Give them a chance|One Direction|

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Robin Fletcher har haft sit livs mærkeligste år. Hun havde aldrig troet, at det var hende, som den kendte Louis Tomlinson valgte, og hun er lige så glad og overrasket som før. Efter splittelsen er One Direction-drengene tilbage. Men ikke som de havde for håbet. I stedet for de for fyldte tilskuerpladser, er der fuldkommen ødet. Hvad er der sket? Har fansene og de andre taget splittelsen alvorlig? Vil de ikke lukke dem ind i deres tidligere karrier?
Bandet er rustet over det. De har fuldkommet opgivet håbet. Men ville Robin det, efter alt hvad de har gjort for hende? Hvad sker der, når alkoholikkeren, Kim, bliver løst slat for fængslet? Vil han hævne sig på Robin? Og hvordan? Hvad sker der, når en for hendes RIGTIGE familie opsøger hende? Og hvem er det?Hvordan vil det hele ende? Lykkeligt? Sørgeligt? PS: To’eren til Help me, my life is miserable.

18Likes
38Kommentarer
2586Visninger
AA

11. Louis!

Harrys synsvinkel.

Jeg satte mig på stolen foran spisebordet, hvor en yndig lille rose stod og blomsted. Rosen var smuk som himlen, smuk som Lockey. Jeg havde kommet mig over Robin. Jeg var glad for, at hun endelig havde fundet kærligheden hos Louis. Louis fortjente hende også. Det var ham, som elskede hende mest af alle os. Ham, der havde hjulpet hende mere end os andre. Man kunne tydeligt se på ham, at han elskede hende over hele sit bankende hjerte. Louis tænker meget på hendes sikkerhed – især nu hvor Kim er på fri fod.

Men der var bare et lille problem, jeg havde mødt. Mine følelser var igen begyndt at blomster. Ikke for Robin, men for hendes tvillingesøster Lockey. Jeg vil ikke indrømme det, men jeg var bange for at elske hende. Sidst jeg havde følelserne på spil, gik det helt af sporet. Tre af os faldt for den samme pige, og jeg var bange for, at der vil ske nogenlunde det sammen med Lockey.

Jeg sukkede dybt og lod en hånd glide igennem mit brune, krøllet hår. Jeg orkede virkelig ikke, at det skulle ske igen. Jeg gad ikke ind i den samme situation med vrede, skænderier og fjendtlighed. Jeg var faktisk blevet rimelig lettet over nyheden om, at Robin og Louis var blevet kærester. Og jeg håbede, det ville holde for evigt.

Fraværende lod jeg en finger løbe over bordets overflade. Den kolde, glatte overflade kildede mod mine fingerspidser, mens Lockey tavst satte sig overfor mig. Hun så ikke ud til at have det dårligt, men lidt bleg var hun. Men det var ikke ret meget.

Forsigtigt kiggede jeg op på hende. Hun sad og støttede sit hoved med den ene hånd, mens hendes smukke grønne øjne hvilede fredfyldt til mig. Jeg kunne ikke forhindre et smil i at brede sig på mine læber. Lockey smilede tilbage og brød vores øjenkontakt. I mit indre brændte jeg efter at vide, om hun følte det samme for mig.

Lockey og Robin lignede meget hinanden på udseendet. Det samme blonde, bølgende hår, den smalle næse, den spinkle kropsbygning der så så skrøbelig ud, når man kiggede på den. Men deres øjenfarve var forskellige. Lockey havde de grønne øjne, mens Robins var mere brune.

”Hvad tænker du på?” lød Lockey’ lyse stemme. Jeg kiggede forskrækket op. Jeg havde ikke forventet, at hun ville snakke til mig. Hun var jo så genert.

”Ligner jeg en, der tænke,” sagde jeg blidt. Lockey’ smil blev en smule større.

”Ja, dine øjne flakker, de står ikke stille,” sagde hun, som om det var indlysende. Jeg sukkede. Hun havde ret – jeg tænkte. Men der var også noget at tænke over. Hvorfor kunne vi ikke komme tilbage? Det var så uretfærdigt. Kim var også i mine tanker.

”Du har ret,” sukkede jeg. ”Men der er så meget, der er sket. Vi kan ikke komme tilbage på sporet igen. Det er så pisse led! Hvad har vi gjort forkert til at fortjene den straf. Vi var blevet splittet, men vi fandt hinanden igen. Og det er de pisse ligeglade med. Og nu hvor vi er i gang, så kan vi lige så godt tage det med Kim med.”

