Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
38Kommentarer
2456Visninger
AA

6. Stamtræet, feber og en tom koncert

Robins synsvinkel.

Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig. Det hele kom lige pludselig væltende ind over mig, som en ond tidevandsbølge. Jeg vidste ikke, om jeg skulle lytte til Louis, eller ignorere det han havde sagt. Men kunne jeg det? For helvede nej! Jeg skulle ikke rende rundt og tro på det pis, som den lorte veninde havde fortalt. Jeg måtte ikke tro på det! Men gjorde jeg det? Jeg vidste det ikke! Jeg ved ikke noget. Jeg ved ikke, hvad der er rigtig og forkert lige nu. Det hele er noget rod – noget være pis.

Jeg lænede mig tilbage i sædet, mens jeg spændte mig fast. Jeg kiggede fraværende ud af bilruden, inden jeg lænede mig op ad bilruden. Det var en gammel vane, som jeg ikke kunne slippe af med. Desværre. Jeg betagede roligt omgivelserne, mens roligt musik flød ud i bilen, og jeg faldt tilbage i min fortid. Den fortid jeg hadede. Stadig væk. Jeg vil aldrig glemme den, og jeg kunne ikke gemme mig for den. Men jeg kunne lagde den ligge. Men den sørgelige musik, der spillede i bilen, tvang mig tilbage. Tilbage til den tid hos Kim.

Kim var mit væreste mareridt, og på grund af drengene levede jeg ikke hos ham mere. For langtid siden havde jeg boet i et lille hus sammen med Kom, som var en alkoholiker. Ikke bare en alkoholiker – også en voldelig fyr, der tæskede mig gul og blå vær evig eneste dag. Fraværende lød jeg mine fingre glide over mine spinkle arme, der ikke havde flere blå mærker mer, men et ar for den gang hvor en ridepisk slog hul på min hud. Den var nu et langt ar for min albue til håndled.

”Robin – er du okay,” lød en fjern ukendt stemme bag mig, men jeg forblev i min trance, der afspillede vær og eneste slag, jeg havde fået af Kim. Jeg kunne ikke få mig ud af trancen. Den havde bidt, sig fast i mig.

”Jeg har det fint.” jeg kunne selv høre, hvor fraværende min stemme lød. ”Jeg tænker bare.”

Ved vær og evig eneste slag, jeg så for mig, mærkede jeg smerten skyde igennem min krop. Jeg vidste, at det vil blive værre og værre, jo mere jeg så. Jeg kunne fornemme, de andres bekymrede blikke mod min nakke, og en ruskede hårdt i mig, mens personen råbte mit navn. Men for hver gang blev jeg mere og mere fjern. I det samme mærkede jeg, at jeg fik det dårligt. Min mave gjorde ondt, mit hoved gjorde ondt og jeg følte mig svimmel + at jeg kunne kaste op.

Jeg faldt langsomt tilbage i en døs. Jeg mærkede, at jeg hang slap mod bildøren. Jeg kunne ikke røre mig, selvom jeg prøvede. Jeg havde ingen energi til at røre mig. Jeg havde det simpelthen så dårligt. Jeg vidste, at jeg måtte være bleg. Hvid som et lagen.

”Robin, kan du åbne øjne,” lød Louis urolig stemme, mens jeg mærkede, at han roligt nussede mig. Hans stemme var urolig og grådkvalt. Jeg gjorde, som han sagde. Jeg kæmpede hårdt med at få øjenlågene til åbne sig. Jeg brugt mange kræfter på at få de op. Men til sidst lukkes det.

Bilen stod stille foran Louis’ lejlighed, mens drengene og Lockey holdt øje med mig. Jeg kiggede svagt ind i Louis alt for urolige øjne, der var blanke. Jeg kunne ikke klare at se ham sådan. Han måtte ikke græde. Det var, kun mig, der måtte det. Jeg løftede svagt min hånd og lagde den i hans, som jeg roligt nussede.

”Jeg har det dårligt,” sagde jeg knap hørligt, mens jeg endnu en gang lukkede mine øjne med et svagt smil på læberne. Jeg var faktisk ret overrasket over, at jeg tog det så roligt, mens lyden af en bildør blev åbnet og lukket lød.

