En Udvekslingsstudent

Chris er 32 år gammel og er skuespiller og når han ikke arbejder på en film, underviser han i drama/teater på Hollywood High School, og engelsk.
Helene er udvekslingstuderene, og hun kommer fra DK. Hun er 20 år gammel. Hun er kommet til USA, for at starte på en frisk, og det gør hun.
Kan forholdet fungere, når ingen må vide noget, og pressen er alle steder? Ender det med de bliver opdaget, og han mister sit job på Hollywood High School? Kan Helene undgå at fortælle noget til hendes værts familie, og bliver hun smidt ud, hvis de finde ud af for meget?

2Likes
4Kommentarer
4824Visninger
AA

10. En tur på Hospitalet (Helene)

"Helene?" var der en stemme, der sagde i det fjerne.

Der var nogen der ruskede i mig. Jeg drejede mig i sengen. Duften af mand ramte min næse. Jeg slog mine øjne op, og blinkede et par gange. Det skarpe morgenlys sveg i mine øjne. En muskuløs skikkelse, som bevægede sig, ved siden af mig, fangede mit blik. Jeg kiggede forskrækkede den vej. Kroppen flyttede sig forskrækket. 

"Chris?"
"Jeg ville ikke skræmme dig." sagde han
"Hvor er jeg?"
"Kan du ikke huske det?"
"Hvis jeg kunne huske det, tror du så jeg ville spørge?" svarede jeg flabet.
"Nej, selvfølgelig ikke. Vi tog hjem til mig, fordi Jessica kom hjem."
"Skete det virkelig?"
"Var?" han så vildt forvirret ud.
"Jeg troede bare det var en drøm."
"Det skete skam virkeligt." sagde han og satte sig på sengen.

Jeg kiggede på ham, kiggede efter noget der kunne, afsløre om det var en løgn. Men det var der ikke. Det var den ægte vare. Jeg smilte flovt til ham. Hans øjne var så flotte, så blå, som det flotteste vand der bruser ind over den hvideste sandstrand. Min krop blev helt som spagetti. Han havde bukser og en løs t-shirt, som lagde perfekt til hans muskuløse overkrop. Jeg havde en gammel t-shirt på. Den var alt for stor, og den var så lang, at den stoppede midt på mine lår. Jeg trak mine ben til mig under dynen. Chris flyttede sig op ved siden af mig. Jeg lagde min hånd på hans. Mit hjerte bankede derudad. Han flyttede den hånd, jeg havde lagt min på, og kiggede væk. Min glæde forsvandt med det samme.

"Hvad er der?" spurgte jeg, og prøvede at få kontakt med ham.
"Du skal snart i skole." sagde han, og rejste sig fra sengen, og gik hen til døren.
"Skal du ikke også?" Jeg kunne bestemt ikke lide måden han sagde det på.

Han havde lige lagt sin hånd på håndtaget, da han vente sig om. Hans ansigt så helt forkert ud men han sagde ikke noget.

"Nej. Jeg har fri."

Hans ansigt var hård, som marmor. Umulig at læse. Han åbnede døren, og gik ud. Jeg sad bare og kiggede på den lukkede døren, han lige var gået ud af. 

'Fri?'

Så slog det mig, og jeg for ud af sengen. Jeg løb ud på gangen. Han var ikke til at se. 

"Chris?" råbte jeg, og kiggede mig rundt, men han svarede ikke.
"Chris. Du kan da ikke have fri. Vi skal da have engelsk." sagde jeg, nærmest til mig selv.