Jeg kunne ikke styre min stemme længere. Min stemme eksploderede i vrede. Den rustede og dirrede, som om der var sket et jordskælv under mig. Jeg kunne se på Lockey, at hun ikke var glad for hårde toner – ligesom Robin var. Jeg prøvede at ændre mit blik til blive mere roligt. Jeg måtte samle mit mod, før jeg rakte ud efter hendes hånd. Da jeg mærkede hendes hånd i min gled varme følelser op til mit hjerte. Lockey kiggede på vores hænder og så op på mig.

Jeg sendte hende et beroligende smil, der så ud til at virke på hende.

”Undskyld, jeg hidser mig sådan op,” sagde jeg og nussede blidt hendes hånd roligt. Hendes øjne limede sig fast til vores hænder. ”Jeg kan bare ikke tage alt det, der sker. Især ikke det med din søster, Lockey. Din søster er en sød, følsom pige, der ikke har fortjent at gå rundt og være bange.”

Jeg holdte en pause for at se, om hun kunne følge med og om jeg skulle forsætte. Hun nikkede opmuntrende. Jeg blev ved med at nusse hende på hånden for at holde hende rolig, hvis jeg nu skulle blive sur igen.

”Kim havde aldrig været en rar mand,” forsatte jeg en smule hæst. ”Han sultede nærmest hende. Både dag og nat. Han slog hende. Han var forfærdelig og han gjorde Robin bange.”

Lockey’ øjne begyndte at lyse af had. Hendes ansigt var i rasende folder og hun bed hårdt tænderne sammen. Jeg ventede et udbryd for hende.

”HVAD!” råbte hun af sine lungers kraft. ”HVORFOR LADER POLITIET SÅ HAM UNDSLIPPE, NÅR HUN ER HUNDERAD FOR HAM! HAN SKAL IKKE RØRE MIN SØSTER NOGENSINDE IGEN! DET BLIVER OVER MIT LIG. HVIS HAN SKAL GØRE MIN SØSTER NOGET, SKAL HAN FØRST FORBI MIG! JEG ELSKER MIN SØSTER MEGA HØJT! HUN ER DEN ENESTE FAMILIEMEDLEM, JEG HAR TILBAGE OG JEG VIL IKKE LADE KIM DRÆBE HENDE, ELLER HVAD SÅDAN EN – EN IDIOT KAN GØRE VED MIN HØJT ELSKEDE SØSTER.”

Hun havde rejst sig og vandrede rasende frem og tilbage, mens hun råbte så højt, som hun kunne. Jeg havde en stor træng til at lukke hende ind i mine arme for at beroliger hende en smule.

Jeg forstod godt, hvordan hun havde det. At hun have en familiemedlem tilbage også er der en, der gør hende fortræd. En der kan få hende til at bløde ihjel, hvis man ikke finder hende hurtigt nok. Jeg begyndte selv at føle mig ret hidsig.

”ER DET IKKE POLITIETS JOB AT HOLDE OS I SIKKERHED!” jeg blev overrasket over at høre mig selv råbe. Men det fik vreden ud af mit kredsløb. Jeg havde brug for at få vreden banket ud. ”OGSÅ STIKKER DE ROBIN RYGGEN! HVORDAN KAN DE FÅ SIG SELV TIL DET? OG DE TAGER HELT FEJL MED, AT HUN ER I SIKKERHED! KIM VED HVOR HUN HOLDER TIL OG KAN SAGTENS FINDE HENDE OG GØRE HENDE FORTRÆD UDEN, VI VED NOGET OM DET! HVIS JEG VAR DEM, VIL JEG SENDE EFTERLYSE HAM OG GIVE HAM FÆNGSEL PÅ LIVSTID!”

Min stemme gav ekko i lejligheden. Jeg hørte mine stemmer gentage sig selv i noget tid. Efter nogle minutter brød stilheden ud. Nu havde vi begge fået råbt vreden ud af vores hjerter. Jeg følte mig lettet over at have fået den væk. Den havde luret inde i mig. Den ventede bare på at komme ud, når den havde chancen. Og det havde den fået igennem Lockey.

Lockey lod sig falde ned på stolen overfor mig. Hendes ansigt, som ellers havde været rasende, blødte op og blev frustreret. Hun lod panden hvile i hendes højre hånd. Det var, som om hun altid havde haft det sådan. Som om hun havde det dårligt med at have råbt sin vrede ud. Jeg betagede hende lidt, inden jeg kiggede over på uret. Louis havde lovet at være hjemme senest klokken fem med Robin.

