Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
39Kommentarer
2379Visninger
AA

12. NEJ!

Louis’ synsvinkel.

Mit hoved dunkede irriteret meget. Jeg følte, at mit hoved kunne eksploder, hvornår det skulle være. Mine øjne var lukkede. Jeg prøvede at åbne dem, men jeg kunne ikke. Det var, som om at mine øjenlåg var limet fast til min nethinde. Det var ikke rart. Især ikke fordi jeg kunne huske nogle voldsomme episoder, der ikke var rigtige. Jeg vidste, at de ikke var rigtige. Jeg vidste det.

Jeg havde været på kirkegården sammen med min kæreste, Robin. Jeg kan ikke huske ret meget for drømmen. Men jeg var blevet slået i baghovedet med den krans, vi ville have liget ved Frederikkes grav. Jeg vidste ikke, hvem der havde gjort det. Jeg havde ryggen til, da det skete. Det havde virket så livligt, at jeg næsten troede, at det var rigtigt – men det var det ikke. Det ville aldrig ske.

Jeg åndede ud og ind ganske roligt. Jeg skulle komme ned efter drømmen. Jeg rørte lidt på min hånd. Jeg kunne sagtens bevæge mig, men åbne øjne, kunne jeg ikke. Idet samme mærkede jeg nogen ved siden af mig. Det fik et lille smil til at brede sig på mine læber. Jeg lå i min seng ved siden af smukke Robin. Hvem skulle ellers være ved siden af mig?

Jeg åbnede munden for at tale, men der kom ingen ord ud af munden på mig. Det var, som om jeg havde mistet stemmen fuldkommen. Jeg kunne ikke en gang tale med min egen kæreste. Jeg prøvede at føle efter hende ved min side, men jeg kunne ikke mærke hende. Der var ikke engang nogen, der lå ved siden af mig. Først der opdagede jeg, at jeg ikke havde drømt. Jeg var virkelig blevet slået i baghovedet af en eller anden. Og hvad med …

”ROBIN!” jeg satte mig bredt op i sengen med åbne øjne. Jeg mærkede noget andet blødt tøj mod min hud. Hvor var min Robin?

Jeg kiggede mig omkring. Jeg var slet ikke hjemme. Jeg var på en hvid stue, hvor en sygeplejeske kiggede forskrækket på mig. Rummet var lyst af den skinnende sol uden for vinduerne. Mine øjne flakkede uroligt rundt på stuen. Hvad i helvede lavede jeg her? Jeg havde nok slået hul i hovedet, men ikke mere. Hvordan var jeg overhovedet havnet her?

Idet samme spredte der sig en skrigende smerte ved mit bryst. Jeg mærkede smertetårerne prikke mig i øjne. Jeg havde en stor træng til at skrige smerten ud. Men jeg gjorde det ikke. Jeg ville ikke vække hele bygningen her midt på morgenen. Hvad var der galt med mit bryst?

Jeg førte min hånd om til mit bryst. Under den tynde bluse, kunne jeg mærke nogle tykke bandager om mine ribben. Havde jeg brækket mine ribben? Hvordan? Men det var ikke det, der bekymrede mig mest nu. Jeg var bekymret for hende. Hele min krop skreg det. Den skreg højere end smerten, som var brutal. Jeg havde aldrig følt så meget smerte før.

”ROBIN!” råbte jeg igen af mine lunger fuldes kraft. Sygeplejersken kiggede forskrækket på mig. Der gik ikke ret langtid, før hun forlod stuen.

Jeg blev ved og ved med at skrige Robins navn. Jeg var ligeglad med, at folk hørte mig. Jeg ville have min pige hos mig. Jeg ville vide, hvad der var sket med hende. Jeg ville vide, hvor hun var, og om hun var okay. Jeg ville ikke kunne klare det, hvis der var sket hende noget. Jeg ville rive hovedet af mig selv, hvis nogen fandt hende livløs et eller andet sted. Jeg havde ikke løst til at miste hende. Ikke hende som jeg elsker mere end nogen anden.

Jeg kunne ikke lægge stille længere. Jeg måtte væk herfra. Jeg ville kun være et sted, hvor Robin var. Jeg ville gå så længe jeg kunne holde til. Jeg havde ikke tænkt mig, at nogen skulle forhindre mig i at finde min lille pige. Absolut ingen. Heller ikke politiet kunne få mig på andre tanker. Kun hvis de vidste, hvor hun var.

