Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
39Kommentarer
2382Visninger
AA

4. Tvillingen

Den næste morgen var jeg frisk som en havørn. Jeg kiggede mod skabene, som var foran mig. Personen bag mig rørte lidt på sig. Jeg vidste, at Louis ikke var vågn. Jeg kiggede ned på hans hænder, som var viklet rundt om mit liv. Jeg kunne ikke lade vær med at føre fingerspidserne over hans arme. Jeg følte mig heldig. Meget heldig. Jeg var så heldig, at han valgte mig. MIG! Mig som ingen andre fyre ville insererede sig for. Jeg var den person, som de andre fyre ignorerede, når de mødte mig på gaden. Men for langtid siden stødte jeg tilfældigvis ind i drengene. Det hele havde gået af sport, da både Louis – Harry og Zayn faldt for mig. Hvilket jeg stadig væk synes er mærkeligt.

Jeg sukkede dybt, da jeg opdagede, at tiden snart løb fra mig. Jeg satte mig op i sengen. Og i det samme som jeg gjorde det, følte jeg mig træt. Jeg havde mest løst til at ligge mig ned ved siden af Louis, der nu lagde hovedet på min hovedpude. Jeg smilede for mig selv, inden jeg bøjede mig ned og kyssede ham på kinden. Han smilede i søvne og lavede en brummende lyd.

Efter et minut rejste jeg mig op fra sengen. Da jeg kom op og stå, strakte jeg mig med en gabene lyd. Jeg gik søvnigt hen til skabet og trak min uniform på, inden jeg fandt min kam, som jeg redte hår med. Henne ved mit natbord, fandt jeg en sort elestik. Jeg begyndte nynnende at flette mit hår. Jeg bandt elestikken om den og hoppede ud i stuen, hvor Pjuske lå og sov. Hun havde fået en vane med at sove på sofaen. Hun lå og spandt, da jeg satte mig ned ved siden af hende og aede hende.

Pjuske åbnede langsomt sine øjn, inden hun strakte sig ud, så hun blottede sine skarpe kløer og sine tænder, inden hun miavede højt, at hun kunne vælte hele bygningen. Hun var sulten.

Jeg gik langsomt ud til køkkenet og fandt en bakke kattemad oppe i et skab, hvor der også stod krydderier af mange slags. Der stod også tebreve.

Jeg banede mig vej hen til hendes madskål, mens hun sprang rundt på møblerne som en anden tiger. Da jeg havde hæld maden i hendes mad skål, spænede hun der hen og hapsede det i sig, som om hun ikke havde fået mad i tusind år.

Imens hun spiste, tog jeg selv et æble, som var frisk og saftigt. Jeg satte mig ned på en stol og betagede Pjuske slubre maden i sig. Jeg kunne lade vær med at betagede hende. Hun var flot. Jeg elskede hendes pjusket sorte pels, der glimtrede i lyset fra den tidlige vintersol, som trængte ind af køkken vinduet. Det var dejligt vejr, og jeg forventede en dag med glade kunder og legende børn.

Pjuske, der nu var færdig med at spise, sprang op på køkkenbordet og lagde hovedet på skrå. Det var sådan hun fortalte, at hun ville nusset. Hvilket hun altid fik, når hun gjorde sådan. Hun var simpel hen ikke til at stå for. Hendes uimodståelige kattekillingeøjne, som kiggede på en med store øjne, som om hun havde lit et forfærdeligt tab. Hendes store øre som altid var i vejret, og de opfangede vær en lyd i huset. Hendes lille lyserøde snude, som kunne lugte. Lige meget hvordan hun var, kunne man ikke stå for hende.

Jeg rakte en hånd ud efter hende, og hun lod mig tage hende over på mit skød, inden jeg nussede hende omme bag øret, som var hende yndlings sted at blive nusset. Hun faldt næsten altid i søvn, når man gjorde det. Katten gabte lavmælt og krummede sig sammen til en lille kulde som muligt. Og ikke ret langtid efter snorkede hun.

Jeg lagde hende forsigtigt op på bordet igen, da det var på tide at tage af sted. Jeg havde ingen erindringer om at vække Louis. Det vil både vær synd og spild af tid. Jeg havde jo masser af tid at gå i. Desuden sov han så godt, og der var ikke ret langt her fra og til cafeen.

Jeg tog min mobil og proppede den i jakkelommen, inden jeg tog jakken på og greb mine nøgler som lå ude ved hoveddøren på en lille skank af træ.

Jeg gik i højt humør udenfor, hvor sneen stod ned. Jeg følte julehumøret sprede sig i min krop, mens jeg vandrede igennem sneen. Nogle børn på syv år skyndte sig med skolebussen længere fremme. Deres glæde og latter smittede hurtigt på mig. Lige nu gad jeg ikke på arbejde. Jeg ville hellere hygge med Louis. Gå en tur med ham i sneen. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage fri i dag. Bare lige i dag. Det ville jo ikke skade.

                                                                            ***

Godt kold og frossen nåede jeg over til arbejdet. Og jeg fortrød, at jeg ikke havde vækket Louis, så han kunne køre mig. Det var ikke en gang sikkert, om han gerne ville stå op og køre mig her hen.