Jeg lænede mig op ad væggen bag mig, og lod mig glide ned på gulvet. Jeg var chokket. Han kan da ikke blive fyrret. Ikke allerede. Der var ikke nogen der havde set os. Var der? Jeg kunne mærke, at jeg snart begyndte at græde.
Jeg rystede helt vildt meget. Jeg kunne slet ikke styre min krop. Med et blev alt omkring mig blev sløret. Jeg fik kvalme. Jeg lukkede mine øjne, og alt blev sort. Alle mine muskler blev slappe, og jeg væltede om på gulvet. Noget satte sig fast i mine luftveje. Jeg hev voldsomt efter vejret. Det gjorde ondt i min mave. Jeg hørte nogen gå på trappen lidt længere nede ad gangen. Personen nynnede. Det var en kvinde, og hun gik ikke særlig hurtigt op ad trappen. Pludselig var noget, der ramte gulvet. Noget der ikke skulle have ramt gulvet, og kvinden skreg. Hun løb hen mod mig, og hun ramte gulvet, ikke så lagt fra mig, vinden fra hende ramte mit ansigt. Vinden var kølig. Jeg prøvede at få min hånd hen til hende, men den ville ikke. Den reagerede ikke på min hjernes ordre. 

"Chris. Hun er fladet om. Skyd dig. Ring efter en ambulance. Skynd dig. Gør et eller andet. Chris."

En anden person løb op ad trappen. Sikkert Chris. Han kom ikke hen til mig. Han blev stående ved trappen. En telefon ramte gulvet. jeg kunne ikke høre noget.

"Chris, gør dog noget." skreg kvinden.

Kort efter rejste kvinden sig, og løb væk fra mig. Jeg mistede bevistheden. Der var ingen lyd, og alt var sort omkring mig. Mørket trak sig længere, og længere ind i mig. Jeg kunne ikke kæmpe imod, så jeg lod den få sit greb om mig. Der var nogen der prøvede at hjælpe mig. De ville få mig ud, af dette sorte hul.

_________________________________________________________________________

'Bip, bip, bip.'

Jeg var ved, at komme til bevisthed igen. Alt omkring mig var koldt. Jeg blinkede en enkel gang. En varm hånd greb fat om min. Jeg kiggede rundt. Alt var hvidt. Der stod en maskine på min venstre siden. Det var den der bippede. Jeg havde fået et drop i min venstre arm. Den varme hånd holdte om min højre hånd. Jeg flyttede mit blik til højre. Jeg kunne kende ham. Mit blik fortsatte ned og nød et øjeblik hans muskuløse overkroppen. Derefter flyttede jeg, mit blik op til det smukke ansigt.

"Chris?" spurgte jeg udmattet.
"Ja, søde. Jeg er lige her. Jeg går ikke igen." sagde han og agede mig ved håret. Jeg smilede.
"Er du fyret?" spurgte jeg.
"Nej, det er jeg ikke. Og du skulle ikke have engelsk i går."
"I går?" Jeg var forvirret.
"Nej, det var fredag i går."
"Hvor lang tid har jeg været væk?"
"Kun en dags tid. Jeg snakkede med mrs. Harisson, og jeg har fortalt hende hvad der er sket."
"Det hele?" Spurgte jeg chokket.

Jeg ville ikke have, at hun skulle vide alt.

"Næsten alt. Jeg undlod at fortælle hende, det mest intime."
"Okay."

Jeg sukkede lettet. Det var noget hun ikke skulle have at vide.

"Hvad sagde hun så til det?" spurgte jeg.
"Hun tog det meget pænt, men hun vil ikke havde dig boende i lejligheden, hvis vi skal være sammen, hvilket hun helst ikke ser, for hun kan godt lide dig." sagde han stille.
"Men jeg elsker dig." sagde jeg, og kiggede op på hans ansigt.

Han kiggede ned på mig, og hans ansigt viste, at han også elskede mig. Jeg følte mig lykkelig.

'Bip, bip, bip.'

Det var apparatet, der tog min puls der begyndte, at bippe hurtigere. Mit fokus, blev flyttet, og min puls faldt hurtigt igen. En læge kom ind i rummet, og kiggede ned på sin mappe, som han havde med sig. 

"Nå, er hun vågne?" spurgte han.
"Ja det er hun." sagde Chris, med et elskelidt smil på læben.

Hans hånd agede stadig mit hår, da lægen kiggede op. Han gik hen til sengen, og kiggede undersøgende på mig.