Jeg var glad for, de havde taget udenfor, så de kunne være lidt alene. Jeg synes det var godt for dem begge at komme lidt ud i hinandens nærvær. Men jeg gjorde mest fordi jeg vidste, at Robin skulle tænke på noget andet. Louis havde også brug for at komme lidt væk for dagligdagen. Han skulle ud og nyde sin kæreste. Klokken var ikke så mange.

”Tror du, at de får en god tur,” spurgte Lockey efter nogle minutter tavshed. Jeg kiggede op og så hende i øjnene. De lyste af bekymring. Det var, som om hun vidste, der skete noget forfærdeligt med Robin lige nu. Men det kunne der ikke. Robin var i sikkerhed, når Louis var tilstede. Hvad hvis Louis ikke var til stede?

Jeg rev mig væk for mine tanker.

”Selvfølgelig, gør de det,” sagde jeg overbevisende. Men på en eller anden måde, troede jeg ikke selv på mine egne ord. Nu var det mig, som havde følelsen af, at der var noget galt. Jeg måtte ruste på hovedet for at få det ud af kredsløbet.

Jeg prøvede at få mig til ro. Jeg havde virkelig følelsen af, at der var sket noget. Men jeg troede ikke på følelsen. Det var sikkert bare min under bevidsthed, der spiller mig et pus. Både Louis og Robin havde det godt. De var sunde og raske, når de kom ind af den dør klokken fem eller før.

”Du har sikkert ret,” sagde Lockey stille og kiggede ned på sine egne hænder.

                                                                                   ***

”Er de ikke kommet i nu,” spurgte Liam bekymrende henne for den ene sofa. Klokken var halv seks, og Louis og Robin var ikke kommet hjem endnu. Det var ikke det, der skabte den bedste stemning imellem drengene. De sad alle for sig selv spredt ud i stuen. Deres ansigter var i nogle nervøse, bekymrede folder. Jeg havde det ikke selv for godt.

Mit indre var næsten eksploderet af bekymring. Jeg svedte irriterende meget af nervøsitet, og jeg sad konstant og kiggede mod døren i håb, om de kom væltende ind.

”Nej, de burde være kommet for længst,” sagde jeg frustreret af situationen. Jeg lod en hånd ødelægge min frisure. ”De er sikkert bare forsænket eller sådan noget.”

Jeg prøvede at skabe en god stemning. Men stemningen var stadig væk trykket ned på det mindste, den kunne være på. Jeg kiggede rundt i den oplyste stue. Liam sad op ad sofaen, Lockey sad i det fjerneste hjørne med hovedet begravet i sine knæ. Det var tydeligt, at hun var ked af det. Hendes hulk var lave, at man næsten ikke kunne høre dem. Men hvis man hørte godt efter, så var de der. Zayn sad ved spisebordet, hvor han pillede ved sin telefon. Niall sad i ved fjernsynet med øjnene rettet mod vinduerne. Jeg sad på gulvet ved døren til hallen med Pjuske i mit skød.

”De er ikke forsænket,” lød det grådkvalt for Lockey. Jeg havde lyst til at gå hen og lukke hende ind i mine arme. Men jeg blev siddende. Jeg havde ikke selv energi nok til at trøste nogen. ”Kan vi ikke gå ud at lede efter dem. Jeg kan ikke klare, at de bliver længere væk.”

Hun brød ud i gråd. Jeg måtte bide mig i underlæben for ikke at spænde hen til hende for at trøste hende. I stedet rejste jeg mig langsomt op. Jeg mærkede de andres blik mod min nakke, da jeg satte kursen mod Lockey. Lockey var den eneste, der ikke så op. Jeg ignorerede de andres blikke og gik resten af vejen hen til hende. Jeg satte mig ned foran hende. Jeg lod mine arme forsigtigt vikle sig om hendes ryg og trække hende ind til mig. Jeg mærkede hendes tåre løbe ned af min bluse, og jeg forstod straks, hvorfor Louis’ bluse altid var så våd, efter at han havde trøstet Robin.

”Shh, vi skal nok gå ud at lede efter dem,” sagde jeg blidt til hende. Hun kiggede forsigtigt op på mig med helt røde øjne. Tåre løb ned af hendes kinder. Forsigtigt fjernede jeg dem. ”Du skal ikke græde, det skal nok gå.”

”Vi I virkelig gøre det,” sagde hun fortumlet. Hendes øjne lyste af overraskelse. Jeg fremtvang et smil. Et lille smil pillede over hendes læber. Forsigtigt lagde hun hovedet tilbage til mit bryst. Jeg mærkede, at hun lagde sine hænder på mit bryst. ”Tusind tak, Harry.”

