Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
39Kommentarer
2385Visninger
AA

10. Ved Frederikkes Grav.

Det var solen, der vækkede mig den næste morgen. Solen var ikke spor varm mod mig, men jeg havde det alligevel varmt. Jeg lå under en tyk dyne, der lå tæt omkring min krop. Jeg kunne mærke stoffet for dynebetrækket mod min hud, og jeg vidste, at Louis havde skiftet nattøj på mig. Bare ikke det jeg var van til at ligge i. Jeg var iført en lyserød bh uden strop. Den var af elestik, og jeg måtte indrømme, at den sad godt på mig.

Jeg var ikke sur på Louis over, at han har skiftet nattøjet ud til det. Jeg var van til at have nattøj på, så andre ikke så min krop. Men nu var Louis jo min kæreste, så det var vel lige meget, at jeg ikke havde så meget tøj på.

Jeg rørte lidt på mig. Jeg opdagede hurtigt, at jeg lå ovenpå Louis, der havde armene om mig, som om han var bange for at lade mig gå. Jeg smilede for mig selv og lagde tilfreds hovedet tilbage til hans brystkasse.

Jeg lå stille og førte min pegefinger over hans bryst flere gange, mens jeg tålmodigt ventede på, at han skulle vågne. Det plejede altid at være mig, som vågnede først. Mine tanker kom langsomt på gled, og jeg blev mindet om de dårlige nyheder om Kim, der nu var ude af fængslet. Jeg gøs, mens jeg mærkede armene omkring mig blev løsnet, da Louis faldt længere ind i søvnen.

Jeg havde mest løst til at vække ham, så jeg kunne høre hans beroligende ord. For jeg havde brug for hans dejlige stemme, mens han rokkede mig til side til side for at få mig til falde ned og blive tryg, som jeg plejede at være. Jeg lod et dybt suk løbe over mine læber, mens jeg mindede mig selv om, at jeg skulle på arbejde. Jeg orkede det virkelig ikke. Både fordi at jeg hellere ville blive her med Louis, men mest fordi at jeg var bange for, at Kim ville dukke op. Han ville helt sikkert lede der først, og måske videre til Frederikkes grav.

Straks jeg havde tænkt tanken til ende, huskede jeg, at det var længe side, at jeg havde besøgt graven. Det fik den dårlige samvittighed til at løbe rundt i mine blodårer sammen med alle blodlegemerne. Jeg fik det en smule dårligt, mens jeg huskede, at jeg skulle tage mine piller. Men var det virkelig nødvendigt? Jeg havde det ikke dårligt i den forstand. Ikke svimmel eller noget som helst. Jeg tror, at jeg er blevet rask.

Jeg besluttede, at jeg skulle besøge Frederikkes grav i dag, så om Louis ville med eller ej. Men jeg ved, at han ikke vil lade mig gå alene rundt, når Kim er på fri fod. Så godt kendte jeg ham. Måske også for det han havde sagt i går. Da jeg blev mindet om det, blev mit smil bredere, mens jeg blev varm inden i. Jeg vidste, at han ikke løj. Han talte altid sandt. Undtagen da han holdte det med koncerten hemmelig. Jeg havde tilgivet ham. Jeg tror, at han ikke vil have, at jeg skulle tænke på det. Men jeg kunne ikke lade vær. Vil de nogensinde komme tilbage igen? Inde i mit hjerte skreg det hele, at det skulle de, så om jeg skulle blandes ind i det hele.

Min mave begyndte lavmælt og snakke af sult. Jeg sukkede irriteret, da jeg ikke gad fjerne mig fra Louis’ favn, som var så varm og tryg som altid. Jeg vidste, at der ikke var nogen lige så trygge steder, som i Louis’ dejlige favn. Ingen tryghed ville nogensinde kunne slå den, som Louis gav mig.