Jeg svingede beslutsomt benet ud over sengekanten. Dynen gled længere ned af min krop. Jeg kiggede ned på mine hænder. De var friske og brugbare. Jeg skulle til at rejse mig, da døren gik op. Jeg vendte forskrækket hovedet mod den sorte dør. Drengene kom ind med nogle ret nervøse ansigtsudtryk. Lockey kom til sidst ind af døren med hovedet mod jorden.

”Lig dig ned, Louis,” sagde Liam blidt og gik om på min side. Han lagde forsigtigt hånden på min bryst og skubbede mig ned i sengen igen. Hans bevægelse fik smerten til at flyde ud i min krop. Jeg måtte knibe øjnene sammen for smerten. ”Undskyld, Louis.”

Liam satte sig ned på stolen ved siden af mig, mens de andre fordelte sig i fodenden. Lockey satte sig i vindueskarmen og lænede sig mod vinduet. Når jeg kiggede på hende, mindede hun mig om Robin. Hun gjorde det præcis det samme, bare når vi kørte. Jeg følte en pludselig sorg og bekymring vokse sig stor i min mave. Jeg måtte knibe øjnene sammen for ikke at græde. Jeg havde mest løst til at græde.

”Hvor er hun,” sagde jeg stille og åbnede øjnene igen. Jeg kiggede rundt på drengene. De kiggede på hinanden, som om de tvivlede på, om jeg skulle høre det. Jeg mærkede vreden stige i min krop. De kunne ikke holde noget hemmeligt for mig. Især ikke om hende der gør mig til verdens heldigste fyr. ”Drenge, hvor er min lille pige? Jeg vil og skal vide det, ellers flipper jeg fuldstændig ud.”

”Louis, vi kunne ikke finde hende,” sagde Niall og undgik mit blik med omhu. Hans stemme var forsigtigt, hvilket ikke lignede ham. Hans blik vandrede rundt i lokalet og til sidst landede det på mig. ”Hun var ikke ved dig, da vi fandt dig ude i sneen. Du lignede næsten en istap. Vi ledte selvfølgelig rundt omkring, men vi fandt hende ikke.”

Jeg lagde mig sukkende ned i puden. Var hun ikke sammen med mig, da de fandt mig. Jeg kunne ikke tage den nyhed. Jeg fik det dårligt helt ind til hjertet. Jeg havde svigtet min egen kæreste. Hvordan kunne jeg være det bekendt? Jeg vil aldrig nogensinde tilgive mig selv for det her. Jeg gned mig i øjnene og prøvede at forstå, at hun ikke var her. Måske ikke en gang i nærheden. Måske var hun blevet bortfort langt ud af byen – langt ud af landet.

”Det gør mig ondt, Louis,” sagde Liam medfølende. Jeg kiggede over på ham med blanke øjne. Jeg havde en stor løst til at græde, men jeg holdte tårerne inde. Jeg ville ikke udstå for at være svag.

”Bare rolig Louis, politiet skal nok finde hende og gerningsmanden,” sagde Zayn i forsøg på at muntre mig lidt op. Men det gjorde det ikke. Jeg havde fuldkommet mistet tilliden til politiet lige nu. De havde bevidst sluppet den galning ud, som kunne have stået bag det her.

”Er hun efterlyst?” spurgte jeg hæst og kiggede rundt på drengene. De smilede til mig som svar.

Jeg fjernede blikket fra dem og vendte hovedet mod Lockey. Hun sad helt stille i vindueskarmen og kiggede ud på omgivelserne. Hun havde ikke sagt noget under hele besøget. Hendes grønne øjne lyste af bekymring. Jeg forstod hende godt. Rigtigt godt endda. Jeg troede, at vi sad i noget af den lignende situation. Hun kom måske aldrig til at se sin tvillingesøster igen, og hendes tvillingesøster var min elskede kæreste.

Jeg betagede hende længe, at jeg var den første der fik øje på tåren, der trillede ned ad hendes kind. Tåren blev hurtigt til flere, og jeg vendte opmærksomheden mod drengene igen.

”Harry,” hviskede jeg lavt så Lockey ikke hørte, hvad vi talte om. Harry vendte ansigtet mod mig. Han kiggede spøgende på mig. ”Din pige græder. Trøst hende.”

Harry kiggede for mig og over på Lockey. Han vidste umiddelbart godt, hvem jeg mente. Da hans grønne øje landede på den grædende Lockey, kunne jeg nemt se, at de skiftede for spøgende til bekymrede. Et godt tegn til at han kunne lide lide hende.