Jeg smilede let og trak mig lidt fra hende. Jeg gav hendes skulder et klem og rejste mig op. Jeg vendte mig mod de andre drenge, der kiggede på mig. Deres øjne var en blanding mellem nysgerrighed og stadigvæk bekymringen. Det var nemt at se på dem, at de også havde løst til at gå ud og lede efter dem. Jeg burde ikke en gang at sige noget, før de alle rejste sig og fulgt med ud i til hoveddøren. Lockey rejste sig også og fulgte med. Jeg kunne se på hende, at hun var fast besluttet på at komme med. Så jeg sagde hende ikke imod.

Vi fik alle bakset overtøjet på og gik udenfor. Jeg havde taget nøglen til hans lejlighed, så det var mig der låste. I tavshed gik vi ned af trapperne. Der var uhyggeligt stille imellem os. Det eneste vi kunne høre var, summen af stemmer inde for de andre lejligheder. Vi kom efter nogle minutter udenfor i den køgelige luft. Natte himlen var smuk og klar med stjernerne dansende oppe på himlen. Månen, der i dag lignede en stor tånegl, stod højt oppe over lejlighedens tag.

Uden at vi vidste, hvor vi skulle lede, gik vi. Jeg gik først med Lockey i hælene. Hun hang lidt med hovedet. Men hun holdte øje med, hvor vi gik hen. Jeg havde bestemt – uden at diskuter det med de andre – at vi først skulle lede ved kirkegården. Det var jo længe siden, at Robin havde besøgt Frederikkes grav. Så min tanke var, at hun havde slæbet Louis med der hen.

Drengene kommenterede ikke, da jeg drejede ned af en sidegade, der førte ned til den store kirke. Når det var lyst kunne man se kirkegården på lang afstand. Men når det var mørkt så kunne man ikke se en pind. Der var fuldkommen mørkt omkring os, kun gadelamperne spredte lys over fortovet.

Jeg fortrak, som de mange andre, byen i daglyset. Jeg måtte virkelig indrømme, at byen var gyselig om natten. Det eneste man kunne høre om natten var blæsten, og kragernes skrig. Uglerne tuede også om natten.

Vi nåede til enden af fortovet. Jeg kunne skimte lidt af kirkens store mure. Jeg tog en dyb indånding for at holde modet højt. Før jeg nåede at tage et skridt, mærkede jeg en hånd i min. Den var spinkel og rustede lidt. Jeg vidste øjeblikkeligt, at det var Lockey. Jeg accepterede hurtigt hendes hånd i min. Jeg var faktisk mere rolig, når jeg holdte hende i hånden.

”Harry,” hviskede hun knap hørligt. Jeg vendte forsigtigt hovedet mod hende. Hun var næsten forsvundet i mørket. Kun lidt af hendes lysehår, kunne jeg ane. ”Harry, jeg er bange. Jeg er mørkerad.”

Hun klemte mere om min hånd. Jeg smilede beroligende til hende, men jeg troede ikke, at hun så det. Der var alt for mørkt. Jeg gav hendes hånd et blidt klem. Jeg kunne se på hendes øjne, at de lyste af frygt. Det var nemt at se på hende, at hun var bange. Hun rustede en smule.

”Bare rolig, jeg vil ikke forlade din side,” hviskede jeg tæt på hendes øre. Hun klemte taknemmeligt om min hånd.

Jeg mærkede drengene bevæge sig uroligt bag mig, og jeg vidste, at jeg forspildte tiden. Jeg tog endnu en dyb indånding og tog det første skridt mod kirkegården. Lockey fulgte forsigtigt med mig. Hun gik næsten helt opad mig for at søge beskyttelse. Jeg blev faktisk glad for, at hun gik til mig, når hun var bange. Var det et tegn på, at hun måske havde de samme følelser for mig, som jeg havde for hende?

Jeg rustede lidt på hovedet for at fokusere på det, jeg faktisk skulle. Finde Louis og Robin.

Jeg åbnede lågen til kirkegården. Jeg kunne mærke på Lockey, at hun spændte i hele kroppen, da lågen gik op med en høj knirkene lyd. Hårene på mine arme rejste sig op af lyden. Det var ikke den bedste lyd at høre lige nu. Lyden mindede mig meget om gyserfilm. Jeg slog den tanke væk og forsatte hen af stien.