Jeg skubbede modvilligt dynen til side og hoppede ud på det køgelige gulv. Det gav et helt spjæt i mig, da jeg mærkede det mod mine bare tær. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg var tynd, og man kunne se mine ribben. Jeg var kun i den lyserøde bh og nogle trusser der passede til. Det var koldt at stå i, når vinduet var åben og sneen bare dalede ned. Jeg skiftede hurtigt til noget tøj.

Der blev øjeblikkeligt varmere, da jeg trådte ud i stuen, hvor Lockey stadig lå. Men denne gang havde hun sin tykke dyne over sig. Jeg betagede hende lidt her fra, og jeg forstod først nu hvorfor, Louis mente, at jeg så så sød ud, når jeg sov. For hun så virkelig sød ud, når hun sov.

I starten var jeg nok ret knotten over, at jeg havde fået en tvillingesøster, men nu hvor jeg havde lært hende at kende, var jeg rigtig glad for, at hun var min tvillingesøster. Men hun var ret genert. Især når Harry var til stede. Hun sagde ikke ret meget og kiggede væk, når deres øjne mødes.

Jeg smilede for mig selv, inden jeg satte kursen mod køkkenet. Pjuske lå træt på køkkenbordet, hvor den lå og drømte. Dens poter løb og løb, som om en løb fra noget farligt. Jeg kunne ikke lade vær med at grine af den, mens jeg snuppede et æble for frugtskålen.

Jeg gik forsigtigt hen til køkkenvinduet, mens jeg tog en bid af mit æble. Jeg skar en sur grimasse. Æblet var sur, men jeg tvang mig selv til at tage endnu en bid af den. Jeg lænede mig mod vinduet og kiggede ned på baghaven, og jeg huskede et ønske, jeg ikke havde fået opfyldt endnu. Jeg ville så gerne gå en tur med Louis ud i sneen. Flette vores finger sammen.

Jeg sukkede dybt af forskrækkelse, da jeg mærkede nogle stærke arme omkring mit liv. Hænderne mod min hud var varme og bløde. Jeg lod mine hænder lægges ovenpå hans. Jeg mærkede hans ånde mod min nakke. Louis kyssede blidt min nakke, inden han begravede sin næse i mit hår.

”Åh, Louis,” sukkede jeg lettet op. Jeg lænede hovedet tilbage, så det hvilede på hans skulder. Jeg lukkede øjnene og nød hans arme omkring mig. Jeg kunne høre, at Louis smilede. ”Du må aldrig gøre det igen.”

Louis grinede kort, inden han lod sine læber ramme min kind. Jeg trækkede i den ene mundvige og åbnede øjnene. Jeg lod en hånd glide op til hans kind. Jeg nussede ham blidt på kinden. Han fjernede den ene hånd fra min liv, mens den anden holdte godt om mig. Hans hånd blev lagt ovenpå min, som nussede ham på kinden.

”Men jeg elsker dig,” mumlede jeg mod hans læber. Jeg mærkede, at han smilede i kysset. Jeg kunne mærke glæden sprede sig i min krop. Når han kyssede mig eller omvendt, så følte jeg, at alt omkring mig forsvandt. Jeg følte, at der kun var mig og ham i verden.

”Jeg vender mig aldrig til det,” lød en stemme som fik mig og Louis til at fare sammen af forskrækkelse. Louis strammede grebet ekstra om mig, mens jeg forgæves prøvede at kigge over hans skulder. Men han var for høj.

”Hvorfor kommer du altid på de forkerte tidspunkter, Styles,” sagde Louis, der kiggede ud af vinduet. Vent! Var Harry her? Jeg troede, at han var taget hjem. Jeg tror, at Louis havde ladet ham overnatte. Men hvorfor?

”Det ved jeg da ikke,” sagde Harry smilende. Jeg rettede blikket mod ruden igen. Jeg kunne se en svag skikkelse, der stod lænet op ad døren og betage os. Jeg kunne se Harrys smil igennem glasset. Jeg kiggede genert ned mod Louis arme, der igen havde lagt sig rundt omkring mit liv. ”Jeg kommer bare gående, og så står I bare at kysser. Jeg håbede ellers på at se noget andet.”

