En Udvekslingsstudent

Chris er 32 år gammel og er skuespiller og når han ikke arbejder på en film, underviser han i drama/teater på Hollywood High School, og engelsk.
Helene er udvekslingstuderene, og hun kommer fra DK. Hun er 20 år gammel. Hun er kommet til USA, for at starte på en frisk, og det gør hun.
Kan forholdet fungere, når ingen må vide noget, og pressen er alle steder? Ender det med de bliver opdaget, og han mister sit job på Hollywood High School? Kan Helene undgå at fortælle noget til hendes værts familie, og bliver hun smidt ud, hvis de finde ud af for meget?

2Likes
4Kommentarer
4802Visninger
AA

15. Besøg af lægen (Chris)

Jeg gik ned i køkkenet, for at finde min telefon. Jeg kiggede mig lidt rundt, og fik øje på telefonen henne på spisebordet. Jeg gik hen til bordet, og tog den. Jeg låste den op, og fandt nummeret til lægen. Jeg trykkede på 'ring', og tog den op til øret. Den ringede 3 gange.

"Hallo, det er hos doktor Brown."
"Hej, det er Chris Evans. Har dr. Brown tid til et hjemmebesøg?"
"Haster det?"
"Nej. Men jeg vil meget gerne, at han snart kommer."
"Han kan være der om 15 minutter. Hvad drejer det sig om?"
"Min kæreste har kastet op, og jeg frygter lidt hun er gravid."
"Hvis hun bare har kastet op i dag, så er det nok ikke så slem tror du?"
"Hun siger, at hun har gjort det flere gange, og at hun har kvalme."
"Jeg får ham til, at tage afsted med det samme."
"Tak." sagde jeg op lagde på.

Jeg lagde telefonen i lommen, og gik op til Helene igen. Jeg åbnede døren stille. Hendes åndedrag var stille. Jeg gik hen til sengen, og satte mig på gulvet, ved siden af hende. Jeg lagde min hånd på hendes mave, og kiggede på hende. Min hånd fulgte hendes mave. Op, når hun trak været ind, og ned, når hun pustede ud. Hun var rolig. Jeg rejste mig, og jeg gik over på den anden siden af sengen. Jeg lagde mig tæt på til hende. Hun flyttede lidt på sig, og slog så øjnene op. Hun kiggede på mig, og smilede til mig. 

"Kunne han komme?"
"Ja. Han er her nok snart."

I det samme ringede det på døren. Jeg kom ud af sengen, og gik ned til døren. Jeg åbnede døren. Det var lægen.

"Kom indenfor." sagde jeg.
"Mange tak. Hvor er pigen så?" spurgte han
"Hun lægger oppe i sengen." jeg pegede op ad trappen.
"Vil du lige holde min taske."
"Ja." 

Jeg tog hans taske. Han tog sine sko af, og rakte ud efter tasken.

"Skal vi?" sagde han
"Ja. Denne vej." sagde jeg og gik op ad trappen, men lægen lige i hælene.

Jeg åbnede døren, ind til soveværelset, og Helene havde sat sig op i sengen. Hun kiggede op på doktoren da han kom. Hun rejste sig op.

"Kære barn, bliv endelig siddende." sagde han, og kiggede på mig.
"Doktor, det her er Helene. Hun er udvekslingsstudent, på Hollywood High."
"Der hvor du arbejder." sagde han mistroisk.
"Ja." Jeg nikkede.
"Nå Helene. Hvad siger du så der er galt?"
"Jeg har kastet op, hver morgen de sidste par dage, og jeg har haft sådan en kvalme. Det er rigtig ubehagelig."
"Og hvor lang tid har du vist det Chris?"
"Jeg fandt ud af det i dag."
"Okay. Læg dig lige ned en gang Helene, så kan jeg lige kigge lidt på dig. Har du en stol, jeg kan få?" spurgte han.
"Ja, jeg henter den lige."

Jeg gik ud på gangen, og ind på kontoret ved siden af. Jeg tog den første stol, som stod lige til højre for døren. Så gik jeg tilbage til værelet. Doktoren havde imidlertid sat sig på sengen. Hen rejste sig op, da han så jeg kom ind med en stol. Jeg satte den ved siden af sengen, og han satte sig på den.

"Så kan du godt trække  trøjen af unge dame." Helene gjorde som han sagde.

Han var en mand midt i 40'erne. Han var skaldet, men det passede til ham. Han har været min læge i 10 år, og han har altid været en dygtig mand. Han var lidt lavere end mig, men ikke meget. Han var almindelig, at se på. 

Han undersøgte hende fra top til tå. Efter lidt tid, hvor han tænkte sagde han endelig:

"Du må genre tage trøjen på igen Helene. I kan godt have ret i af at hun er gravid. Men jeg vil gerne, at i tager på hospitalet, bare for at være sikker. Må jeg lige snakke med dig et andet sted en her, Chris?"
"Ja selvfølge. Jeg henter dig, når vi er færdige med at snakke." sagde jeg til Helene, og smilede beroligene til hende.
"Okay." sagde hun, en smule sur over, at hun ikke måtte høre hvad lægen ville.

Jeg viste lægen ud på gangen, og ned i køkkenet.