"Nå Helene. Hvad er der så sket med dig, tænker du." sagde han.
"Det kan du godt have ret i." sagde jeg kort.
"Og det har jeg et rigtig godt svar på."
"Det har gu sikkert."
"For resten, så jeg er overlæge, her på afdelingen. Du ved ikke hvor du er, gør du?"
"Sidst jeg var ved bevidsthed var jeg i Hollywood-området. Men udover på et hospital, så nej." 
"Du er på Hollywood privat hospital."
"Nu må du gerne fortælle mig, hvad der er galt?"
"Godt. Vi har taget nogle blodprøver, men de viste ingenting, så på det punkt, er alt okay. Vi har snakket lidt med Chris, og ud fra det han, har fortalt, så er det eneste vi rigtig kan sige, er at din krop var overbelastet. Du har sikkert ikke fået så meget søvn på det sidste. Jeg kan nemmest forklare det på denne her måde. Din hjerne er ligesom en computer, og din krop, er det, din computer styrer. Når en computer har været overbelastet i længere tid, bryder den sammen. På samme måde fungere den menneskelige hjerne. Din hjerne har været på overarbejde i lang tid, og så er der, et eller andet, som har udløst nedbrydning programmet, og det fik dig, til at besvime. Har du noget at spørg om?" sagde han.
"Det var ret indviklet, men jeg tror, jeg har forstået dit budskab. Mit eneste spørgsmål er, hvornår kan jeg komme hjem?"
"Når du føler dig klar." sagde han.
"Godt så vil jeg gerne hjem nu." Jeg satte mig op i sengen.
"Er du sikker på det er en god ide?" spurte Chris.
"Chris. Det er kun lørdag en gang om ugen. Og jeg gider ikke bruge min første lørdag på et hospital." sagde jeg flabet.
"Okay. Jeg finder lige dit tøj, og så kan I få lov at gå." sagde lægen.

Jeg smilede som tak. Lægen smilede igen, og gik tilbage til døren, han var kommet ind ad. Da døren lukkede efter ham, kiggede jeg op på Chris.

"Hvad er der?" spurte jeg.
"Ikke noget." sagde han.
"Jeg kan se, at der er noget galt. Har lægen ikke fortalt mig alt?"
"Jo, men jeg stoler ikke på ham. Jeg kan ikke lide at være her."
"Så er det godt vi snart skal hjem så."
"Helene. Forstår du det ikke?" Han kiggede søgende på mig.
"Forstår hvad?"
"Vi kan ikke være et par. Jeg er DIN lære, og du er min elev. Det er ikke lovligt."
"Jeg er ligeglad. Jeg har aldrig følt sådan her for nogen. Det er dig jeg elsker. Så er jeg pisse ligeglad med alt andet."
"Jeg kan komme i fængsel for det her. Det ved du godt ikke." han kiggede indtrængende på mig.
"Jo." svarede jeg. 
"Jeg elsker dig, Helene."
"Hvad vil du have jeg skal gøre?" spurgte jeg.
"Være mig for evigt."

Jeg lagde min hånd på hans kind, og smilede. Døren gik op, og en ældre læge ind.

"Hej Helene."
"Hej." sagde jeg og smilede.
"Jeg har dit tøj med, og så vil jeg gerne afkobler dig fra de her apparater." 

Han lagde en lille pose, ved fodenden af sengen. Jeg kiggede på Chris, mens lægen tog alle slanger og sager ud af mig. Kort efter kørte han det bippene apparat ud af rummet. 

"Når du har taget dit eget tøj på, kan du bare lægge det du har på nu, på sengen og så kan i bare tage hjem. I må have en god dag."
"I lige måde." sagde Chris.

Jeg hoppede ud af sengen, tog posen, og gik ind på toilettet. Jeg skiftede tøj. Det var dejligt, at komme i mit tøj igen. Jeg åbnede døren, og gik ud i værelset igen. 

"Er du klar til at komme hjem?"
"Ja. Kan vi ikke tage hjem til dig først?" spurte jeg.
"Vil du gerne det?" spurgte han, mens han lagde sine arme om mig. 
"Ja. Jeg kan ikke lige magte, at skal konfronteres af mrs. Harisson og Jessica."
"Okay, så gør vi det." sagde han

Så forlod vi hospitalet, og tog hjem til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...