Jeg mærkede rødmen stege i mine hænder, mens jeg hørte, at Louis gav et irriteret suk fra sig. Harry tænkte i en perverstankegang lige nu. Vi har aldrig nogensinde været i det hjørne, og det ville hellere ikke ske forløbelig. Vi kyssede jo bare. Er det ikke normalt for kærester som os? Det er fuldkommet normalt, at kærester kysser hinanden.

”Du er ikke rigtig klog, Harry,” sagde jeg og betagede endnu en gang sneen falde ned. Jeg lod langsomt mine øjne glide ned i den store fælleshave, hvor børnene lavede snemænd og sne-engler. ”Vi kyssede jo bare. Er det ikke normalt?”

”Jo, men det kys kan godt blive til mere,” sagde Harry drilsk. Pjuske, der havde ligget og sovet, vågnede nu og kiggede med trætte øjne på Harry.

”Ham har I ikke været heldige med,” sagde jeg til Louis, der lod sin hage hvile på mit hoved. Jeg kunne høre, at Louis smilede.

”Det ved jeg.”

Der blev atter stille i huset, og det eneste man kunne høre var de lave vejrtrækninger fra Lockey. Jeg stod sløvt i Louis favn, indtil han fjernede sig. Han gjorde ikke med vilje, men fordi at han var blevet sulten. Han forsvandt langsomt ud af køkkenet. Forbi Harry, der stadig stod i dørkarmen. Louis og Harry sendte hinanden onde blikke. Men ikke ret langtid efter brød de ud i grin. Jeg rustede på hovedet og satte mig op på køkkenbordet. Pjuske kom hurtigt over til mig. Hun lagde sig i mit skød, hvor jeg langsomt nussede hende.

Jeg sad lidt og overvejede om jeg skulle tage på arbejde, selvom jeg allerede var kommet for sendt. Der var to sider inde i mig, som havde vær sin beslutning. Den ene side sagde, at det var for farligt at tage der hen, mens den anden sagde, at jeg skulle tage der hen. Den mente, at der var for mange mennesker til, at Kim turde at overfalde mig, eller tage mig. Der var jo ret mange, der kendte til ham.

Idet samme slog en tanke ned i mig, der fik min nysgerrighed på spring. Var der overhovedet nogen andre end mig, Lockey og drengene, der synes, at det var forkert at løslade Kim fra fængslet? Var der nogen på min side og ikke politis? De år jeg havde været hos Kim, havde ingen i omverden skænket mig en tanke. Hvorfor skulle de så gøre det nu? De eneste i verden jeg troede på, der var der for mig hundrede procent var: Harry, Louis, Liam, Niall, Zayn og Lockey. De var de eneste. Jeg troede ikke på, at der var nogen i omverden.

Jeg sukkede, mens jeg betagede mine hænder. Jeg kiggede ikke op, da jeg hørte fodskridt i min retning. Jeg vidste, at det var Louis eller Harry. Måske dem begge to. Men det kunne også være Lockey, for jeg kunne ikke længere høre hendes sovende vejrtrækninger. Personen satte sig op ved siden af mig. Jeg vendte hovedet mod personen og opdagede, at det var Lockey. Jeg smilede til hende, og hun smilede tilbage.

”Er der noget galt?” spurgte hun forsigtigt, mens hun betagede Pjuske i mit skød. Jeg havde mest løst til at sige nej, men jeg kunne ikke lyve overfor min egen søster. Jeg lod en hånd glide igennem mit lysehår.

”En smule,” sagde jeg og kiggede over på hende. Jeg mødte hendes grønne øjne. Hendes øjne lyste af nysgerrighed, og jeg havde intet andet valg, end at fortælle hende det. ”Jeg er så bange for, at omverden er ligeglad med, at Kim er sluppet ud.”

