyndte at studere mig selv. Mit lange mørkebrune hår hang tungt på mine skuldre, og min næsten lige så mørke make-up fik mig til at se dyster ud. Det var vel egentlig også sådan, jeg havde følt mig. Mørk og dyster.

Med lette skridt, begyndte jeg at gå op ad trappen. Jeg nåede knap nok at nå op på øverste trin, før min stedsøsters stemme lød. “Hvad skal du, Blackie?” Jeg stoppede op, og knyttede næverne, da hun sagde navnet. Det var et øgenavn hun havde givet mig, fordi størstedelen af mit tøj var sort.

“Hvad fanden rager det dig?” sagde jeg med sammenbidte tænder. Jeg gad hende ikke lige nu.

“Din mor er ude og handle.” Hun bed i det blodrøde æble, hun havde i hænderne. Hvad havde det hun sagde, med samtalen at gøre? “Så jeg vil bare lige informere dig om, at der kan ske en masse ting, inden hun kommer tilbage.” Et grin undslap hendes læber, der var dækket af et tykt lag lipgloss. Jeg vidste udmærket hvad hun mente. Hun ville give mig skylden for noget, for hun elskede, når jeg blev skældt ud, og fik et stort, rødt mærke af en hånd på kinden.

“Skrid nu bare, og lad mig være,” vrissede jeg, og gik ind på mit værelse. Jeg sukkede højlydt, og satte mig på kontorstolen. Jeg orkede ikke at lave lektier, det var derfor, min taske stadig lå i gangen. Jeg bandede indvendigt, fordi jeg var dumpet i den sidste prøve. Min mor måtte bare ikke finde ud af det, for så kunne jeg kalde mig død.

Jeg kunne høre min mor råbe og skrige mit navn, i alt hysteri. Hun var vred - virkelig vred. Klumpen der sad stramt i min hals, sank jeg, hvorefter jeg tøvende åbnede døren, hvor hendes råben kun blev højere. “Hvad er det her?!” hvæsede hun, så spyttet stod ud af munden på hende. Hendes åndedræt var hurtigt, da hun stod med mine karakterer oppe i fjæset på mig. Mine øjne stirrede lamslået på papirerne, hvor der var tegnet et stort, rødt 02.

“Hvorfor roder du i mine ting?!” svarede jeg igen, da jeg ikke havde lyst til, at diskuterer karaktererne yderligere.

“Du lyver åbenbart for mig, så jeg må jo grave sandheden frem, på en eller anden måde,” bed hun, og havde krøllet papirerne med de frygtelige karakterer.

“Derfor kan du ikke tillade dig, at rode i mine ting!” blev jeg ved med hård stemme. “Roder jeg måske i dine?” Før jeg nåede og sige mere, kunne jeg mærke en sviende smerte på min venstre kind.

“Nu skal du ikke være næsvis,” hvislede hun hæst, og holdt sin hånd truende oppe mod mig. “Din far ville være meget skuffet over dig.” Dér ramte hun mit ømme punkt. Hun brugte ham altid i mod mig. Det var en af de få ting, der kunne få mig til at græde. Tårerne samlede sig i øjenkrogen, og gled ned ad mine kinder. Fuck hvor jeg hadede hende.

Da jeg endelig kom op på mit værelse, lod jeg for alvor tårerne få frit spil. Min allerede ødelagte mascara løb om kap ned ad mine kinder, mens jeg hulkede stille. Jeg snøftede kort, inden jeg tog min computer op i mit skød, for at tænke på noget andet.

Selvom jeg selvfølgelig vidste hvad der ville møde mig på facebook, Twitter, og hvad jeg nu ellers brugte, gjorde det alligevel ondt, for hver kommentar der var. De fleste var fra min stedsøster, som også havde oprettet en hadeside mod mig. Jeg kunne ikke klare at se på det, så jeg smækkede skærmen i, blot for at gemme ansigtet i mine hænder.

Lige siden min far døde, var det hele gået skævt. Det var som om, at jeg var havnet i et bundløst hul, og bare faldt og faldt - dybere og dybere, tættere mod afgrunden.

***

Du fortjener ikke, at leve.” Jeg hørte min stedsøsters ord tydeligt i min hukommelse, da jeg endnu engang sad på mit værelse, med røde og blå mærker fra de mange slag. Der er ingen der elsker dig,” grinede hun. Jeg begravede mit ansigt nede i puden. Du kan lige så godt dræbe dig selv. Efter noget tid, begyndte jeg at hulke. Hun havde jo ret - ingen elskede mig. Jeg var en skændsel. En gennemført fejl. Hvorfor var jeg her overhovedet, hvis jeg intet var værd? Den dag tog jeg en beslutning. Det var på tide, at forlade verdenen. For evigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...