Jeg gned mine kolde hænder sammen få at få noget varme, mens jeg luntede over mod cafeen, der var pyntet med guirlander, der snorede sig om den firekantede bygning, mens nisser var hængt op i vinduerne. Det var rigtig julestemning. Og det var ikke bedre indenfor. I midten af rummet hang der en stor julestjerne, som gav et fakkelskær rundt i butikken. Triptrap nisser stod på disken og i vindueskarmene. Jeg beundrede det flotte pyntede rum.

Jeg var meget overrasket over, at nogen havde pyntet så flot op. Jeg havde aldrig i hele mit liv set et sted så flot pyntet op som her. Jeg smilede for mig selv, mens jeg vandrede om bag disken.

Efter nogle minutters tid kom de andre medarbejdere. De så alle sammen lige så begejstret og overrasket ud, som jeg havde følt mig. Deres munde blev formet som et O, når de trådte ind og så julepyntet. Nogle spurgte endda, om det var mig, som havde gjort det. Det var ikke mig. Hvis det var, så så det knap så flot ud. Den som havde gjort det, må have været kreativ.   

Personen måtte være stolt, hvem det så end var. Alle medarbejderne så overrasket ud, så jeg troede ikke, at det var dem. Måske var det en eller anden kunde, som havde fået lov? Jeg havde tidligere hørt nogen snakke om, at stedet trængte til noget julestemning. Så det kunne ligeså godt være en kunde, som en medarbejder.

”Hvad sker der her,” udbrød Lene, da hun trådte ind i butikken med morgenhår. Det var i sidste øjeblik, for i horisonten nærmede kunderne sig ganske langsomt. ”Hvem har pyntet op her?”

Lene gik hen til disken, hvor jeg stod. Hun smed tasken under disken, hvor vi andre havde lagt vores tasker. Imens lød dørklokken, og folk trådte ind med sne på overtøjet, som de børstede af. Hvilket Lene så, men det så ikke ud til, at hun havde nogen erindringer om at stoppe dem.

Kunderne så også overrasket ud, og jeg betagede dem kort. Til sidst faldt mine øjne over en pige. Hun var høj og spinkel opbygget. Ligesom mig selv. Hun havde vanter og en blå hue over hovedet. Hun havde en mørkebrun jakke. Og hun havde et bælte rundt om maven. Hendes lysehår havde bølger, der lå fladt ned over hendes lige ryg. Hendes grønne øjne var rettede på mig. Hun var smuk. Meget smuk. Lige til at blive misunderlig over.

I det fjerne ringede en mobil. Det tog mig nogle sekunder, før jeg opdagede, at det var min. Men jeg kunne ikke få blikket fra pigen. Hun mindede mig om en, som jeg kendte. Men hvem.

Jeg fandt min jakke, som jeg havde lagt under min taske. Jeg trak min telefon op af lommen. Jeg besvarede opkaldet uden at se, hvem det var.

”Det er Robin, så vidt jeg husker,” sagde jeg, mens jeg tog en blok og en kuldepen. Jeg lagde det på bordet og skrev nogle bestillinger ned. Hvilket var meget svært, da jeg både skulle snakke i telefon med den person, som havde ringet til mig og koncentrere sig om kundernes bestillinger. ”Hvem snakker jeg med.”

Du er vist ikke den skarpeste kniv i skuffen, Robin. Har du allerede glem mig,” lød Louis’ stemme i telefon. Et smil pillede over mine læber, mens jeg hurtigt skrev en bestilling ned.

”Ha ha ha Louis,” sagde jeg sarkastisk og rettede mig op i min fulde størrelse. Jeg fangede pigens grønne øjne. Hun sad helt alene henne ved et bord, som var under julestjernen. Jeg havde mest løst til at gå hen til hende, men holdt mig tilbage. ”Hvorfor ringer du?”

Jeg vil bare høre din stemme,” lød det for Louis, mens lyden af de andre drenge næsten over døvede hans stemme. ”Hey drenge dæmp jer lige, jeg snakker i telefon!”

”Nå, farvel Louis,” sagde jeg og lagde på.

Da jeg kiggede op, fik jeg et chok. Jeg hoppede chokket tilbage og jeg kunne ikke lade vær med at grine bagefter, hvilket personen ikke kunne. Det var den lyshårede pige, som havde stået foran mig. Det så ud til, at hun var ved at falde sammen af grin, og kunderne kiggede bare mærkeligt på hende, som om de havde set et spøgelse.

”Undskyld, jeg forskrækkede dig,” hendes stemme var rolig og mild. Ligesom min. Det var underligt, at vi lignede så meget hinanden, som vi gjorde. ”Men er du Robin Fletcher?”

Hvor vidste hun, hvem jeg var? Jeg nikkede tavst. Jeg kunne ikke få et ord ud af min mund, lige meget hvor meget jeg prøvede på det. Det eneste jeg kunne, var at stirre hende ind i øjnene. Det føltes, som om at kigge ind i sig selv. Den samme venlighed lyste ud af hendes grønne øjne som mine gjorde.

”Hvordan kender du mit navn, og hvem er du?” spurgte jeg endelig efter en lang tavshed. Hun smilede.

”For det første stor det på dit navneskilt,” startede pigen og pegede mod mit bryst, hvor mit navneskilt hang. Selvfølgelig! Hvor er jeg dum. ”Og jeg er Lockey Fletcher. Din tvillingesøster.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...