En Udvekslingsstudent

Chris er 32 år gammel og er skuespiller og når han ikke arbejder på en film, underviser han i drama/teater på Hollywood High School, og engelsk.
Helene er udvekslingstuderene, og hun kommer fra DK. Hun er 20 år gammel. Hun er kommet til USA, for at starte på en frisk, og det gør hun.
Kan forholdet fungere, når ingen må vide noget, og pressen er alle steder? Ender det med de bliver opdaget, og han mister sit job på Hollywood High School? Kan Helene undgå at fortælle noget til hendes værts familie, og bliver hun smidt ud, hvis de finde ud af for meget?

2Likes
4Kommentarer
4773Visninger
AA

23. Drømmen (Helene)

Alt omkring mig var sort. Der var som, at stå med bind for øjnene. Jeg mærkede omkring mit hoved og ved mine øjne, men der var ingenting. Jeg kunne mærke angsten og panikken, komme snigende ind på mig. Jeg gik forsigtigt frem. Mine arme var lige frem for mig, og mine bare fødder følte sig frem, hen over det bløde gulvtæppe.

"Der måtte være en kontakt et sted" tænkte jeg.

Jeg lod mine fødder glide hen over det bløde gulvtæppe. Det føltes som om jeg havde gået i flere timer. Med et ændrede temperaturen sig, og i det næste skridt, blev mine fødder omgivet af vådt og koldt græs. Jeg kiggede op, og fik øje på månen, og de mange stjerner.

"Helene!! Helene, hvor er du?"

Jeg kiggede mig tilbage. Der stod de alle sammen. Alle dem jeg havde forladt. Den eneste forskel der var, var  at min afdøde far stod der. Det var ham der kaldte på mig. Jeg kiggede rundt en gang mere. Derefter kiggede jeg ned ad mig selv. Jeg stod i skovkanten, i en hvid natkjole, og bare tæer. Det var ikke koldt, men hellere ikke varmt. Jeg var ikke mere end 9 år gammel. Jeg kiggede mig tilbage igen. Jeg fik et glimt af min far igen. Han var min bedste ven, og den eneste i min familie der forstod mig. Jeg elskede ham overalt på jorden. Jeg kiggede ind i skoves opsugende mørke, og blev bange. Jeg hørte en gren knække bag mig. Jeg vendte mig forskrækket om.

"Helene. Min lille skat. Hvad laver du her ude i skoven?" spurgte min far.
"Jeg er sur på mor." hørte jeg min lille pige stemme sige.

Min far satte sig op huk foran mig. Han venlige øjne kiggede ind i mine. Så lagde han sin ene hånd på min spinkle skulder, og så trak han, mig ind til sig.

"Lille skat. Derfor skal du ikke løbe væk. Og så da heller ikke når det er mørkt. Du kunne fare vild i skoven."
"Det er mor sikkert ligeglad med." sagde jeg hulkende.
"Nej hun er ej."
"Hun kan ikke lide mig. Hun kan bedre lide de andre."
"Hun elsker jer alle sammen lige høj. Kan du holde på en hemmelighed?" spurgte han, og skubbede mig lidt, ud fra sig.
"Ja."
"Du er min ynglings datter."
"Er jeg?" spurgte jeg glad
"Ja du er."

Jeg kastede mine små arme, omkring hans hals. Han lagde sine store arme omkring mig, og så  løftede mig, op i sin favn. Han gik tilbage til huset. Vi gik ind i køkkenet, og han satte mig ved det store køkkenbord. Han satte sig ved siden af mig, med en kop af min ynglings kakao. Hele den nat sad vi bare, og snakkede. Kort efter min far havde fundet mig, og vi var gået ind, kom de andre ind. Min mor skældte mig endnu en gang ud. Denne gang fordi, jeg var stukkede af midt om natten. På min fars opfordring, gik hun med mine søskende op i seng, og så ville han lægge mig i seng. Timerne gik. Solens stråler begyndte at kigge frem, og min far tog min hånd. 

"Skal vi ikke gå ud i skoven, og se den vågne op?" spurgte han.
"Jo." 