Jeg hørte, at døren på min side blev åbnet. Jeg mærkede, at nogen løftede mig op i brudestilling. Jeg lagde træt hovedet ind mod Louis’ brystkasse. Jeg lyttede til hans hjerte, som fik trygheden til at sprede sig i min krop.

”Ved du godt, at dit hjerte er beroligende,” hviskede jeg til ham. Jeg hørte, at han smilede, inden han forsigtigt gik op ad trapperne. Jeg smilede tilbage til ham.

”Næ, men det gør du. En eller anden tag lige min nøgle,” tilføjede Louis, og jeg gættede, at vi var noget op til lejlighedens dør. Raslen med nøgler fortalte mig, at nogen havde taget nøglerne fra Louis og låst døren op.

”Selvfølgelig, gør jeg det. Jeg elsker at lytte til den,” mumlede jeg, da jeg var ved at falde i søvn. Louis gik hen mod vores soveværelse, hvor han forsigtig lagde mig ned, inden jeg mærkede hans varme hånd på min pande.

”Du er også brandene varm,” sagde Louis, inden hans fodskridt fortalte mig, at han var gået ud efter noget på badeværelset. Imellem tiden blev hans plads optaget af en anden. Personen stryg mig roligt over håret, mens den nynnede en lille vise for mig. Det var en gudmodigvise, som jeg ikke troede, at jeg kendte, men det gjorde jeg.

Jeg åbnede øjnene og så Lockey, der sad ved min side og stryg mig over håret. Jeg nød hende ved min side. Og jeg var faktisk allerede glad for hende, selvom jeg ikke havde løst at have hende. Men nu ville jeg godt. Hun var sød og smuk. Ingen tvivl om det. Var jeg lige så smuk som hende?

”Jeg kender den melodi,” sagde jeg, da Louis kom ud fra badeværelset med noget i hånden. Lockey smuttede om i Louis’ del af sengen, mens han satte sig ved siden af mig. Han smilede kærligt til mig, mens han svøbte dynen godt omkring min krop. Han proppede det han havde i hånden i munden på mig.

”Lad den ligge under tungen,” sagde han roligt, mens han lød sine hænder glide igennem mit hår. Han kiggede mig dybt i øjnene, mens han så forsigtigt tog den tingest, jeg havde i munden, ud. Han kiggede roligt ned på mig, mens han sagde. ”Du har høj feber, Robin.”

”Seriøst. Jeg gider ikke være syg,” sagde jeg og satte mig op i sengen, men Louis puffede mig blidt ned at ligge igen. ”Så kan jeg, jo ikke komme med.”

 Jeg kiggede trist op på ham, men han smilede bare beroligende, mens kærtegnede min kind. Jeg sukkede irriteret, mens Pjuske hoppede op i sengen og lagde sig til rette henne ved Lockey.

”Desværre, skat,” sagde han og kyssede mig i panden, inden han rejste sig og gik i retningen mod døren. Han stoppede i dørkarmen, og jeg hævede mig op på albuerne. ”Vi tager af sted nu, så Lockey, du passer på Robin, mens jeg er væk.”

”Det skal jeg nok,” lovede Lockey, der sad og nussede Pjuske omme bag hendes ene øre. Pjuske lå med lukkede øjne og spandt glad, ved Lockey’ rolige berøringer.

”Farvel tøser. Og Robin – du bliver liggende, hvor du er,” sagde Louis og sendte mig et luftkys, inden han forsvandt ud i stuen, hvor de andre sad og ventede. Jeg kunne nærmest høre dem, spørger om, hvad der var galt. Louis ville selvfølgelig svar, at jeg havde feber. Høj feber.

Jeg lagde mig i forsterstilling mod Lockey, som også lagde sig på siden og kiggede over på mig. Jeg kiggede ind i hendes smukke grønne øjne, mens Pjuske lagde sig i mellem os. Jeg kløede roligt Pjuske på ryggen, mens Lockey tog ørerne.

”Hvordan mødte I endelig hinanden?” spurgte Lockey nysgerrigt, mens jeg støttede mit hoved med min ene hånd. Jeg smilede til hende.