Lockey nåede ikke at svare, før Louis kom ind med et blad i hånden. Jeg kiggede nysgerrigt på ham. Han smed bladet på bordet, før han med et lille smil gik hen til mig. Han tog blidt min hånd og trækkede mig i retningen af stolen, hvor han satte sig ned og mig ovenpå ham. Jeg runkede øjenbrynene. Jeg undrede mig over, hvorfor sådan en skulle være så spændende. Jeg læste aldrig sladderblade. Hvorfor skulle jeg så læse den. Men Louis bladrede bare om på en tredje side.

Jeg blev nysgerrig og kiggede på siden. Der var et billede af en ung pige med lysthår, og det tog mig nogle sekunder, før jeg opdagede, at det var mig. Jeg kiggede med store øjne på siden, inden jeg læste overskriften: Folk støtter hende. De ord fik mine øjne til at blive så store som tekander.

Jeg begyndte forsigtigt at læse siden, mens Louis holdt godt om mig.

I går blev den fyr, som havde mishandlet den nu attenårige pige, Robin Fletcher, blevet løsladt. Politiet mener, at det er en god ide, da hun ikke længere bor hos ham eller tæt på. Hun bor nu sammen med sin kæreste, Louis Tomlinson. Politiet tror ikke, at han vil kunne finde hende. De tror heller ikke, at han ville gøre hende fortræd. Så hvorfor dog holde ham fanget, mener politichefen Colin.

”Jeg kan ikke se det dårlige i at slippe ham fri. Robin er jo fuldkommen tryg,” siger han til os.  Men der mange, der er uenige i, i politichefens handlinger. Der er kommet en gruppe af folk og klaget over det. De fleste er unge piger, tydeligvis tidligere Directioner. Men det er ikke kun dem, som ikke tager Kims løsladelse for gode vare. Den ældre herre Jack har en hel anden mening.

”Kim skulle aldrig blive løsladt,” siger han. ”Jeg ville vædde min gamle hat på, at han ville finde Robin så godt som muligt. Han ville gøre det, han ikke fik gjort. Han vil tage hævn. Han vil sørger for, at hun hele tiden skal rende rundt og være bange. Og det kan jeg ikke tillade. Det kan godt være, at I tænker: ’Du har aldrig mødt hende’. Jo det har jeg. I et supermarked, hvor hun hjalp mig og min kone. Hun er en hjælpsom ung dame, der ikke fortjener, at rende rundt i frygt for at blive slået til blods.”

Mange mennesker i hele England er fast besluttet på at hjælpe Robin.

Jeg mærkede overraskelsen sprede sig i min krop. Det jeg ikke troede på, var sket. Folk holde virkelig med mig, og ikke de åndsvage politi. Jeg kunne ikke lade vær med at smile stort. Jeg kunne ikke beskrive mit humør. Det var, som om ens største ønske var gået i opfyldelse. Men det var ikke mit største ønske. Jeg ønskede mig meget. Gå en tur i sneen med Louis. Men det største af dem alle: Find min familie. Det vil sige min mor.

”Nå, hva’ siger du til en gåtur på denne begivenhed,” lød Louis’ blide stemme i mit øre. Mit smil blev større. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og kiggede ham glad i øjnene.

”Hvorfor ikke,” sagde jeg og kyssede ham hurtigt på munden, da Lockey sad og holdte øje med os for køkkenbordet. ”Han tør ikke at røre mig, når du er ved min side.”

Det fik Louis’ smil til at gå over dens breder. Han kyssede mig på næsetippen. Jeg rejste mig op fra hans skød med hans hånd i min. Jeg førte ham igennem stuen og videre ud til hoveddøren. Vi iførte os hurtigt noget varmt overtøj. Jeg tog en tophue i brun hvid garn med guldtråd. En jakke med bælte foran og et gråt groft strikket halstørklæde.

Da vi var klar flettede vi vores finger sammen og gik ud af døren. Vi ladte bevidst Lockey og Harry være alene. Vi gik stille ned af alle trapperne. Jeg begravede roligt min næse i mit halstørklæde, inden vi trådte ud i det kolde vejr.