"Du kan sætte dig over på en af stolene." sagde jeg.
"Ellers tak, jeg står fint her. Chris, hvad fanden tænker du på? Hun er kun 20 år. Hun er ude og opleve verden, og så gør du hende gravid. Igennem de 10 år jeg har kendt dig, er det her nok det dummeste du har gjort."
"Ja tak, det ved jeg. Men det var ikke planlagt. Jeg viste ingenting før i dag. Hun har ikke fortalt mig en skid." sagde jeg.

Jeg følte mig magtesløs. Jeg var rasende på hende. Hvorfor havde hun ikke fortalt mig noget. Jeg satte mig på en af stolene, og lagde mit hoved i mine hænder.

"Hvad skal jeg gøre? Jeg mister mit job hvis der er nogen der finder ud af jeg er barnets far. Kan du sige hvor langt hun ca. er?"
"Okay." sagde han og satte sig overfor mig.
"Hun er ikke særlig langt henne. Hvis hun beholder barnet, så kan hun føde i midten, eller slutningen af august. Hvilket vil sige, hun ikke længere er i USA, og barnet får et godt liv i hendes hjemland sammen med hende, men uden dig. Ja, du mister dit job på skolen, men du er for god til den skole. Du er den fødte skuespiller. Knægt du har fået en gave, udnyt det, i stedet for, at fjante rundt på den skide skole. Jeg syntes du skal støtte hende. Hun er en klog pige, og hun ved hvad der er rigtig. Hun kender konsekvenserne ligeså godt som dig. Hun ved det er forkert, det i to har gang i, men hun elsker dig virkelig, og jeg håber fandme at du også elsker hende, for ellers banker der lægeklø fra mig."
"Hun er alt. Efter jeg har mødt hende, er det som om alt inden i mig er faldet på plads. Det lyder underligt, men jeg føler jeg kender mig selv meget bedre. Alt det jeg kendte før hende, det er alt sammen væk. Det eneste jeg vil er, at forsvinde langt væk sammen med hende, og så aldrig komme tilbage til det her. Lyder det ikke mærkeligt?" Jeg kiggede på ham med en fornemmelse af det.
"Jeg kender det godt. Det lyder som om du virklig elsker hende. Jeg er glad for at du droppede Josefine. Hun var godt nok ikke noget for dig."
"Tak for hjælpen doktor." sagde jeg og gav han hånden.
"Jeg er glad for at kunne hjælpe. Men jeg må hellere til at komme tilbage til klinikken. Der er meget travlt i dag."
"Nu skal jeg følge dig ud."
"Det behøver du så ment ikke. Gå du nu op til den lille dame deroppe, hun savner dig nok." sagde han med et glimt i øjet.

Jeg gik op ad trappen, og lige da jeg kom op, lukkede døren i ind til værelset. Jeg gik hen til døren, og åbnede den. Jeg Helene stod henne ved vinduet, med armene over kors. Hun stod og kiggede ud.

"Hvordan vil folk reagere, når de finder ud af det?"
"Lige nu kan jeg slet ikke fatte det. Jeg forstår det slet ikke. Og det jeg mindst forstår er, at du kan tage det så roligt."
"Rolig?" hun drejede rundt, og kiggede på med tårerne løbende ned ad kinderne.
"Syntes du jeg tager det roligt? Jeg ved ingenting, om det her. Jeg.. jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Hvad skal jeg gøre Chris?" hun var sunket sammen på gulvet. 
"Jeg ved det ikke."

Der var stille længe. Jeg havde sat mig på gulvet ved døren, og Helene var stadig på gulvet ved vinduet. Jeg tænkte alle mulige løsninger igennem, og mine tanker blev ved med at kredse om abort. Hun rejste sig omsider op, og gik hen til mig. Hun kiggede ned på mig, og jeg kiggede op på hende. Jeg kunne ikke se hvad hun følte. Hun var iskold.

"Undskyld Helene. Jeg ved ikke hvad der gik galt." sagde jeg, og en tåre løb stille ned ad min kind. Hun satte sig ved siden af mig.
"Det er ikke din skyld. Hvad skal vi gøre." sagde hun, og lagde sin hånd på min.
"Elsker du mig?" spurgte jeg, og jeg kiggede på hende.
"Mere end noget andet. Hvorfor?" sagde hun.

Jeg lagde en arm om hende, og hun lænede sig ind til mig.

"Vil du føde barnet her i USA?"
"Jeg kan ikke lade et barn vokse op i det kaos. Jeg kan ikke lade et lille barn være omringet af fotografer, og jeg kan ikke med journaliser. Et barn skal selv vælge sine veje, og det tror jeg ikke, et barn kan når der løber 20 fotografer i røven på den."
"Det forstår jeg godt. Du vil i Danmark, langt væk fra mig."
"Du kan tage med. Eller du kan komme lige inden."
"Det kan jeg ikke Helene."
"Hvorfor?" spurgte hun. Hun så helt forkert ud i ansigtet.
"Der er optagelse til 'The Avenger'." Hun kiggede dumt på mig.
"The Avenger?" 
"Det er en film, hvor man samler Thor, Hulk, Iron man, Captain America, og så skal de så bekæmpe det onde sammen."
"Okay. Skal vi snart op på sygehuset, og se om det overhovedet har noget på sig?" sagde hun opgmundrene.
"Det må vi hellere."

Vi gik ud på gangen, og ned ad trappen. Vi tog sko, og jakker op, og gik ud til vejen. Jeg fik fat i en taxa. Stemningen var akavet, og det blev ikke bedre på sygehuset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...