Det knasede under vores fødder, når vi trådte på de små sten. Vi gik i tavshed igennem kirkegården og videre mod den store guldlåge. Imens vi gik, trykkede Lockey sig mere og mere ind mod mig af frygt for, hvad vi ville finde. Jeg slap hendes hånd. Hun kiggede op på mig med skræmte øjne. Jeg kiggede bare beroligende på hende og lagde en arm om hendes ryg. Hun åndede lettet op.

Vi nåede endelig til guldlågen, der næsten var forsvundet i mørket. Lockey skubbede forsigtigt til lågen. Musestille gik lågen op, og det fik lettet Lockey en smule. Jeg sank ind klump, inden jeg som den første gik der ind. Sneen var der stadig. Der var fuldkommen ødet.

Jeg sukkede irriteret. Så var de altså ikke her. Jeg kunne mærke skuffelsen, sprede sig i min krop. Jeg havde lige håbet på at finde dem i et stykke. Men det lod ikke til, at jeg skulle have den fornøjelse at føle. Jeg havde slæbt drengene helt her hen uden verdens nytte. Og jeg havde også slæbt en bange Lockey helt her ind. Det kunne ikke ske.

”Der ligger nogen der,” hviskede Lockey og pegede et sted ud i sneen. Jeg fulgte hendes finger.

Hun pegede på en liggende skikkelse tæt på Frederikkes grav. Skikkelsen lå musestille med ansigtet skjult. Jeg kunne ikke se, hvem det var. Men alligevel gik jeg der ud. Lockey fulgte med, da hun ikke ville forlade min side. De andre drenge fulgte også med. Jeg var nervøs over, hvem det var, og om personen var i live. Skikkelsen rørte sig ikke ud af flækken. Jeg vidste, at personen måtte have ligget der i langtid. Jo tætter på vi kom på skikkelsen, jo mere holdte jeg om Lockey.

Jeg tabte helt pusten, da jeg så hvem det var. Jeg kiggede måbende ned på skikkelsen, som havde vist sig at være Louis. Han lå helt stille, at jeg troede, han var død. Lockey stirrede på ham. En tåre trillede ned ad hendes kind. Hulk undslap hendes læber, og hun vendte sig om. Hun begravede ansigtet i mit bryst. Forsigtigt og chokket lod jeg mine arme omfavne hende.

Liam, som havde holdt sig i baggrunden, gik nu hen og satte sig på hug ved siden af Louis. Louis var helt blå af kulde, og han havde blødt kraftigt for hovedbunden. Men blodet var tørret ind, og det meste af hans hår var farvet rødt af blod. Han var blevet slået med et eller andet hårdt i baghovedet.

Jeg kiggede mig rundt for at finde våbnet, der havde gjort det. Jeg fik øje på en krans af sten lidt længer henne. Den var smurt ind i et let lag blod. Zayn gik stille hen og samlede den op. Jeg begravede min næse i Lockey’ hår, mens jeg aede hende på ryggen.

”E-er han d-d-død,” hulkede hun fortabt mod mit bryst. Jeg prøvede at tusse lidt på hende, men det hjalp ikke.

Jeg begyndte selv at føle mig ret trist. Louis havde altid været som en bror for mig. Han havde hjulpet mig for langtid siden. Han kunne ikke dø nu. Det tilladte jeg ikke. Hvis han gik bort, så var One Direction færdig. One Direction skulle have fem fjollede drenge, og ikke fire. Der skulle være fem.

Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, hvis han var død. Og hvad med Robin? Hvor var hun? Hvordan vil hun tage nyheden om, at han var død? Hun ville sikkert græde i flere dage. Jeg vidste, at hun ikke kunne leve uden Louis. Hun behøvede hans selvskab og tryghed for at levet. Det vidste jeg med sikkerhed.

”Nej, han lever,” sagde Liam lettet efter, at han havde tjekket Louis’ puls. Alle lettede op. Lockey holdt langsomt op med at græde. Hun vendte sig om og kiggede ned på Louis.

Lockey fjernede sig stille for mig og satte sig ved Louis’ hoved. Hun stryg ham over panden, som hun havde gjort ved Robin dengang hun var syg. Hun nynnede den samme vise. Hun blev ved og ved. I langtid stod vi bare og kiggede på Louis. Vi havde givet ham vores jakker, så han kunne få noget varme.

I mellem tiden ringede Zayn til en ambulance, som kom og hentede Louis. Vi så alle sammen til, da ambulancemændene løftede Louis op på en bore. Vi så ambulancen forsvinde i horisonten. Vi havde fundet en, men vi manglede bare Robin!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...