”Tja … det begyndte for ca. et år siden, hvor jeg boede hos en alkoholiker ved navn Kim,” begyndte jeg tøvende, mens jeg lod løsnede min fletning. Jeg kørte en hånd igennem håret, så jeg fik det spredt ud. Jeg førte det meste af mit hår bag det ene øre. ”Han slå mig dag for dag. Det var forfærdeligt. Flere gange om måneden kom jeg haltende på arbejde …”

Jeg fortalte hende alt. Jeg gemte ikke noget under stolen. Jeg fortalte hende, om vores første møde. Jeg fortalte hende om, hvad jeg tænkte på de forskellige steder. Jeg fortalte alt. Om Frederikke og så videre. Hun var dejlig at fortælle noget til. Jeg følte, at jeg kunne fortælle hende alt. Hun var helt oppe i skyerne, da jeg fortalte hende om, at Louis – Harry og Zayn faldt for mig. Og hun blev medfølende, ved Frederikkes død. Hun stalde mange spørgsmål og sagde det samme som Louis: ”Det skal du ikke tage dig af. Det er sikkert bare en løgnehistorie, hende veninde havde fortalt.”

Hun var en rigtig god søster, og jeg elskede hende allerede. Vi kom rigtig godt ud med hinanden. Vi grinede, vi pjattede og delte hemmeligheder. Og min nysgerrighed, fik mig til at spørger om, hvordan hun fandt frem til mig, og om hun kendte noget til vores familie. Hun så meget tænksom ud, inden hun begyndte at forklare.

”Jeg undersøgte min stamtavle meget nøje, hos det børnehjem jeg boede hos, da jeg var seksten år gammel. Jeg fik den nakket, da alle var gået i seng. Jeg fandt dit navn ved søskende, og jeg vidste med det samme, at jeg skulle finde mere om dig og resten af vores familie,” sagde Lockey med et smil på læben, mens hun fandt noget i sin lomme. Hun rakte den til mig. ”Jeg tror gerne, at du vil se din egen stamtavle.”

Og hun havde ret. Jeg var så spændt på at se min stamtavle, at jeg glemte alt om, Louis’ ordre, om at blive liggende. Med en kraft anstrengelse fik jeg mig sat op. Jeg tog nysgerrigt det hvide, sammenfoldet papir fra hende. Papiret var glat og blank, at det næsten gled ud af mine hænder. Mine hænder rustede, da jeg folede papiret ud.

Den afslørede et lille træ med nogle kasser, hvor der stod, hvad de var i familien og hvad de hed. Jeg lod mine øjne glide ned over træet til de fandt min egen navn; Robin Fletcher. Jeg fandt langsomt og nervøst kassen med min mor: Grace Jones. Under navnet var der et billede af hende. Mig og Lockey lignede hende. Lyst, bølgende hår. Kærlige øjne. Men jeg havde hendes øjne. Brun-grønlige.

Vores far hed: Aiden Fletcher. Han så meget rar ud med hans busket overskæg og venlige grønne øjne, som Lockey havde arvet efter ham. Jeg havde hans flade næse og læber. Den fuldige underlæbe og den smalle overlæbe. Jeg havde hans venlige træk. Men resten var fra min mor.

”Er de døde?” spørgsmålet var svær at stille, men jeg måtte vide det. Jeg måtte vide, hvorfor de ikke kunne passe os, og jeg måtte sendes til en plejefamilie, som til sidst ikke kunne passe mig, så jeg skulle til England og bo.

”Far er,” lød det roligt for Lockey. Jeg mærkede en tristhed spredes i min krop. Var min far død? Suk. ”Vores mor lever …”

”Men hvorfor kunne, hun så ikke passe os,” afbrød jeg irriteret hende. Det var slet ikke meningen at lyde så irriteret, men jeg kunne ikke styre min stemme.

”Hun kunne ikke den gang, men jeg ved, at hun er på toppen nu. Hun bor i Danmark helt alene.” det beroligede mig en smule. Endelig fandt jeg ud af noget om nu. Nu vidste jeg, at hun ikke bare skilte sig af med mig, fordi hun hellere ville have haft en dreng i stedet for to piger.

”Hvad døde faren af?” spurgte jeg efter tænksomt, mens jeg huskede, at jeg skulle blive liggende.