Harry satte hurtigt kursen mod Lockey. Han satte sig overfor hende. I starten kiggede han bare på hende og aede hende blidt på armen. Harry kiggede over på mig med øjnene, der sagde hjælp mig, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

”Træk hende ind til dig, karlsmart,” mimede jeg og kiggede kommanderende på ham. Han gjorde som jeg sagde og trækkede hende helt ind til sig. Lockey lod ham gøre det.

Jeg betagede Harry holde hende så tæt på hun kunne komme. Han sad med armene beskyttende omkring hende og nussede hende blidt på ryggen. Han lod hende græde ind mod sit bryst, mens han begravede sin næse i hendes hår. Synet af dem fik minderne til at lyse op omkring Robin.

Jeg vendte hovedet mod luftet og betagede det længe. Jeg kunne godt mærke, at jeg var fortabt uden Robin. Jeg kunne ikke være mig selv uden hende. Jeg havde brug for hende til at leve. Jeg sukkede dybt og lagde hænderne under mit hoved.

                                                                             ***

Klokken sneglede sig afsted. Man havde intet at lave på et hospital eller sygehus. Jeg vidste ikke, hvor jeg var. Men jeg var ligeglad. Tiden ville tage lige så langtid på hvilken som helst, jeg havde været på. Jeg kedede mig af helveds til. Jeg havde ingenting at lave. Det eneste jeg lavede var at snakke med drengene eller tænke på Robin. Det meste af morgenen havde jeg brugt på at sende mine tanker til hende. Hvor gad jeg godt, at hun kunne høre mine tanker?

Det var blevet eftermiddag, og drengene var taget hjem. Harry havde taget Lockey med hjem for sikre sig, at hun var okay. Jeg troede nok mest på, at han bare ville have noget alene tid med hende. Ligesom han havde forslået med mig og Robin. Vores tur ville have været perfekt, hvis det ikke var sket. Det havde været dejligt bare at være os to. Vi fik virkelig nydt hinandens selvskab. Men det blev spoleret, da vi blev overfaldet.

Jeg kiggede op i luftet og prøvede at aflede mine tanker væk om Robin. Jeg kunne ikke klare at have de ubesvarede spørgsmål i hovedet. Spørgsmålene gjorde mig trist og ked af det. Men lige meget hvad var jeg ked af det. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne se hende igen. Om hun var bevidstløs, var jeg ligeglad med.

Idet samme hørte jeg en masse stemmer ude på gangen. Det var alvorlige og høje stemmer. Men alligevel kunne jeg ikke høre, hvad de sagde. Måske fordi jeg ikke gad høre, hvad de sagde. Hvad hvis de snakkede om, at Robin var død. Jeg skubbede hurtigt tanken væk, da lægerne kom myldrende ind.

Det første jeg kunne se på dem, var at det var alvorligt. Deres ansigter var i alvorlige og koncentrerede grimasser. Det var ikke beroligende at se dem sådan. Men det der tog det meste af min opmærksomhed var den person, der lå på sengen. Jeg genkendte hende med det samme. Hun var bevidstløs og blødte kraftigt et sted for maven. Hun lå med åben mund og hun trak vejret besværligt.

Jeg mærkede, at mit hjerte blev knust i ti tusind stykker ved synet af hende. Mine øjne blev fyldt med tåre. Mine åndedragt blev uregelmæssige og hurtige. Jeg lod tårerne trille ned ad mine kinder. Jeg fattede ikke det, jeg så. Jeg måtte drømme – jeg måtte se syner. Det kunne umuligt være virkelighed. Hvem kunne finde på sådan noget mod hende? Svaret var indlysende, og jeg håbede at politiet tænkte det samme som jeg.

Kim havde stikket Robin med en kniv i maven.

Det første jeg tænkte efter den tanke var: Vil min pige overleve. Min mave snørede sig ubehageligt sammen ved den tanke. Det var umuligt at vide, om hun ville overleve stikket. Jeg kunne ikke se, hvor dybt det var. Men at se på lægernes ansigter, så måtte det være dybt. Min lille pige var på dødens kant. Det var nemt at se. Hun var bleg og havde svær ved at trække vejret ordenligt.

Efter nogle lange minutter kom en læge endelig hen til mig, som havde set det hele for sidelinjen. Jeg kiggede med bange og bekymrede øjne på lægen.

”Jeg vil ikke love dig, at hun vil overleve det. Såret er rigtig dybt. Men hvis jeg skulle give mit gæt, så tror jeg ikke, at hun overlever det her,” sagde lægen med en sorglig underklang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...