Sneen dalede frit omkring os, mens der var store dynger af sne ved fortovenes kanter. Vi gik tavse igennem sneen. Jeg nød at gå her ude sammen med Louis, som holdte mine spinkle hænder varme. Jeg havde glemt hansker, og Louis’ hænder var det varmeste i miles omkreds. Altså hvis man ikke talte husene med.

”Hvor vil du hen?” spurgte Louis efter nogle minutters vandren i tavshed. Jeg kiggede op på ham. Han var iført en hue, den varme vinterjakke og et flot halstørklæde. Bag halstørklædet smilede han. Hans smil var så dejligt.

”Det er længe siden, at jeg har været ved Frederikkes grav,” sagde jeg til ham. Hans øjne lyste af medlidenhed. Han vidste godt, at jeg følte en dårlig samvittighed over, at jeg ikke har besøgt hende siden begravelsen.

”Så lad os tage der hen,” sagde Louis, men han satte først kursen mod en blomsterforretning.

                                                                              ***

Der var gået cirka tyve minutter, før vi stod udenfor den store kirke, der tordnede sig op. Den så helt magisk ud med det tykke sne på dens tag. Dens så simpelthen så hyggelig ud. Jeg kiggede ind på alle gravende. Jeg blev hurtigt mindet om, den gang jeg var her til begravelse. Jeg kunne huske det, som om det var i går. Et svagt smil bredte sig på min læber, men falmede hurtigt.

Jeg strammede grebet om den smukke krans, som vi havde købt til Frederikke. Jeg mærkede Louis’ rolige blik mod mig. Uden at sige noget til ham, førte jeg ind i kirkegården. Han gik lydigt med, som om han var en velopdragen hund.

Der var ikke blevet skovlet med sne, så vi måtte mase os igennem sneen. Louis tog langsomt styrelsen. Jeg lod ham føre mig resten af vejen til den store guldlåge. Jeg slap Louis’ hånd, der havde holdt min hånd nogenlunde varm i forhold til resten af min krop. Selvom jeg var iført varmt vinter tøj, frøs jeg. Mine ben var følelsesløse af kulde. Jeg havde røde kinder.

Vi trådte forsigtigt ind på et stort græsareal, der bredte sig langt ud. Her var der ingen gravstene, som bag hegnet bag os. Men i midten af det hele stod der et højt egetræ med sine nøgne grene. Foran den var den eneste gravsten. En flot marmor gravsten, som var formet som et fint hjerte.

Det skar mig i hjertet af at se på den. Jeg tog igen Louis’ hånd og knurrede den til mig. Han gav mig et beroligende klem. Vi kiggede på hinanden, og en enkel tåre fandt sin frihed. Den nåede ikke ret langt, før Louis havde fjernet den med sin tommeltot. Hans smil var roligt, mens han forsigtigt trækkede mig nærmere gravstenen.

Jeg bed mig i underlæben og tog et dybt åndedragt. Du kan godt, Robin tænkte jeg hele tiden til mig selv.

Da vi kom nærmere kunne vi se, at bogstaverne stod med guldbogstaver. Det så rigtig flot ud på det hvidemarmor. Jeg var simpelthen blevet forelsket i hendes gravsten. Og hun fortjente den så smuk, for hun havde været en fantastisk person. En fantastisk ven. Min bedste veninde igennem så mange år. Jeg kiggede længe på den, og Louis gav mit hånd et klem.

Jeg satte mig ned på hug. Jeg tøvede lidt, før jeg lagde kransen lige der hvor hjertet stoppede. Jeg mærkede Louis’ hånd om min nakke. Jeg lagde mit hoved mod hans skulder. Jeg sukkede let, mens jeg lod mine øjne synkronisere hegnet foran os.

Idet samme mærkede jeg, at nogen kiggede på mig. Det var ikke Louis, for han kiggede på graven. Jeg mærkede nervøsiteten sprede sig i min krop, mens jeg langsomt vendte hovedet.

Den person jeg så, fik mit hjerte til at stoppe af frygt. Jeg begyndte at blive bange. Kim stod lige så stille og iagttagede mig henne bag et træ, der var tæt på guldlågen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...