”Han blev slået ihjel,” sagde Lockey tøvende. Jeg stirrede vantro på hende, mens jeg ikke troede mine egne øre. Hvorfor blev han slået ihjel? Var det noget med mig og Lockey at gøre? Var morderen blevet fanget? ”Han blev skudt i brystet.”

Brystet! Så det var den mand, som jeg hele tiden, så for mig, da jeg var på hospitalet. Jeg mærkede kuldegysninger spredes i min krop, hver gang jeg tænkte på billede af manden, med blodet strømende for brystkassen.

                                                                           ***

For hver minut der gik, fik jeg det værre og værre. Jeg blev mere og mere svimmel, og jeg har været ude og kaste op tre gange under en time. Lockey havde lavet varmt suppe, men jeg kunne ikke få noget ned. Jeg havde det simpelthen så dårligt, at jeg ikke kunne holde det ud. Jeg hader at være syg. Jeg vil være rask.

Lockey sad ude i stuen og så fjernsyn, mens jeg halvsov, da lyden af en dør, fik mig til at åbne øjnene. Var drengene kommet hjem? Det håber jeg, for jeg havde mest løst til at have Louis ved min side lige nu. Han skulle nusse omkring mig, som han plejer at gøre. Jeg elsker, når han gør det.

Der lød rolige og sænkede stemmer inde for stuen, og jeg kunne ikke lade vær med at spekulere over, hvad de snakkede om. Jeg havde mest løst til at gå der ud, men jeg havde ingen kræfter til det. Jeg lagde mig om på ryggen, da jeg hørte fodskridt komme gående imod soveværelset.

Jeg løftede mig forsigtigt op og sidde, mens jeg havde blikket mod døren, der gik roligt p, og Louis trådte ind. Han smilede til mig, som han plejede, men der var noget anderledes ved det. Det var ikke muntret, som det plejede, men anstrengt. Jeg kunne tydeligt se, at der var noget, der gik ham på. Men hvad?

Han gik roligt hen og satte sig på min sengekant, og jeg lagde fredligt hovedet ned i hans skød. Han begyndte at nusse mig i håret med den ene hånd, mens jeg tog den anden i mine. Han nussede mit hår, og jeg nussede hans hånd. Jeg kunne mærke på ham, at han begyndte at slappe af.

”Hvordan går det?” spurgte han en smule fraværende, mens han kiggede ind i mine øjne. Hans øjne var venlige, men jeg kunne ane en smule frustration afspejlet i dem.

”Jeg har fået det være,” sagde jeg ligegyldigt, da der var noget, jeg hellere ville diskutere med ham. ”Hvad er der galt?”

”Ik’ noget,” sagde Louis alt for hurtigt og han opdagede det selv. Han tilføjede roligt: ”Jeg har det fint, jer er bare bekymret for dig.”

”Louis,” sukkede jeg irriteret, og han undgik mit blik. ”Der er noget galt, det kan jeg se på dig. Du er ikke, som du plejere. Vil du ikke nok fortælle det. Please.”

Jeg kiggede op på ham med bedende øjne, og han sukkede dybt, mens han lod en hånd glide igennem hans brune hår. Jeg begyndte utålmodigt at pille ved hans seler, som han havde på. Efter nogle minutter sagde han endelig noget.

”Vi kan ikke spille koncert længere,” sagde Louis trist, mens hen kiggede ned på min krop. Jeg vidste, at han ikke ville se på mig. ”Hele salen var tom. Vi ventede i nogle timer, men der kommer ingen.”

Det kunne ikke være rigtigt! Havde alle deres fans virkelig droppet dem! Det var ikke den rektion, som jeg kunne huske, da de var blevet splittet. Jeg kunne sagtens huske alt, hvad de havde gjort imod mig. Helt brande varm kaffe i mit hår. Brækket min ene arm. Kaldte mig grimme ord. Jeg kunne mærke vreden stige i min krop.

Louis stryg roligt over håret, da han ville have mig til at falde ned igen. Jeg faldt langsomt ind i en døs, mens Louis stille nynnede en lille melodi for mig, som han altid nynnede, når jeg ikke kunne sove. Hans tryghed, fik mine øjenlåg til at tænke sig. Og efter kort tid var jeg faldet i søvn i Louis’ skød. Hvilket jeg ikke var utilfreds med.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...