Jeg sprang ned fra stolen, og løb ud i den lille gang. Jeg hoppede i mine gummistøvler, og tog så min fars hånd. Jeg var meget træt. Men jeg ville gerne med min far ud i skoven. Det var noget vi havde sammen. Han gik aldrig i skoven med de andre. Det var kun mig han tog med derud. Vi gik gennem skoven. Til sidst, var jeg så træt, at han måtte bære mig tilbage. Inden vi var nået ud af skoven, var jeg faldet i søvn. Mit hoved hvilede på hans skulder. Alt omkring mig, var ingen blevet sort. 
 

"Far." skreg jeg.

Jeg satte mig med et sæt op i den bløde seng. Solens stråler var, begyndt at lyse i soveværelset. Vi var stadig på hotellet. Rummet blev oplyst af solen udenfor. Chris havde forskrækket sat sig op i sengen ved siden af mig. Han så træt på mig, men hans blå øjne sagde, at han stadig var træt. 

Sorgen ramte mig med det sammen. Mine tåre løb ned ad mine kinder. Chris tog mig ind til sig, og lagde mig ned i hans favn. 

"Hvad er der med din far?"
"Han døde for 2 år siden." hulkede jeg ind mod hans bryst.
"Det har du ikke fortalt skat. Hvorfor kalder du så på ham nu?"
"Jeg drømte om ham. Chris jeg savner ham virkelig." 

Sorgen voksede inde i mig. Jeg ville gøre alt for, at han kunne være der, når jeg skulle giftes. Og at han kunne være der når min lille baby blev født.

"Hvad hed din far?"
"Han hed Valdemar. Han var min bedste ven. Og han var den eneste i min familie der forstod mig. Jeg var sønderknust, den dag han døde. Der var noget af mig der døde sammen med ham den dag. Derefter skubbede jeg hele min familie, og alle mine venner væk. Jeg kunne ikke bære, hvis jeg også skulle miste dem, så jeg ville hellere afslutte det mens jeg var i sorg, over min fars død. Det virkede som det nemmeste. I dag kan jeg godt se det var dumt. Jeg følte, at jeg ikke havde noget, at leve for, efter han var død."
"Hvordan kom du så over det?"
"Jeg begyndte hos en psykolog. Jeg gik der i 14 måneder. Til sidst havde hun hjulpet mig meget. Men jeg kunne stadig ikke være i mit hjem. Han døde af et hjertestop, i soveværeset. Jeg kan stadig ikke være i huset. Det hele minder om ham. Det var blandt andet derfor jeg tog til USA."
"Det må være forfærdeligt for dig."
"Det er det også. Det er første gang jeg har drømt om ham siden han døde. Han var der altid for mig. Han tænkte altid på mig før mine søskende. Min mor derimod, hun tænker altid på mine søskende for mig."

Vi snakkede om min far hele morgen. For første gang føltes det rart, og få snakket om det, og det åbnede op for noget inde i mig, som jeg havde gemt væk. Jeg fik endelig lukket for ham. 

"Har du nogle billeder af din far?"
"Ja. Alle de billeder jeg har af ham, har jeg scannet ind, så de ligger i en privat mappe på min computer. Jeg har ikke haft den åbnet, siden jeg lagde de sidste billeder ind af ham inden han døde."
"Hvad med hans begravelse?"
"De billeder ligger stadig på mit kamera. Jeg har ikke kigget en eneste gang på dem. Det er mest film der på den. Film fra ceremonien, inde i kirken. Jeg vil gerne havde det, på film, så jeg en kan se dem, og se at han forlod denne jord på en ordentlig måde. Men jeg kan ikke sidde og kigge på dem endnu. Og lige nu ligger de meget godt på midt kamera."
"Skal jeg ligge dem, over på din computer en dag?"
"Vil du også ligge dem over på det USB stik, som kun er med ham?"
"Selvfølgelig." sagde han.

Han kyssede mig blidt på panden. Vi sad i den lille stue, der var i vores værelse. Rummet var stort og lyst. Der var 2 store vinduer i den ene væg. Det var dem der gav alt sollyset i rummet. Det vendte mod nordøst, og vi havde udsigt over byen. Hotellet lagde lidt højere end resten af Los Angeles, så vi havde udsigt, over hele byen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...